jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER

Signe Juhl with Nikolaj Bentzon Trio - Silvertounged ****

Picture
DO IT AGAIN RECORDS

I pressematerialet der følger med Do It Again Records' seneste udgivelse præsenteres Signe Juhl som et talent, der udover musikalitet, personlighed og integritet også byder på en solid baggrund i en årelang konservatorieuddannelse og dermed en kunstnerisk værktøjskasse, der adskiller hende markant fra de mange håbefulde "talenter", der vælter ud af skærmen i alskens kommercielle talentshows, som f.eks. X-factor. På den måde fremstilles hun som noget helt unikt. Derfor er det også en hårfin balance, når Nicolaj Bentzon Trio og Juhl på "Silvertounged" både i albummets præsentation og dele af dets indhold (blandt de tre indledende numre er der hele to "Elvis"-klassikere) selv - bevidst eller ubevidst - går ned af kommercialismens sti (og det er der i undertegnedes optik intet galt med). Generelt er der tale om musik på meget højt niveau, men der er også tale om et album hvor man sidder med en fornemmelse af, at Signe Juhls helt åbenlyse talent ikke forløses helt - endnu, for hun skal nok finde sin plads og berettigelse blandt de mange begavede jazzvokalister, som Sinne Eeg, Sidsel Storm, Malene Mortensen, Cathrine Legardh, Birgitte Soojin og andre i samme (udvidede) generation.

Og der er da heller ingen tvivl om, at det er Juhl, der er albummets hovedattraktion. Hendes stemme er original og let, og hun fraserer ganske elegant og sikkert. Samtidig er der en naturlig sødme i hendes udtryk som virkelig klæder materialet på nærværende udgivelse. Det er bl.a. de netop nævnte attributter, der gør, at numre som "Love Me Tender" og " Are You Lonesome Tonight" ikke drukner i det sukkersøde. I de nævnte klassikere formår Juhl at servere melodien uden store fraseringsmæssige armbevægelser samtidig med at intensiteten i de ret simple strukturer bevares, og det er faktisk ganske imponerende. Pladens stærkeste numre er i undertegnedes optik Mancini/Walkers "Loss Of Love", Moody/Jeffersons "Moody's Mood For Love" (flot serveret som duet med glimrende basspil af Kasper Tagel) og ikke mindst den smukke fortolkning af Joni Mitchells "A Case Of You", hvor man for alvor får en fornemmelse af, at Juhl som vokalist har mere på spil end blot en god stemme og en fornem teknik. Særligt sidstnævnte nummer emmer af autenticitet og Nikolaj Bentzon Trios akkompagnement i den lidt mere poppede ende af jazzspektret er meget smagfuldt.

Det er en ganske lytteværdig CD, den er transparent og den er udført af fine musikere, ligesom den er lækkert produceret. Med lidt mere tyngde i selve materialet,  ikke mindst på den tekstmæssige side ville Signe Juhl Jensen og Nikolaj Bentzon Trio fremstå som den sprængfarlige cocktail, der er potentiale til - så musikken ikke "blot" imponerer, men også bevæger.

Køb/bestil her