jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER

Dino's Afro-Cuban Dream - Enamorado En Copenhague ****

11/30/2011

 
STUNT

Jacob Dinesen - eller Dino som han kaldes i musikmiljøet - har gennem en længere årrække udviklet sig til at være en af landets væsentligste jazz- og crossover musikere. Ved siden af fornemme egenskaber som solist er Dinesens væsentligste forcer, at han har et glimrende øje for enkle og alligevel dynamiske arrangementer samt en helt utrolig fornemmelse for ensemblespil, der er både rytmisk stringent og elastisk let. Undertegnede har ved tidligere lejligheder rost kapelmesterens sammenspil med trombonisten Mads Hyhne til skyerne. På nærværende udgivelse supplerer Kasper Tranberg på trompet den blæsersektion, som har nærmest symbiotisk karakter. 

Der er masser af højdepunkter på "Enamorado En Copenhague". Allerede den indledende version af "Alle Sømænd Er Glade For Piger" bygger på en skøn balance mellem respekt for det originale tema og små kompositoriske ideer, der supplerer den oprindelige melodi, så den passer perfekt ind i det varme univers, der trækker tråde til både latinamerikansk og afrikansk musik. Tilsvarende gør sig også gældende i titelnummeret "Enamorado En Copenhague" omend i lidt mindre vellykket grad. Personligt oplever jeg nævnte skæring som et sympatisk, velspillet og måske lidt for eksplicit forsøg på at udtrykke hele pladens budskab om det multikulturelle. Netop dét budskab, står jo i forvejen meget stærkt som den røde tråd i udgivelsen.

Blæsersektionen omkring Dinesen er fremragende - tilsvarende gør sig gældende for percussion-afdelingen, der swinger let, ubesværet og med en detaljerigdom som er sjældent hørt på de nordiske kanter. Uanset om der er tale om det lidt latin-inspirerede univers som i tidligere omtalte "Alle Sømænd Er Glade For Piger", det roligt vuggende nomade-agtige groove som i "Habibi" og den nærmest souljazz-inspirerede backbeat-orienterede "One For Don Cherry" spiller percussionisterne med tydeligt afgrænsede roller og flair for at give og tage plads i musikkens tjeneste. Også resten af de deltagende musikere, der bl.a. tæller Anders Christensen og Yasser Pino på bas, Michael Finding på trommer samt Raisa Reyes Castro og Thomas Helmig som vokalister yder gode bidrag til helheden.

Endelig er Dinesens egne kompositioner, som faktisk danner størsteparten af materialet til denne udgivelse ganske fine. Det er enkle, melodiøse og interessante temaer, der passer glimrende ind i helheden og efterlader indtrykket af en moden komponist og kapelmester, der har samlet et orkester i det man kan kalde et sandt kulturelt integrations projekt, der viser at gevinsten af samarbejde på tværs af nationer og kulturer rummer langt flere kvaliteter og glæder end forhindringer. Meget sympatisk!

Køb/bestil her

Anderskov Accident - Full Circle ****

11/30/2011

 
ILK

Jacob Anderskov har vel aldrig været i nærheden af at være dét, man kan kalde en almindelig mainstream musiker. Det på trods - eller måske netop derfor - har han skabt sig en karriere, der udover anerkendelse og rig turnévirksomhed herhjemme har budt på en musisk færd, der også har sat sine spor i udlandet. Hans seneste udgivelse med det mellem-store orkester Anderskov Accident bærer titlen "Full Circle" og præsenterer live indspilninger fra februar 2011 hvor orkestret afsluttede en Europa turné med trommeslageren Tom Rainey.

Meget kan man sige om Anderskovs og orkestrets tilgang til det at skabe musik, men undertegnede forundres og begejstres til stadighed over hvor naturligt og alligevel kompromisløst de to store søjler komposition og improvisation mødes, flyder sammen, skærer mod hinanden, koeksisterer og nærer hinanden. Tag f.eks. den indledende "Pintxos For Varese" hvor Anderskov og Rainey undervejs folder sig ud i et højeksplosivt fælles improvisationsunivers for siden at blive suppleret af blæsernes relativt stringente afsluttende tema. Det er fornemt og sammenspil på allerhøjeste niveau.

Den efterfølgende "Portrait Of The Lullaby As An Upper" byder i sin indledning atter på fint sammenspil mellem Anderskov og Rainey. Det er ganske imponerende hvor dynamisk Anderskov formår at gøre Wurlitzeren, der jo umiddelbart synes noget mindre bred i sit udtryksfelt end f.eks. et flygel. Også Kasper Tranbergs trompetspil former sig som et uhyre ekspressivt forløb. I det hele taget er netop ekspressiviteten pladens mest indlysende kvalitet, særligt fordi Anderskov Accident ikke er bange for at udfolde nævnte med grundighed, omhu og musikalitet. Det er en fornøjelse at opleve hvor længe orkestret formår at holde den indledende, nærmest lyriske stemning i "Yelling In Jelling" inden det store afsluttende klimaks. Kontrasterne forvaltes med omtanke og det gør, at musikken hele tiden holder et højt spændingsniveau. Nummeret "Three Pieces Of Wood" med sin smukke midterdel hører til højdepunkterne på en plade, hvis forløb faktisk på mange måder rammer titlen "Full Circle" glimrende.

Anderskov Accidents seneste udgivelse er en udfordrende plade, der kræver, at man sætter sig ind i og går på jagt efter den fornemme kommunikation, der er mellem musikerne. Det er svært og bestemt ikke hver mands kop the. Men, har man først fundet nøglen til at afkode musikken - om det så bare er i mindre bider - så er den meget interessant og i øvrigt serveret af nogle af landets ypperste musikere på netop dét felt, der bygger bro mellem komposition og improvisation.

Køb/bestil her

    Arkiv

    July 2013
    June 2013
    March 2013
    February 2013
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011

    RSS Feed