jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER

Bent Clausen - Plasma Clouds ***

5/20/2011

 
GATEWAY

Man tror det næppe, men "Plasma Clouds" er faktisk Bent Clausens første plade i eget navn efter et musikalsk liv, der har budt på fremtrædende roller som sideman for både danske og internationale stjerner. Indspilningerne stammer fra to studie-sessions med forskellige hold - én fra 1999, hvor hovedparten af materialet er indspillet og én fra 2010.

Pladens omdrejningspunkt er Bent Clausens smukke vibrafon - et instrument, der altid har hørt til undertegnedes favoritinstrumenter fordi det ved siden af nogle helt åbenlyse klanglige kvaliteter også rummer et naturligt perkussivt element. Begge dele manifesteres allerede i de første to numre "Wail" - et stemningsmættet, melodiøst nummer med nordisk anstrøg - og "Makaya", der med sit let vuggende groove, bassens hyppige orgelpunkt og sin simple harmonik lader tankerne flyve mod varmere himmelstrøg.

Pladen rummer mange kvaliteter. Først og fremmest harmonerer musikerne utrolig godt sammen i klanglig forstand hvor særligt Christina von Bülows luftige saxofon og Bjarne Roupés eminente guitar blander fremragende med Clausens vibrafon. Dernæst er det tematiske materiale meget stærkt. Selv udtrykker kapelmesteren, at musikken er skrevet for at få instrumenterne til at synge - det lykkes til fulde, idet melodierne er meget sangbare uden at være alt for klichéfyldte - og det er netop i spændingsfeltet mellem det velkendte og originaliteten, musik synes at blive mest bevægende. I øvrigt glimrende udtrykt i både titel og fortolkning af "Don't Think Too Much". Endelig er produktionen af albummet ganske indbydende selvom, eller måske snarere på fordi musikken er indspillet direkte på to spor.

At indspilningerne stammer fra to forskellige sessions høres tydeligt og selvom stemningen og det stærke melodiske fokus er bevaret på de sidste numre på pladen svækker det alligevel dramaturgien og homogeniteten i udgivelsen en lille smule. Det ændrer dog intet ved indtrykket af, at Bent Clausen er en begavet instrumentalist og i endnu højere grad komponist og at flere udgivelser fra ham i eget navn skal være mere end velkomne!

Køb/bestil her

Comments are closed.

    Arkiv

    July 2013
    June 2013
    March 2013
    February 2013
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011

    RSS Feed