jazzstjerner
  • HJEM
  • ALBUM ANMELDELSER
Picture
GATEWAYMUSIC/SOUNDSEDUCTION RECORDS

Kenneth Dahl Knudsen er ikke bare komponist, arrangør og bassist, han er også entreprenør og verdensborger i en grad, der giver ham en særlig plads i det danske og internationale jazzmiljø. Han sætter ting igang, søger og overskrider grænser og prøver sig selv og sine ideer af. Det i sig selv er en kæmpe gave og kvalitet - uagtet om alle projekter måtte være lige vellykkede. 

Med sit fjerde album i eget navn gentænker og genføder Kenneth Dahl Knudsen sig selv - og kender man til hans forudgående udgivelser er man ikke i tvivl om, at han lykkes glimrende med netop denne del af projektet. Udtrykket er et andet, mere lyst og måske også mere energisk end tidligere.

Musikerne er velcastede - de kommer fra forskellige lande og har således både forskellige personlige og musikalske baggrunde, men samtidig synes de bl.a. at dele normen om en meget direkte sound - En sound, der også understøttes af en stram og nærværende produktion og af nogle arrangementsmæssige kneb, der fungerer glimrende og er med til at give kvintetten en egentlig lydmæssig identitet. Sidstnævnte manifesterer sig mest i de mange unisone (tema)passager mellem hhv. piano og guitar og/eller saxofon og guitar. Særligt sammenspillet mellem Brian Massaka og Gauthier Toux er i den sammenhæng så tight, at det periodevis lyder som et helt tredje instrument - tydeligst i numre som f.eks. den indledende "Stars", balladen "Shinjuku Silence" og "A Thousand Days".

Men udgivelsen har mange andre kvaliteter. For eksempel er det rytmiske element i både sammenspillet og kompositionerne meget stærkt. Der spilles og skiftes naturligt og overbevisende mellem taktarter og grooves og kvintetten er skarp i sin rytmiske fremtoning, hvor det bl.a. er Rodolfo Zuniga og Dahl Knudsen selv, der med stringens og energi lægger bunden for de improvisatoriske udfoldelser hos hhv. Gurvich, Toux og Massaka. De er alle instrumentalister på højt internationalt niveau og spiller med idérigdom, dynamik og periodevis gnistrende intensitet hvilket allerede slås fast med Gruvich's og Toux's soli i "Stars" samt Massakas periodevis Scofieldske solo i "Resettling". 

Albummets dramaturgi er vellykket og bygger på en fin variation mellem numrene hvor bl.a. de to smukke ballader "Shinjuku Silence" og "Lost Hope" bryder kvintettens ellers mere robuste udtryk. Særligt den sidstnævnte ballade vidner om at Dahl Knudsens ensemble behersker mere end "blot" det potente og tighte sammenspil. Nummeret er opstået på en trist baggrund, idet det finder sit udgangspunkt i Kenneth Dahl Knudsens store tab i forbindelse med moderens død. I undertegnedes optik, er det nok det nummer på udgivelsen, der står allerstærkest - måske fordi der er mest på spil. Nummeret bygger ømt og lyrisk op med Knudsens egne smukt klingende bas og Toux's enkle og lydhøre akkompagnement i fokus og udvikler sig siden hen mod et dynamisk klimaks, hvor arrangementet "crasher" og ensemblet spiller helt frit - man kan nærmest føle den afmagt og frustration, der ligger i det at miste - og siden er der tomhed, smukt billedliggjort i midtersektionens nærmest klokkeagtige tonegentagelser, der stille og nænsomt sætter nummeret igang igen og peger frem mod det afsluttende mere stramt arrangerede tema, der trods nummerets titel faktisk synes at pege frem mod nyt håb. I dette nummer samles Knudsens åbenlyse kvaliteter som musiker, komponist og orkesterleder med kvintettens glimrende håndværk og der tales til alle musiske sanser.

"Tété" er et glimrende album, og det ville være prætentiøst at komme med egentlig kritik - dertil er udtrykket for stærkt og stilsikkert. Derfor vil undertegnede blot driste sig ud i en udfordring til kapelmesteren om måske at lægge en anelse mindre vægt på de rytmiske og strukturelle elementer i temaerne og i højere grad udforske det melodiske parameter, da enkelte af udgivelsens melodier, med disse briller kan forekomme en anelse "konstruerede" (som f.eks. de indledende temaer i "Stars" eller "A Thousand Days"). Men det er altså et spørgsmål om vinkel og ikke om kvalitet, for med nærværende udgivelse har Dahl Knudsen skabt sit hidtil mest helstøbte album.  ​