jazzstjerner
 
CALIBRATED

Malene Mortensen er trods sine kun 29 år ved at være en meget erfaren dame på den danske og internationale jazzscene. Siden gennembruddet med deltagelsen og andenpladsen i "Stjerne For En Aften" i 2001 samt sejren i Dansk Melodi Grandprix 2002 er det blevet til adskillige albumudgivelser og ikke mindst live-optrædener både i den hjemlige andedam og i udlandet. Det er en bedrift i sig selv, men vidner også om en kunstner af et vist format og både Mortensens debut "Paradise" samt opfølgeren "Date With A Dream" er at finde i undertegnedes pladesamling.

Lad det være sagt med det samme: "You Go To My Head" byder i mange henseender på rigtig god musik. Malene Mortensen har en personlig, let genkendelig og velskolet stemme. Hun intonerer fornemt og fraserer ganske originalt ligesom hun behersker den væsentlige evne at variere sin klang, der dog kan blive en anelse presset/lukket i de højere registre.

Mortensens backing band består af meget dygtige musikere, der bevæger sig sikkert inden for udgivelsens relativt brede stilistiske univers. Carl Mörner Ringström spiller ganske virtuost og med masser af inddragelse af effekter som gør, at hans spil måske kan beskrives ud fra referencer som Pat Metheny, Joe Satriani og U2's The Edge bl.a. glimrende illustreret i et nummer som "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality". Oscar Johansson behersker ligeledes både den klassiske pianistrolle - hvor han spiller med tydelige referencer til jazzen (dog gennemgående med et poppet "tinge" a la Bruce Hornsby bl.a. illustreret i et nummer som "No Halo") - ligesom han formår at indtage en mere klanglig rolle. Paul Hinz på kontrabas Daniel Johansson på trommer kompletterer en kompetent og ganske fint sammenspillet kvartet.

Materialet på indspilningen består af både standards som "Misty", "My Shining Hour" samt titelsangen "You Go To My Head" og originalt materiale, der enten er komponeret af Mortensen selv eller i et samarbejde med Carl Mörner. Blandingen fungerer egentlig ganske godt, men det er alligevel på materialesiden, at "You Go To My Head" måske savner lidt dybde. Undertegnede sidder i perioder tilbage med et indtryk af, at teksterne periodevis mere fungerer som værktøj til vokalen end som egentlige historier, der kommer fra hjertet. Omvendt ligger det måske heller ikke i de stilistiske kort, at teksterne skal være små, voldsomt bevægende kunstværker. Alligevel er det medvirkende til at udgivelsen periodevis når at strejfe det overfladiske. Det er farligt land at bevæge sig ind på, fordi man som anmelder aldrig med sikkerhed kan vide hvor meget hjerteblod, der er lagt i ordene, men en tekst som i sangen "Your Love Is Digital" kunne måske godt være blevet gennemarbejdet med henblik på at gøre den mere mundret, naturligt sangbar og elegant.

Når det er sagt, så er "You Go To My Head" en fin udgivelse, med velspillet og ganske energisk musik hvor bl.a. "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality", den smukke ballade "Ambiguous Blues" og ikke mindst den tango inspirerede "You Go To My Head" viser at Malene Mortensen har fundet et udfordrende orkester og et originalt udtryk som det skal blive spændende at følge udviklingen af.

Køb/bestil her
 
 
CALIBRATED

Når en instrumentalist debuterer som kapelmester så er der - uanset genre - som oftest tale om en musiker, der spiller et melodibærende instrument. Med Snorre Kirks debut "Blues Modernism" er der lidt overraskende tale om en trommeslager. Overraskende - ikke fordi, det er helt uhørt at trommeslagere fungerer som komponister/orkesterledere (Karsten Bagge og Emil De Waal er glimrende eksempler fra den hjemlige andedam), men mere,  fordi trommeslagere oftest synes at trives bedst i rollen som sidemen. Det er da også her undertegnede tidligere har stiftet bekendtskab med eksilnormanden Kirk, hvorfor "Blues Modernism" kommer som en kærkommen tilføjelse til indtrykket af ikke bare en glimrende musiker, men også en fornem komponist og en gedigen orkesterleder.

