ILK
Når et orkester har eksisteret på den danske jazzscene i 10 år, så kan det - med tanke på en branche hvor lineups skifter med hyppige mellemrum - med rette kaldes en institution (også selvom bassisten Jonas Westergaard i denne omgang erstattes af den tyske trombonevirtuos Nils Wogram). Ser man yderligere på orkestrets meritter gennem den forgangne dekade hvor det er blevet til både DMA-nomineringer og DMA-statuetter kan man med rette have forventninger til deres fjerde album, der modsat de tidligere udgivelser bygger på materiale, der hele vejen igennem er skabt i nuet.
"Green Sounds" er ikke en plade man spiller for sine børn første gang de skal introduceres til jazzgenren eller improvistionsmusik i bredere forstand - dertil er dens udtryk for komplekst og krævende. Til gengæld er det en udgivelse, der både afslører nogle glimrende musikere med en fornem evne til at spille med "store" ører og et klangeligt univers, der er mere originalt end hos de fleste grupper i samme genremæssige univers. Og det er netop de to piller sammenspil og klang, der gør "Green Sounds" til en virkelig vellykket plade. Først og fremmest agerer musikerne udtrolig godt i forhold til hinanden og evner at give hinanden plads til at udfolde de musikalske ideer og samtidig at presse hinanden til ikke udelukkende at dvæle i musikalsk narcisisme. Således balancerer albummet glimrende mellem individuelt og fælles udtryk. Glimrende eksempler herpå er den indledende "Trains And Bone And Planes" og den dramaturgisk utrolig veldrejede "Beneath The Blues".
"Landscape" og "Mefludica" (en ganske humoristisk titel i øvrigt) er til gengæld eksempler på hvordan Lovedale tålmodigt, begavet og på meget varieret vis udforsker det klanglige univers enten i samspillet, instrumenteringen (udover trommeslageren Anders Mogens byder samtlige af orkestrets medlemmer ind med flere forskellige instrumenter) eller instrumentalsounden . Samtidig byder særligt det førstnævnte nummer på nogle meget prægnante melodiske motiver, der er med til at bevare lytterens interesse. I det hele taget er ensemblet dygtig til i perioder at lade den musikalske proces være vildt flydende og i andre perioder at stramme de musikalske tøjler, bl.a. glimrende illustreret i Anders Mogensens trommespil, der veksler fint mellem det klangligt legende fokus og det rytmisk stringente ditto - f.eks. i "Suite Green" hvor anden halvdel af nummeret byder på et ganske stramt back beat.
"Green Sounds" kan måske beskrives som vellykket ekstremsport - gennemgående risikobetonet og udfrodrende, men aldrig så ukontrolleret, at det bliver livsfarligt. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig udgivelse med masser af dybde.
Køb/bestil her
Når et orkester har eksisteret på den danske jazzscene i 10 år, så kan det - med tanke på en branche hvor lineups skifter med hyppige mellemrum - med rette kaldes en institution (også selvom bassisten Jonas Westergaard i denne omgang erstattes af den tyske trombonevirtuos Nils Wogram). Ser man yderligere på orkestrets meritter gennem den forgangne dekade hvor det er blevet til både DMA-nomineringer og DMA-statuetter kan man med rette have forventninger til deres fjerde album, der modsat de tidligere udgivelser bygger på materiale, der hele vejen igennem er skabt i nuet.
"Green Sounds" er ikke en plade man spiller for sine børn første gang de skal introduceres til jazzgenren eller improvistionsmusik i bredere forstand - dertil er dens udtryk for komplekst og krævende. Til gengæld er det en udgivelse, der både afslører nogle glimrende musikere med en fornem evne til at spille med "store" ører og et klangeligt univers, der er mere originalt end hos de fleste grupper i samme genremæssige univers. Og det er netop de to piller sammenspil og klang, der gør "Green Sounds" til en virkelig vellykket plade. Først og fremmest agerer musikerne udtrolig godt i forhold til hinanden og evner at give hinanden plads til at udfolde de musikalske ideer og samtidig at presse hinanden til ikke udelukkende at dvæle i musikalsk narcisisme. Således balancerer albummet glimrende mellem individuelt og fælles udtryk. Glimrende eksempler herpå er den indledende "Trains And Bone And Planes" og den dramaturgisk utrolig veldrejede "Beneath The Blues".
"Landscape" og "Mefludica" (en ganske humoristisk titel i øvrigt) er til gengæld eksempler på hvordan Lovedale tålmodigt, begavet og på meget varieret vis udforsker det klanglige univers enten i samspillet, instrumenteringen (udover trommeslageren Anders Mogens byder samtlige af orkestrets medlemmer ind med flere forskellige instrumenter) eller instrumentalsounden . Samtidig byder særligt det førstnævnte nummer på nogle meget prægnante melodiske motiver, der er med til at bevare lytterens interesse. I det hele taget er ensemblet dygtig til i perioder at lade den musikalske proces være vildt flydende og i andre perioder at stramme de musikalske tøjler, bl.a. glimrende illustreret i Anders Mogensens trommespil, der veksler fint mellem det klangligt legende fokus og det rytmisk stringente ditto - f.eks. i "Suite Green" hvor anden halvdel af nummeret byder på et ganske stramt back beat.
"Green Sounds" kan måske beskrives som vellykket ekstremsport - gennemgående risikobetonet og udfrodrende, men aldrig så ukontrolleret, at det bliver livsfarligt. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig udgivelse med masser af dybde.
Køb/bestil her
RSS Feed