Carsten Dahl - Dreamchild *****
STORYVILLE
Der er sagt og skrevet mange superlativer om Carsten Dahl, om hans musikalske talent, om hans evner som pianist, om hans tilgang til virket som komponist og improvisator og ikke mindst om hans musikalske åbenhed og alsidighed. Også her på siden skortede det ikke med ros da Dahl udgav albummet "Metamorphosis" med sin kvartet Carsten Dahl Experience. Men med "Dreamchild" præsenterer Dahl en plade, der i den grad udfordrer undertegnedes værktøjer som anmelder. Jazzstjerner.dk har så vidt muligt forsøgt at gøre en dyd ud af at anmelde de indsendte udgivelser på musikkens præmisser. Det har været målet at forstå musikken, at se på musikkens parametre og på den baggrund først og fremmest at beskrive, men i anmeldelsens natur også at vurdere det indsendte materiale. Det har været nok i sitets godt to-årige eksistens, men med "Dreamchild" sættes nævnte koncept på prøve. Dét i sig selv gør udgivelsen til noget særligt.
Den godt 24 minutter lange indledningssekvens "Dreamchild #1" samler glimrende essensen i hele albummet. For hvad er det, der gør, at ét enkelt tema, der grundlæggende kun består af tre toner kan holde ens opmærksomhed og ligefrem efterlade en fuldstændig bjergtaget i næsten en halv time? Er det enkelheden i kvartspringet og den efterfølgende mol-terts, er det det repetitive mønster, er det de nænsomme variationer i anslag og dynamik, er det den gradvise, minimalistiske udvidelse af ideen, er det den grænseløse relation mellem improvisation og komposition, eller er det den stædige insisteren på lytterens opmærksomhed? Svaret må være: Det hele og ingen af delene - for det er ikke de enkelte parametre, men stedet de fører lytteren hen, der er det helt særlige. Et sted hvor man glemmer tid og sted og hvor man bare er. Dahl beskriver det selv som "tilstand af forundring, fortabelse, nysgerrighed og egentlig væren i sig selv" - en tilstand som børn har nøglen til, og som vi voksne mister mere og mere greb om i takt med vores livs gang. Tænk, at man som kunstner kan skabe dette rum for lytteren - omend kun i et velgørende glimt (og tænk hvilket privilegium det må være for Dahl selv, at kunne dele dette rum med sine døtre på 2 af skæringerne).
Man må bøje sig i ærefrygt over for Carsten Dahls "Dreamchild". Det musikalske håndværk er i særklasse. Melodierne er enkle og bevægende (Dreamchild #1, #2, #5 og #6 er små mirakler i den henseende), pladens dramaturgi balancerer fornemt mellem spænding og afspænding, der veksles naturligt mellem mystik og umiddelbarhed, produktionen er formidabel og Dahls kvaliteter som pianist er indiskutable. Men det er først og fremmest Dahls egen blottelse, den helt åbne udlevering og deling af egen ballast, egne følelser, eget ståsted, egen frygt, egen glæde, af skyggesider og lys, der gør "Dreamchild" til et af de mest personlige album undertegnede har hørt i lang tid. Carsten Dahl er en helt igennem unik kunstner, der tør give sig selv fuldt ud. Dét - selve menneskeligheden - mere end noget musikalsk parameter skal stå tilbage som essensen af denne anmeldelse. Lad os værne om, hylde, støtte og nyde den enestående gave og det enestående talent Carsten Dahl udfolder i sit kunstneriske virke. Der er så få af hans kaliber.
Der er sagt og skrevet mange superlativer om Carsten Dahl, om hans musikalske talent, om hans evner som pianist, om hans tilgang til virket som komponist og improvisator og ikke mindst om hans musikalske åbenhed og alsidighed. Også her på siden skortede det ikke med ros da Dahl udgav albummet "Metamorphosis" med sin kvartet Carsten Dahl Experience. Men med "Dreamchild" præsenterer Dahl en plade, der i den grad udfordrer undertegnedes værktøjer som anmelder. Jazzstjerner.dk har så vidt muligt forsøgt at gøre en dyd ud af at anmelde de indsendte udgivelser på musikkens præmisser. Det har været målet at forstå musikken, at se på musikkens parametre og på den baggrund først og fremmest at beskrive, men i anmeldelsens natur også at vurdere det indsendte materiale. Det har været nok i sitets godt to-årige eksistens, men med "Dreamchild" sættes nævnte koncept på prøve. Dét i sig selv gør udgivelsen til noget særligt.
Den godt 24 minutter lange indledningssekvens "Dreamchild #1" samler glimrende essensen i hele albummet. For hvad er det, der gør, at ét enkelt tema, der grundlæggende kun består af tre toner kan holde ens opmærksomhed og ligefrem efterlade en fuldstændig bjergtaget i næsten en halv time? Er det enkelheden i kvartspringet og den efterfølgende mol-terts, er det det repetitive mønster, er det de nænsomme variationer i anslag og dynamik, er det den gradvise, minimalistiske udvidelse af ideen, er det den grænseløse relation mellem improvisation og komposition, eller er det den stædige insisteren på lytterens opmærksomhed? Svaret må være: Det hele og ingen af delene - for det er ikke de enkelte parametre, men stedet de fører lytteren hen, der er det helt særlige. Et sted hvor man glemmer tid og sted og hvor man bare er. Dahl beskriver det selv som "tilstand af forundring, fortabelse, nysgerrighed og egentlig væren i sig selv" - en tilstand som børn har nøglen til, og som vi voksne mister mere og mere greb om i takt med vores livs gang. Tænk, at man som kunstner kan skabe dette rum for lytteren - omend kun i et velgørende glimt (og tænk hvilket privilegium det må være for Dahl selv, at kunne dele dette rum med sine døtre på 2 af skæringerne).
Man må bøje sig i ærefrygt over for Carsten Dahls "Dreamchild". Det musikalske håndværk er i særklasse. Melodierne er enkle og bevægende (Dreamchild #1, #2, #5 og #6 er små mirakler i den henseende), pladens dramaturgi balancerer fornemt mellem spænding og afspænding, der veksles naturligt mellem mystik og umiddelbarhed, produktionen er formidabel og Dahls kvaliteter som pianist er indiskutable. Men det er først og fremmest Dahls egen blottelse, den helt åbne udlevering og deling af egen ballast, egne følelser, eget ståsted, egen frygt, egen glæde, af skyggesider og lys, der gør "Dreamchild" til et af de mest personlige album undertegnede har hørt i lang tid. Carsten Dahl er en helt igennem unik kunstner, der tør give sig selv fuldt ud. Dét - selve menneskeligheden - mere end noget musikalsk parameter skal stå tilbage som essensen af denne anmeldelse. Lad os værne om, hylde, støtte og nyde den enestående gave og det enestående talent Carsten Dahl udfolder i sit kunstneriske virke. Der er så få af hans kaliber.