Som titlen antyder er "Blues Mordernism" en udgivelse, der bygger bro mellem tradition og fornyelse. Og det gør den med succes. En af de mest indlysende årsager hertil er ensemblets sammensætning af musikere, der alle - trods deres stadig relativt unge alder - er både uhyre modne og erfarne. Saxofonisterne Jan Harbeck (ts) og Fredrik Kronkvist (as, ss) supplerer hinanden uhyre godt både i deres forskellighed i tilgangen til det improvisatoriske samt solistiske og i deres meget fine fornemmelse for ensemblespil. Den fremragende trompetist Karl Orlandersson kompletterer en blæser-sektion, der spiller rytmisk tight, intonerer fremragende og i øvrigt blander smukt i et meget behageligt og luftigt klangideal. Rytmegruppen, der udover kapelmesteren Kirk består af Magnus Hjorth (p) og Lars Ekman (b) swinger aldeles glimrende og udstråler en nærmest stoisk ro, og det klæder både et mere up tempo nummer som den lette "Coco" og balladerne som f.eks. den smukke "Sunday Service" hvor hele rytmesektionen og måske særligt Magnus Hjorth spiller overordentlig smagfuldt.

Kompositionerne, som alle er skrevet af Snorre Kirk vidner om en komponist med en ganske glimrende fornemmelse for at skrue iørefaldende og let tilgængelige temaer sammen uanset om de er tænkt "solistiske" som eksempelvis i "Sunday Service" og "Noir" eller mere ensembleorienterede som f.eks. i "Riviera" og "Coco". Det er simpelt uden på noget tidspunkt at strejfe det banale.

Lydsiden på udgivelsen er intet mindre end brilliant. Det gælder ikke kun orkestrets egen sound, som placerer sig et sted mellem klassisk Duke Ellington swing og Horace Silvers soul jazz, men også den lydtekniske forløsning af ensemblets i øvrigt fornemme sammenspil. Balancen mellem blæserne er god, rytmegruppen mikset som rytmisk helhed - uden at de enkelte instrumentstemmer mister deres individuelle særpræg - og den naturlige klang, der ligger i The Village Studierne er perfekt castet til et projekt, der med sin blues orienterede tilgang lever af nærvær og varme. Fornemt indspillet og mixet af Bjørn Gjessing og ligeledes nænsomt mastereret af John Mayfield.

Alt i alt er Snorre Kirks "Blues Modernism" en udgivelse, der fanger lytteren allerede ved første gennemlytning, men som i kraft af musikkens substans og musikernes kvalitet formår at åbne sig også ved adskillige genhør.

Køb/bestil her
 
 
ILK

Når et orkester har eksisteret på den danske jazzscene i 10 år, så kan det - med tanke på en branche hvor lineups skifter med hyppige mellemrum - med rette kaldes en institution (også selvom bassisten Jonas Westergaard i denne omgang erstattes af den tyske trombonevirtuos Nils Wogram). Ser man yderligere på orkestrets meritter gennem den forgangne dekade hvor det er blevet til både DMA-nomineringer og DMA-statuetter kan man med rette have forventninger til deres fjerde album, der modsat de tidligere udgivelser bygger på materiale, der hele vejen igennem er skabt i nuet.

"Green Sounds" er ikke en plade man spiller for sine børn første gang de skal introduceres til jazzgenren eller improvistionsmusik i bredere forstand - dertil er dens udtryk for komplekst og krævende. Til gengæld er det en udgivelse, der både afslører nogle glimrende musikere med en fornem evne til at spille med "store" ører og et klangeligt univers, der er mere originalt end hos de fleste grupper i samme genremæssige univers. Og det er netop de to piller sammenspil og klang, der gør "Green Sounds" til en virkelig vellykket plade. Først og fremmest agerer musikerne udtrolig godt i forhold til hinanden og evner at give hinanden plads til at udfolde de musikalske ideer og samtidig at presse hinanden til ikke udelukkende at dvæle i musikalsk narcisisme. Således balancerer albummet glimrende mellem individuelt og fælles udtryk. Glimrende eksempler herpå er den indledende "Trains And Bone And Planes" og den dramaturgisk utrolig veldrejede "Beneath The Blues".

