CALIBRATED
I pressemeddelelsen, der følger med Mads Mathias' debut udgivelse "Free Falling" betegnes han som karismatisk og kompromisløs sanger og sangskriver, og flere har allerede spået den 34-årige multiinstrumentalist en karriere, der kommer til at føre ham ud over landets grænser. Hans første udgivelse som "solist" giver da også et fremragende billede af at Mads Mathias kan udvikle sig til en helt særlig skikkelse og original på det, man måske kan kalde den udvidede jazzscene, hvor også navne som Jamie Cullum, Michael Bublé, Curtis Stigers og tilsvarende mere kendte navne boltrer sig.
Der er masser af kvalitet i udgivelsen, som præsenterer Mads Mathias i to grundlæggende setup, nemlig det store orkester med både blæs og strygere på den ene side og kvintetten på den anden. Rent damaturgisk skiftes der ubesværet mellem de to besætninger og det fungerer forbavsende godt uden at udgivelsens overordnede energikurve bliver unaturlig - måske fordi kvintetten med undtagelse af trommeslageren Morten Ærø består af de samme musikere, som også danner rytmegruppen i det store orkester (med Morten Lund på trommer).
Materialet er fermt skruet sammen - det er ganske enkelt nogle gode sange Mads Mathias har skrevet, både hvad angår tekster og i endnu højere grad melodier. Det er charmerende, iørefaldende og meget stilrent uden at det bliver uoriginalt. Faktisk er det måske netop på det punkt Mads Mathias kan noget som nogle af de ovenstående referencer ikke er helt så dygtige til. For selvom Peter Jensen, men også Peter Marott og ikke mindst Mads Mathias selv er glimrende arrangører, så er det selve sangene, der i deres udformning udgør fundamentet for, at også arrangementerne er meget vellykkede og naturlige. Som lytter er man ikke et sekund i tvivl om, at sangene er skrevet med en bevidst eller intuitiv fornemmelse for den instrumentationsmæssige kontekst de bliver præsenteret i på "Free Falling". Når det så er sagt, så er det værd at fremhæve særligt Peter Jensens bidrag på arrangementsfronten, hvor den lette og luftige indledende "Fool For Love" og ikke mindst den dynamiske "Don't Look At Me" med sin brillante stryger intro fremstår som nogle af udgivelsens højdepunkter.
Der medvirker over 25 musikere på indspilningen, og de hører alle til de absolut fineste vi kan mønstre herhjemme. Strygekvartetten intonerer og klinger fint, messing sektionen er fremragende, saxofongruppen findes vel nærmest ikke bedre herhjemme, når klangidealet er luftigt og let, mens rytmegruppen både i det store orkester og i kvintetten swinger aldeles fornemt. Særligt Peter Rosendahl (piano) virker uhyre stilsikker både i sit akkompagnement og i sine solistiske indslag, men også resten af kvartetten med Regin Fuhlendorf, Morten Ankarfeldt og hhv. Morten Lund og Morten Ærø på trommer er med til at skabe en meget sikker base for resten af musikerne. Endelig er særligt Dan Hemmers orgel, men også Carsten Skous vibrafon med til at fuldende et samlet lydunivers med masser af detaljer og dybde.
Og så er der jo Mads Mathias selv: Hans stemme er original, let luftig, og han intonerer sikkert med et godt flair for enkle variationer i fraseringerne. Til tider læner han sig måske lidt for meget op af crooner-traditionen, men det er et spørgsmål om personlig smag og ikke kvaliteten i kapelmesterens sang. I forlængelse af dette er det også et nummer som den "spinkelt" besatte "Colorblind", der for alvor skærer ind i hjertet på undertegnede og viser Mads Mathias som en sanger med dybde, sårbarhed og substans i udtrykket.
Alt i alt er "Free Falling" alene i sin ambition en væsentlig udgivelse med den sidegevinst, at den danske vokal jazz scene - som er så stærk besat på kvindefronten - har fået en mandlig eksponent med internationalt snit.
