CALIBRATED

Det er efterhånden ved at være en så udbredt kendskerning, at det antager et strøg af kliché: Standarden i den danske vokal jazz - særligt på kvindesiden - er skyhøj. Og det er som om det er et faktum, der har en decideret selvforstærkende effekt. Et af de nyere skud på jazzhimlen er den 27-årige Malene Kjærgård, der debuterer med albummet "Happy Feet" hvor hun er omgivet af ikke bare nogle af Københavns, men Danmarks fremmeste musikere - hvoraf mange, ligesom Kjærgård selv, er med til at tegne profilen på Københavns ældste jazzklub La Fontaine.

Som sangerinde er Malene Kjærgård i lighed med sine kolleger veluddannet, med et solidt teknisk fundament, fin intonation, god forståelse for frasering og en smuk, egal, lettere mørk, men alligevel frisk klang. Skulle man som lytter endelig savne noget, så er det måske et egentlig "medfødt" særpræg i Kjærgårds stemme, som f.eks. hos undertegnedes hjemlige favoritter Cathrine Legardh, Veronica Mortensen og Sinne Eeg. Til gengæld er det dejligt, at Malene Kjærgård selv står for store dele af sangene på "Happy Feet". Hun skriver ganske iørefaldende melodier, ligesom hun evner at skrive tekster med både indhold og flair for de små sproglige finurligheder, der holder fast i lytterens opmærksomhed.

Holdet af musikere på udgivelsen er fornemt og spilleglæden samt nærværet fejler intet, også selvom der tildels er tale om "the usual suspects" med bl.a. Peter Rosendahl på klaver, Jacob Fischer på akustisk guitar, Jan Harbeck på tenor saxofon og Snorre Kirk på trommer, ligesom der er gæsteoptrædener af sangeren/saxofonisten Mads Mathias, orgelfænomenet Kjeld Lauritsen og Mads La Cour på Flügelhorn. Endelig kompletteres Kjærgårds backingband af den fremragende guitarist Mads Kjølby og den unge, velspillende Tobias Dall Mikkelsen på bas. 

Højdepunkterne på "Happy Feet" er den smukke version af klassikeren "Skylark" hvor Mads La Cour og Peter Rosendahl akkompagnerer Kjærgårds nænsomme fortolkning på smukkeste vis, Mads Mathias' duet "As Close As A Mile", hvor de to sangeres stemmer klæder hinanden fortrinligt, Kjærgårds egen bluesinspirerede "There Should Be", hvor Jacob Fischer giver den akustiske guitar et dejligt støvet udtryk med sin slide og endelig titelnummeret "Happy Feet", der balancerer fint mellem melankoli og lethed i udtrykket. 

Endelig er også den lydtekniske side af udgivelsen glimrende. Lydbilledet er dejlig transparent, hvilket giver udgivelsen en sommerlig lethed. Alt i alt er Kjærgårds debut et anbefalelsesværdigt første spadestik til en karriere, der både i kraft af Kjærgårds evner som sangskriver og hendes evne til at omgive sig med dygtige medmusikere kan føre ganske langt. 

STORYVILLE

Der er sagt og skrevet mange superlativer om Carsten Dahl, om hans musikalske talent, om hans evner som pianist, om hans tilgang til virket som komponist og improvisator og ikke mindst om hans musikalske åbenhed og alsidighed. Også her på siden skortede det ikke med ros da Dahl udgav albummet "Metamorphosis" med sin kvartet Carsten Dahl Experience. Men med "Dreamchild" præsenterer Dahl en plade, der i den grad udfordrer undertegnedes værktøjer som anmelder. Jazzstjerner.dk har så vidt muligt forsøgt at gøre en dyd ud af at anmelde de indsendte udgivelser på musikkens præmisser. Det har været målet at forstå musikken, at se på musikkens parametre og på den baggrund først og fremmest at beskrive, men i anmeldelsens natur også at vurdere det indsendte materiale. Det har været nok i sitets godt to-årige eksistens, men med "Dreamchild" sættes nævnte koncept på prøve. Dét i sig selv gør udgivelsen til noget særligt.