"Landscape" og "Mefludica" (en ganske humoristisk titel i øvrigt) er til gengæld eksempler på hvordan Lovedale tålmodigt, begavet og på meget varieret vis udforsker det klanglige univers enten i samspillet, instrumenteringen (udover trommeslageren Anders Mogens byder samtlige af orkestrets medlemmer ind med flere forskellige instrumenter) eller instrumentalsounden . Samtidig byder særligt det førstnævnte nummer på nogle meget prægnante melodiske motiver, der er med til at bevare lytterens interesse. I det hele taget er ensemblet dygtig til i perioder at lade den musikalske proces være vildt flydende og i andre perioder at stramme de musikalske tøjler, bl.a. glimrende illustreret i Anders Mogensens trommespil, der veksler fint mellem det klangligt legende fokus og det rytmisk stringente ditto - f.eks. i "Suite Green" hvor anden halvdel af nummeret byder på et ganske stramt back beat.

"Green Sounds" kan måske beskrives som vellykket ekstremsport - gennemgående risikobetonet og udfrodrende, men aldrig så ukontrolleret, at det bliver livsfarligt. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig udgivelse med masser af dybde.

Køb/bestil her
 
 
STUNT

Jens Lysdal har har lige siden debut udgivelsen for over 16 år siden hørt til undertegnedes personlige favoritter når det gælder musik, der gør mere ud af indhold end ydre formalia som f.eks. genrestringens. Der har altid været en rød tråd i Lysdals produktion også selvom hans musik kræver op til flere kasser, når man forsøger at rubricere den. Måske er det netop dette faktum, der har gjort ham interessant i bl.a. Korea og ikke mindst som leverandør af musik til levende billeder f.eks. i danske serier som "Forbrydelsen", "Rejseholdet" og "Livvagterne".

"A Matter Of Time" er altså ikke noget decideret nyt bekendtskab. Den oprindelige udgivelse har været en del af pladesamlingen næsten lige så længe som den har været udgivet. Kvaliteterne på den egentlige debut, som sangenes og teksternes kvalitet, de fornemme musikerpræstationer (bl.a. af Jacob Christoffersen på tangenter, Niels Dahl på bas, Anders Pedersen på trommer og Lisbeth Diers på Percussion) og albummets fine dramaturgi må betegnes som tidsløse og lever derfor videre på genudgivelsen. Både den indledende "Shadows", titeltracket "A Matter Of Time", den sydlanske "Queen Of Wasting Time" den fremragende fortolkning af Randy Newmans "Marie" og den humoristiske "My Girlfriend" er numre, der tåler mange genhør. Det swinger, det er vedkommende og det er først og fremmest musik med substans.

Vokalerne er genindspillet i 2012. Forventer man dog vilde forandringer eller nye ideer fra den front bliver man måske skuffet. Men hvorfor også ændre på noget, der faktisk fungerer glimrende? Forskellene ligger i detaljen som f.eks. i et lidt mere tidsvarende mix, ganske få fraserings- eller klangmæssige variationer og en gentænkning af nogle af de effekter, der bruges - bl.a. fint illustreret i et nummer som "Easy To Forget" hvor leadvokalen får en lidt mere aktuel produktion (lyt f.eks. til doseringen af reverb/delay i nummeret). Faktisk er det ligefrem imponerende hvor tro Lysdal er mod sine oprindelige fortolkninger, og det er en god disposition ikke mindst, fordi vokalen på den måde stadig fungerer fint i samspil med resten af det musikalske udtryk.

Også remastereringen har pyntet på udgivelsen - ikke i ekstremerne, men lige præcis så meget, så særligt de akustiske guitarer, vokalen og tangenterne har fået en mere helstøbt sound. De står både bedre isoleret set og særligt i lydbilledet som helhed.

Eneste måske lidt unødvendige tilføjelse til genudgivelsen er fortolkningen af Holiday/Herzog Jr.'s "God Bless The Child", hvor den dybde, der i forvejen ligger i nummeret drukner lidt i en produktion, som lige strejfer det "overlæssede". Alt i alt er Lysdals genudgivelse af en i forvejen fornem plade dog et studie i god smag og fornuftige dispositioner, der alle er udført i musikkens tjeneste.