I pressemeddelelsen, der følger med Mads Mathias' debut udgivelse "Free Falling" betegnes han som karismatisk og kompromisløs sanger og sangskriver, og flere har allerede spået den 34-årige multiinstrumentalist en karriere, der kommer til at føre ham ud over landets grænser. Hans første udgivelse som "solist" giver da også et fremragende billede af at Mads Mathias kan udvikle sig til en helt særlig skikkelse og original på det, man måske kan kalde den udvidede jazzscene, hvor også navne som Jamie Cullum, Michael Bublé, Curtis Stigers og tilsvarende mere kendte navne boltrer sig.
Der er masser af kvalitet i udgivelsen, som præsenterer Mads Mathias i to grundlæggende setup, nemlig det store orkester med både blæs og strygere på den ene side og kvintetten på den anden. Rent damaturgisk skiftes der ubesværet mellem de to besætninger og det fungerer forbavsende godt uden at udgivelsens overordnede energikurve bliver unaturlig - måske fordi kvintetten med undtagelse af trommeslageren Morten Ærø består af de samme musikere, som også danner rytmegruppen i det store orkester (med Morten Lund på trommer).
Materialet er fermt skruet sammen - det er ganske enkelt nogle gode sange Mads Mathias har skrevet, både hvad angår tekster og i endnu højere grad melodier. Det er charmerende, iørefaldende og meget stilrent uden at det bliver uoriginalt. Faktisk er det måske netop på det punkt Mads Mathias kan noget som nogle af de ovenstående referencer ikke er helt så dygtige til. For selvom Peter Jensen, men også Peter Marott og ikke mindst Mads Mathias selv er glimrende arrangører, så er det selve sangene, der i deres udformning udgør fundamentet for, at også arrangementerne er meget vellykkede og naturlige. Som lytter er man ikke et sekund i tvivl om, at sangene er skrevet med en bevidst eller intuitiv fornemmelse for den instrumentationsmæssige kontekst de bliver præsenteret i på "Free Falling". Når det så er sagt, så er det værd at fremhæve særligt Peter Jensens bidrag på arrangementsfronten, hvor den lette og luftige indledende "Fool For Love" og ikke mindst den dynamiske "Don't Look At Me" med sin brillante stryger intro fremstår som nogle af udgivelsens højdepunkter.
Der medvirker over 25 musikere på indspilningen, og de hører alle til de absolut fineste vi kan mønstre herhjemme. Strygekvartetten intonerer og klinger fint, messing sektionen er fremragende, saxofongruppen findes vel nærmest ikke bedre herhjemme, når klangidealet er luftigt og let, mens rytmegruppen både i det store orkester og i kvintetten swinger aldeles fornemt. Særligt Peter Rosendahl (piano) virker uhyre stilsikker både i sit akkompagnement og i sine solistiske indslag, men også resten af kvartetten med Regin Fuhlendorf, Morten Ankarfeldt og hhv. Morten Lund og Morten Ærø på trommer er med til at skabe en meget sikker base for resten af musikerne. Endelig er særligt Dan Hemmers orgel, men også Carsten Skous vibrafon med til at fuldende et samlet lydunivers med masser af detaljer og dybde.
Og så er der jo Mads Mathias selv: Hans stemme er original, let luftig, og han intonerer sikkert med et godt flair for enkle variationer i fraseringerne. Til tider læner han sig måske lidt for meget op af crooner-traditionen, men det er et spørgsmål om personlig smag og ikke kvaliteten i kapelmesterens sang. I forlængelse af dette er det også et nummer som den "spinkelt" besatte "Colorblind", der for alvor skærer ind i hjertet på undertegnede og viser Mads Mathias som en sanger med dybde, sårbarhed og substans i udtrykket.
Alt i alt er "Free Falling" alene i sin ambition en væsentlig udgivelse med den sidegevinst, at den danske vokal jazz scene - som er så stærk besat på kvindefronten - har fået en mandlig eksponent med internationalt snit.
RSS Feed