Den godt 24 minutter lange indledningssekvens "Dreamchild #1" samler glimrende essensen i hele albummet. For hvad er det, der gør, at ét enkelt tema, der grundlæggende kun består af tre toner kan holde ens opmærksomhed og ligefrem efterlade en fuldstændig bjergtaget i næsten en halv time? Er det enkelheden i kvartspringet og den efterfølgende mol-terts, er det det repetitive mønster, er det de nænsomme variationer i anslag og dynamik, er det den gradvise, minimalistiske udvidelse af ideen, er det den grænseløse relation mellem improvisation og komposition, eller er det den stædige insisteren på lytterens opmærksomhed? Svaret må være: Det hele og ingen af delene - for det er ikke de enkelte parametre, men stedet de fører lytteren hen, der er det helt særlige. Et sted hvor man glemmer tid og sted og hvor man bare er. Dahl beskriver det selv som "tilstand af forundring, fortabelse, nysgerrighed og egentlig væren i sig selv" - en tilstand som børn har nøglen til, og som vi voksne mister mere og mere greb om i takt med vores livs gang. Tænk, at man som kunstner kan skabe dette rum for lytteren - omend kun i et velgørende glimt (og tænk hvilket privilegium det må være for Dahl selv, at kunne dele dette rum med sine døtre på 2 af skæringerne). 

Man må bøje sig i ærefrygt over for Carsten Dahls "Dreamchild". Det musikalske håndværk er i særklasse. Melodierne er enkle og bevægende (Dreamchild #1, #2, #5 og #6 er små mirakler i den henseende), pladens dramaturgi balancerer fornemt mellem spænding og afspænding, der veksles naturligt mellem mystik og umiddelbarhed, produktionen er formidabel og Dahls kvaliteter som pianist er indiskutable. Men det er først og fremmest Dahls egen blottelse, den helt åbne udlevering og deling af egen ballast, egne følelser, eget ståsted, egen frygt, egen glæde, af skyggesider og lys, der gør "Dreamchild" til et af de mest personlige album undertegnede har hørt i lang tid. Carsten Dahl er en helt igennem unik kunstner, der tør give sig selv fuldt ud. Dét - selve menneskeligheden - mere end noget musikalsk parameter skal stå tilbage som essensen af denne anmeldelse. Lad os værne om, hylde, støtte og nyde den enestående gave og det enestående talent Carsten Dahl udfolder i sit kunstneriske virke. Der er så få af hans kaliber.

CALIBRATED

Peter Marott har i efterhånden adskillige år været en væsentlig medspiller ikke bare på den københavnske, men på hele den danske jazzscene. Først og fremmest som sideman - en rolle han har udfyldt og stadig udfylder på bedste vis i bl.a. Six City Stompers, hos Per Vers, Kira Martini m.fl. og ikke mindst som enten fast eller periodevis medlem af nogle af landets aller bedste bigbands, som f.eks. DR Bigbandet, Tivoli Bigbandet og Monday Night Bigband. Marotts kærlighed og stædige insisteren på at holde fast i og samtidig forny den traditionelle jazz har ikke bare ført til stor succes, det har også givet velfortjent anerkendelse med Palæbar-prisen i 2011. 

En af de evner, som undertegnede beundrer ved Marott (og i øvrigt en hel del af hans generation af jazzmusikere) er, at de tør bringe sig selv i spil ikke bare som instrumentalister, men som musikere i mere bred forstand - som spillemænd, der udstråler en åbenhed og vilje til at indgå i et helt hav af sammenhænge og som dyrker dét at kunne spille flere roller. Når man så samtidig behersker sit instrument så glimrende som Marott, så er det kun en logisk konsekvens, at man på sigt nærer ønsket om at udgive en plade i eget navn. Til dette formål har trompetisten allieret sig med pianisten Søren Kristiansen - et match der fungerer fremragende. 

