Sinne Eeg - Face The Music
STUNT
Da Sinne Eeg i foråret modtog Ben Webster prisen kunne man i pressen læse, at hun var det sikre valg og en sangerinde, der på trods af en åbenlys kvalitet i sin livekunst bevæger sig på kedsomhedens rand på sine pladeudgivelser - en sangerinde, der snarere tilpasser sig et typisk billede af en jazzsangerinde end at træde fuldt i karakter som musikalsk personlighed. For undertegnede er denne anke svær at følge, idet det snarere synes som om Sinne Eeg er det ideal af en jazzsangerinde som i hvert fald mange af nutidens yngre talenter søger at stræbe efter. En sangerinde, der behersker sit instrument til perfektion og som fra naturens side er udstyret med en klang, en timing, en fornemmelse for naturlig og afbalanceret frasering samt en musikalitet, som er de allerfærreste forundt.
Med "Face The Music" byder Sinne Eeg ind med endnu et stærkt album, og selvom der ikke er noget banebrydende nyt i hverken format eller repertoirevalg, så er det en udgivelse, der emmer af kvalitet og substans. Allerede den indledende standard "What A Little Moonlight Can Do" er et fremragende eksempel på Eegs virtuositet. Der er få, der kan få tonerne i en improviseret scat-solo til at stå så skarpt formuleret og nuanceret - det er ganske enkelt høj klasse. Det samme gør sig gældende for akkompagnementet, der står virkelig tight og fantasifuldt - ikke nødvendigvis i grundkonceptionen, men i detaljerne. Det er ikke alene fornemt spillet, men også lækkert arrangeret bl.a. med trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Michael Bladt i en souljazzet "chase" med Eeg i slutningen af nummeret.
Grundlæggende er det musikalske håndværk på et meget højt niveau og numre som "titelnummeret" "Let's Face The Music And Dance" med sin inciterende kromatiske basintro, "New Horizons" med klangligt fantasifulde og let dansende trommer samt kompetent klaversolo og endelig den latin inspirerede "I Draw A Circle" vidner om en akkompagnerende trio (Jacob Christoffersen/piano, Morten Ramsbøl/bas og Morten Lund/trommer) i den nationale superliga. Samtidig klæder det albummets dramaturgi fornemt at instrumenteringen i enkelte numre suppleres af de tidligere nævnte blæsere. Tilsvarende gør sig i øvrigt gældende for de to smukke duo indslag hvor Morten Ramsbøl "afløses" af Thomas Fonnesbæk. Både "Taking It Slow" og særligt den afsluttende "Caravan" skaber et formfuldendt nærvær.
Men det er balladerne som Bergman/Legrand klassikeren "What Are You Doing The Rest Of Your Life" og den smukke "The Best I Ever Had" med tekst af Søren Sko og musik af Sinne Eeg selv, der er undertegnedes favoritter på albummet, måske først og fremmest fordi Eeg her allerbedst viser hvor rodfæstet og sikker hun er i sin egen musikalske identitet. Det emmer af indre ro og nødvendighed og sammen med den upåklagelige produktion - som i øvrigt også giver en ekstra dimension til udtrykket på de andre numre på pladen - giver sangerinden her et bud på hvorfor det netop ikke er nødvendigt for hende at ændre på sit koncept. Det holder!
Da Sinne Eeg i foråret modtog Ben Webster prisen kunne man i pressen læse, at hun var det sikre valg og en sangerinde, der på trods af en åbenlys kvalitet i sin livekunst bevæger sig på kedsomhedens rand på sine pladeudgivelser - en sangerinde, der snarere tilpasser sig et typisk billede af en jazzsangerinde end at træde fuldt i karakter som musikalsk personlighed. For undertegnede er denne anke svær at følge, idet det snarere synes som om Sinne Eeg er det ideal af en jazzsangerinde som i hvert fald mange af nutidens yngre talenter søger at stræbe efter. En sangerinde, der behersker sit instrument til perfektion og som fra naturens side er udstyret med en klang, en timing, en fornemmelse for naturlig og afbalanceret frasering samt en musikalitet, som er de allerfærreste forundt.
Med "Face The Music" byder Sinne Eeg ind med endnu et stærkt album, og selvom der ikke er noget banebrydende nyt i hverken format eller repertoirevalg, så er det en udgivelse, der emmer af kvalitet og substans. Allerede den indledende standard "What A Little Moonlight Can Do" er et fremragende eksempel på Eegs virtuositet. Der er få, der kan få tonerne i en improviseret scat-solo til at stå så skarpt formuleret og nuanceret - det er ganske enkelt høj klasse. Det samme gør sig gældende for akkompagnementet, der står virkelig tight og fantasifuldt - ikke nødvendigvis i grundkonceptionen, men i detaljerne. Det er ikke alene fornemt spillet, men også lækkert arrangeret bl.a. med trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Michael Bladt i en souljazzet "chase" med Eeg i slutningen af nummeret.
Grundlæggende er det musikalske håndværk på et meget højt niveau og numre som "titelnummeret" "Let's Face The Music And Dance" med sin inciterende kromatiske basintro, "New Horizons" med klangligt fantasifulde og let dansende trommer samt kompetent klaversolo og endelig den latin inspirerede "I Draw A Circle" vidner om en akkompagnerende trio (Jacob Christoffersen/piano, Morten Ramsbøl/bas og Morten Lund/trommer) i den nationale superliga. Samtidig klæder det albummets dramaturgi fornemt at instrumenteringen i enkelte numre suppleres af de tidligere nævnte blæsere. Tilsvarende gør sig i øvrigt gældende for de to smukke duo indslag hvor Morten Ramsbøl "afløses" af Thomas Fonnesbæk. Både "Taking It Slow" og særligt den afsluttende "Caravan" skaber et formfuldendt nærvær.
Men det er balladerne som Bergman/Legrand klassikeren "What Are You Doing The Rest Of Your Life" og den smukke "The Best I Ever Had" med tekst af Søren Sko og musik af Sinne Eeg selv, der er undertegnedes favoritter på albummet, måske først og fremmest fordi Eeg her allerbedst viser hvor rodfæstet og sikker hun er i sin egen musikalske identitet. Det emmer af indre ro og nødvendighed og sammen med den upåklagelige produktion - som i øvrigt også giver en ekstra dimension til udtrykket på de andre numre på pladen - giver sangerinden her et bud på hvorfor det netop ikke er nødvendigt for hende at ændre på sit koncept. Det holder!
