jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER

Snorre Kirk - Blues Modernism *****

4/30/2012

 
CALIBRATED

Når en instrumentalist debuterer som kapelmester så er der - uanset genre - som oftest tale om en musiker, der spiller et melodibærende instrument. Med Snorre Kirks debut "Blues Modernism" er der lidt overraskende tale om en trommeslager. Overraskende - ikke fordi, det er helt uhørt at trommeslagere fungerer som komponister/orkesterledere (Karsten Bagge og Emil De Waal er glimrende eksempler fra den hjemlige andedam), men mere,  fordi trommeslagere oftest synes at trives bedst i rollen som sidemen. Det er da også her undertegnede tidligere har stiftet bekendtskab med eksilnormanden Kirk, hvorfor "Blues Modernism" kommer som en kærkommen tilføjelse til indtrykket af ikke bare en glimrende musiker, men også en fornem komponist og en gedigen orkesterleder.

Som titlen antyder er "Blues Mordernism" en udgivelse, der bygger bro mellem tradition og fornyelse. Og det gør den med succes. En af de mest indlysende årsager hertil er ensemblets sammensætning af musikere, der alle - trods deres stadig relativt unge alder - er både uhyre modne og erfarne. Saxofonisterne Jan Harbeck (ts) og Fredrik Kronkvist (as, ss) supplerer hinanden uhyre godt både i deres forskellighed i tilgangen til det improvisatoriske samt solistiske og i deres meget fine fornemmelse for ensemblespil. Den fremragende trompetist Karl Orlandersson kompletterer en blæser-sektion, der spiller rytmisk tight, intonerer fremragende og i øvrigt blander smukt i et meget behageligt og luftigt klangideal. Rytmegruppen, der udover kapelmesteren Kirk består af Magnus Hjorth (p) og Lars Ekman (b) swinger aldeles glimrende og udstråler en nærmest stoisk ro, og det klæder både et mere up tempo nummer som den lette "Coco" og balladerne som f.eks. den smukke "Sunday Service" hvor hele rytmesektionen og måske særligt Magnus Hjorth spiller overordentlig smagfuldt.

Kompositionerne, som alle er skrevet af Snorre Kirk vidner om en komponist med en ganske glimrende fornemmelse for at skrue iørefaldende og let tilgængelige temaer sammen uanset om de er tænkt "solistiske" som eksempelvis i "Sunday Service" og "Noir" eller mere ensembleorienterede som f.eks. i "Riviera" og "Coco". Det er simpelt uden på noget tidspunkt at strejfe det banale.

Lydsiden på udgivelsen er intet mindre end brilliant. Det gælder ikke kun orkestrets egen sound, som placerer sig et sted mellem klassisk Duke Ellington swing og Horace Silvers soul jazz, men også den lydtekniske forløsning af ensemblets i øvrigt fornemme sammenspil. Balancen mellem blæserne er god, rytmegruppen mikset som rytmisk helhed - uden at de enkelte instrumentstemmer mister deres individuelle særpræg - og den naturlige klang, der ligger i The Village Studierne er perfekt castet til et projekt, der med sin blues orienterede tilgang lever af nærvær og varme. Fornemt indspillet og mixet af Bjørn Gjessing og ligeledes nænsomt mastereret af John Mayfield.

Alt i alt er Snorre Kirks "Blues Modernism" en udgivelse, der fanger lytteren allerede ved første gennemlytning, men som i kraft af musikkens substans og musikernes kvalitet formår at åbne sig også ved adskillige genhør.

Køb/bestil her

Lovedale - Green Sounds ****

4/1/2012

 
ILK

Når et orkester har eksisteret på den danske jazzscene i 10 år, så kan det - med tanke på en branche hvor lineups skifter med hyppige mellemrum - med rette kaldes en institution (også selvom bassisten Jonas Westergaard i denne omgang erstattes af den tyske trombonevirtuos Nils Wogram). Ser man yderligere på orkestrets meritter gennem den forgangne dekade hvor det er blevet til både DMA-nomineringer og DMA-statuetter kan man med rette have forventninger til deres fjerde album, der modsat de tidligere udgivelser bygger på materiale, der hele vejen igennem er skabt i nuet.

"Green Sounds" er ikke en plade man spiller for sine børn første gang de skal introduceres til jazzgenren eller improvistionsmusik i bredere forstand - dertil er dens udtryk for komplekst og krævende. Til gengæld er det en udgivelse, der både afslører nogle glimrende musikere med en fornem evne til at spille med "store" ører og et klangeligt univers, der er mere originalt end hos de fleste grupper i samme genremæssige univers. Og det er netop de to piller sammenspil og klang, der gør "Green Sounds" til en virkelig vellykket plade. Først og fremmest agerer musikerne udtrolig godt i forhold til hinanden og evner at give hinanden plads til at udfolde de musikalske ideer og samtidig at presse hinanden til ikke udelukkende at dvæle i musikalsk narcisisme. Således balancerer albummet glimrende mellem individuelt og fælles udtryk. Glimrende eksempler herpå er den indledende "Trains And Bone And Planes" og den dramaturgisk utrolig veldrejede "Beneath The Blues".