Køb/bestil her
 
 
BLACKOUT MUSIC

I materialet, der følger med Marc Bernsteins seneste udgivelse beskriver kapelmesteren selv tilblivelsen af musikken som en proces, der er centreret omkring gode mennesker og en deraf følgende tryghed, som giver plads til fri og dedikeret kommunikation om komponistens musikalske intentioner. Og det er ganske rammende, for "Good People Music" er et album, der emmer af varme musikerne imellem - pudsigt nok et parameter, der er let at høre, men ganske svært at forklare, endsige beskrive.

Heldigvis rummer udgivelsen udover ovennævnte kvalitet masser af andre elementer, der gør den til en god og lytteværdig oplevelse. Alene de medvirkende gør Bernsteins nye album interessant - de er nemlig ikke bare gode mennesker, men også aldeles gode musikere, der hver især har bevæget sig på både den frie og mere stramme scene inden for jazzen og på denne måde klæder det valgte materiale fornemt. Således rummer udgivelsen både et element af noget velkendt og en friskhed i udtrykket. 

Materialet er begavet komponeret og udvalgt og består fortrinsvist af Bernsteins egne numre suppleret af bl.a. den danske klassiker "I Skovens Dybe Stille Ro" (eller som skrevet på omslaget blot "Stille Ro"). Særligt den indledende "AB/CD" er ganske vellykket både hvad angår det tematiske materiale og hvad angår musikernes nænsomme behandling af det dynamiske parameter i musikken, hvor det indledende basostinat og basklarinettens tema gradvist udfoldes i en ganske bevægende stemning, med masser af nedadgående melodibevægelser.

Og netop instrumenteringen og arrangementerne er et af udgivelsens mest oplagte fortrin. Bernstein selv veksler relativt ubesværet mellem basklarinet, sopran-, alt-, tenor og baryton saxofon, og det er særligt hans basklarinetspil, der - med en blød og varm klang og fine melodiske linjer i improvisationerne - står særlig stærkt på udgivelsen både i den tidligere nævnte "AB/CD", men også i numre som den smukt og enkelt leverede "A.M" og "Stille Ro". Bl.a. sidstnævnte numre viser i øvrigt, at Billy Harts medvirken er noget af et scoop. Hans trommespil er overordentlig musikalsk, klangligt velfunderet og går langt ud over den rytmiske rolle som mange trommeslagere nøjes eller må nøjes med at udfylde. Jonas Westergaard på bas og Jacob Anderskov på hhv. piano og rhodes supplerer en kvartet af stærke individualister med blik for helheden.

Endelig er det værd at fremhæve hvorledes der er masser af luft i arrangementerne. Musikerne giver hinanden plads og det gør, at man fornemmer en fin og moden kommunikation.

Køb/bestil her
 
 
STUNT

Det er efterhånden et godt stykke tid siden Maikko Hirabayashis og Flemming Agerskovs "Binocular" fandt vej til undertegnedes postkasse. Udgivelsens kvalitet taget i betragtning er det ganske ærgerligt, at albummet har ligget lidt længere nede i stakken af CD'er, der har ventet på en anmeldelse her på siden. "Binocular" er en term, der dækker over dét at se med begge øjne og i titlen ligger således en ganske rammende beskrivelse af albummet, idet den signalerer et musikalsk univers med dybde og perspektiv.

Allerede Hirabayashis indledende "Migrating South" er et af pladens mange højdepunkter både fordi den fornemt og meget naturligt præsenterer udgivelsens tre medvirkende instrumentalister, men også fordi den giver et klart bud på hele udgivelsens mange kvaliteter. Først og fremmest er sounden utrolig veldefineret både hvad angår instrumentalsounden og hvad angår den lydtekniske produktion. Agerskov spiller med distinkt og dog luftig tone, Hirabayashis anslag er blødt og egalt, mens Francesco Calìs akkordeon er spillet med sydlandsk melankoli samt god dynamik og i øvrigt blander fremragende med både flygelhorn og trompet gennem hele indspilningen. Og så er lydlegenden Jan Erik Kongshaug fra Rainbow studiet i Oslo det helt rigtige match for duoen/trioen, idet han som få mestrer at fange et enormt antal af detaljer (som f.eks. at flyglet synger med i Agerskovs indledning på netop "Migrating South") samtidig med at han formår at skabe et utrolig velbalanceret samlet lydlandskab.