"When My Dreamboat Comes Home" er et dejligt album. Repertoiret er ganske fint skruet sammen af numre fra den amerikanske sangskat. Blandt højdepunkterne er særligt "Sweet Georgia Brown", "Our Love Is Here To Stay", titelnummeret "When My Dreamboat Comes Home" og den smukke afsluttende ballade "That's all". Særligt de to førstnævnte er fremragende, måske særligt fordi de viser, at man sagtens kan have øre for gode arrangementer, selvom man ikke har øvet alt igennem i detaljer. Kristiansens akkompagnement i "Sweet Georgia Brown" er både harmonisk og rytmisk opfindsomt, ligesom hans solo afslører en pianist med både fremragende teknik og ikke mindst humor. Og så klæder nummeret Peter Marotts ukrukkede tilgang til at synge ligesom hans trompetspil er virtuost og klangligt originalt. "Our Love Is Here To Stay" viser hvor dygtig en trompetist Marott er. Hans tone, intonation og frasering er på et meget højt niveau - og så emmer nummeret af det nærvær, der gør, at man som lytter bliver bevæget.

Produktionen er enkel samt vellykket og herfra skal der lyde stor ros til Andreas Hviid og Jake Burns for henholdsvis indspilning/mix og mastering. Særligt vokal- og trompetlyd er meget varm ligesom Kristiansens rytmisk prægede stride-piano kommer fint til sin ret.

Endelig er der den ikke helt uvæsentlige detalje ved udgivelsen, at den støtter nyreforeningen og at Marott benytter den som platform for også at opfordre til at tage stilling til organdonation. Umiddelbart ikke noget, der har med musikken at gøre - og dog - for det viser Marott som et sympatisk menneske med livsballast, og netop denne ballast er måske pladens største kvalitet.

GATEWAY

Der er efterhånden en hel del danske jazzmusikere, der har fundet vej til og inspiration i Brasilien. Således har bl.a. Thomas Clausen, Steen Rasmussen, Morten Ankarfeldt og Mais Uma med succes arbejdet sammen med musikere fra den anden side af Atlanten. Thomas Maintz og Thomas Walbum gør dem nu følgeskab med udgivelsen "Copenhagen Sao Paulo", der med succes blander et udgangspunkt i det klassiske jazzunivers med elementer fra både Sydamerika og Skandinavien. Resultatet er blevet et varmt, lyst og let tilgængeligt album, der byder på ganske glimrende World Jazz.

Alt materiale er skrevet af de to kapelmestre - fem numre af Maintz og tre af Walbum - og de har begge flair for at skrive relativt enkle temaer med fokus på gode, sangbare melodilinjer. Særligt den indledende "Shortcut", nummeret "Northerne Hemisphere" og den let vuggende "Take Off" er glimrende eksempler på melodier, der er umiddelbare uden at strejfe det klichéprægede. 

En anden af udgivelsens indlysende kvaliteter er, at ensemblet har fundet en dejlig fælles sound. Maintz præger lydbilledet med sin akustiske guitar, der sine steder minder lidt om Pat Metheny, når denne spiller uden alskens effekter - klar og enkel i sin lyd og med afslappet teknisk overskud. Flere steder dobler Walbum/Maintz hinanden i temapræsentationerne (lyt f.eks. til tidligere nævnte "Northern Hemisphere" eller "Caipirinha") og det fungerer glimrende ligesom både Ezequiel på trommer, Pirulito på perkussion og bas ikonet Machado formår at skinne igennem som individualister og som dele af helheden - både som musikere og som del af en fornem produktion. Herfra skal der lyde en stor ros til Bruno Cardozo, Andreas Hviid og John Fomsgaard for teknik, mix og mastering. 

