Snorre Kirk - Beat
STUNT RECORDS
Lad det være sagt med det samme: Forventningerne er høje, når man dykker ned i Snorre Kirks musikalske univers. Først og fremmest fordi han med de tre forudgående albumudgivelser "Blues Modernism", "Europa" og "Drummer and Composer" selv har lagt et utrolig højt niveau, men også fordi den nye udgivelse "Beat" i det medfølgende pressemateriale præsenteres som hans hidtil mest ambitiøse og personlige. Indfris forventningerne så? Hertil må man sige både ja - og nej - hvilket måske umiddelbart lyder kritisk, men i denne sammenhæng faktisk er tænkt som en uforbeholden ros. For at forventninger ikke indfris, kan jo faktisk betyde, at man overraskes af det man hører. Og selvom overraskelserne i "Beat" ikke præsenteres i stil med chokeffekterne i en gyserfilm, så manifesterer de sig løbende og nænsomt i albummets små 40 minutters spilletid.
Kaptajn Kirk er en formidabel kapelmester. For det første udstyrer han sine musikere med nogle temaer og arrangementer som er både iørefaldende, varierede og rytmisk interessante. For det andet er man ikke et sekund i tvivl om, at han har skrevet musikken med netop den nærværende konstellation for øje. Således kommer både den efterhånden veldefinerede, nærmest signaturorienterede ensemblesound og de enkelte musikeres individuelle personligheder til udtryk - og til deres ret. Om det så er Harbecks nærmest underspillede, fløjlsbløde tenorsax i åbneren "Exotica", Wicklunds klangligt vildt varierende kornet i numre som netop nævnte "Exotica" eller "Blues Arabesque", Magnus Hjorts klaver i den smukke ballade "Portrait", Klas Lindquists altsax i "Monaco" eller Mørks og Kirks både rytmisk og klangligt fabelagtige bas- og trommespil. Alle har og får deres egen plads - men først og fremmest er summen af de enkelte musikeres indspark endnu større end dem selv som musikalske individer. I tilgift er pladens lydmæssige produktion så exceptionelt god, at sekstetten nærmest suppleres af et syvende instrument.
Dét undertegnede særligt betages af, er at Kirk tør holde fast i at kreere musik, der både taler til den helt almindelige og den kunstnerisk højtragende lytter. At det lykkes, skyldes først og fremmest, at ensemblespillet er vanvittig gennemført. Her serveres en detaljerrigdom i de fællesfraseringer, der er svær at nedskrive og indstudere, men som måske netop kræver et orkester hvor musikerne er så lydhøre, afslappede og opslugte, at det nærmest bliver telepatisk. At Kirk formår at skabe dette rum er måske det mest beundringsværdige. Hvorfor? Fordi det er uhyggelig svært at lære og måske mest af alt vidner om personligheden bag musikeren og komponisten.
Indledningsvist blev det nævnt at "Beat" rummede overraskelser. De ligger i detaljen - bl.a. i at Lindquist f.eks. periodevist veksler til klarinet, eller at ensemblespillet i udgivelsens dramaturgi pludselig brydes af et regulært klavernummer, som den allerede nævnte "Portrait". Men den største overraskelse er måske, at Snorre Kirks orkester lyder fuldstændig som altid - uden at man på noget tidspunkt tænker "det har vi hørt før" eller "nu bliver det altså kedeligt". Man forstår godt, at Snorre Kirk har vundet et stort publikum - for der er altså tale om jazz i international klasse!
Lad det være sagt med det samme: Forventningerne er høje, når man dykker ned i Snorre Kirks musikalske univers. Først og fremmest fordi han med de tre forudgående albumudgivelser "Blues Modernism", "Europa" og "Drummer and Composer" selv har lagt et utrolig højt niveau, men også fordi den nye udgivelse "Beat" i det medfølgende pressemateriale præsenteres som hans hidtil mest ambitiøse og personlige. Indfris forventningerne så? Hertil må man sige både ja - og nej - hvilket måske umiddelbart lyder kritisk, men i denne sammenhæng faktisk er tænkt som en uforbeholden ros. For at forventninger ikke indfris, kan jo faktisk betyde, at man overraskes af det man hører. Og selvom overraskelserne i "Beat" ikke præsenteres i stil med chokeffekterne i en gyserfilm, så manifesterer de sig løbende og nænsomt i albummets små 40 minutters spilletid.
Kaptajn Kirk er en formidabel kapelmester. For det første udstyrer han sine musikere med nogle temaer og arrangementer som er både iørefaldende, varierede og rytmisk interessante. For det andet er man ikke et sekund i tvivl om, at han har skrevet musikken med netop den nærværende konstellation for øje. Således kommer både den efterhånden veldefinerede, nærmest signaturorienterede ensemblesound og de enkelte musikeres individuelle personligheder til udtryk - og til deres ret. Om det så er Harbecks nærmest underspillede, fløjlsbløde tenorsax i åbneren "Exotica", Wicklunds klangligt vildt varierende kornet i numre som netop nævnte "Exotica" eller "Blues Arabesque", Magnus Hjorts klaver i den smukke ballade "Portrait", Klas Lindquists altsax i "Monaco" eller Mørks og Kirks både rytmisk og klangligt fabelagtige bas- og trommespil. Alle har og får deres egen plads - men først og fremmest er summen af de enkelte musikeres indspark endnu større end dem selv som musikalske individer. I tilgift er pladens lydmæssige produktion så exceptionelt god, at sekstetten nærmest suppleres af et syvende instrument.
Dét undertegnede særligt betages af, er at Kirk tør holde fast i at kreere musik, der både taler til den helt almindelige og den kunstnerisk højtragende lytter. At det lykkes, skyldes først og fremmest, at ensemblespillet er vanvittig gennemført. Her serveres en detaljerrigdom i de fællesfraseringer, der er svær at nedskrive og indstudere, men som måske netop kræver et orkester hvor musikerne er så lydhøre, afslappede og opslugte, at det nærmest bliver telepatisk. At Kirk formår at skabe dette rum er måske det mest beundringsværdige. Hvorfor? Fordi det er uhyggelig svært at lære og måske mest af alt vidner om personligheden bag musikeren og komponisten.
Indledningsvist blev det nævnt at "Beat" rummede overraskelser. De ligger i detaljen - bl.a. i at Lindquist f.eks. periodevist veksler til klarinet, eller at ensemblespillet i udgivelsens dramaturgi pludselig brydes af et regulært klavernummer, som den allerede nævnte "Portrait". Men den største overraskelse er måske, at Snorre Kirks orkester lyder fuldstændig som altid - uden at man på noget tidspunkt tænker "det har vi hørt før" eller "nu bliver det altså kedeligt". Man forstår godt, at Snorre Kirk har vundet et stort publikum - for der er altså tale om jazz i international klasse!