CALIBRATED

I pressemeddelelsen, der fulgte med anmeldereksemplaret af Mette Juuls seneste udgivelse "Moon On My Shoulder" hedder det bl.a. at der er "[...] skruet ned for det fulde orkester og op for inderligheden og enkeltheden." Med det positive indtryk fra det foregående album "Coming In From The Dark" i frisk erindring er dette et udsagn, der både skaber forventninger og vidner om at Juul har formået at udvikle sig yderligere i den relativt korte tid, der er gået siden debuten.

Grundlæggende kan man gøre denne anmeldelse kort - "Moon On My Shoulder" er ganske enkelt et fremragende album. Først og fremmest fordi Mette Juul er en glimrende sangerinde, der formår at balancere bevidst og vellykket mellem teknisk fokus og ægte, bevægende udtrykskraft (ikke at dette nødvendigvis er størrelser, der modarbejder hinanden). Hendes stemme er moden med en grundlæggende mørk karakter, ligesom hun bevæger sig elegant og sikkert i forskellige registre. Samtidig fraserer hun naturligt, varieret og med en fornem evne til ikke at slippe medmusikerne og den musikalske helhed af syne. Uanset om hun fortolker Lyle Lowetts "Moon On My Shoulder", Monks "Ask Me Now", Oscar Brown Jr's "Hum Drum Blues" eller egne sange som den bevægende "In This Life" formår hun at gøre det, så det fremstår personligt og vedkommende.

Sangene er alle glimrende i sig selv, hvad enten der er tale om Juuls egne, standards eller de lidt nyere af eksempelvis Joni Mitchell. Teksterne er stærke, melodierne er gode og så har særligt Mette Juul og Nicolaj Hess - der i øvrigt har produceret pladen - været dygtige til at arrangere numrene ganske nænsomt. I det hele taget fremstår netop makkerskabet og samarbejdet mellem Juul og Hess som en af udgivelsens aller stærkeste elementer. Det er en fornøjelse at følge hvordan instrumenteringen i de forskellige numre er nøje afstemt ud fra hvad der klæder sangene - det emmer simpelthen af nødvendighed.

Og så er det altså nogle sjældent dygtige musikere Mette Juul kan læne sig op af. Hess er en begavet solist og en fremragende akkompagnatør, mens svenske Lars Danielsson på henholdsvis bas og cello og Morten Lund på trommer kompletterer en trio, der spiller med elegance, moden ro og indlevelse. Endelig suppleres ensemblet af amerikanske Ambrose Akinmusire, der er et decideret scoop. Han spiller ikke bare med en helt unik og personlig tone, han formår ligeledes at supplere Juul fornemt i det melodiske univers uden på noget tidspunkt at fremstå påtrængende.

Den tekniske side af produktionen er ligeledes glimrende. Lyden er varm og nærværende, der er fornem balance i mixet og så er mastereringen sket med meget nænsom hånd. Det er i virkeligheden alt for sjældent, at dygtige teknikere fremhæves i anmeldelser, men i dette tilfælde er både Andreas Hviid (indspilning) og Bjarne Helth Hansen (mix/master) vigtige medspillere i det musikalske udtryk.

Alt i alt er "Moon On My Shoulder" et meget personligt bud på et moderne vokalalbum, der er fast forankret i traditionen og samtidig fremstår friskt og aktuelt. Meget anbefalelsesværdigt!

Long Life Records

Kenneth Dahl Knudsen plade-debuterede som kapelmester med albummet "Strings Attached" - et album, der viste en ung fremadstormende musiker og komponist, der søgte og i stor udstrækning fandt et personligt og originalt udtryk. Siden er Knudsen bl.a. blevet udnævnt til "Årets Nordjyske Jazznavn" i 2010 og i år er det blevet til titlen som "Årets JazzClasher" - en ærespris der uddeles af Sæby Jazzfestival. Med dette i baghovedet kan man godt tillade sig at nære forventninger til hans andet album i eget navn med titlen "Clockstopper" - et album, der ifølge Knudsen selv bl.a. finder sit udspring i frygten for at miste samt fascinationen af tiden og dens gang.

