BLACKOUT MUSIC
I pressemeddelelsen som følger med Jesper Zeuthen Trios nyeste udgivelse beskrives albummet som et no-nonsense produkt. Undertegnede tolker det som en beskrivelse, der skal signalere, at musikken taler for sig selv uden verbaliserede dogmer, uden smarte coverfotos og uden synderlige ekstra features eller information. Til gengæld er det meget tydeligt, at der er lagt masser af arbejde i projektet og ikke mindst det faktum gør "Jesper Zeuthen Trio Live" til en sympatisk udgivelse.
Første attribut, der gør udgivelsen interessant er pladens sound. Indspilningen er foretaget i Literaturhaus - en tidligere kirke - og det giver trioen en særlig og meget original klang, der er langt fra mange nye udgivelsers ultra-tjekkede produktion, men som til gengæld lever på rummets naturlige styrker (og svagheder), som f.eks. en fin og naturlig rumklang samt en lydmæssig balance, der langt hen ad vejen styrker trioens ambition om at spille uden nogen form for forstærkning. Rummet klæder især de lidt mere lyriske passager, som f.eks. første del af den indledende "Husene På Volden" eller store dele af det i øvrigt meget fine nummer "Træet", mens det måske ikke er lige så velegnet dér, hvor udtrykket bygger på voldsomt ekspressive ensembleimprovisationer, idet nogle detaljer i de enkelte instrumenters spil (måske først og fremmest i bassen) til tider går tabt. Men det er befriende med en flok musikere, der i den grad gør sounden til et væsentligt element i deres udtryk både, når det gælder samspillet og når det gælder den individuelle instrumentalsound. Tag for eksempel Zeuthens saksofonspil. Der er ingen tvivl om, at han er teknisk meget dygtig, men det mest originale i hans spil er en meget kontant, energisk og direkte klang. Og netop den klanglige tilgang, gør sig også til en hvis grad gældende i Melbyes bas og Præstgaards trommer.
Udtrykket på pladen er udfordrende og ekstremt lige på - måske netop også her no-nonsense inspireret - og det stiller store krav til lytteren. Men har man mod på at lytte til en plade i et koncentreret og nærværende øjeblik er det ganske tiltalende og frem for alt spændende. Personligt synes jeg måske, at Zeuthens i øvrigt glimrende saxspil som del af udgivelsens helhedsudtryk balancerer hårfint på grænsen til at fylde for meget, ligesom de store fælles improviserede passager kommer bedre til sin ret under en koncert end på CD-mediet hvor noget af liveoplevelsens lidt mere indlysende samspil mellem lytterens sanser (lytte, iagttage, mærke etc.) går tabt. Til gengæld kan der ikke herske tvivl om kvaliteten i musikernes sammenspil. Den er nemlig meget høj og bærer tydeligt præg af mange fælles koncerter og timer i øvelokalet - ikke kun i de fine overgange mellem en del af numrene, men også i en tydelig underforstået kommunikation omkring det at skabe et fælles udtryk. Ganske imponerende.
Køb/bestil her
I pressemeddelelsen som følger med Jesper Zeuthen Trios nyeste udgivelse beskrives albummet som et no-nonsense produkt. Undertegnede tolker det som en beskrivelse, der skal signalere, at musikken taler for sig selv uden verbaliserede dogmer, uden smarte coverfotos og uden synderlige ekstra features eller information. Til gengæld er det meget tydeligt, at der er lagt masser af arbejde i projektet og ikke mindst det faktum gør "Jesper Zeuthen Trio Live" til en sympatisk udgivelse.
Første attribut, der gør udgivelsen interessant er pladens sound. Indspilningen er foretaget i Literaturhaus - en tidligere kirke - og det giver trioen en særlig og meget original klang, der er langt fra mange nye udgivelsers ultra-tjekkede produktion, men som til gengæld lever på rummets naturlige styrker (og svagheder), som f.eks. en fin og naturlig rumklang samt en lydmæssig balance, der langt hen ad vejen styrker trioens ambition om at spille uden nogen form for forstærkning. Rummet klæder især de lidt mere lyriske passager, som f.eks. første del af den indledende "Husene På Volden" eller store dele af det i øvrigt meget fine nummer "Træet", mens det måske ikke er lige så velegnet dér, hvor udtrykket bygger på voldsomt ekspressive ensembleimprovisationer, idet nogle detaljer i de enkelte instrumenters spil (måske først og fremmest i bassen) til tider går tabt. Men det er befriende med en flok musikere, der i den grad gør sounden til et væsentligt element i deres udtryk både, når det gælder samspillet og når det gælder den individuelle instrumentalsound. Tag for eksempel Zeuthens saksofonspil. Der er ingen tvivl om, at han er teknisk meget dygtig, men det mest originale i hans spil er en meget kontant, energisk og direkte klang. Og netop den klanglige tilgang, gør sig også til en hvis grad gældende i Melbyes bas og Præstgaards trommer.
Udtrykket på pladen er udfordrende og ekstremt lige på - måske netop også her no-nonsense inspireret - og det stiller store krav til lytteren. Men har man mod på at lytte til en plade i et koncentreret og nærværende øjeblik er det ganske tiltalende og frem for alt spændende. Personligt synes jeg måske, at Zeuthens i øvrigt glimrende saxspil som del af udgivelsens helhedsudtryk balancerer hårfint på grænsen til at fylde for meget, ligesom de store fælles improviserede passager kommer bedre til sin ret under en koncert end på CD-mediet hvor noget af liveoplevelsens lidt mere indlysende samspil mellem lytterens sanser (lytte, iagttage, mærke etc.) går tabt. Til gengæld kan der ikke herske tvivl om kvaliteten i musikernes sammenspil. Den er nemlig meget høj og bærer tydeligt præg af mange fælles koncerter og timer i øvelokalet - ikke kun i de fine overgange mellem en del af numrene, men også i en tydelig underforstået kommunikation omkring det at skabe et fælles udtryk. Ganske imponerende.
Køb/bestil her
RSS Feed
