DAYWOODRIVE RECORDS

Morten Schantz er trods sin unge alder et alt andet end ubeskrevet blad. Han her gennem adskillige år indtaget en hovedrolle i den både musikalske og kommercielle succes JazzKamikaze, ligesom han har udgivet flere plader i eget navn med Schantz Segment. Begge de nævnte orkestre spiller moderne, groove betonet musik i grænselandet mellem jazz, funk og rock. Med sin seneste udgivelse "Conveyance" debuterer Schantz så som leder af sin egen trio på amerikanske Daywoodrive Records.

Og der er tale om en på mange måder vellykket debut, der vidner om at Schantz ikke bare kan lidt, men meget af hvert. Således består materialet af egne kompositioner samt arrangementer af både nyere numre fra pop/rock universet og amerikanske standards. Albummet indledes med den elegant vuggende "Black Sea", som Schantz selv beskriver som et forsøg på at skrive et stykke, der lyder som var det skrevet til tre-hændigt klaver. Særligt den indledende temapræsentation er fornem med både melodisk og harmonisk prægnans, ligesom de rytmiske underdelinger er ganske nuancerede. Tilsvarende gør sig gældende i den smukke "Book Of Recurring Dreams", der - ligesom "Black Seas" indledning - minder lidt om det univers som Brad Mehldau skaber med sin trio.

Anderledes "klassisk" er udtrykket i Richard Whitings "Too Marvelous For Words", Thelonious Monks "Bemsha Swing" og Schantz' egen "Ten Indian Commandments" hvor trioen swinger energisk og i øvrigt håndterer skiftende taktarter ganske sikkert og naturligt. Både Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton viser sig desuden som glimrende sidemen og solister.

Albummets højdepunkter er trioens versioner af henholdsvis U2's og Peter Gabriels ballader "Love Is Blindness" samt "Downside Up". Det er ualmindelig godt set, at netop disse to numre egner sig fornemt til trioformatet. "Love Is Blindness" får om muligt endnu mere nærvær end originalen, mens "Downside Up" er det nummer på pladen, der måske læner sig mest op af det nordiske klang ideal (bl.a. med en meget smuk bas intro) i en ellers fortrinsvist amerikansk præget produktion. Og netop den lydmæssige produktion er måske undertegnedes eneste mindre kritikpunkt, idet det forekommer, som om de helt store dynamiske udsving er gået lidt tabt.

Alt i alt er "Conveyance" dog en stærk debut af nogle musikere, der med succes blander ungdommelig gnist med en tydelig forankring i og forståelse af deres egne musikalske rødder og traditionen.

Køb/bestil her

GATEWAY


Der lægges ud med den elegant swingende "Napolitana", der er opkaldt efter den neapolitanske subdominant uden trommer og med et fornemt vekselspil mellem Fischers guitar og Calís akkordeon både i temapræsentationerne og så sandelig også i improvisationerne. Stemningen er let og middelhavsinspireret og man fornemmer straks, at pladens udtryk bevæger sig nænsomt og ubesværet mellem melankoli og sommerlig lethed, smukt manifesteret i de efterfølgende numre "Matabolic Age" og "Small Teardrop".

Herefter følger et af pladens absolutte højdepunkter i John Lewis klassikeren "Django". Temaet præsenteres i et utrolig smukt samspil mellem Fischer og Calí. Fraseret med lige dele præcision og dynamisk forståelse fremstår den smukke melodi som en lille vemodig perle - i øvrigt smukt underbygget af Janus Templetons smagfulde trommespil. 

I det efterfølgende præsenteres man som lytter både for brasiliansk inspireret solskinsmusik, klassisk swing, italiensk filmmusik, trafikalt bebop (med Bud Powells glimrende "Parisian Thoroughfare" - fornemt forløst i den for stilen lidt alternative besætning) og danske klassikere som "Den Allersidste Dans" og den både virtuose og humoristiske "Huset På Christianshavn". Hele vejen igennem balancerer musikerne brillant mellem teknisk ekvilibrisme og ægte, emotionel og oprigtig musikalitet. Fischer og Cali fremstår som de absolutte stjerner på udgivelsen, men deres rytmegruppe - bestående af Regin Fuhlendorf på fornemt swingende rytmeguitar, Hugo Rasmussen med karakterstærkt basspil og fornem tone samt Janus Templetons velafbalancerede trommespil - byder ind med et akkompagnement, der netop formår både at understøtte og udfordre de to solister. 

"Django" er ikke en stilskabende plade, men den er uhyggelig stilsikker, meget homogen i sit udtryk (uden at være kedelig) og formår både at underholde og bevæge lytteren. Meget mere kan man vist ikke forlange!