I forhold til debuten er der udover Kenneth Dahl Knudsen selv kun to gengangere blandt musikerne, nemlig Tomasz Dabrowski på trompet/balkanhorn og Gilad Hekselman på guitar. Derudover er pianisten Søren Møller, saxofonisten Jaleel Shaw, trombonisten Jonas Lindh og ikke mindst trommeslageren Jonathan Blake kommet til. Og det er et hold yderst kompetente musikere, der alle spiller med stort teknisk overskud og autoritet. Særligt Søren Møller og Gilad Hekselman udmærker sig som stilsikre og energiske solister, mens Knudsen selv binder ensemblet glimrende sammen. Også blæserne gør det godt, omend det er uden de helt store fraseringsmæssige nuancer i ensemblespillet. Til gengæld spiller de rytmisk meget stramt. I det hele taget er hele sekstettens sammenspil glimrende.

Knudsens kompositioner er fermt skruet sammen og bygger både på konsekvent gennemkomponerede passager og masser af plads til improvisation. Arrangementerne er også ganske vellykkede. Bl.a. viser Knudsen en god fornemmelse for de enkelte instrumenters særpræg og klang - glimrende illustreret i nummeret "Couchophobia" hvor Dabrowskis og Hekselmans unisone temapræsentation frembringer en fin og original klang. Også harmonisk er kapelmesterens kompositioner interessante og de balancerer fint mellem gennemsigtighed og kompleksitet.

Energiniveauet er generelt ret højt på "Clockstopper" også højere end på debuten "Strings Attached". Stærkest er udgivelsen dog dér, hvor der skrues lidt ned for energien og der for alvor gives plads til det musikalske nærvær. Dette illustreres i den dejlige ballade "Tucked In", der ikke alene byder på et smukt og enkelt tema, men viser, at de medvirkende musikere er kunstnere med substans, der formår at bevæge lytteren.

Albummet er indspillet i New York, hvilket klæder Knudsens kompositioner og arrangementer. Lyden er autentisk, stram samt lettere "støvet" og man fristes næsten til at sige, at "Clockstopper" i forhold til debuten har fået et mindre nordisk og mere internationalt præg. Og det er måske netop arbejdet mod lidt mere international anerkendelse, der kan udgøre Kenneth Dahl Knudsens næste mål - for som musiker, komponist og kapelmester er han tydeligvis modnet ganske betragteligt siden sin forudgående udgivelse.

GATEWAY

Caspar Hesselager er en kunstner, der spænder vidt. Han er uddannet klassisk pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og har bl.a. spillet i sammenhænge med Jesper Løvdal, Kasper Tranberg, Jakob Buchanan, Claus Waidtløw, m.fl. Derudover er han en del af trioen "Caution! Art Kills" (læs bl.a. anmeldelsen af deres seneste udgivelse her på sitet), ligesom han de senere år haft et meget alsidigt musikalsk virke, f.eks. som komponist til radio/tv samt producer mm. for en række pop- og rockbands - herunder Farven Fornem og Hyms Of Nineveh. Sammen med Kasper Tagel på bas og Espen Laub Von Lillienskjold på trommer præsenterer Hesselager endnu et udspil i det klassiske klaver trio format.

Som pianist er Hesselager en ener på den danske musikscene. Hans klassiske baggrund giver ham en spillestil, der sine steder minder lidt om Brad Mehldaus. Teknisk er Hesselager yderste velfunderet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en kompetent venstre hånd, der som oftest bidrager både med spændende kontrapunktiske og rytmiske lag i klaversatsen, hvilket igen er med til at give arrangementerne en ganske dynamisk fremtoning.

"Inner Outing" bygger i store træk på en dramaturgi, der søger at veksle mellem det stramme, gennemkomponerede og det frie improvisatoriske udtryk. Dette ses først og fremmest i en relativ konsekvent vekslen mellem Hesselagers kompositioner og kompositioner, der er skabt af trioen i fællesskab - en opbygning, der fungerer godt, selvom man som lytter flygtigt kan strejfes af tanken om at der ikke altid er langt mellem bevidst koncept og skabelon. Særligt Hesselagers kompositioner er tiltalende - de er relativt tilgængelige med gode, karakteristiske melodilinjer og ikke mindst spændende harmoniske strukturer, der igen balancerer fint mellem klassisk og rytmisk tradition. Den indledende "Blank/Empty/Space/Why", "They Are Not Your Friends", "Inner Outing" og den smukke "Max Fischer" er alle kompositioner med dybde og en let, underliggende nordisk melankoli.

