OLUFSEN

Jan Kaspersen har været en væsentlig skikkelse på den danske jazzscene lige så længe undertegnede kan huske og flere af hans plader - både med S.O.B og hans sekstet - har roteret flittigt på det hjemlige anlæg. Kaspersen behersker som få, at skrive musik med bestemte musikere eller orkestre for øje, og i langt de fleste tilfælde formår han gennem sine arrangementer at få det bedste ud af sine medmusikere, ligesom disse ofte indgår i en synergi effekt, der lader kapelmesterens materiale stå yderligere stærkt.

"Black Rabbit Suite" falder i to afdelinger, som med titlerne "Repose And Meditation" og "Playground" bygger på henholdsvist et relativt roligt og et mere spræslsk udtryksmæssigt univers. I den første, meget stemningsfulde afdeling står både det tematiske materiale og ensemblets samlede udtryk stærkest. Første højdepunkt er den fremragende "Music At Midnight" med et stemningsfuldt, nedadgående tema som indledning, siden mellemspil og afslutning. Nedgangen rammer det egentlige tema ind, i hvilket de to saxer står over for Mads Hyhnes fornemme trombone og Nils Bo Davidsen bas i et klassisk, men ikke desto mindre aldeles ekspressivt call/response vekselspil. Særligt Hyhnes efterfølgende trombonesolo er meget inspireret. 

"Repose And Meditation" er ellers på mange måder Christina Von Bülows afdeling - ikke fordi hun som solist fylder mere end de andre, men fordi Kaspersens arrangementer både i ensemblespillet, men også i temapræsentationerne giver hende masser af plads. Hun får da også vist, hvorfor hun regnes for en af landets væsentlige altsaxofonister bl.a. i den afdæmpede "Easy Afternoon" og den smukke "Very Slow", der i øvrigt endnu engang viser Hyhne/Dinesens helt unikke backingevner og samtidig præsenterer Nils Bo Davidsen som en fin bassolist.

Anden afdeling - "Playground" - er som titlen antyder noget mere løssluppen og måske også en kende mindre dyb i udtrykket. Langt mere væsentligt er det dog, at den afslører et orkester med uforfalsket spilleglæde, fornemt swing og god dynamik. Både "Dr. Hypno" og "Joyfull Journey" bygger på nogle fine temaer og masser af gode improvisatoriske ideer. Man må lette lidt på leopardhuen for Kaspersens evne til at skrive iørefaldende temaer og hans helt igennem originale arrangementsstil. Med sin sekstet skaber han en let og elegant sound i grænselandet mellem klassisk jazztrio/-kvartet og big band og det klæder hans musik fornemt.

Køb/bestil her

COWBELL MUSIC 

Benjamin Koppel har gennem de seneste par år gjort sig bemærket på et utal af musikalske scener - ikke bare i ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning. Således har hans arbejde ud over et utal af koncerter og pladeindspilninger også budt på et hav af andre musikalske roller som f.eks. musikchef på det genetablerede Montmartre, leder for Valby Summer Jazz og senest medforfatter til bogen "Ud af musikken". Et ganske imponerende virke. Med "Quatre, Trois, Deux, Un" byder Benjamin Koppel ind med det efter undertegnedes opfattelse bedste album fra hans hånd i en periode - og det siger mere om kvaliteten af nærværende udspil end om manglende kvalitet i andre udgivelser. Overliggeren ligger generelt højt hos Koppel.

"Quatre, Trois, Deux, Un" er det man kan kalde et konceptalbum. Det er inspireret af et maleri med samme titel som er udfærdiget af danske Poul Pedersen. Umiddelbart er nedtællingen fra fire måske et noget tyndt koncept at bygge et helt programmusikalsk album op omkring, men de gradvist reducerede og varierende besætninger giver udgivelsen en ganske interessant dimension, hvor det er påfaldende, hvorledes intensiteten og nødvendigheden i udtrykket - bevidst eller ubevidst - stiger i takt med at ensemblet svinder ind. På den måde rammer Daniel Humair (trommer), Benjamin Koppel (Saxofoner), Thommy Andersson (Bas) og Jacob Anderskov i deres sammenspil på kryds og tværs ganske godt ind i nedtællingens grundlæggende vilkår, nemlig netop den, at spændingen stiger.