"Copenhagen Sao Paulo" er i sagens natur også en plade, hvor det rytmiske elemet står stærkt. Og netop på det punkt er den brasilianske trio, der akkompagnerer de danske instrumentalister virkelig velcastet. Bas, trommer og perkussion spiller med et overskud og et udpræget flair for de små nuancer i betoningen af underdelingerne, der gør, at man fornemmer den lethed, der ligger i det sydamerikanske temperament. På den baggrund suppleres den mere nordiske tone i kompositionerne, så der skabes et "feel-good"-udtryk med dybde. 

Alt i alt er Walbum/Maintz og deres brasilianske medmusikere et anbefalelsesværdigt bekendtskab og undertegnede kan kun opfordre til at besøge en af deres kommende koncerter under jazzfestivallerne i henholdsvis København og Århus.

STORYVILLE

Egentlig er det ikke særlig længe siden, at Cathrine Legardh første gang gjorde sig bemærket med debut'en "Georgeous Creature" fra 2008, men alligevel sidder man - her fem år senere og på baggrund af den seneste udgivelse "Love Still Wears A Smile"  - med en fornemmelse af, at den første store bue er spændt i en karriere, der for alvor har taget fart med hele fire pladeudgivelser, masser af koncerter og ikke mindst flere prisnomineringer som håndfaste spor. Legardh har villet og turdet udfordre sig selv og har med det seneste album fundet det udtryk der - i hvertfald for nuværende - klæder hende aller bedst.

For mens særligt de to foregående album "NorDisk" og "Land & Sky" har været dristige udgivelser, der hver især har afsøgt nye territorier og afprøvet grænser, så er "Love Still Wears A Smile" på mange måder et dokument, der viser to kunstnere i både individuel og fælles balance. Således emmer pladen af både indre ro og tryghed samt en fælles forståelse, der gør, at man som lytter har let ved at hengive sig.

Som vokalist er Legardh en ener. Blandt de mange dygtige sangerinder i samme generation er hun efter undertegnedes overbevisning dén med den mest originale stemme og klang. Sine steder minder hun om legendariske Monica Zetterlund, idet hun ligesom den hedengangne svensker formår at forbinde nærvær, nordisk melankoli og et let, humoristisk udtryk - fornemt illustreret i den indledende "First Song" og et af pladens skønne up tempo numre "Nobody Else But Me". Armbevægelserne er små, men Legardh formår at holde både fraseringer og klang levende, ligesom hun behersker sine registre fornemt og intonerer ganske sikkert.

Brian Kellock betegnes ikke uden grund som en af Storbritaniens fornemmeste pianister. Han har en særlig evne til at afstemme sit akkompagnement så det både støtter og udfordrer. Teknisk er der ikke meget man kan udsætte på hans spil. Samtidig er det både lyrisk, klangorienteret som i den smukke "Lazy Afternoon" og sprællevende som f.eks. i den efterfølgende "This Is New". 

Repertoiret på "Love Still Wears A Smile" består udelukkende af kendte og mindre kendte standards og her må duoen roses for at have valgt numre, der fungerer fornemt som en samlet dramaturgi, således at udgivelsen får karakter af et dynamisk forløb med en klar rød tråd, og derved går langt ud over en tilfældig fremførelse af sange fra den amerikanske sangskat. 

Endelig er produktionen fornem. Man fristes til at sige, at det jo er en let sag, når det nu "bare" er to musikere, der skal indspilles,  men herfra skal alligevel lyde en ros til både producer Sigurdur Flosason og tekniker Andreas Hviid, der har formået at skabe og indfange et musikalsk nærvær, der er mere end anbefalelsesværdigt.

