Sloth - Vinding - Harbeck - Kind Of Green
GATEWAY MUSIC
Ole Sloth er et af de mere ubeskrevne blade blandt overfloden af danske jazzpianister, men ikke desto mindre har han flere udgivelser på CV'et. På nærværende album har han allieret sig med to medspillere, der hver især hører til det ypperste inden for deres generation og instrument - ikke bare på den danske, men også internationale jazzscene, idet Mads Vinding og Jan Harbeck kompletterer Sloths trio. Og man forstår godt, at Sloth har valgt så garvede Musikere - for konceptet til pladen er ganske ambitiøst: Ideen med "Kind Of Green" er at præsentere danske evergreens (ifølge presseteksten sange, som har hængt ved og som vi alle kender og holder af) fra forskellige tidspunkter og genrer i jazzklæder for på den måde at skabe nogle danske Jazzstandards. I undertegnedes optik er det noget af et vovestykke, blandt andet fordi sangenes status som "evergreens" ligger i vidt forskellige parametre. For mens "Joanna", "Så længe jeg lever" og "Ølhunden glammer" i høj grad lever af samspillet mellem melodisk enkelhed, tekstunivers, de oprindelige kunstneres originale fortolkninger og den tidsånd de er skrevet ind i, så er salmer som "Dejlig er jorden" samt "Altid frejdig når du går" og deres popularitet i højere grad knyttet til betydningen af særlige - som regel højtidelige anledninger - ofte direkte knyttet til kirken og dens højtider. "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" derimod er sange, der hos mange har fungeret som vuggeviser både i ens egen barndom og siden for børn og børnebørn. På den måde er stort set hele repertoiret på "Kind of Green" nærmest uløseligt knyttet til en stærk kontekst, og som lytter - i dette tilfælde anmelder - er kunsten ikke at lade ens egen oplevelse af sangenes stærke identifikation med deres kontekst stå i vejen for oplevelsen og dermed vurderingen af musikken.
Albummet åbner med en ganske vellykket versionering af Bent Fabricius Bjerres tema for successerien "Matador". Nummeret bygger på et gennemgående basostinat, som serveres tight samt nuanceret swingende og fører den oprindelige melodi ud mod nyt harmonisk territorium. Samtidigt får nummeret en mere rumlig karakter, hvor det er stemningen og ikke den dramaturgiske eller dynamiske udvikling og variation, der står i centrum - det er godt tænkt og veludført. Både "Dejlig er jorden" og "Altid frejdig når du går" åbner med lyriske forspil af hhv. Sloth og Vinding. Begge salmer udfolder sig som klassiske ballader hvor de oprindelige melodier og harmoniseringer træder frem som klare referencer og hvor variationerne er nænsomt anbragt. Særligt Jan Harbecks tenorsaxofon skinner her igennem med en tone og originalitet, der er unik herhjemme, hvilket også gør sig gældende for hans improvisatoriske iderigdom og fraseringsevne. Tilsvarende viser sig i "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" hvor det er Mads Vinding, der viser, hvorfor han er en bassist med 600 udgivelser på CV'et. Der er ingen metaltræthed at spore her.
Ole Sloths arrangementer er smagfulde og originale og som pianist formår han særligt i de stille numre at akkompagnere på ganske smuk og lydhør vis, ligesom han bidrager med nogle fine soli. Derudover viser han sig som glimrende komponist i de to originale kompositioner, som bidrager fint til albummets røde tråd og dramaturgi.
Indspilningen er en liveindspilning - dét taget i betragtning er det en glimrende lydmæssig produktion, og man får en dejlig fornemmelse for nærværet mellem publikum og trioen i løbet af koncerten. Og så kan man fint leve med, at der er nogle få numre, der isoleret set byder på melodier og harmoniske muligheder, der ikke synes helt stærke nok til at kunne bære "jazzificeringen". Således virker særligt Kim Larsens "Joanna" og måske også John Mogensens "Så længe jeg lever" en kende forcerede og improvisationerne en smule mere søgende. Men igen: Måske er det den indledningsvist nævnte oplevelse af en anden tilgrundliggende kontekst, der giver undertegnede denne oplevelse? Det skal i hvert fald ikke falde denne koncert, der i sin grundessens fungerer glimrende - også som albumudgivelse - til last.
