Bjarke Falgren & Sönke Meinen - Postcard to self
GATEWAY MUSIC
At Bjarke Falgren er et musikalsk talent ud over det sædvanlige kan de færreste, der har stiftet bekendtskab med hans musik være i tvivl om. Hvad der dog springer særligt i øjnene - eller ørerne - er, hvor nærmest ubegribelig ubesværet og naturligt han bevæger sig indenfor et genrefelt, der spænder fra Jens Lysdals underfundige folkpop, over klassisk swing-jazz med referencer til f.eks. Svend Asmussen i "Hot'n Spicy", luftig folkemusik som i det prisvindende samarbejde med pianisten Nikolaj Busk, melankolsk intimitet med argentinske undertoner i duo med bandoneonvirtuosen Paolo Russo til "Catbirds" nyskabende hybrid mellem elektronica og akustisk musik eller samspil på tværs af generationer med Elith "Nulle" Nykjær - Og man kunne blive ved!
Nu har Falgren så fundet sig en legekammerat i tyske Sönke Meinen - en musiker, der hidtil har været fuldstændig ukendt for undertegnede. Ser man på Meinens diskografi, kan man notere sig, at hans bagkatalog måske er mere beskedent end Falgrens, men at det til gengæld afslører en ung musiker med en exceptionel forståelse og beherskelse af sit instrument, og som til trods for at han ofte optræder solo eller i relativt små konstellationer evner sammenspillets kunst med vanvittig lydhørhed og respekt for sine medspillere - blandt andet manifesteret i samarbejdet med den tyske guitarist Philipp Wiechert og dokumenteret i albummet "PhiliSöphical Journey".
Man behøves ikke være raketforsker for at kunne regne ud, at et samarbejde mellem kunstnere af denne kaliber munder ud i god musik. Hvad der måske er mere overraskende er, at summen af sammenspillet mellem de to måske er endnu større end deres individuelle bidrag - "Postcard to self" er ganske enkelt et album på et nærmest overjordisk niveau.
Først og fremmest er duoen "velcastet" - den akustiske guitar og violinen klæder hinanden fremragende og med Meinens og Falgrens tilgang til instrumentet bliver der skabt en helt igennem original sound, der træder frem som en rød tråd i hele indspilningen - uagtet de dynamiske udsving og forskelle i anvendte instrumentteknikker. En sound der understøttes yderligere af en lydmæssig produktion, der i sit nærvær er ekstremt vellykket - og som de to musikere ovenikøbet selv har stået for.
Albummets åbnings- og titelnummer "Postcard to self" præsenterer en bevægende, melankolsk og enkel melodi, der udfoldes nænsomt - først med Meinen og siden Falgren som melodibærer. Det er dejlig nuancerigt i fraseringerne, men også i de klanglige valg som eksempelvis Falgren træffer med både den pizzicerede temapræsentation og det efterfølgende strøgede B-stykke, hvor strøget har en - for den lyriske folkemusik så karakteristisk - blødhed og en deraffølgende rigt facetteret klang.
Folkemusikken danner et tydeligt fælles referencegrundlag for duoen også i numre som "By the Old Schoolhouse", den smukke "Christmas Waltz", den nærmest sitrende "On a Cold Winter's Night" samt "The Breeze and the Curtain" og "Nostalgia" hvor duoen nænsomt udvides til et lille kammerensemble bl.a. i kraft af Falgrens cellospil - et instrument han behersker misundelsesværdigt godt. Netop dette kunstgreb er anvendt så smagfuldt og nænsomt, at musikken bibeholder sin grundlæggende intimitet og samtidig bidrager det til, at albummets overordnede dramaturgi og retning holdes levende.
Numre som "La Linnea", "Watch Your Step og "A Night In Tunesia" viser at Meinen er fuldt ud på højde med Falgren, når det gælder jazzede dyder som dét at få de rytmiske underdelinger og betoninger nuanceret, så musikken swinger. Det lyder så let, men er i virkeligheden så svært, særligt i et så enkelt setup - og det swinger ikke bare, der er også masser af punch og energi i musikken. Dette gælder også den seje "The Drifter" hvor Falgrens og Meinens melodiske linjer fletter sig ind i hinanden og hvor man kan ane små referencer til den spanske Flamenco eller den argentinske Tango - genrer, der bygger på fyrighed og intensitet.
Det melodiske materiale på "Postcard to self" er glimrende, temaerne er levende og samtidig sangbare og afslører, at Falgren og Meinen også kan komponere. Bjarke Falgren og Sönke Meinen har med deres fælles debut skabt et album, der er alsidigt og samtidig homogent, teknisk virtuost og samtidig emotionelt bevægende, humoristisk og samtidig fuld af substans og ikke mindst viser både individerne Bjarke & Sönke og duoen Falgren & Meinen i en inspirerende symbiose.