Køb/bestil her

GATEWAY

Thomas Hass er langt fra et ubeskrevet blad i dansk jazz og hans seneste udgivelse fra 2009 - en hyldest til John Coltrane - fik en overvældende modtagelse hos anmelderne. Det er derfor med visse forventninger, at man går til hans seneste album "Answer Theory". Og forventningerne indfries da også i vidt omfang på et uspil, der fint balancerer mellem traditionelt og moderne udtryk og hvor Hass både lader sig inspirere af og udfordrer nogle af sine forbilleder som eksempelvis Wayne Shorter, Thelonious Monk, Sonny Rollins og føromtalte Coltrane.

Albummet indledes fremragende med nummeret "St. Croix", der ikke bare afslører et glimrende swingende orkester, men også giver en fornemmelse af Hass' tæft for iørefaldende og periodevis skæve melodier. Temaet til "St. Croix" er eminent og undertegnede er vild med den måde dets afsluttende frase overraskende slutter en halv tone over den grundtone man umiddelbart forventer. Solistisk viser både Hass og den unge svenske pianist Wiliam Larsson fornemme evner både teknisk, men også idémæssigt. Nummeret "Panther Ponk" er en sjov og energisk lille pastiche over Mancinis "Pink Panther", mens "The Plaza" og "Proof 262" er mere klassisk orienterede jazznumre, der trækker spor tilbage til f.eks. beboppen og hvor Morten Ankarfeldt (bl.a. med en fornem solo i "The Plaza") og Andreas Fryland på trommerne viser, hvorfor Hass på denne udgivelse har valgt at satse på nogle lidt mindre etablerede musikere end på sit forrige album. Det swinger forrygende.

Dér hvor pladen dog er allerstærkest er på de fine ballader. Her fremstår Hass' tone meget personlig og improvisationerne emmer af originalitet og nødvendighed, ligesom melodierne er ganske fine. Nummeret "Blue Balloons" og særligt indledningen til "Licence To Love" er meget rørende og giver albummet som helhed en fin dybde. 

Alt i alt er "Answer Theory" et relativt let tilgængeligt, varieret og personligt udspil, der viser en moden saxofonist og en ungdommelig rytmegruppe i fint sammenspil og naturlig balance.

Køb/bestil her

ILK

Nils Davidsen er på ingen måde et ubeskrevet blad hverken inden for dansk eller for den sags skyld international jazz. F.eks. har han spillet og indspillet med anerkendte navne som Django Bates, Herb Robertson, Bunky Green, Marc Ducret og Chris Speed for bare at nævne nogle få. Derudover har han gennem længere tid dannet makkerskab med en af landets fornemmeste pianister og komponister Jacob Anderskov. Alligevel er Davidsens seneste udspil i eget navn noget af en overraskelse for undertegnede, idet der her er tale om et stærkt personligt og originalt album, der viser Davidsen som glimrende komponist og kapelmester.

Der indledes med stærkt groove i nummeret "Samfundet Tæller For" hvor rytmegruppen swinger formidabelt, mens saxofonisten Albert Raft og trombonisten Mads Hyhne præsenterer et melodisk ganske prægnant tema, der gradvist opløses i begavet, lydhør simultan-improvisation mellem de to melodiinstrumenter. Det er et nummer, der i høj grad holder fast i den grundlæggende rytmiske ide og derved på mange måder danner et udtryksfelt, der kan minde om 60'ernes Soul Jazz univers. Den efterfølgende, rytmisk mindre stringente og rolige "Dam Agre" viser hvor fremragende og moden en instrumentalist Mads Hyhne efterhånden er. Hans temapræsentation er ganske enkelt eminent - følt og bevægende. Akkompagnementet er meget frit og ekstremt effektfuldt og man fanger sig flere gange i at spørge sig selv "hvordan gør de det?", når der fremtrylles sjove lyde på instrumenterne, hvor især Anderskov på klaveret og Jacob Højer på trommerne formår at holde fast i lytterens nysgerrighed.

"Det Andet Rum" er et udfordrende nummer, der balancerer mellem det løse og det stramme, mens "Diafragma" smukt viser Davidsen som begavet og iderig bassist. Endelig er det lange nummer "Forløb", hvis titel netop afslører dets karakter, idet der her er tale om et forløb, med forskelligartede stationer og udtryk. "Jazz Til Tiden" holder som udgivelse fordi den i høj grad formår at bevæge sig konsekvent i grænselandet mellem improvisation og komposition, hvorved musikken bliver ekstremt nærværende. Det er befriende med en udgivelse hvor man faktisk føler, at man kan mærke musikerne i det nu de skaber i.  Nils Davidsen har kreeret et album, der givetvis vil afsløre flere lag ved yderligere gennemlytninger. Dém glæder jeg mig til.

