ALISIO MUSIC/GATEWAY

Simon Spang-Hanssen er dét, man med rette kan kalde en "garvet rotte" på den danske og internationale jazzscene. Hans bagkatalog spænder vidt - senest anmeldte jazzstjerner.dk den brasiliansk inspirerede "Bird In Space" - og grundlæggende er hans musik både enkel, melodiøs og rytmisk inciterende. Sidstnævnte gør sig - trods fraværet af en trommeslager - også gældende på nærværende udgivelse "Citizen Song" som præsenterer Simon Spang-Hanssens "Special Quartet".

Pladen byder på mange fine kvaliteter. Først og fremmest er det en forrygende kvartet Spang-Hanssen har samlet - i mere end en forstand. Musikerne er nogle af landets absolut bedste: Kristian Jørgensen på violin, Kaare Munkholm på vibrafon, Jesper Lundgaard på kontrabas og endelig kapelmesteren selv på tenorsaxofon. Samtidig er netop instrumenteringen en af de væsentligste årsager til, at kvartetten byder på en aldeles original lyd hvor særligt parløbet mellem violin og tenorsaxofonen i mange af temapræsentationerne giver en særlig klang. Men også vibrafonens opgave som både akkord- og melodiinstrument og ikke mindst dens rytmiske rolle er sammen med Lundgaards stramme, velintonerede og fyldige bas med til at give kvartetten en let genkendelig sound.

Materialet på udgivelsen består af genfortolkninger af klassikere fra jazz repertoiret samt Spang-Hanssens egne kompositioner. Rent dramaturgisk er numrene ganske velvalgte med en fin fornemmelse for de små variationer, som gør at man som lytter bevarer nysgerrigheden. Arrangementerne er fornemme - højdepunkter i den henseende er blandt andet Dexter Gordons "Montmartre" (nyd blandt andet det fornemme sammenspil mellem vibrafon og violin i introen) og J. Kerns "Yesterdays" hvor Lundgaard viser, at han er en af de få rytmiske bassister herhjemme, der behersker den strøgne bas i et dejlig vemodigt arrangement.

Sammenspillet er glimrende - ikke alene swinger kvartetten fremragende, musikerne formår også at interagere fornemt på det mere stemningsmæssige niveau ligesom der gives god plads til hinanden i de i øvrigt meget fine soli. Gennemgående er der et godt melodisk og klangligt fokus i improvisationerne hvilket klæder både ensemblet og ikke mindst materialet.

Endelig er det en i lydteknisk forstand veludført indspilning med en fin balance, hvor de enkelte instrumentalisters særpræg fremstår ganske tydeligt, samtidig med at det samlede lydbillede er varmt og homogent. Alt i alt en udgivelse undertegnede kommer til at vende tilbage til ved mange fremtidige lejligheder.

GATEWAY

På nærværende udgivelse dokumenteres samarbejdet mellem den fremadstormende guitarist/komponist Francesco Cigna og den erfarne pianist Erik Ørum Von Spreckelsen, der allerede for mange år siden brød igennem med bl.a. gruppen "Page One" (med Ginman/Blachman) og i øvrigt har høstet national og international anerkendelse ligesom han har spillet/indspillet med bl.a. DR Big Bandet, Copenhagen Art Ensemble m.fl. Selv beskriver Cigna/Spreckelsen udgivelsen som en hyldest til hard poppen. Set i det lys er udgivelsen en ganske vellykket én af slagsen.

Musikerne med Cigna/Spreckelsen i front, hhv. Daniel Franck og Joel Illerhag på bas og Tony Cigna på trommer er alle ganske fremragende. Der spilles med teknisk overskud, god sans for improvisationerne og masser af rytmisk vitalitet. Kort sagt - det swinger!

Materialet er en blanding af Cignas kompositioner og enkelte mere eller mindre kendte ældre melodier (bla. standarden "Lover Man"). Generelt er temaerne fermt skruet sammen - særligt den bebop prægede "Casual Meeting" er en sjov og vellykket pastiche på genren og Cigna/Spreckelsens unisone temapræsentation er velspillet. Men det er først og fremmest Cignas og Spreckelsens mange glimrende soli, der er udgivelsens attraktion. Begge er de rytmisk meget sikre ligesom de formår at introducere og bearbejde forskelligt motivisk materiale med en veludviklet idérigdom. 

