Kwella/Bjørnskov - Slowing Down The Song
GATEWAYMUSIC
Anmeldelse på vej!
Anmeldelse på vej!
Kenneth Dahl Knudsen - Téte
Anmeldelse på vej!
Bjarke Falgren & Sönke Meinen - Postcard to self
GATEWAY MUSIC
At Bjarke Falgren er et musikalsk talent ud over det sædvanlige kan de færreste, der har stiftet bekendtskab med hans musik være i tvivl om. Hvad der dog springer særligt i øjnene - eller ørerne - er, hvor nærmest ubegribelig ubesværet og naturligt han bevæger sig indenfor et genrefelt, der spænder fra Jens Lysdals underfundige folkpop, over klassisk swing-jazz med referencer til f.eks. Svend Asmussen i "Hot'n Spicy", luftig folkemusik som i det prisvindende samarbejde med pianisten Nikolaj Busk, melankolsk intimitet med argentinske undertoner i duo med bandoneonvirtuosen Paolo Russo til "Catbirds" nyskabende hybrid mellem elektronica og akustisk musik eller samspil på tværs af generationer med Elith "Nulle" Nykjær - Og man kunne blive ved!
Nu har Falgren så fundet sig en legekammerat i tyske Sönke Meinen - en musiker, der hidtil har været fuldstændig ukendt for undertegnede. Ser man på Meinens diskografi, kan man notere sig, at hans bagkatalog måske er mere beskedent end Falgrens, men at det til gengæld afslører en ung musiker med en exceptionel forståelse og beherskelse af sit instrument, og som til trods for at han ofte optræder solo eller i relativt små konstellationer evner sammenspillets kunst med vanvittig lydhørhed og respekt for sine medspillere - blandt andet manifesteret i samarbejdet med den tyske guitarist Philipp Wiechert og dokumenteret i albummet "PhiliSöphical Journey".
Man behøves ikke være raketforsker for at kunne regne ud, at et samarbejde mellem kunstnere af denne kaliber munder ud i god musik. Hvad der måske er mere overraskende er, at summen af sammenspillet mellem de to måske er endnu større end deres individuelle bidrag - "Postcard to self" er ganske enkelt et album på et nærmest overjordisk niveau.
Først og fremmest er duoen "velcastet" - den akustiske guitar og violinen klæder hinanden fremragende og med Meinens og Falgrens tilgang til instrumentet bliver der skabt en helt igennem original sound, der træder frem som en rød tråd i hele indspilningen - uagtet de dynamiske udsving og forskelle i anvendte instrumentteknikker. En sound der understøttes yderligere af en lydmæssig produktion, der i sit nærvær er ekstremt vellykket - og som de to musikere ovenikøbet selv har stået for.
Albummets åbnings- og titelnummer "Postcard to self" præsenterer en bevægende, melankolsk og enkel melodi, der udfoldes nænsomt - først med Meinen og siden Falgren som melodibærer. Det er dejlig nuancerigt i fraseringerne, men også i de klanglige valg som eksempelvis Falgren træffer med både den pizzicerede temapræsentation og det efterfølgende strøgede B-stykke, hvor strøget har en - for den lyriske folkemusik så karakteristisk - blødhed og en deraffølgende rigt facetteret klang.
Folkemusikken danner et tydeligt fælles referencegrundlag for duoen også i numre som "By the Old Schoolhouse", den smukke "Christmas Waltz", den nærmest sitrende "On a Cold Winter's Night" samt "The Breeze and the Curtain" og "Nostalgia" hvor duoen nænsomt udvides til et lille kammerensemble bl.a. i kraft af Falgrens cellospil - et instrument han behersker misundelsesværdigt godt. Netop dette kunstgreb er anvendt så smagfuldt og nænsomt, at musikken bibeholder sin grundlæggende intimitet og samtidig bidrager det til, at albummets overordnede dramaturgi og retning holdes levende.
Numre som "La Linnea", "Watch Your Step og "A Night In Tunesia" viser at Meinen er fuldt ud på højde med Falgren, når det gælder jazzede dyder som dét at få de rytmiske underdelinger og betoninger nuanceret, så musikken swinger. Det lyder så let, men er i virkeligheden så svært, særligt i et så enkelt setup - og det swinger ikke bare, der er også masser af punch og energi i musikken. Dette gælder også den seje "The Drifter" hvor Falgrens og Meinens melodiske linjer fletter sig ind i hinanden og hvor man kan ane små referencer til den spanske Flamenco eller den argentinske Tango - genrer, der bygger på fyrighed og intensitet.