GATEWAY

At den danske vokal jazz scene nærmest flyder over med begavede og originale sangerinder, hvoraf mange både har og forløser et internationalt potentiale er ingen hemmelighed. Det hører derimod til sjældenhederne, at vi hører fra en mandlig dansk vokalist. Desto mere glædeligt er det, at Søren Lampe nu for tredje gang byder ind som et bud på en national crooner. I pressemeddelelsen, der følger med albummet spilles der bevidst på en parallelisering mellem Jan Johanssons legendariske "Jazz På Svenska" og Lampes seneste udgivelse. Titlen "Jazz På Danska" mere end antyder da også, at Lampe har søgt at skabe et album, der ligesom Johanssons mesterværk tager udgangspunkt i både national tradition med bl.a. Højskolesangbogen som grundlag og international ditto, navnligt den amerikanske standard jazz. Resultatet er en grundigt og seriøst gennemarbejdet plade, der dog i vægt og nødvendighed ikke kan måle sig med den hedengangne svenske pianists udgivelse/r. Men mindre kan bestemt også gøre det!

Som vokalist er Søren Lampe en ganske dygtig håndværker. Han intonerer sikkert, ligesom han har en ret kontant og ukrukket tilgang til frasering og klang. Periodevis kan man måske savne lidt nuancer i sangerens udtryk - omvendt er Lampes tilgang med til at lade både sange, arrangementer og musikere stå stærkt frem i produktionen. Og så er det værd at bemærke, at Søren Lampe fremstår som en sanger, der har en fin rytmisk sans hvilket bl.a. kommer fornemt til udtryk i hans improvisationer/chase med guitaristen Per Gade på deres fælles nummer "Ghettodreng".

Holdet af musikere, der medvirker på indspilningen er meget stærkt og tæller nogle af landets allerbedste, når det gælder de større ensembler, herunder trommeslager Morten Lund, bassist Thomas Fonnesbæk, saxofonist Hans Ulrik og guitarist Per Gade. Derudover kompletteres blæsersektionen af Mårten Lundgren på trompet og Steen Hansen på trombone ligesom også violinsten Kristian Jørgensen får lov at "lege" med - ganske vellykket iøvrigt som nummeret "Pølsesnak" afslører. Endelig giver udgivelsen et kærkomment genhør med pianisten Kasper Villaume og man kan kun håbe, at han på sigt atter finder vej til spillestederne. Han er savnet.

Arrangementerne på udgivelsen er udfærdiget af Steen Hansen. De er overordentligt vellykkede ud fra præmissen om at de læner sig op ad bigband traditionen. Ensemblepassagerne er velskrevet og akkompagnementsrollen udføres fornemt, ligesom der er fine og sjove detaljer, der underbygger vigtige tekstlige pointer som f.eks. i de afsluttende vers af "Jens Vejmand". 

Stærkest er nummeret "Pige Træd Varsomt" hvor det lidt mere afdæmpede udtryk og duo formatet (vokal og akustisk guitar) viser Lampe i en klangligt og udtryksmæssigt mere varieret rolle. Men også tidligere nævnte "Pølsesnak" og "Kys Hinanden" fungerer ganske fint - det er ganske enkelt gode sange.

"Jazz På Danska" er en plade, der byder på gedigent og veludført håndværk på alle fronter, men som aldrig når helt under huden på undertegnede. Til gengæld fornemmer man, at Søren Lampe med dette setup og denne udgivelse kan nå ud til et bredt publikum og både underholde og skabe glæde. Dét er en kvalitet, der i den grad er værd at holde sig for øje.

SABELLA MEDIA

I 2012 havde Saxopaths 20 års jubilæum. Dét i sig selv er en præstation. Ikke alene kræver det, at det fælles arbejde rummer en indlysende musikalsk substans både ud fra musikernes og lytternes perspektiv, det kræver også at man vil og tør komme hinanden ved som mennesker, at man lærer hinanden at kende på godt og ondt. Det har Saxopaths turdet og netop det faktum stråler ud af deres tredje album "Pathology", der er gennemarbejdet med en grundighed, der gør titlen som stammer fra lægevidenskabens verden ære.