De fleste af pladens skæringer er ganske tiltalende - den lydmæssige produktion er enkel og "ukrukket", det tematiske materiale ganske stærkt og sammenspillet mellem musikerne er glimrende. Bedst fungerer holdet på udgivelsen i de lidt friere numre som f.eks. "Quatre" (3) og "Trois" (2) og "Trois" (3) hvor der spilles med nærvær og lydhørhed, ligesom de enkelte musikeres særpræg udnyttes bedst - bl.a. fornemt illustreret i Anderskovs klaverspil i "Trois" (2). Isoleret set kan man måske indvende, at de første par numre på CD'en mangler den spænding som de senere skæringer byder på, men de er vigtige for udgivelsens samlede dramaturgi, som er helt afhængig af spillet mellem spænding og forløsning - et koncept, der på fornem vis kommer til udtryk i den nænsomt bølgende ballade "Deux" (2).

Endelig er det værd at bemærke, at Benjamin Koppel bevæger sig ganske sikkert fra den ene saxofon til den anden, uanset om der er tale om sopran-, den klangligt meget interessante mezzosopran-, alt- eller barytonsaxofonen. Det er ganske imponerende og en væsentlig brik i udgivelsens udtryk. 

Køb/bestil her

BLACKOUT MUSIC

I pressemeddelelsen som følger med Jesper Zeuthen Trios nyeste udgivelse beskrives albummet som et no-nonsense produkt. Undertegnede tolker det som en beskrivelse, der skal signalere, at musikken taler for sig selv uden verbaliserede dogmer, uden smarte coverfotos og uden synderlige ekstra features eller information. Til gengæld er det meget tydeligt, at der er lagt masser af arbejde i projektet og ikke mindst det faktum gør "Jesper Zeuthen Trio Live" til en sympatisk udgivelse.

Første attribut, der gør udgivelsen interessant er pladens sound. Indspilningen er foretaget i Literaturhaus - en tidligere kirke - og det giver trioen en særlig og meget original klang, der er langt fra mange nye udgivelsers ultra-tjekkede produktion, men som til gengæld lever på rummets naturlige styrker (og svagheder), som f.eks. en fin og naturlig rumklang samt en lydmæssig balance, der langt hen ad vejen styrker trioens ambition om at spille uden nogen form for forstærkning. Rummet klæder især de lidt mere lyriske passager, som f.eks. første del af den indledende "Husene På Volden" eller store dele af det i øvrigt meget fine nummer "Træet", mens det måske ikke er lige så velegnet dér, hvor udtrykket bygger på voldsomt ekspressive ensembleimprovisationer, idet nogle detaljer i de enkelte instrumenters spil (måske først og fremmest i bassen) til tider går tabt. Men det er befriende med en flok musikere, der i den grad gør sounden til et væsentligt element i deres udtryk både, når det gælder samspillet og når det gælder den individuelle instrumentalsound. Tag for eksempel Zeuthens saksofonspil. Der er ingen tvivl om, at han er teknisk meget dygtig, men det mest originale i hans spil er en meget kontant, energisk og direkte klang. Og netop den klanglige tilgang, gør sig også til en hvis grad gældende i Melbyes bas og Præstgaards trommer.

Udtrykket på pladen er udfordrende og ekstremt lige på - måske netop også her no-nonsense inspireret - og det stiller store krav til lytteren. Men har man mod på at lytte til en plade i et koncentreret og nærværende øjeblik er det ganske tiltalende og frem for alt spændende. Personligt synes jeg måske, at Zeuthens i øvrigt glimrende saxspil som del af udgivelsens helhedsudtryk balancerer hårfint på grænsen til at fylde for meget, ligesom de store fælles improviserede passager kommer bedre til sin ret under en koncert end på CD-mediet hvor noget af liveoplevelsens lidt mere indlysende samspil mellem lytterens sanser (lytte, iagttage, mærke etc.) går tabt. Til gengæld kan der ikke herske tvivl om kvaliteten i musikernes sammenspil. Den er nemlig meget høj og bærer tydeligt præg af mange fælles koncerter og timer i øvelokalet - ikke kun i de fine overgange mellem en del af numrene, men også i en tydelig underforstået kommunikation omkring det at skabe et fælles udtryk. Ganske imponerende.

Køb/bestil her