GATEWAY
Simon Spang-Hanssen er en yderst kreativ herre. Hans visitkort rummer således adskillige titler som saxofonist, komponist og ikke mindst maler. De få billeder jeg har set af Spang-Hanssen har alle været ganske farverige og et hurtigt vue over udgivelser samt projekter vidner om, at tilsvarende gør sig gældende for hans musikalske univers. Det samme gælder hans seneste album med titlen "Bird In Space".
Hovedparten af numrene er indspillet i Belo Horizonte i Brasilien og musikken er da også ganske dansabel, ligesom den grundlæggende bygger på et stærkt rytmisk fundament og nogle relativt enkle og sangbare melodier.
Der indledes med Irio Juniors energiske og sine steder ganske virtuose klaverintro, som går direkte over i den sambainspirerede "Aquela Noite", der introducerer et af udgivelsens stærkeste elementer - nemlig selve instrumenteringen, hvor særligt det fornemme sammen- og modspil mellem Spang-Hanssens saxofon og Mariane Bitrans fløjte samt Enéias Xaviers distinkt rytmiske el-bas (den fungerer glimrende i netop denne stil!) giver musikken en ganske original klang. Netop klangens originalitet kommer også glimrende til udtryk i nummeret "Estrada Do Sol" hvor den indledende unisone temapræsentation mellem klaver og alt-fløjten lyder dejlig særegent, mens det siden følgende kontrapunktiske sammenspil mellem Spang-Hanssens velintonerede sopransax og netop alt-fløjten blander forbavsende godt - og så byder Mariane Bitran på en dejlig melodisk solo.
I "Nave Espacial" viser ensemblet som helhed, at det formår at bevæge sig relativt ubesværet gennem mere komplekse rytmiske strukturer, mens titelnummeret "Bird In Space" på mange måder er det udtryksmæssige højdepunkt på pladen bl.a. i kraft af dets skønne indledning, men også fordi det både hvad form, dynamik og ikke mindst hvad solisternes improvisationer angår er det mest interessante. Og netop improvisationerne - måske især hos pianist Irio Junior - bliver periodevis lidt for "solist"-betonede fremfor at fungere som en nødvendig del af arrangementerne.
Alt i alt er "Bird in Space" dog en meget velfungerende udgivelse, der stilistisk måske kan beskrives som en slags mellemting mellem Michel Camillos "One More Once" og Aske Benztons "Badminton" og dét i sig selv er jo en blåstempling.
Køb/bestil her
Simon Spang-Hanssen er en yderst kreativ herre. Hans visitkort rummer således adskillige titler som saxofonist, komponist og ikke mindst maler. De få billeder jeg har set af Spang-Hanssen har alle været ganske farverige og et hurtigt vue over udgivelser samt projekter vidner om, at tilsvarende gør sig gældende for hans musikalske univers. Det samme gælder hans seneste album med titlen "Bird In Space".
Hovedparten af numrene er indspillet i Belo Horizonte i Brasilien og musikken er da også ganske dansabel, ligesom den grundlæggende bygger på et stærkt rytmisk fundament og nogle relativt enkle og sangbare melodier.
Der indledes med Irio Juniors energiske og sine steder ganske virtuose klaverintro, som går direkte over i den sambainspirerede "Aquela Noite", der introducerer et af udgivelsens stærkeste elementer - nemlig selve instrumenteringen, hvor særligt det fornemme sammen- og modspil mellem Spang-Hanssens saxofon og Mariane Bitrans fløjte samt Enéias Xaviers distinkt rytmiske el-bas (den fungerer glimrende i netop denne stil!) giver musikken en ganske original klang. Netop klangens originalitet kommer også glimrende til udtryk i nummeret "Estrada Do Sol" hvor den indledende unisone temapræsentation mellem klaver og alt-fløjten lyder dejlig særegent, mens det siden følgende kontrapunktiske sammenspil mellem Spang-Hanssens velintonerede sopransax og netop alt-fløjten blander forbavsende godt - og så byder Mariane Bitran på en dejlig melodisk solo.
I "Nave Espacial" viser ensemblet som helhed, at det formår at bevæge sig relativt ubesværet gennem mere komplekse rytmiske strukturer, mens titelnummeret "Bird In Space" på mange måder er det udtryksmæssige højdepunkt på pladen bl.a. i kraft af dets skønne indledning, men også fordi det både hvad form, dynamik og ikke mindst hvad solisternes improvisationer angår er det mest interessante. Og netop improvisationerne - måske især hos pianist Irio Junior - bliver periodevis lidt for "solist"-betonede fremfor at fungere som en nødvendig del af arrangementerne.
Alt i alt er "Bird in Space" dog en meget velfungerende udgivelse, der stilistisk måske kan beskrives som en slags mellemting mellem Michel Camillos "One More Once" og Aske Benztons "Badminton" og dét i sig selv er jo en blåstempling.
Køb/bestil her
RSS Feed