Alle numrene på pladen - med undtageles af den russiske folkemelodi "Bandura" og pastichen over "Godfather"-temaet - er komponeret og arrangeret af Kristoffer J. Rosing-Schow. Melodierne er smukke, sangbare og både harmonisk og rytmisk udfordrende uden at miste en umiddelbar tilgængelighed. Tilsvarende gør sig gældende for arrangementerne, der samtidig er udarbejdet med en imponerende forståelse for både dynamiske virkemidler og instrumenternes klanglige og tekniske muligheder. Derfor bliver den specielle besætning med fire så nært beslægtede instrumenter ikke til et aspekt, der på nogen måde forhindrer, at udtrykket bliver både dynamisk, varieret og mangefacetteret.

Musikerne på pladen er alle ganske fremragende på det individuelle niveau, men udgivelsens hovedattraktion er sammenspillet. Tag for eksempel det første nummer "Macedonean Madness" - en balkaninspireret, ostinatpræget tour de force, der simpelthen bare swinger formidabelt og vidner om, at de fire saxofonister behersker det rytmiske parameter lige så godt som f.eks. det melodiske eller det klanglige. Sidstnævnte kommer smukt til udtryk i de to ballader "Hopenhagen" og "Bandura" hvor Saxopaths også viser en fin sans for intonation og klanglig egalitet i ensemblespillet. 

Den lydmæssige produktion er også ganske fremragende, først og fremmest fordi kvartetten i Testrup Højskoles koncertsal har fundet et rum, der klæder musikken fornemt. Men også mix (Saxopaths/John Fomsgaard) og masterering (Jørgen Knub) er afviklet med stor sans for både ensemblets klang som helhed og de enkelte medlemmers særpræg, således at det er lykkedes at bevare det nærvær samt den varme, der ligger i Saxopaths' samspil.

Endelig er der den visuelle del af udgivelsen. Her er albummet indpakket i en A3-collage med billeder og tekst, der præsenterer orkestret i alt fra biografiske skister, "saksofonnørderi" med info om instrumenter, mundstykker mm., fotos og alskens historier, der viser forskellige sider af kvartetten og dens medlemmer. Det er godt fundet på og befriende at få alle disse vinkler uden at skulle side foran en computerskærm og "surfe" på en webside. Collagen er smukt sat op af grafikeren Peter Freltoft.

"Pathology" er en udgivelse, der emmer af nødvendighed, humor og gedigent musikalsk håndværk - en plade, der er let tilgængelig allerede fra første gennemlytning, men som i den grad også kæler for detaljerne. Det giver lytteren den dybde i udtrykket, som gør, at man bliver bevæget.

GATEWAY

Det er ved at være et godt stykke tid siden at Organic 3 med frontmand Niels Ole Sørensen udgav albummet "Doctor NO's Shuffle". Alligevel fortjener formanden for jazzfestivallen Tversted Jazzydays al mulig opmærksomhed for dét, han selv betegner som fritidsprojekt, der er blevet til i parløb med både formandsrollen af netop føromtalte festival og hvervet som organist ved Vesterkær Kirke i Ålborg (som iøvrigt netop er blevet udskiftet med Bangsbostrand/Skæve Kirke). At der er tale om et fritidsprojekt bør ikke skræmme lytteren, for det har ingen indflydelse på udgivelsens kvalitet - i hvert fald ingen negativ, for hvis der er noget som helst fritidspræget over udgivelsen, så må det da være, at musikerne spiller med en åbenlys glæde samt lethed på samtlige albummets numre. Dét i sig selv er en kvalitet, som ikke sjældent står i baggrunden for f.eks. teknisk ekvilibrisme og andre langt mere kunstnerisk orienterede parametre i mange anmelderes øjne.