Det melodiske materiale på "Postcard to self" er glimrende, temaerne er levende og samtidig sangbare og afslører, at Falgren og Meinen også kan komponere. Bjarke Falgren og Sönke Meinen har med deres fælles debut skabt et album, der er alsidigt og samtidig homogent, teknisk virtuost og samtidig emotionelt bevægende, humoristisk og samtidig fuld af substans og ikke mindst viser både individerne Bjarke & Sönke og duoen Falgren & Meinen i en inspirerende symbiose.
At Bjarke Falgren er et musikalsk talent ud over det sædvanlige kan de færreste, der har stiftet bekendtskab med hans musik være i tvivl om. Hvad der dog springer særligt i øjnene - eller ørerne - er, hvor nærmest ubegribelig ubesværet og naturligt han bevæger sig indenfor et genrefelt, der spænder fra Jens Lysdals underfundige folkpop, over klassisk swing-jazz med referencer til f.eks. Svend Asmussen i "Hot'n Spicy", luftig folkemusik som i det prisvindende samarbejde med pianisten Nikolaj Busk, melankolsk intimitet med argentinske undertoner i duo med bandoneonvirtuosen Paolo Russo til "Catbirds" nyskabende hybrid mellem elektronica og akustisk musik eller samspil på tværs af generationer med Elith "Nulle" Nykjær - Og man kunne blive ved!
Nu har Falgren så fundet sig en legekammerat i tyske Sönke Meinen - en musiker, der hidtil har været fuldstændig ukendt for undertegnede. Ser man på Meinens diskografi, kan man notere sig, at hans bagkatalog måske er mere beskedent end Falgrens, men at det til gengæld afslører en ung musiker med en exceptionel forståelse og beherskelse af sit instrument, og som til trods for at han ofte optræder solo eller i relativt små konstellationer evner sammenspillets kunst med vanvittig lydhørhed og respekt for sine medspillere - blandt andet manifesteret i samarbejdet med den tyske guitarist Philipp Wiechert og dokumenteret i albummet "PhiliSöphical Journey".
Man behøves ikke være raketforsker for at kunne regne ud, at et samarbejde mellem kunstnere af denne kaliber munder ud i god musik. Hvad der måske er mere overraskende er, at summen af sammenspillet mellem de to måske er endnu større end deres individuelle bidrag - "Postcard to self" er ganske enkelt et album på et nærmest overjordisk niveau.
Først og fremmest er duoen "velcastet" - den akustiske guitar og violinen klæder hinanden fremragende og med Meinens og Falgrens tilgang til instrumentet bliver der skabt en helt igennem original sound, der træder frem som en rød tråd i hele indspilningen - uagtet de dynamiske udsving og forskelle i anvendte instrumentteknikker. En sound der understøttes yderligere af en lydmæssig produktion, der i sit nærvær er ekstremt vellykket - og som de to musikere ovenikøbet selv har stået for.
Albummets åbnings- og titelnummer "Postcard to self" præsenterer en bevægende, melankolsk og enkel melodi, der udfoldes nænsomt - først med Meinen og siden Falgren som melodibærer. Det er dejlig nuancerigt i fraseringerne, men også i de klanglige valg som eksempelvis Falgren træffer med både den pizzicerede temapræsentation og det efterfølgende strøgede B-stykke, hvor strøget har en - for den lyriske folkemusik så karakteristisk - blødhed og en deraffølgende rigt facetteret klang.
Folkemusikken danner et tydeligt fælles referencegrundlag for duoen også i numre som "By the Old Schoolhouse", den smukke "Christmas Waltz", den nærmest sitrende "On a Cold Winter's Night" samt "The Breeze and the Curtain" og "Nostalgia" hvor duoen nænsomt udvides til et lille kammerensemble bl.a. i kraft af Falgrens cellospil - et instrument han behersker misundelsesværdigt godt. Netop dette kunstgreb er anvendt så smagfuldt og nænsomt, at musikken bibeholder sin grundlæggende intimitet og samtidig bidrager det til, at albummets overordnede dramaturgi og retning holdes levende.
Numre som "La Linnea", "Watch Your Step og "A Night In Tunesia" viser at Meinen er fuldt ud på højde med Falgren, når det gælder jazzede dyder som dét at få de rytmiske underdelinger og betoninger nuanceret, så musikken swinger. Det lyder så let, men er i virkeligheden så svært, særligt i et så enkelt setup - og det swinger ikke bare, der er også masser af punch og energi i musikken. Dette gælder også den seje "The Drifter" hvor Falgrens og Meinens melodiske linjer fletter sig ind i hinanden og hvor man kan ane små referencer til den spanske Flamenco eller den argentinske Tango - genrer, der bygger på fyrighed og intensitet.