Til gengæld savner man måske lidt dybde i udtrykket - omvendt er det måske ikke hard boppens fremmeste varemærke. Set i det lys er der ikke mange fingre at sætte på "Dedication". Alligevel kunne det være interessant om Cigna/Spreckelsen også dykkede ned i det mere skrøbelige udtryk som strejfes så smukt i den velspillede tolkning af Mal Waldrons "Soul Eyes" så lytterens sanser og fokus udfordres af nogle velvalgte kontraster.

Alt i alt er "Dedication" dog en velspillet, velswingende og anbefalelsesværdig plade.

Køb/bestil her

CALIBRATED

Malene Mortensen er trods sine kun 29 år ved at være en meget erfaren dame på den danske og internationale jazzscene. Siden gennembruddet med deltagelsen og andenpladsen i "Stjerne For En Aften" i 2001 samt sejren i Dansk Melodi Grandprix 2002 er det blevet til adskillige albumudgivelser og ikke mindst live-optrædener både i den hjemlige andedam og i udlandet. Det er en bedrift i sig selv, men vidner også om en kunstner af et vist format og både Mortensens debut "Paradise" samt opfølgeren "Date With A Dream" er at finde i undertegnedes pladesamling.

Lad det være sagt med det samme: "You Go To My Head" byder i mange henseender på rigtig god musik. Malene Mortensen har en personlig, let genkendelig og velskolet stemme. Hun intonerer fornemt og fraserer ganske originalt ligesom hun behersker den væsentlige evne at variere sin klang, der dog kan blive en anelse presset/lukket i de højere registre.

Mortensens backing band består af meget dygtige musikere, der bevæger sig sikkert inden for udgivelsens relativt brede stilistiske univers. Carl Mörner Ringström spiller ganske virtuost og med masser af inddragelse af effekter som gør, at hans spil måske kan beskrives ud fra referencer som Pat Metheny, Joe Satriani og U2's The Edge bl.a. glimrende illustreret i et nummer som "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality". Oscar Johansson behersker ligeledes både den klassiske pianistrolle - hvor han spiller med tydelige referencer til jazzen (dog gennemgående med et poppet "tinge" a la Bruce Hornsby bl.a. illustreret i et nummer som "No Halo") - ligesom han formår at indtage en mere klanglig rolle. Paul Hinz på kontrabas og Daniel Johansson på trommer kompletterer en kompetent og ganske fint sammenspillet kvartet.

Materialet på indspilningen består af både standards som "Misty", "My Shining Hour" samt titelsangen "You Go To My Head" og originalt materiale, der enten er komponeret af Mortensen selv eller i et samarbejde med Carl Mörner. Blandingen fungerer egentlig ganske godt, men det er alligevel på materialesiden, at "You Go To My Head" måske savner lidt dybde. Undertegnede sidder i perioder tilbage med et indtryk af, at teksterne periodevis mere fungerer som værktøj til vokalen end som egentlige historier, der kommer fra hjertet. Omvendt ligger det måske heller ikke i de stilistiske kort, at teksterne skal være små, voldsomt bevægende kunstværker. Alligevel er det medvirkende til at udgivelsen periodevis når at strejfe det overfladiske. Det er farligt land at bevæge sig ind på, fordi man som anmelder aldrig med sikkerhed kan vide hvor meget hjerteblod, der er lagt i ordene, men en tekst som i sangen "Your Love Is Digital" kunne måske godt være blevet gennemarbejdet med henblik på at gøre den mere mundret, naturligt sangbar og elegant.

Når det er sagt, så er "You Go To My Head" en fin udgivelse, med velspillet og ganske energisk musik hvor bl.a. "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality", den smukke ballade "Ambiguous Blues" og ikke mindst den tango inspirerede "You Go To My Head" viser at Malene Mortensen har fundet et udfordrende orkester og et originalt udtryk som det skal blive spændende at følge udviklingen af.

Køb/bestil her