COWBELL MUSIC
Benjamin Koppel har gennem de seneste par år gjort sig bemærket på et utal af musikalske scener - ikke bare i ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning. Således har hans arbejde ud over et utal af koncerter og pladeindspilninger også budt på et hav af andre musikalske roller som f.eks. musikchef på det genetablerede Montmartre, leder for Valby Summer Jazz og senest medforfatter til bogen "Ud af musikken". Et ganske imponerende virke. Med "Quatre, Trois, Deux, Un" byder Benjamin Koppel ind med det efter undertegnedes opfattelse bedste album fra hans hånd i en periode - og det siger mere om kvaliteten af nærværende udspil end om manglende kvalitet i andre udgivelser. Overliggeren ligger generelt højt hos Koppel.
"Quatre, Trois, Deux, Un" er det man kan kalde et konceptalbum. Det er inspireret af et maleri med samme titel som er udfærdiget af danske Poul Pedersen. Umiddelbart er nedtællingen fra fire måske et noget tyndt koncept at bygge et helt programmusikalsk album op omkring, men de gradvist reducerede og varierende besætninger giver udgivelsen en ganske interessant dimension, hvor det er påfaldende, hvorledes intensiteten og nødvendigheden i udtrykket - bevidst eller ubevidst - stiger i takt med at ensemblet svinder ind. På den måde rammer Daniel Humair (trommer), Benjamin Koppel (Saxofoner), Thommy Andersson (Bas) og Jacob Anderskov i deres sammenspil på kryds og tværs ganske godt ind i nedtællingens grundlæggende vilkår, nemlig netop den, at spændingen stiger.
De fleste af pladens skæringer er ganske tiltalende - den lydmæssige produktion er enkel og "ukrukket", det tematiske materiale ganske stærkt og sammenspillet mellem musikerne er glimrende. Bedst fungerer holdet på udgivelsen i de lidt friere numre som f.eks. "Quatre" (3) og "Trois" (2) og "Trois" (3) hvor der spilles med nærvær og lydhørhed, ligesom de enkelte musikeres særpræg udnyttes bedst - bl.a. fornemt illustreret i Anderskovs klaverspil i "Trois" (2). Isoleret set kan man måske indvende, at de første par numre på CD'en mangler den spænding som de senere skæringer byder på, men de er vigtige for udgivelsens samlede dramaturgi, som er helt afhængig af spillet mellem spænding og forløsning - et koncept, der på fornem vis kommer til udtryk i den nænsomt bølgende ballade "Deux" (2).
Endelig er det værd at bemærke, at Benjamin Koppel bevæger sig ganske sikkert fra den ene saxofon til den anden, uanset om der er tale om sopran-, den klangligt meget interessante mezzosopran-, alt- eller barytonsaxofonen. Det er ganske imponerende og en væsentlig brik i udgivelsens udtryk.
Køb/bestil her
Benjamin Koppel har gennem de seneste par år gjort sig bemærket på et utal af musikalske scener - ikke bare i ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning. Således har hans arbejde ud over et utal af koncerter og pladeindspilninger også budt på et hav af andre musikalske roller som f.eks. musikchef på det genetablerede Montmartre, leder for Valby Summer Jazz og senest medforfatter til bogen "Ud af musikken". Et ganske imponerende virke. Med "Quatre, Trois, Deux, Un" byder Benjamin Koppel ind med det efter undertegnedes opfattelse bedste album fra hans hånd i en periode - og det siger mere om kvaliteten af nærværende udspil end om manglende kvalitet i andre udgivelser. Overliggeren ligger generelt højt hos Koppel.
"Quatre, Trois, Deux, Un" er det man kan kalde et konceptalbum. Det er inspireret af et maleri med samme titel som er udfærdiget af danske Poul Pedersen. Umiddelbart er nedtællingen fra fire måske et noget tyndt koncept at bygge et helt programmusikalsk album op omkring, men de gradvist reducerede og varierende besætninger giver udgivelsen en ganske interessant dimension, hvor det er påfaldende, hvorledes intensiteten og nødvendigheden i udtrykket - bevidst eller ubevidst - stiger i takt med at ensemblet svinder ind. På den måde rammer Daniel Humair (trommer), Benjamin Koppel (Saxofoner), Thommy Andersson (Bas) og Jacob Anderskov i deres sammenspil på kryds og tværs ganske godt ind i nedtællingens grundlæggende vilkår, nemlig netop den, at spændingen stiger.
De fleste af pladens skæringer er ganske tiltalende - den lydmæssige produktion er enkel og "ukrukket", det tematiske materiale ganske stærkt og sammenspillet mellem musikerne er glimrende. Bedst fungerer holdet på udgivelsen i de lidt friere numre som f.eks. "Quatre" (3) og "Trois" (2) og "Trois" (3) hvor der spilles med nærvær og lydhørhed, ligesom de enkelte musikeres særpræg udnyttes bedst - bl.a. fornemt illustreret i Anderskovs klaverspil i "Trois" (2). Isoleret set kan man måske indvende, at de første par numre på CD'en mangler den spænding som de senere skæringer byder på, men de er vigtige for udgivelsens samlede dramaturgi, som er helt afhængig af spillet mellem spænding og forløsning - et koncept, der på fornem vis kommer til udtryk i den nænsomt bølgende ballade "Deux" (2).
Endelig er det værd at bemærke, at Benjamin Koppel bevæger sig ganske sikkert fra den ene saxofon til den anden, uanset om der er tale om sopran-, den klangligt meget interessante mezzosopran-, alt- eller barytonsaxofonen. Det er ganske imponerende og en væsentlig brik i udgivelsens udtryk.
Køb/bestil her
RSS Feed