Køb/bestil her

GATEWAY

Den Århus baserede trio Admiral Awesome præsenterer sig på denne selvbetitlede udgivelse med et superhelte image, som lader en associere til universer som de kendes fra Bat- og Superman. Og der er da også i høj grad tale om et ungt orkester, der i sit samarbejde med den fremragende svenske saxfonist Fredrik Ljungkvist viser et fygtløs og til tider ukonventionelt udtryk.

Det er musik, der stædigt insisterer på at kræve lytterens opmærksomhed uden at den bliver kunstigt anmasende. Først og fremmest bygger samspillet mellem de fire glimrende musikere (Thomas Sejthen på bas, Christian Windfeld på trommer samt Jacob Danielsen og Frederik Ljungkvist på forskellige saxofoner) på fornem kommunikation, der ikke alene afslører en rollefordelimg hvor alle får plads, men også bygger på en god portion humor og måske en snært af selvironi (bl.a. glimrende udtrykt i den aflsuttende ”Piratsangen” hvor orkestret udbryder i lystigt øl – eller måske snarere rom-kor).

De fire musikere skaber et meget dynamisk udtryk med mod til at bevæge sig ud i ekstremerne. Der er både højenergiske, helt frie improviserede passager som f.eks. i  Ljungvists ”Different Directions” eller Danielsens ”Sent Paa Kvällen” samt ”Stockholm Wilderness” og udtryksmæssigt mere stramme og konsekvente kompositioner som i den skønne ballade ”Fredriks Andra Hörna”, hvor de to saxofonister Danielsen og Ljungkvist byder på virkelig musikalsk og fraseringsmæssigt gennemarbejdet sammenspil. I det hele taget formår orkestret med succes at balancere mellem meget kontrastfyldte musikalske universer uden at det forekommer konstrueret eller unaturligt, bl.a. glimrende eksemplificeret i nummeret ”Börje” hvor det folkeviseagtige tema med succes pakkes ind i en relativt fri ramme og udvikles fra det homofone til det mere kontrapunktiske.

Admiral Awesome skaber et meget varieret udtryk i både arrangementerne og instrumenteringen. Det er f.eks. en fornøjelse at opleve Ljungkvist folde sig ud på klarinetten i ”Sent Paa Kvällen” hvor hele instrumentets udtryksmuligheder kommer til deres ret, fra den bløde, varme og vemodige klang til det skingert skrigende og cirkusagtige.

Det musikalske håndværk er meget fornemt hele vejen rundt, men jeg vil alligevel fremhæve trommeslager Christian Winfelds meget dynamiske og ikke mindst musikalske trommespil. Admiral Awesome er et udfordrende, men meget lytteværdigt album, der emmer af spilleglæde, energi og musikalitet.

Køb/bestil her

BLACKOUT

Selvom guitaristen Anders Holst efterhånden er et relativt etableret navn i musikverdenen er han – modsat hans to medspillere (bassisten Eske Nørrelykke og trommeslageren Kresten Osgood) - et nyt bekendtskab for undertegnede. Han debuterer som orkesterleder med et album, der vidner om en musiker og en komponist med en klar og ”bundfældet” musikalsk identitet.

Udgivelsen rummer rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er både de tematiske og improvisatoriske udfoldelser præget af stor musikalitet, med øje for gode melodilinjer og et sammenspil, hvor musikerne kommunikerer og er lydhøre over for hinandens ideer. Der skabes forløb, der på trods af en alle steds nærværende ro er meget dynamiske - til tider i det overordnede perspektiv og til tider på detaljeplan. Numre som ”Defiant” og ”Mellow” er stemningsmættede, melodiøse og homogene ballader, mens titler som ”It’s On” og ”The Village Riot” i højere grad bygger på fine udtryksmæssige kontraster. 

Rollefordelingen musikerne imellem er relativt klar med Anders Holst i forgrunden, Eske Nørrelykke diskret, men uundværligt i baggrunden og Kresten Osgood som bindeled med sit både legende, udfordrende og periodevis mere stramme trommespil. Alligevel balancerer sammenspillet fornemt og man fornemmer, at der spilles med lydhørhed og overskud.

Alt i alt er ”Echoes Illuminating The Dark” et klart, konsekvent og behageligt album, der bygger på lige dele melodisk samt tematisk tæft og improvisatorisk originalitet samlet i et underspillet ekspressivt udtryk.

Køb/bestil her