Cathrine Legardh/Brian Kellock - Love Still Wears A Smile *****
STORYVILLE
Egentlig er det ikke særlig længe siden, at Cathrine Legardh første gang gjorde sig bemærket med debut'en "Georgeous Creature" fra 2008, men alligevel sidder man - her fem år senere og på baggrund af den seneste udgivelse "Love Still Wears A Smile" - med en fornemmelse af, at den første store bue er spændt i en karriere, der for alvor har taget fart med hele fire pladeudgivelser, masser af koncerter og ikke mindst flere prisnomineringer som håndfaste spor. Legardh har villet og turdet udfordre sig selv og har med det seneste album fundet det udtryk der - i hvertfald for nuværende - klæder hende aller bedst.
For mens særligt de to foregående album "NorDisk" og "Land & Sky" har været dristige udgivelser, der hver især har afsøgt nye territorier og afprøvet grænser, så er "Love Still Wears A Smile" på mange måder et dokument, der viser to kunstnere i både individuel og fælles balance. Således emmer pladen af både indre ro og tryghed samt en fælles forståelse, der gør, at man som lytter har let ved at hengive sig.
Som vokalist er Legardh en ener. Blandt de mange dygtige sangerinder i samme generation er hun efter undertegnedes overbevisning dén med den mest originale stemme og klang. Sine steder minder hun om legendariske Monica Zetterlund, idet hun ligesom den hedengangne svensker formår at forbinde nærvær, nordisk melankoli og et let, humoristisk udtryk - fornemt illustreret i den indledende "First Song" og et af pladens skønne up tempo numre "Nobody Else But Me". Armbevægelserne er små, men Legardh formår at holde både fraseringer og klang levende, ligesom hun behersker sine registre fornemt og intonerer ganske sikkert.
Brian Kellock betegnes ikke uden grund som en af Storbritaniens fornemmeste pianister. Han har en særlig evne til at afstemme sit akkompagnement så det både støtter og udfordrer. Teknisk er der ikke meget man kan udsætte på hans spil. Samtidig er det både lyrisk, klangorienteret som i den smukke "Lazy Afternoon" og sprællevende som f.eks. i den efterfølgende "This Is New".
Repertoiret på "Love Still Wears A Smile" består udelukkende af kendte og mindre kendte standards og her må duoen roses for at have valgt numre, der fungerer fornemt som en samlet dramaturgi, således at udgivelsen får karakter af et dynamisk forløb med en klar rød tråd, og derved går langt ud over en tilfældig fremførelse af sange fra den amerikanske sangskat.
Endelig er produktionen fornem. Man fristes til at sige, at det jo er en let sag, når det nu "bare" er to musikere, der skal indspilles, men herfra skal alligevel lyde en ros til både producer Sigurdur Flosason og tekniker Andreas Hviid, der har formået at skabe og indfange et musikalsk nærvær, der er mere end anbefalelsesværdigt.
Egentlig er det ikke særlig længe siden, at Cathrine Legardh første gang gjorde sig bemærket med debut'en "Georgeous Creature" fra 2008, men alligevel sidder man - her fem år senere og på baggrund af den seneste udgivelse "Love Still Wears A Smile" - med en fornemmelse af, at den første store bue er spændt i en karriere, der for alvor har taget fart med hele fire pladeudgivelser, masser af koncerter og ikke mindst flere prisnomineringer som håndfaste spor. Legardh har villet og turdet udfordre sig selv og har med det seneste album fundet det udtryk der - i hvertfald for nuværende - klæder hende aller bedst.
For mens særligt de to foregående album "NorDisk" og "Land & Sky" har været dristige udgivelser, der hver især har afsøgt nye territorier og afprøvet grænser, så er "Love Still Wears A Smile" på mange måder et dokument, der viser to kunstnere i både individuel og fælles balance. Således emmer pladen af både indre ro og tryghed samt en fælles forståelse, der gør, at man som lytter har let ved at hengive sig.
Som vokalist er Legardh en ener. Blandt de mange dygtige sangerinder i samme generation er hun efter undertegnedes overbevisning dén med den mest originale stemme og klang. Sine steder minder hun om legendariske Monica Zetterlund, idet hun ligesom den hedengangne svensker formår at forbinde nærvær, nordisk melankoli og et let, humoristisk udtryk - fornemt illustreret i den indledende "First Song" og et af pladens skønne up tempo numre "Nobody Else But Me". Armbevægelserne er små, men Legardh formår at holde både fraseringer og klang levende, ligesom hun behersker sine registre fornemt og intonerer ganske sikkert.
Brian Kellock betegnes ikke uden grund som en af Storbritaniens fornemmeste pianister. Han har en særlig evne til at afstemme sit akkompagnement så det både støtter og udfordrer. Teknisk er der ikke meget man kan udsætte på hans spil. Samtidig er det både lyrisk, klangorienteret som i den smukke "Lazy Afternoon" og sprællevende som f.eks. i den efterfølgende "This Is New".
Repertoiret på "Love Still Wears A Smile" består udelukkende af kendte og mindre kendte standards og her må duoen roses for at have valgt numre, der fungerer fornemt som en samlet dramaturgi, således at udgivelsen får karakter af et dynamisk forløb med en klar rød tråd, og derved går langt ud over en tilfældig fremførelse af sange fra den amerikanske sangskat.
Endelig er produktionen fornem. Man fristes til at sige, at det jo er en let sag, når det nu "bare" er to musikere, der skal indspilles, men herfra skal alligevel lyde en ros til både producer Sigurdur Flosason og tekniker Andreas Hviid, der har formået at skabe og indfange et musikalsk nærvær, der er mere end anbefalelsesværdigt.