"Landscape" og "Mefludica" (en ganske humoristisk titel i øvrigt) er til gengæld eksempler på hvordan Lovedale tålmodigt, begavet og på meget varieret vis udforsker det klanglige univers enten i samspillet, instrumenteringen (udover trommeslageren Anders Mogens byder samtlige af orkestrets medlemmer ind med flere forskellige instrumenter) eller instrumentalsounden . Samtidig byder særligt det førstnævnte nummer på nogle meget prægnante melodiske motiver, der er med til at bevare lytterens interesse. I det hele taget er ensemblet dygtig til i perioder at lade den musikalske proces være vildt flydende og i andre perioder at stramme de musikalske tøjler, bl.a. glimrende illustreret i Anders Mogensens trommespil, der veksler fint mellem det klangligt legende fokus og det rytmisk stringente ditto - f.eks. i "Suite Green" hvor anden halvdel af nummeret byder på et ganske stramt back beat.

"Green Sounds" kan måske beskrives som vellykket ekstremsport - gennemgående risikobetonet og udfrodrende, men aldrig så ukontrolleret, at det bliver livsfarligt. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig udgivelse med masser af dybde.

Køb/bestil her

Jens Lysdal - A Matter Of Time ****

4/1/2012

 
STUNT

Jens Lysdal har har lige siden debut udgivelsen for over 16 år siden hørt til undertegnedes personlige favoritter når det gælder musik, der gør mere ud af indhold end ydre formalia som f.eks. genrestringens. Der har altid været en rød tråd i Lysdals produktion også selvom hans musik kræver op til flere kasser, når man forsøger at rubricere den. Måske er det netop dette faktum, der har gjort ham interessant i bl.a. Korea og ikke mindst som leverandør af musik til levende billeder f.eks. i danske serier som "Forbrydelsen", "Rejseholdet" og "Livvagterne".

"A Matter Of Time" er altså ikke noget decideret nyt bekendtskab. Den oprindelige udgivelse har været en del af pladesamlingen næsten lige så længe som den har været udgivet. Kvaliteterne på den egentlige debut, som sangenes og teksternes kvalitet, de fornemme musikerpræstationer (bl.a. af Jacob Christoffersen på tangenter, Niels Dahl på bas, Anders Pedersen på trommer og Lisbeth Diers på Percussion) og albummets fine dramaturgi må betegnes som tidsløse og lever derfor videre på genudgivelsen. Både den indledende "Shadows", titeltracket "A Matter Of Time", den sydlanske "Queen Of Wasting Time" den fremragende fortolkning af Randy Newmans "Marie" og den humoristiske "My Girlfriend" er numre, der tåler mange genhør. Det swinger, det er vedkommende og det er først og fremmest musik med substans.

Vokalerne er genindspillet i 2012. Forventer man dog vilde forandringer eller nye ideer fra den front bliver man måske skuffet. Men hvorfor også ændre på noget, der faktisk fungerer glimrende? Forskellene ligger i detaljen som f.eks. i et lidt mere tidsvarende mix, ganske få fraserings- eller klangmæssige variationer og en gentænkning af nogle af de effekter, der bruges - bl.a. fint illustreret i et nummer som "Easy To Forget" hvor leadvokalen får en lidt mere aktuel produktion (lyt f.eks. til doseringen af reverb/delay i nummeret). Faktisk er det ligefrem imponerende hvor tro Lysdal er mod sine oprindelige fortolkninger, og det er en god disposition ikke mindst, fordi vokalen på den måde stadig fungerer fint i samspil med resten af det musikalske udtryk.

Også remastereringen har pyntet på udgivelsen - ikke i ekstremerne, men lige præcis så meget, så særligt de akustiske guitarer, vokalen og tangenterne har fået en mere helstøbt sound. De står både bedre isoleret set og særligt i lydbilledet som helhed.

Eneste måske lidt unødvendige tilføjelse til genudgivelsen er fortolkningen af Holiday/Herzog Jr.'s "God Bless The Child", hvor den dybde, der i forvejen ligger i nummeret drukner lidt i en produktion, som lige strejfer det "overlæssede". Alt i alt er Lysdals genudgivelse af en i forvejen fornem plade dog et studie i god smag og fornuftige dispositioner, der alle er udført i musikkens tjeneste.

Køb/bestil her

    Arkiv

    July 2013
    June 2013
    March 2013
    February 2013
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011

    RSS Feed