Også pladens fine vekselspil mellem det kompositoriske og improvisatoriske element er ganske tiltalende. Der er stærke temaer som f.eks. i den afsluttende "Oslo", mere figurative/associative numre som den levende "House Of Ants", mere sfæriske skæringer som "Readings" og endelig også mere rytmisk orienterede sange som eksempelvis "Snare Drum". Sammenspillet er fornemt både dér, hvor der kun er tale om Hirabayashi/Agerskov i duo format og dér, hvor Calì blander sig med sin akkordeon. Der er en ganske naturlig dynamisk og fraseringsmæssig forståelse mellem musikerne og på trods af musikkens ambiente karakter spilles der med fin rytmisk tæft. 

Endelig emmer udgivelsen af en originalitet, der er logisk - men ikke nødvendigvis let at forløse - når man sammensætter musikere med så forskellige baggrunde som dem, der medvirker på pladen her. Udtrykket er nordisk samtidig med, at det er bredt og åbent med et nærmest universelt udsyn. Ganske anbefalelsesværdigt.

Køb/bestil her
 
 
LOVELAND RECORDS

Jakob Bro er en original - et faktum han senest har manifesteret med den prisbelønnede og anmelderroste  udgivelse  "Balladeering", der positionerede ham stærkt både som musiker og ikke mindst som komponist. "Time" lægger sig - som den medfølgende pressemeddelelse antyder - i slipstrømmen af forgængeren samtidig med, at den peger fremad og viser, at Bro og hans medmusikere med de internationale ikoner Lee Konitz og Bill Frisell som gengangere og bassisten Thomas Morgan som nyt medlem i kvartetten ikke er stagneret i deres afdæmpede udtryk. Der er stadig tale om et ambient og nærmeste underspillet univers, men  det emmer af sublim musikalitet og nødvendighed.

Kvaliteterne står i køb på "Time". Først og fremmest er det et fornemt line up - ikke bare på grund af musikernes vanvittigt høje niveau, men også fordi besætningen med to guitarer (Bro og Frisell fremstår til tider nærmest yin- og yang-agtige - vidt forskellige og dog uløseligt beslægtet og forbundet) og uden trommer synes at være skræddersyet til Bros kompositioner. At der ikke er trommer på udgivelsen klæder musikken og dens først og fremmest rummelige univers vanvittigt godt, og sammenspillet mellem de fire musikere er meget fornemt i sin både lydhøre og udfordrende fremtoning.

Bros kompositioner er meget stærke i deres til tider nærmest naivistiske enkelhed. De taler først og fremmest til hjertet - måske fordi den periodevis ret simple harmonik og de sangbare melodilinjer på trods af numrenes originalitet rummer et strejf af noget velkendt. Numre som den skønne "Cirkler", den stemningsmættede "Fiordlands" og den akustiske "Smaa Dyr" vidner alle om, at Bro som komponist tilstræber det organiske og enkle uden at forfalde til klicheernes verden.

Musikernes fornemme sammen- og solospil samt kompositionernes særegenhed tillægges ydeligere dimensioner af en fantastisk afbalanceret lydmæssig produktion, hvor den enkeltes musikalske identitet og klang understøttes ligeså ubesværet og elegant som ensemblesounden som helhed. Det er ganske enkelt fremragende.

Dét, der dog gør "Time" til en udgivelse af de helt særlige, er pauserne mellem numrene. Man kunne frygte at det ambiente og nærmest meditative univers i udgivelsens udtryk kunne lulle lytteren ind i kedsomheden, men selv stilheden, der kæder numrene sammen synger med. Det er nærmest som om den klassiske idé om spænding og afspænding er vendt på hovedet, således at pauserne slår gnister og musikken giver ro. På den måde bliver udgivelsens dramaturgi meget dragende og original.