Det melodiske materiale på "Postcard to self" er glimrende, temaerne er levende og samtidig sangbare og afslører, at Falgren og Meinen også kan komponere. Bjarke Falgren og Sönke Meinen har med deres fælles debut skabt et album, der er alsidigt og samtidig homogent, teknisk virtuost og samtidig emotionelt bevægende, humoristisk og samtidig fuld af substans og ikke mindst viser både individerne Bjarke & Sönke og duoen Falgren & Meinen i en inspirerende symbiose.
Sloth - Viding - Harbeck - Kind Of Green
GATEWAY MUSIC
Ole Sloth er et af de mere ubeskrevne blade blandt overfloden af danske jazzpianister, men ikke desto mindre har han flere udgivelser på CV'et. På nærværende album har han allieret sig med to medspillere, der hver især hører til det ypperste inden for deres generation og instrument - ikke bare på den danske, men også internationale jazzscene, idet Mads Vinding og Jan Harbeck kompletterer Sloths trio. Og man forstår godt, at Sloth har valgt så garvede Musikere - for konceptet til pladen er ganske ambitiøst: Ideen med "Kind Of Green" er at præsentere danske evergreens (ifølge presseteksten sange, som har hængt ved og som vi alle kender og holder af) fra forskellige tidspunkter og genrer i jazzklæder for på den måde at skabe nogle danske Jazzstandards. I undertegnedes optik er det noget af et vovestykke, blandt andet fordi sangenes status som "evergreens" ligger i vidt forskellige parametre. For mens "Joanna", "Så længe jeg lever" og "Ølhunden glammer" i høj grad lever af samspillet mellem melodisk enkelhed, tekstunivers, de oprindelige kunstneres originale fortolkninger og den tidsånd de er skrevet ind i, så er salmer som "Dejlig er jorden" samt "Altid frejdig når du går" og deres popularitet i højere grad knyttet til betydningen af særlige - som regel højtidelige anledninger - ofte direkte knyttet til kirken og dens højtider. "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" derimod er sange, der hos mange har fungeret som vuggeviser både i ens egen barndom og siden for børn og børnebørn. På den måde er stort set hele repertoiret på "Kind of Green" nærmest uløseligt knyttet til en stærk kontekst, og som lytter - i dette tilfælde anmelder - er kunsten ikke at lade ens egen oplevelse af sangenes stærke identifikation med deres kontekst stå i vejen for oplevelsen og dermed vurderingen af musikken.
Albummet åbner med en ganske vellykket versionering af Bent Fabricius Bjerres tema for successerien "Matador". Nummeret bygger på et gennemgående basostinat, som serveres tight samt nuanceret swingende og fører den oprindelige melodi ud mod nyt harmonisk territorium. Samtidigt får nummeret en mere rumlig karakter, hvor det er stemningen og ikke den dramaturgiske eller dynamiske udvikling og variation, der står i centrum - det er godt tænkt og veludført. Både "Dejlig er jorden" og "Altid frejdig når du går" åbner med lyriske forspil af hhv. Sloth og Vinding. Begge salmer udfolder sig som klassiske ballader hvor de oprindelige melodier og harmoniseringer træder frem som klare referencer og hvor variationerne er nænsomt anbragt. Særligt Jan Harbecks tenorsaxofon skinner her igennem med en tone og originalitet, der er unik herhjemme, hvilket også gør sig gældende for hans improvisatoriske iderigdom og fraseringsevne. Tilsvarende viser sig i "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" hvor det er Mads Vinding, der viser, hvorfor han er en bassist med 600 udgivelser på CV'et. Der er ingen metaltræthed at spore her.
Ole Sloths arrangementer er smagfulde og originale og som pianist formår han særligt i de stille numre at akkompagnere på ganske smuk og lydhør vis, ligesom han bidrager med nogle fine soli. Derudover viser han sig som glimrende komponist i de to originale kompositioner, som bidrager fint til albummets røde tråd og dramaturgi.