At Bjarke Falgren er et musikalsk talent ud over det sædvanlige kan de færreste, der har stiftet bekendtskab med hans musik være i tvivl om. Hvad der dog springer særligt i øjnene - eller ørerne - er, hvor nærmest ubegribelig ubesværet og naturligt han bevæger sig indenfor et genrefelt, der spænder fra Jens Lysdals underfundige folkpop, over klassisk swing-jazz med referencer til f.eks. Svend Asmussen i "Hot'n Spicy", luftig folkemusik som i det prisvindende samarbejde med pianisten Nikolaj Busk, melankolsk intimitet med argentinske undertoner i duo med bandoneonvirtuosen Paolo Russo til "Catbirds" nyskabende hybrid mellem elektronica og akustisk musik eller samspil på tværs af generationer med Elith "Nulle" Nykjær - Og man kunne blive ved!
Nu har Falgren så fundet sig en legekammerat i tyske Sönke Meinen - en musiker, der hidtil har været fuldstændig ukendt for undertegnede. Ser man på Meinens diskografi, kan man notere sig, at hans bagkatalog måske er mere beskedent end Falgrens, men at det til gengæld afslører en ung musiker med en exceptionel forståelse og beherskelse af sit instrument, og som til trods for at han ofte optræder solo eller i relativt små konstellationer evner sammenspillets kunst med vanvittig lydhørhed og respekt for sine medspillere - blandt andet manifesteret i samarbejdet med den tyske guitarist Philipp Wiechert og dokumenteret i albummet "PhiliSöphical Journey".
Man behøves ikke være raketforsker for at kunne regne ud, at et samarbejde mellem kunstnere af denne kaliber munder ud i god musik. Hvad der måske er mere overraskende er, at summen af sammenspillet mellem de to måske er endnu større end deres individuelle bidrag - "Postcard to self" er ganske enkelt et album på et nærmest overjordisk niveau.
Først og fremmest er duoen "velcastet" - den akustiske guitar og violinen klæder hinanden fremragende og med Meinens og Falgrens tilgang til instrumentet bliver der skabt en helt igennem original sound, der træder frem som en rød tråd i hele indspilningen - uagtet de dynamiske udsving og forskelle i anvendte instrumentteknikker. En sound der understøttes yderligere af en lydmæssig produktion, der i sit nærvær er ekstremt vellykket - og som de to musikere ovenikøbet selv har stået for.
Albummets åbnings- og titelnummer "Postcard to self" præsenterer en bevægende, melankolsk og enkel melodi, der udfoldes nænsomt - først med Meinen og siden Falgren som melodibærer. Det er dejlig nuancerigt i fraseringerne, men også i de klanglige valg som eksempelvis Falgren træffer med både den pizzicerede temapræsentation og det efterfølgende strøgede B-stykke, hvor strøget har en - for den lyriske folkemusik så karakteristisk - blødhed og en deraffølgende rigt facetteret klang.
Folkemusikken danner et tydeligt fælles referencegrundlag for duoen også i numre som "By the Old Schoolhouse", den smukke "Christmas Waltz", den nærmest sitrende "On a Cold Winter's Night" samt "The Breeze and the Curtain" og "Nostalgia" hvor duoen nænsomt udvides til et lille kammerensemble bl.a. i kraft af Falgrens cellospil - et instrument han behersker misundelsesværdigt godt. Netop dette kunstgreb er anvendt så smagfuldt og nænsomt, at musikken bibeholder sin grundlæggende intimitet og samtidig bidrager det til, at albummets overordnede dramaturgi og retning holdes levende.
Numre som "La Linnea", "Watch Your Step og "A Night In Tunesia" viser at Meinen er fuldt ud på højde med Falgren, når det gælder jazzede dyder som dét at få de rytmiske underdelinger og betoninger nuanceret, så musikken swinger. Det lyder så let, men er i virkeligheden så svært, særligt i et så enkelt setup - og det swinger ikke bare, der er også masser af punch og energi i musikken. Dette gælder også den seje "The Drifter" hvor Falgrens og Meinens melodiske linjer fletter sig ind i hinanden og hvor man kan ane små referencer til den spanske Flamenco eller den argentinske Tango - genrer, der bygger på fyrighed og intensitet.
Det melodiske materiale på "Postcard to self" er glimrende, temaerne er levende og samtidig sangbare og afslører, at Falgren og Meinen også kan komponere. Bjarke Falgren og Sönke Meinen har med deres fælles debut skabt et album, der er alsidigt og samtidig homogent, teknisk virtuost og samtidig emotionelt bevægende, humoristisk og samtidig fuld af substans og ikke mindst viser både individerne Bjarke & Sönke og duoen Falgren & Meinen i en inspirerende symbiose.