Trioens sammenspil er fornemt. Det swinger fint i mere gængs rytmisk forstand, ligesom der er en god indbyrdes forståelse med hensyn til dynamik samt klang og ikke mindst masser af plads til de enkelte medlemmer. Tagel/Laub fungerer fornemt som rytmisk fundament samtidig med, at de hver især formår at bidrage med deres egne musikalske og klanglige personligheder. Særligt Tagels basspil er meget elegant.

"Inner Outing" er et vellykket bud på en trioplade, der bygger på godt kompositorisk materiale og sammenspil med lige dele nærvær og energi. Ganske anbefalelsesværdig!

GATEWAY 

Langt størstedelen af de udgivelser som jazzstjerner.dk modtager er af meget høj kvalitet. Lidt færre er oveni dette også originale og bevægende. Og så er der de plader, der fanger fra første tone og efterlader et ikke bare stærkt, men varigt indtryk hos lytteren. En sådan udgivelse er Torben Westergaards crossover projekt "Tangofied" hvor han har allieret sig med den argentinske arrangør og pianist Diego Schissi og hans kvintet.

Har man engang stiftet bekendtskab med den moderne argentinske tango, som for alvor blev introduceret og manifesteret af legendariske Astor Piazolla, så ved man, at det er musik, der ved siden af en grundlæggende og musikhistorisk samt kulturelt betinget melankoli bygger på stor virtuositet, stilpluralisme og udpræget ekspressivitet. Og netop sidstnævnte udtrykskraft er udgivelsens mest fremtrædende kvalitet - dén, der gør, at "Tangofied" er svær at slippe og i øvrigt en kvalitet, der består af et helt antal af faktorer.

Først og fremmest er Schissis arrangementer helt vidunderlige. De er autentiske (med masser af plads til bl.a. tangoens typiske canyengue-effekter), detaljerede, dynamiske og på trods af en relativ høj grad af kompleksitet ganske gennemsigtige. Der er både kraftfulde unisone eller homofone passager, hvor hele orkestret bider sig insisterende fast i nogle rytmiske figurer og passager, hvor hvert instrument har velkomponerede melodiske linjer, der fletter sig ind og ud af hinanden i kontrapunktiske forløb, som selv J.S. Bach havde nikket anerkendende til. Samtidig arrangerer Schissi med stor fornemmelse for instrumenternes klanglige muligheder og idiomatik.

Westergaards kompositioner synes da heller ikke at gøre arrangementsdelen svær for Diego Schissi. Temaer som "Connecting Flights", den dansante "Scandilonga", "Hope And Fear" og ikke mindst de skønne ballader "What's In A Dream" samt "Femme Vidala" vidner om, at Westergaard er en komponist, der formår at gøre sine melodier bevægende og tilgængelige, uden at de rammer det banale. 

Musikerne på udgivelsen er alle aldeles glimrende og man fornemmer, at de ikke bare har en meget stabil forankring i den argentinske tango og dennes univers, men også formår at imødekomme det nordiske materiale. Ikke alene spilles der med stort teknisk overskud - der bydes ligeledes på klanglige og fraseringsmæssige nuancer en masse. Særligt Ismael Grossman formår med sin akustiske guitar at balancere glimrende mellem individuelt særpræg og fælles udtryk og tilsvarende gør sig gældende for Santiago Segrets bandoneón. 

Endelig er den tekniske side af indspilningen ganske fremragende. Produktionen er meget gennemsigtig og lyden dejlig varm, ligesom mixet ikke alene giver en fornem ensembleklang, men også lader de enkelte instrumenters tone komme frem. Det er meget homogent og transparent.

Udgivelsens titel "Tangofied" kan måske tolkes på forskellige måder - enten som en beskrivelse af, at Westergaards nordiske materiale er blevet "tangoficeret" eller måske som en beskrivelse af en tilstand, hvor man er blevet inficeret af tangoens sjæl. Undertegnede er ihvertfald inficeret af dette unikke bud på en crossover udgivelse, og er ikke bleg for at udråbe pladen som en af årets absolut aller bedste.