Indspilningen er en liveindspilning - dét taget i betragtning er det en glimrende lydmæssig produktion, og man får en dejlig fornemmelse for nærværet mellem publikum og trioen i løbet af koncerten. Og så kan man fint leve med, at der er nogle få numre, der isoleret set byder på melodier og harmoniske muligheder, der ikke synes helt stærke nok til at kunne bære "jazzificeringen". Således virker særligt Kim Larsens "Joanna" og måske også John Mogensens "Så længe jeg lever" en kende forcerede og improvisationerne en smule mere søgende. Men igen: Måske er det den indledningsvist nævnte oplevelse af en anden tilgrundliggende kontekst, der giver undertegnede denne oplevelse? Det skal i hvert fald ikke falde denne koncert, der i sin grundessens fungerer glimrende - også som albumudgivelse - til last.
Ole Sloth er et af de mere ubeskrevne blade blandt overfloden af danske jazzpianister, men ikke desto mindre har han flere udgivelser på CV'et. På nærværende album har han allieret sig med to medspillere, der hver især hører til det ypperste inden for deres generation og instrument - ikke bare på den danske, men også internationale jazzscene, idet Mads Vinding og Jan Harbeck kompletterer Sloths trio. Og man forstår godt, at Sloth har valgt så garvede Musikere - for konceptet til pladen er ganske ambitiøst: Ideen med "Kind Of Green" er at præsentere danske evergreens (ifølge presseteksten sange, som har hængt ved og som vi alle kender og holder af) fra forskellige tidspunkter og genrer i jazzklæder for på den måde at skabe nogle danske Jazzstandards. I undertegnedes optik er det noget af et vovestykke, blandt andet fordi sangenes status som "evergreens" ligger i vidt forskellige parametre. For mens "Joanna", "Så længe jeg lever" og "Ølhunden glammer" i høj grad lever af samspillet mellem melodisk enkelhed, tekstunivers, de oprindelige kunstneres originale fortolkninger og den tidsånd de er skrevet ind i, så er salmer som "Dejlig er jorden" samt "Altid frejdig når du går" og deres popularitet i højere grad knyttet til betydningen af særlige - som regel højtidelige anledninger - ofte direkte knyttet til kirken og dens højtider. "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" derimod er sange, der hos mange har fungeret som vuggeviser både i ens egen barndom og siden for børn og børnebørn. På den måde er stort set hele repertoiret på "Kind of Green" nærmest uløseligt knyttet til en stærk kontekst, og som lytter - i dette tilfælde anmelder - er kunsten ikke at lade ens egen oplevelse af sangenes stærke identifikation med deres kontekst stå i vejen for oplevelsen og dermed vurderingen af musikken.
Albummet åbner med en ganske vellykket versionering af Bent Fabricius Bjerres tema for successerien "Matador". Nummeret bygger på et gennemgående basostinat, som serveres tight samt nuanceret swingende og fører den oprindelige melodi ud mod nyt harmonisk territorium. Samtidigt får nummeret en mere rumlig karakter, hvor det er stemningen og ikke den dramaturgiske eller dynamiske udvikling og variation, der står i centrum - det er godt tænkt og veludført. Både "Dejlig er jorden" og "Altid frejdig når du går" åbner med lyriske forspil af hhv. Sloth og Vinding. Begge salmer udfolder sig som klassiske ballader hvor de oprindelige melodier og harmoniseringer træder frem som klare referencer og hvor variationerne er nænsomt anbragt. Særligt Jan Harbecks tenorsaxofon skinner her igennem med en tone og originalitet, der er unik herhjemme, hvilket også gør sig gældende for hans improvisatoriske iderigdom og fraseringsevne. Tilsvarende viser sig i "I skovens dybe stille ro" og "Solen er så rød mor" hvor det er Mads Vinding, der viser, hvorfor han er en bassist med 600 udgivelser på CV'et. Der er ingen metaltræthed at spore her.
Ole Sloths arrangementer er smagfulde og originale og som pianist formår han særligt i de stille numre at akkompagnere på ganske smuk og lydhør vis, ligesom han bidrager med nogle fine soli. Derudover viser han sig som glimrende komponist i de to originale kompositioner, som bidrager fint til albummets røde tråd og dramaturgi.
Indspilningen er en liveindspilning - dét taget i betragtning er det en glimrende lydmæssig produktion, og man får en dejlig fornemmelse for nærværet mellem publikum og trioen i løbet af koncerten. Og så kan man fint leve med, at der er nogle få numre, der isoleret set byder på melodier og harmoniske muligheder, der ikke synes helt stærke nok til at kunne bære "jazzificeringen". Således virker særligt Kim Larsens "Joanna" og måske også John Mogensens "Så længe jeg lever" en kende forcerede og improvisationerne en smule mere søgende. Men igen: Måske er det den indledningsvist nævnte oplevelse af en anden tilgrundliggende kontekst, der giver undertegnede denne oplevelse? Det skal i hvert fald ikke falde denne koncert, der i sin grundessens fungerer glimrende - også som albumudgivelse - til last.
