jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER

Johan Bylling Lang Organ Quintet - Doin' My Thing ****

2/26/2013

 
GATEWAY

Et blik på Johan Bylling Langs foreløbige karriere afslører en ganske alsidig musiker, der bevæger sig inden for en bred vifte af genrer fra glad New Orleans jazz med nutidigt twist i Jazz Five over Big Band-swing med både historisk og nutidigt tilsnit til caribisk ska og alskens musik midt imellem. På sin debut udgivelse henter han store dele af sin inspiration i netop denne alsidighed, men med den naturlige røde tråd, der ligger i hans kvintets sammensætning. Sidstnævnte trækker tydelige spor til 60'erne Soul- og orgeljazz, som blev eksponeret så fornemt af bl.a. Lou Donaldson og Lonnie Smith.

Fællesnævneren for mange af de musikalske projekter Bylling Lang er involveret i synes at være en grundlæggende optimisme i udtrykket, og det er da også en af debut udgivelsens indlysende kvaliteter. Det er enkel, let tilgængelig musik, der bygger på velskrevne temaer og det rytmiske drive står højt oppe på prioriteringslisten. Kvintetten med bl.a. guitaristen Jesper Agesen, Hammond B3 koryfæet Kjeld Lauritsen og trommeslager Andreas Fryland swinger drøngodt sammen og soloerne holdes energiske og ganske stilrene. Numre som den indledende "Did You See Her?", den energiske "Who Dat?", den bluesorienterede "Flat Tire Funk" og ikke mindst hyldesten til Ronnie Cuber "Thank You, Ron" er alle sammen gode bud på numre, der går lige i dansefoden. 

Sidstnævnte nummer hvor Bylling Lang skifter altsaxofonen ud med barytonsaxofonen og suppleres glimrende af den amerikanske trombonist Michael Watson viser i øvrigt at Bylling Lang og hans kvintet har en god fornemmelse for at orgel-jazzen måske periodevis kan have enkelte udtryksmæssige begrænsninger. Derfor er det virkelig godt set, at der i passende doser varieres i særligt instrumenteringen, men også i arrangementernes udformning. F.eks. hører nummeret "It's Now Or Never" med dæmpet trompet og Bylling Lang på klarinet og "Nightcrawler" med det fornemme vekselspil i improvisationerne mellem Bylling Lang og Ingelstam til udgivelsens helt store højdepunkter, fordi musikken netop her hæver sig over virkelig velspillet brugs- (læs danse-) musik til musik med et stærkt, stemningsfuldt og dybt udtryk.

Endelig er den lydmæssige side af pladen ganske fin, idet der balanceres fornemt mellem røget natklubstemning og klar, distinkt og velproduceret instrumentlyd. Alt i alt en sympatisk og vellykket debut.
Køb/bestil

Kira Martini & Co. - More Things Unite Us **** 

2/26/2013

 
GATEWAY

Titlen på Kira Martinis debut album "More Things Unite Us" signalerer en kunstner og et menneske med et sympatisk, åbent livs- og musiksyn, der bygger på både nysgerrighed og åbenhed. Den 27-årige autodidakt byder på en afvekslende første plade med selvkomponerede sange og et hold kompetente musikere, der bevidst stritter i flere musikalske retninger.

Den indledende "Behave" minder i sit udtryk om den afdæmpede stil Norah Jones præsenterede på sin første plade "Come Away With Me". Martini er en ganske udmærket vokalist med en original klang, fin intonation og en god fornemmelse for at nuancere sine fraseringer, mens ensemblet spiller arrangementet med det enkle klaver tema som grundlag  med fint nærvær.

"The Man I Met", "Chasing Waves", "I Do Believe It's Time", "Nothing To Plant, Nothing To Gain" og "Uncomplicate" er numre der byder på et mere livligt tempo og fører lytteren gennem forskellige stilistiske universer som trækker på inspirationer fra Afrika, Sydamerika, New Orleans, 60'ernes orgel souljazz og andet godt. Alt sammen velspillet, udmærket arrangeret og ganske energisk og tilmed krydret af flere udmærket "castede" gæster som f.eks. perkussionisten Ayi Solomon og den alle steds nærværende trompetist Peter Marott. Men det er I de mere afdæmpede numre, at Martinis debut er aller stærkest - måske fordi netop disse numre står klarest i deres udtryk samtidig med, at Martini som vokalist virker mest original og interessant. "The Tide", titeltracket "More Things Unite Us" samt de afsluttende "When We Were One" og "Set Us Free" er stærke og til tider ganske bevægende bud på nutidig sangskrivning i grænselandet mellem forskellige genrer.

"More Things Unite Us" passer som statement også ganske godt til undertegnedes oplevelse af Kira Martini og Co's debut - det er en plade, der til tider stritter lidt for meget (og dog bevidst) i forskellige retninger, men som hos lytteren i højere grad efterlader en oplevelse af samhørighed med kunstneren end det modsatte. Det gør udgivelsen ganske anbefalelsesværdig. 
Køb/bestil

    Arkiv

    July 2013
    June 2013
    March 2013
    February 2013
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011

    RSS Feed