"Doctor NO's Shuffle" åbner med albummets titelnummer, der tager lytteren i hånden og fører denne sikkert ind i orgel soul jazzens univers, som man bl.a. kender den fra f.eks. Lonnie Smith, Jack McDuff (begge er repræsenteret med et enkelt nummer) eller Jimmy Smith. Der er tale om musik, der bevæger sig i grænselandet mellem bluesens relativt enkle harmoniske univers og jazzens samt gospelmusikkens udadvendthed. Det er som så ikke avanceret, men til gengæld både lytte- og dansevenligt, ligesom Organic 3 formår at holde musikken stilrent uden at glemme, at der skal ske variation i dynamik, groove og tematik, hvis ikke genren skal blive til en begrænsning. Det lykkes ganske fint bl.a. med de to smukke ballader "Pilgrimage" skrevet af Lonnie Smith og "Peace Please" som er komponeret af guitaristen Per Gade samt den lette, bossa-inspirerede "Goin' To The Beach".

Musikerne på albummet er alle både dygtige håndværkere og kunstnere med noget på hjerte. Særligt guitaristen Uffe Steen spiller med en naturlig ro og elegance, når han improviserer, ligesom han akkompagnerer fornemt i de passager hvor de andre står i forgrunden. Men også Niels Ole Sørensen og den unge tenorsaxofonist Samuel Hejslet spiller med både overskud og nerve. Endelig swinger samtlige numre ganske fornemt ikke mindst takket være Esben Bachs trommespil, som er et sikkert rytmisk fundament.

Sounden er ganske autentisk - måske en anelse mere poleret end hos forbillederne fra bl.a. 60'ernes soul jazz, og netop derved understøttes indtrykket af at Organic 3 ikke bare forsøger at kopiere en musikalsk stil, men faktisk søger at tilpasse den vor tids idealer. Er man til musik, der er decideret nyskabende, så vil man måske blive skuffet over "Doctor NO's Shuffle", men som bud på nutidig orgel souljazz er Organic 3's udgivelse både fin og frisk.

STUNT

Gang på gang hører man om danske jazzsangerinders tårnhøje, internationale standard og det er da også en kendsgerning, at det nærmest vrimler med yderst kompetente bud på dansk vokal jazz - ingen nævnt, ingen glemt. Alene på den baggrund er forventningerne til Veronica Mortensens fjerde udgivelse i eget navn ganske store. Lægger man dertil et velfortjent påskønnelseslegat fra Danske Populær Autorer for Mortensens sangskrivning, et par skønne live oplevelser og ikke mindst et line up, der på papiret ser både dygtigt og spændende ud, så kan man som anmelder roligt nære forventninger.

Og lad det være sagt som det er - pressematerialet lyver ikke, når det præsenterer "Catching Waves" som Mortensens hidtil "klart mest helstøbte album". Det er ganske enkelt en helt igennem vellykket plade - og det er der flere grunde til.

Først og fremmest er Veronica Mortensen en begavet, original og grundig sangskriver. Hendes tekster, der er udarbejdet i samarbejde med hendes mand Niels HP, er enkle og samtidig blottet for alt for mange banale klicheer, ligesom parret i fællesskab har en god og naturlig sans for det engelske sprog. Melodierne er iørefaldende og balancerer fint mellem de enkle poppede fraser i numre som åbneren "Enjoy The Ride" og det mere komplekst jazzede som f.eks. i "This Might Not Be Cool", men hele vejen bibeholdes en snært af sangbarhed.

Som sanger viser Veronica Mortensen både teknisk overskud med upåklagelig intonation og fornem sans for at nuancere sin klang, så udtrykket bliver dynamisk og dybt. Hun formår som få jazzsangerinder herhjemme at forbinde en ganske kontant direkthed i sine fraseringer samt toneansatser med en sødme og en optimistisk lethed i udtrykket - glimrende illustreret i et af pladens absolutte højdepunkter, Lars Janssons fine melodi "Simple Sence Of Being". 