Ole Sloth er et af de mere ubeskrevne blade blandt overfloden af danske jazzpianister, men ikke desto mindre har han flere udgivelser på CV'et. På nærværende album har han allieret sig med to medspillere, der hver især hører til det ypperste inden for deres generation og instrument - ikke bare på den danske, men også internationale jazzscene, idet Mads Vinding og Jan Harbeck kompletterer Sloths trio. Og man forstår godt, at Sloth har valgt så garvede Musikere - for konceptet til pladen er ganske ambitiøst: Ideen med "Kind Of Green" er at præsentere danske evergreens (ifølge presseteksten sange, som har hængt ved og som vi alle kender og holder af) fra forskellige tidspunkter og genrer i jazzklæder for på den måde at skabe nogle danske Jazzstandards. I undertegnedes optik er det noget af et vovestykke, blandt andet fordi sangenes status som "evergreens" ligger i vidt forskellige parametre. For mens "Joanna", "Så længe jeg lever" og "Ølhunden glammer" i høj grad lever af samspillet mellem melodisk enkelhed, tekstunivers, de oprindelige kunstneres originale fortolkninger og den tidsånd de er skrevet ind i, så er salmer som "Dejlig er jorden" samt "Altid frejdig når du går" og deres popularitet i højere grad knyttet til betydningen af særlige - som regel højtidelige anledninger - ofte direkte knyttet til kirken og dens højtider. "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" derimod er sange, der hos mange har fungeret som vuggeviser både i ens egen barndom og siden for børn og børnebørn. På den måde er stort set hele repertoiret på "Kind of Green" nærmest uløseligt knyttet til en stærk kontekst, og som lytter - i dette tilfælde anmelder - er kunsten ikke at lade ens egen oplevelse af sangenes stærke identifikation med deres kontekst stå i vejen for oplevelsen og dermed vurderingen af musikken.
Albummet åbner med en ganske vellykket versionering af Bent Fabricius Bjerres tema for successerien "Matador". Nummeret bygger på et gennemgående basostinat, som serveres tight samt nuanceret swingende og fører den oprindelige melodi ud mod nyt harmonisk territorium. Samtidigt får nummeret en mere rumlig karakter, hvor det er stemningen og ikke den dramaturgiske eller dynamiske udvikling og variation, der står i centrum - det er godt tænkt og veludført. Både "Dejlig er jorden" og "Altid frejdig når du går" åbner med lyriske forspil af hhv. Sloth og Vinding. Begge salmer udfolder sig som klassiske ballader hvor de oprindelige melodier og harmoniseringer træder frem som klare referencer og hvor variationerne er nænsomt anbragt. Særligt Jan Harbecks tenorsaxofon skinner her igennem med en tone og originalitet, der er unik herhjemme, hvilket også gør sig gældende for hans improvisatoriske iderigdom og fraseringsevne. Tilsvarende viser sig i "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" hvor det er Mads Vinding, der viser, hvorfor han er en bassist med 600 udgivelser på CV'et. Der er ingen metaltræthed at spore her.
Ole Sloths arrangementer er smagfulde og originale og som pianist formår han særligt i de stille numre at akkompagnere på ganske smuk og lydhør vis, ligesom han bidrager med nogle fine soli. Derudover viser han sig som glimrende komponist i de to originale kompositioner, som bidrager fint til albummets røde tråd og dramaturgi.
Indspilningen er en liveindspilning - dét taget i betragtning er det en glimrende lydmæssig produktion, og man får en dejlig fornemmelse for nærværet mellem publikum og trioen i løbet af koncerten. Og så kan man fint leve med, at der er nogle få numre, der isoleret set byder på melodier og harmoniske muligheder, der ikke synes helt stærke nok til at kunne bære "jazzificeringen". Således virker særligt Kim Larsens "Joanna" og måske også John Mogensens "Så længe jeg lever" en kende forcerede og improvisationerne en smule mere søgende. Men igen: Måske er det den indledningsvist nævnte oplevelse af en anden tilgrundliggende kontekst, der giver undertegnede denne oplevelse? Det skal i hvert fald ikke falde denne koncert, der i sin grundessens fungerer glimrende - også som albumudgivelse - til last.