Ben Besiakov Quartet feat. Katrine Juhl ***

FREDERIKSBERG BIBLIOTEK 02.07.2011

Foto: (c) Martin Lutz

Karin Juhl præsenteres i programmet for Copenhagen Jazzfestival som en sangerinde, der synger med en afklaret, klassisk jazzfeel, der leder tankerne på Diana Krall. Hun akkompagneres af nogle Københavns fineste musikere i skikkelse af Ben Besiakov piano, Morten Ankarfeldt på bas, Frands Rifbjerg på trommer og endelig Daniel Van Kranendonk på guitar. Det er derfor med visse forventninger jeg sætter mig i bibliotekssalen på Frederiksberg Bibliotek hvortil koncerten er flyttet pga. det lunefulde danske sommervejr. I øvrigt et faktum, der ikke på forhånd gør vilkårene for koncerten dårligere i og med, at salen både har en fornuftig akustik og er udstyret med et udmærket flygel.

Koncerten indledes med bluesen "Black Coffee" og skydes igang med en fin lille guitarintro. Rytmegruppen swinger stabilt og der er et ganske fint samspil mellem Juhls vokal og Van Kranendonks guitarfills. I de efterfølgende numre "Love For Sale", "Nature Boy", "Waters Of March" og "Very Early" indsniger der sig dog efterhånden en snært af mild skuffelse hos undertegnede. De valgte standards er ellers glimrende, men de bliver ikke forløst med den personlighed og nødvendighed, som gør, at man for alvor fanges som lytter. Kvartetten bag Juhl spiller fint og både Besiakov og Ankarfeldt byder på udmærkede solistiske indspark (bl.a. i "Very Early") - til gengæld kan jeg personligt ikke helt fange sammenligningen mellem Karin Juhl og Diana Krall. Juhl har ganske vist en moden og i positiv forstand lidt speciel stemme, men hun er et stykke fra Kralls groundede varme, ligesom jeg personligt savner nogle flere nuancer både med hensyn til klang og variation i de melodiske/rytmiske fraser. Særligt i et nummer som "Waters Of March" med sin cykliske melodi og den store tekstmængde bliver udtrykket i fremførelsen lidt stift.

Andet sæt indledes med nummeret "Peel Me A Grape" - igen et nummer i den blues'ede ende og i den efterfølgende Mingus klassiker "Goodbye Porky Pie Hat" hæves energiniveauet ligesom der bydes på endnu en fin klaver- og bassolo. Dog aflsøres det også, at orkestret som helhed ikke er 100 % sammenspillede - et faktum Karin Juhl i øvrigt selv kommenterer - bl.a. omkring formens gang og slutningen (hvilket også kommer til udtryk i en del af de andre numre). 

Koncertens højdepunkt er en 4/4's udgave af "Tennesse Waltz" bl.a. fordi det er et af de få numre under koncerten hvor arrangementet er lidt overraskende. Van Kranendonks indledende guitarriff følges smukt til dørs af et glimrende swingende band og en fremragende solo fra Besiakovs side. Også Vand Kranendonk spiller en udmærket solo - som solist ligger hans styrker først og fremmest i det bluesorienterede univers og i en i øvrigt ganske tiltalende sound.

Alt i alt bliver det til en fin men ikke rigtig medrivende koncert.