Trioen, der akkompagnerer Veronica Mortensen er perfekt castet med pianisten Mads Bærentzen som den lyrisk funderede, men alligevel energiske pianist og bassisten Kristor Brødsgaard samt trommeslageren Anton Eger som de lidt mere sprælske og kantede modstykker. Sammen supplerer de ikke bare hinanden, men også Mortensen fornemt. Det samme gælder i øvrigt for den fremragende svenske trompetist Peter Asplund, der står for nogle af pladens improvisatoriske højdepunkter og spiller med en elegance, der klæder udgivelsen virkelig godt.

Den lydmæssige produktion af udgivelsen er ligeledes enormt vellykket. Vokalen står klart og varmt i forgrunden, ligesom resten af ensemblet er produceret og mixet så både instrumentalisternes individuelle særpræg og gruppens sound som helhed står tydeligt frem.

For undertegnede er udgivelsens allerstærkeste numre de mere afdæmpede af slagsen som f.eks. "Enjoy The Ride", "Where There's A Will", "Sing You A Love Song" og den bevægende "This Is Not A Love Song", men også numre som tidligere nævnte "Simple Sense Of Being" og "A Toast Of Wine" er fremragende eksempler på let tilgængelige sange i grænselandet mellem et "poppet" og et "jazzet" udtryk med dybde og integritet. Alt i alt et mere end anbefalelsesværdigt album.  

GATEWAY

Et blik på Johan Bylling Langs foreløbige karriere afslører en ganske alsidig musiker, der bevæger sig inden for en bred vifte af genrer fra glad New Orleans jazz med nutidigt twist i Jazz Five over Big Band-swing med både historisk og nutidigt tilsnit til caribisk ska og alskens musik midt imellem. På sin debut udgivelse henter han store dele af sin inspiration i netop denne alsidighed, men med den naturlige røde tråd, der ligger i hans kvintets sammensætning. Sidstnævnte trækker tydelige spor til 60'erne Soul- og orgeljazz, som blev eksponeret så fornemt af bl.a. Lou Donaldson og Lonnie Smith.

Fællesnævneren for mange af de musikalske projekter Bylling Lang er involveret i synes at være en grundlæggende optimisme i udtrykket, og det er da også en af debut udgivelsens indlysende kvaliteter. Det er enkel, let tilgængelig musik, der bygger på velskrevne temaer og det rytmiske drive står højt oppe på prioriteringslisten. Kvintetten med bl.a. guitaristen Jesper Agesen, Hammond B3 koryfæet Kjeld Lauritsen og trommeslager Andreas Fryland swinger drøngodt sammen og soloerne holdes energiske og ganske stilrene. Numre som den indledende "Did You See Her?", den energiske "Who Dat?", den bluesorienterede "Flat Tire Funk" og ikke mindst hyldesten til Ronnie Cuber "Thank You, Ron" er alle sammen gode bud på numre, der går lige i dansefoden. 

Sidstnævnte nummer hvor Bylling Lang skifter altsaxofonen ud med barytonsaxofonen og suppleres glimrende af den amerikanske trombonist Michael Watson viser i øvrigt at Bylling Lang og hans kvintet har en god fornemmelse for at orgel-jazzen måske periodevis kan have enkelte udtryksmæssige begrænsninger. Derfor er det virkelig godt set, at der i passende doser varieres i særligt instrumenteringen, men også i arrangementernes udformning. F.eks. hører nummeret "It's Now Or Never" med dæmpet trompet og Bylling Lang på klarinet og "Nightcrawler" med det fornemme vekselspil i improvisationerne mellem Bylling Lang og Ingelstam til udgivelsens helt store højdepunkter, fordi musikken netop her hæver sig over virkelig velspillet brugs- (læs danse-) musik til musik med et stærkt, stemningsfuldt og dybt udtryk.

Endelig er den lydmæssige side af pladen ganske fin, idet der balanceres fornemt mellem røget natklubstemning og klar, distinkt og velproduceret instrumentlyd. Alt i alt en sympatisk og vellykket debut.