GATEWAY
Der lægges ud med den elegant swingende "Napolitana", der er opkaldt efter den neapolitanske subdominant uden trommer og med et fornemt vekselspil mellem Fischers guitar og Calís akkordeon både i temapræsentationerne og så sandelig også i improvisationerne. Stemningen er let og middelhavsinspireret og man fornemmer straks, at pladens udtryk bevæger sig nænsomt og ubesværet mellem melankoli og sommerlig lethed, smukt manifesteret i de efterfølgende numre "Matabolic Age" og "Small Teardrop".
Herefter følger et af pladens absolutte højdepunkter i John Lewis klassikeren "Django". Temaet præsenteres i et utrolig smukt samspil mellem Fischer og Calí. Fraseret med lige dele præcision og dynamisk forståelse fremstår den smukke melodi som en lille vemodig perle - i øvrigt smukt underbygget af Janus Templetons smagfulde trommespil.
I det efterfølgende præsenteres man som lytter både for brasiliansk inspireret solskinsmusik, klassisk swing, italiensk filmmusik, trafikalt bebop (med Bud Powells glimrende "Parisian Thoroughfare" - fornemt forløst i den for stilen lidt alternative besætning) og danske klassikere som "Den Allersidste Dans" og den både virtuose og humoristiske "Huset På Christianshavn". Hele vejen igennem balancerer musikerne brillant mellem teknisk ekvilibrisme og ægte, emotionel og oprigtig musikalitet. Fischer og Cali fremstår som de absolutte stjerner på udgivelsen, men deres rytmegruppe - bestående af Regin Fuhlendorf på fornemt swingende rytmeguitar, Hugo Rasmussen med karakterstærkt basspil og fornem tone samt Janus Templetons velafbalancerede trommespil - byder ind med et akkompagnement, der netop formår både at understøtte og udfordre de to solister.
"Django" er ikke en stilskabende plade, men den er uhyggelig stilsikker, meget homogen i sit udtryk (uden at være kedelig) og formår både at underholde og bevæge lytteren. Meget mere kan man vist ikke forlange!
Køb/bestil her
Der lægges ud med den elegant swingende "Napolitana", der er opkaldt efter den neapolitanske subdominant uden trommer og med et fornemt vekselspil mellem Fischers guitar og Calís akkordeon både i temapræsentationerne og så sandelig også i improvisationerne. Stemningen er let og middelhavsinspireret og man fornemmer straks, at pladens udtryk bevæger sig nænsomt og ubesværet mellem melankoli og sommerlig lethed, smukt manifesteret i de efterfølgende numre "Matabolic Age" og "Small Teardrop".
Herefter følger et af pladens absolutte højdepunkter i John Lewis klassikeren "Django". Temaet præsenteres i et utrolig smukt samspil mellem Fischer og Calí. Fraseret med lige dele præcision og dynamisk forståelse fremstår den smukke melodi som en lille vemodig perle - i øvrigt smukt underbygget af Janus Templetons smagfulde trommespil.
I det efterfølgende præsenteres man som lytter både for brasiliansk inspireret solskinsmusik, klassisk swing, italiensk filmmusik, trafikalt bebop (med Bud Powells glimrende "Parisian Thoroughfare" - fornemt forløst i den for stilen lidt alternative besætning) og danske klassikere som "Den Allersidste Dans" og den både virtuose og humoristiske "Huset På Christianshavn". Hele vejen igennem balancerer musikerne brillant mellem teknisk ekvilibrisme og ægte, emotionel og oprigtig musikalitet. Fischer og Cali fremstår som de absolutte stjerner på udgivelsen, men deres rytmegruppe - bestående af Regin Fuhlendorf på fornemt swingende rytmeguitar, Hugo Rasmussen med karakterstærkt basspil og fornem tone samt Janus Templetons velafbalancerede trommespil - byder ind med et akkompagnement, der netop formår både at understøtte og udfordre de to solister.
"Django" er ikke en stilskabende plade, men den er uhyggelig stilsikker, meget homogen i sit udtryk (uden at være kedelig) og formår både at underholde og bevæge lytteren. Meget mere kan man vist ikke forlange!
Køb/bestil her
RSS Feed