GATEWAY MUSIC
Kristian Fogh er først og fremmest kendt og anerkendt som sideman, og har i netop denne rolle vist, at han favner ganske bredt. Han spiller med både Lars Lilholt og med Mike Andersen - førstnævnte med afsæt i folkemusikken og sidstnævnte med en stærk forankring i blues-musikken. Efter en del års tilløb springer Fogh med albummet "Long Story Short" ud som kapelmester med et hold af musikere, der ligeledes er kendt fra roller som sidemen, men også som anerkendte solister.
Albummet præsenterer instrumentalmusik, som vel bedst kan beskrives som fusionsmusik. Både i mere snæver forstand som i flere numre, der hanker op i grænselandet mellem jazz, rock og pop som hos f.eks. amerikanske Yellowjackets, men også i mere bred forstand, hvor der findes inspiration i bl.a. folkemusikken og den afrikanske eller caribisk inspirerede musik. Det betyder, at albummet stritter i forskellige retninger - et punkt mange anmeldere sikkert vil bruge som anke, men som i virkeligheden er en af udgivelsens klare styrker.
Der lægges ud med nummeret "Golden Friend" som med et inciterende groove, iørefaldende tema og masser af energi viser en kvartet med stor rutine og stort overskud. Kristian Fogh (p), Mikkel Riber (b) og Eddi Jarl swinger glimrende og tæt sammen som bund til Michael Bladts fornemme saxofonspil, og man fornemmer at store dele af udgivelsen bygger på en "rumlig" forståelse af musikken, hvor det ikke nødvendigvis er de store dynamiske kontraster der er udgangspunkt for en regulær historiefortælling, men hvor det mere handler om at skabe og formidle en grundlæggende stemning. Dette fungerer ganske vellykket i det allerede nævnte indledningsnummer, men også i den efterfølgende ballade "Pokerface" samt i albummets titelnummer, der med trommernes gennemgående kantslagsgroove trækker forsigtige tråde tilbage til f.eks. Weather Report og hvor både Bladt og Fogh viser sig som fine solister.
Der er mere ro på "Calm Boy" og "Sleepy Ellen" som præsenterer Mads Kjøller-Henningsen på tværfløjte. De nævnte numre stritter lidt ud rent stilistisk - måske særligt førstnævnte, men er med til at skabe variation i albummets dramaturgi. Det samme gør sig gældende for nummeret "Memba Memba", der med sit enkle groove og enkle tema minder om afrikansk high life eller caribisk musik som bl.a. eksponeres så fremragende af en kunstner som Michel Camillo og som i øvrigt afslører hvorfor Mikkel Riber er en aldeles efterspurgt bassist i den danske musikverden - han groover simpelthen fremragende.
"Long Story Short" er en håndværksmæssigt upåklageligt udført plade, der har sine styrker i et gedigent sammenspil mellem nogle yderst kompetente musikere og en god, gennemgående energi. Den rammer måske ikke undertegnede dybt nede i hjertekulen, men det er næppe heller musikkens egentlige mission. Til gengæld viser den at Kristian Fogh sagtens kan stå på egne ben, og at første gang forhåbentlig ikke er sidste gang!
Kristian Fogh er først og fremmest kendt og anerkendt som sideman, og har i netop denne rolle vist, at han favner ganske bredt. Han spiller med både Lars Lilholt og med Mike Andersen - førstnævnte med afsæt i folkemusikken og sidstnævnte med en stærk forankring i blues-musikken. Efter en del års tilløb springer Fogh med albummet "Long Story Short" ud som kapelmester med et hold af musikere, der ligeledes er kendt fra roller som sidemen, men også som anerkendte solister.
Albummet præsenterer instrumentalmusik, som vel bedst kan beskrives som fusionsmusik. Både i mere snæver forstand som i flere numre, der hanker op i grænselandet mellem jazz, rock og pop som hos f.eks. amerikanske Yellowjackets, men også i mere bred forstand, hvor der findes inspiration i bl.a. folkemusikken og den afrikanske eller caribisk inspirerede musik. Det betyder, at albummet stritter i forskellige retninger - et punkt mange anmeldere sikkert vil bruge som anke, men som i virkeligheden er en af udgivelsens klare styrker.
Der lægges ud med nummeret "Golden Friend" som med et inciterende groove, iørefaldende tema og masser af energi viser en kvartet med stor rutine og stort overskud. Kristian Fogh (p), Mikkel Riber (b) og Eddi Jarl swinger glimrende og tæt sammen som bund til Michael Bladts fornemme saxofonspil, og man fornemmer at store dele af udgivelsen bygger på en "rumlig" forståelse af musikken, hvor det ikke nødvendigvis er de store dynamiske kontraster der er udgangspunkt for en regulær historiefortælling, men hvor det mere handler om at skabe og formidle en grundlæggende stemning. Dette fungerer ganske vellykket i det allerede nævnte indledningsnummer, men også i den efterfølgende ballade "Pokerface" samt i albummets titelnummer, der med trommernes gennemgående kantslagsgroove trækker forsigtige tråde tilbage til f.eks. Weather Report og hvor både Bladt og Fogh viser sig som fine solister.
Der er mere ro på "Calm Boy" og "Sleepy Ellen" som præsenterer Mads Kjøller-Henningsen på tværfløjte. De nævnte numre stritter lidt ud rent stilistisk - måske særligt førstnævnte, men er med til at skabe variation i albummets dramaturgi. Det samme gør sig gældende for nummeret "Memba Memba", der med sit enkle groove og enkle tema minder om afrikansk high life eller caribisk musik som bl.a. eksponeres så fremragende af en kunstner som Michel Camillo og som i øvrigt afslører hvorfor Mikkel Riber er en aldeles efterspurgt bassist i den danske musikverden - han groover simpelthen fremragende.
"Long Story Short" er en håndværksmæssigt upåklageligt udført plade, der har sine styrker i et gedigent sammenspil mellem nogle yderst kompetente musikere og en god, gennemgående energi. Den rammer måske ikke undertegnede dybt nede i hjertekulen, men det er næppe heller musikkens egentlige mission. Til gengæld viser den at Kristian Fogh sagtens kan stå på egne ben, og at første gang forhåbentlig ikke er sidste gang!