jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER

Rasmus Stenholm - Cordoba ***

10/17/2011

 
LONG LIFE RECORDS

Rasmus Stenholms seneste udgivelse betegnes af kapelmesteren selv som den svære toer efter en succes debut med titlen "For Those About To Roll". Undertegnede har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Stenholm og derfor har gennemlytningerne af "Cordoba" været ganske forventnings- og fordomsfri, måske med den betydelige undtagelse, at de medvirkende musikere på pladen er af en kaliber, der alligevel puster lidt til forventningens glød. Således har Stenholm allieret sig med Uffe Steen (guitar), Michael Bladt (Tenorsax) og Morten Ærø (trommer) og det er "castet" på den helt rigtige måde, stilen taget i betragtning. 

Grundlæggende er "Cordoba" en dejlig ukompliceret udgivelse. Musikken swinger upåklageligt og sounden er befriende upoleret "gammeldags" uden at man som lytter føler, at dén side af sagen er underprioriteret. Kender man de medvirkende musikere ved man, at de hver især dyrker deres helt egen personlige instrumentalsound og måske er det netop derfor at kvartettens samlede ensemblesound på trods af en umiskendelig forankring i traditionen fremstår frisk og original.

Kompositionerne er med undtagelse af Ray Browns "Gravy Waltz" alle komponeret af Stenholm selv og det slipper han mestendels ganske fint fra. Pladens indledende og afsluttende nummer "Anholt Rag" byder på udgivelsens mest inciterende tema - det er lige før man kan tilskrive det radio hit-potentiale. Resten af det melodiske materiale er måske ikke helt så stærkt, men både "Groovin On Main Street" og den high life inspirerede "Jungle Fever" byder på gode melodier, der er mere end blot stationer på vej mod improvisationerne.

Og netop improvisationerne er ganske udmærkede - det kræver sit at holde intensiteten i soloerne i et harmonisk univers, der er relativt simpelt. Det lykkes fint for de fire musikere det meste af vejen, og det er ganske sjældent, at man som lytter sidder med en fornemmelse af, at man måske kunne have kogt den musikalske essens ned til et endnu stærkere udtryk (f.eks. balancerer "Groovin On Main Street" periodevis mellem et stærk rumligt, groovebaseret udtryk og en snigende ligegyldighed).

Alt i alt er "Cordoba" en dejlig, lyttevenlig plade, der byder på både veldrejet og velspillet enkel musik.

Køb/bestil her

Comments are closed.

    Arkiv

    July 2013
    June 2013
    March 2013
    February 2013
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011

    RSS Feed