Køb/bestil her  
 
 
OLUFSEN

Jan Kaspersen har været en væsentlig skikkelse på den danske jazzscene lige så længe undertegnede kan huske og flere af hans plader - både med S.O.B og hans sekstet - har roteret flittigt på det hjemlige anlæg. Kaspersen behersker som få, at skrive musik med bestemte musikere eller orkestre for øje, og i langt de fleste tilfælde formår han gennem sine arrangementer at få det bedste ud af sine medmusikere, ligesom disse ofte indgår i en synergi effekt, der lader kapelmesterens materiale stå yderligere stærkt.

"Black Rabbit Suite" falder i to afdelinger, som med titlerne "Repose And Meditation" og "Playground" bygger på henholdsvist et relativt roligt og et mere spræslsk udtryksmæssigt univers. I den første, meget stemningsfulde afdeling står både det tematiske materiale og ensemblets samlede udtryk stærkest. Første højdepunkt er den fremragende "Music At Midnight" med et stemningsfuldt, nedadgående tema som indledning, siden mellemspil og afslutning. Nedgangen rammer det egentlige tema ind, i hvilket de to saxer står over for Mads Hyhnes fornemme trombone og Nils Bo Davidsen bas i et klassisk, men ikke desto mindre aldeles ekspressivt call/response vekselspil. Særligt Hyhnes efterfølgende trombonesolo er meget inspireret. 

"Repose And Meditation" er ellers på mange måder Christina Von Bülows afdeling - ikke fordi hun som solist fylder mere end de andre, men fordi Kaspersens arrangementer både i ensemblespillet, men også i temapræsentationerne giver hende masser af plads. Hun får da også vist, hvorfor hun regnes for en af landets væsentlige altsaxofonister bl.a. i den afdæmpede "Easy Afternoon" og den smukke "Very Slow", der i øvrigt endnu engang viser Hyhne/Dinesens helt unikke backingevner og samtidig præsenterer Nils Bo Davidsen som en fin bassolist.

Anden afdeling - "Playground" - er som titlen antyder noget mere løssluppen og måske også en kende mindre dyb i udtrykket. Langt mere væsentligt er det dog, at den afslører et orkester med uforfalsket spilleglæde, fornemt swing og god dynamik. Både "Dr. Hypno" og "Joyfull Journey" bygger på nogle fine temaer og masser af gode improvisatoriske ideer. Man må lette lidt på leopardhuen for Kaspersens evne til at skrive iørefaldende temaer og hans helt igennem originale arrangementsstil. Med sin sekstet skaber han en let og elegant sound i grænselandet mellem klassisk jazztrio/-kvartet og big band og det klæder hans musik fornemt.

Køb/bestil her
 
 
COWBELL MUSIC 

Benjamin Koppel har gennem de seneste par år gjort sig bemærket på et utal af musikalske scener - ikke bare i ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning. Således har hans arbejde ud over et utal af koncerter og pladeindspilninger også budt på et hav af andre musikalske roller som f.eks. musikchef på det genetablerede Montmartre, leder for Valby Summer Jazz og senest medforfatter til bogen "Ud af musikken". Et ganske imponerende virke. Med "Quatre, Trois, Deux, Un" byder Benjamin Koppel ind med det efter undertegnedes opfattelse bedste album fra hans hånd i en periode - og det siger mere om kvaliteten af nærværende udspil end om manglende kvalitet i andre udgivelser. Overliggeren ligger generelt højt hos Koppel.

"Quatre, Trois, Deux, Un" er det man kan kalde et konceptalbum. Det er inspireret af et maleri med samme titel som er udfærdiget af danske Poul Pedersen. Umiddelbart er nedtællingen fra fire måske et noget tyndt koncept at bygge et helt programmusikalsk album op omkring, men de gradvist reducerede og varierende besætninger giver udgivelsen en ganske interessant dimension, hvor det er påfaldende, hvorledes intensiteten og nødvendigheden i udtrykket - bevidst eller ubevidst - stiger i takt med at ensemblet svinder ind. På den måde rammer Daniel Humair (trommer), Benjamin Koppel (Saxofoner), Thommy Andersson (Bas) og Jacob Anderskov i deres sammenspil på kryds og tværs ganske godt ind i nedtællingens grundlæggende vilkår, nemlig netop den, at spændingen stiger.

De fleste af pladens skæringer er ganske tiltalende - den lydmæssige produktion er enkel og "ukrukket", det tematiske materiale ganske stærkt og sammenspillet mellem musikerne er glimrende. Bedst fungerer holdet på udgivelsen i de lidt friere numre som f.eks. "Quatre" (3) og "Trois" (2) og "Trois" (3) hvor der spilles med nærvær og lydhørhed, ligesom de enkelte musikeres særpræg udnyttes bedst - bl.a. fornemt illustreret i Anderskovs klaverspil i "Trois" (2). Isoleret set kan man måske indvende, at de første par numre på CD'en mangler den spænding som de senere skæringer byder på, men de er vigtige for udgivelsens samlede dramaturgi, som er helt afhængig af spillet mellem spænding og forløsning - et koncept, der på fornem vis kommer til udtryk i den nænsomt bølgende ballade "Deux" (2).

Endelig er det værd at bemærke, at Benjamin Koppel bevæger sig ganske sikkert fra den ene saxofon til den anden, uanset om der er tale om sopran-, den klangligt meget interessante mezzosopran-, alt- eller barytonsaxofonen. Det er ganske imponerende og en væsentlig brik i udgivelsens udtryk. 

Køb/bestil her
 
 
BLACKOUT MUSIC

I pressemeddelelsen som følger med Jesper Zeuthen Trios nyeste udgivelse beskrives albummet som et no-nonsense produkt. Undertegnede tolker det som en beskrivelse, der skal signalere, at musikken taler for sig selv uden verbaliserede dogmer, uden smarte coverfotos og uden synderlige ekstra features eller information. Til gengæld er det meget tydeligt, at der er lagt masser af arbejde i projektet og ikke mindst det faktum gør "Jesper Zeuthen Trio Live" til en sympatisk udgivelse.

Første attribut, der gør udgivelsen interessant er pladens sound. Indspilningen er foretaget i Literaturhaus - en tidligere kirke - og det giver trioen en særlig og meget original klang, der er langt fra mange nye udgivelsers ultra-tjekkede produktion, men som til gengæld lever på rummets naturlige styrker (og svagheder), som f.eks. en fin og naturlig rumklang samt en lydmæssig balance, der langt hen ad vejen styrker trioens ambition om at spille uden nogen form for forstærkning. Rummet klæder især de lidt mere lyriske passager, som f.eks. første del af den indledende "Husene På Volden" eller store dele af det i øvrigt meget fine nummer "Træet", mens det måske ikke er lige så velegnet dér, hvor udtrykket bygger på voldsomt ekspressive ensembleimprovisationer, idet nogle detaljer i de enkelte instrumenters spil (måske først og fremmest i bassen) til tider går tabt. Men det er befriende med en flok musikere, der i den grad gør sounden til et væsentligt element i deres udtryk både, når det gælder samspillet og når det gælder den individuelle instrumentalsound. Tag for eksempel Zeuthens saksofonspil. Der er ingen tvivl om, at han er teknisk meget dygtig, men det mest originale i hans spil er en meget kontant, energisk og direkte klang. Og netop den klanglige tilgang, gør sig også til en hvis grad gældende i Melbyes bas og Præstgaards trommer.

Udtrykket på pladen er udfordrende og ekstremt lige på - måske netop også her no-nonsense inspireret - og det stiller store krav til lytteren. Men har man mod på at lytte til en plade i et koncentreret og nærværende øjeblik er det ganske tiltalende og frem for alt spændende. Personligt synes jeg måske, at Zeuthens i øvrigt glimrende saxspil som del af udgivelsens helhedsudtryk balancerer hårfint på grænsen til at fylde for meget, ligesom de store fælles improviserede passager kommer bedre til sin ret under en koncert end på CD-mediet hvor noget af liveoplevelsens lidt mere indlysende samspil mellem lytterens sanser (lytte, iagttage, mærke etc.) går tabt. Til gengæld kan der ikke herske tvivl om kvaliteten i musikernes sammenspil. Den er nemlig meget høj og bærer tydeligt præg af mange fælles koncerter og timer i øvelokalet - ikke kun i de fine overgange mellem en del af numrene, men også i en tydelig underforstået kommunikation omkring det at skabe et fælles udtryk. Ganske imponerende.

Køb/bestil her