Snorre Kirk - Beat
STUNT RECORDS
Lad det være sagt med det samme: Forventningerne er høje, når man dykker ned i Snorre Kirks musikalske univers. Først og fremmest fordi han med de tre forudgående albumudgivelser "Blues Modernism", "Europa" og "Drummer and Composer" selv har lagt et utrolig højt niveau, men også fordi den nye udgivelse "Beat" i det medfølgende pressemateriale præsenteres som hans hidtil mest ambitiøse og personlige. Indfris forventningerne så? Hertil må man sige både ja - og nej - hvilket måske umiddelbart lyder kritisk, men i denne sammenhæng faktisk er tænkt som en uforbeholden ros. For at forventninger ikke indfris, kan jo faktisk betyde, at man overraskes af det man hører. Og selvom overraskelserne i "Beat" ikke præsenteres i stil med chokeffekterne i en gyserfilm, så manifesterer de sig løbende og nænsomt i albummets små 40 minutters spilletid.
Kaptajn Kirk er en formidabel kapelmester. For det første udstyrer han sine musikere med nogle temaer og arrangementer som er både iørefaldende, varierede og rytmisk interessante. For det andet er man ikke et sekund i tvivl om, at han har skrevet musikken med netop den nærværende konstellation for øje. Således kommer både den efterhånden veldefinerede, nærmest signaturorienterede ensemblesound og de enkelte musikeres individuelle personligheder til udtryk - og til deres ret. Om det så er Harbecks nærmest underspillede, fløjlsbløde tenorsax i åbneren "Exotica", Wicklunds klangligt vildt varierende kornet i numre som netop nævnte "Exotica" eller "Blues Arabesque", Magnus Hjorts klaver i den smukke ballade "Portrait", Klas Lindquists altsax i "Monaco" eller Mørks og Kirks både rytmisk og klangligt fabelagtige bas- og trommespil. Alle har og får deres egen plads - men først og fremmest er summen af de enkelte musikeres indspark endnu større end dem selv som musikalske individer. I tilgift er pladens lydmæssige produktion så exceptionelt god, at sekstetten nærmest suppleres af et syvende instrument.
Dét undertegnede særligt betages af, er at Kirk tør holde fast i at kreere musik, der både taler til den helt almindelige og den kunstnerisk højtragende lytter. At det lykkes, skyldes først og fremmest, at ensemblespillet er vanvittig gennemført. Her serveres en detaljerrigdom i de fællesfraseringer, der er svær at nedskrive og indstudere, men som måske netop kræver et orkester hvor musikerne er så lydhøre, afslappede og opslugte, at det nærmest bliver telepatisk. At Kirk formår at skabe dette rum er måske det mest beundringsværdige. Hvorfor? Fordi det er uhyggelig svært at lære og måske mest af alt vidner om personligheden bag musikeren og komponisten.
Indledningsvist blev det nævnt at "Beat" rummede overraskelser. De ligger i detaljen - bl.a. i at Lindquist f.eks. periodevist veksler til klarinet, eller at ensemblespillet i udgivelsens dramaturgi pludselig brydes af et regulært klavernummer, som den allerede nævnte "Portrait". Men den største overraskelse er måske, at Snorre Kirks orkester lyder fuldstændig som altid - uden at man på noget tidspunkt tænker "det har vi hørt før" eller "nu bliver det altså kedeligt". Man forstår godt, at Snorre Kirk har vundet et stort publikum - for der er altså tale om jazz i international klasse!
Lad det være sagt med det samme: Forventningerne er høje, når man dykker ned i Snorre Kirks musikalske univers. Først og fremmest fordi han med de tre forudgående albumudgivelser "Blues Modernism", "Europa" og "Drummer and Composer" selv har lagt et utrolig højt niveau, men også fordi den nye udgivelse "Beat" i det medfølgende pressemateriale præsenteres som hans hidtil mest ambitiøse og personlige. Indfris forventningerne så? Hertil må man sige både ja - og nej - hvilket måske umiddelbart lyder kritisk, men i denne sammenhæng faktisk er tænkt som en uforbeholden ros. For at forventninger ikke indfris, kan jo faktisk betyde, at man overraskes af det man hører. Og selvom overraskelserne i "Beat" ikke præsenteres i stil med chokeffekterne i en gyserfilm, så manifesterer de sig løbende og nænsomt i albummets små 40 minutters spilletid.
Kaptajn Kirk er en formidabel kapelmester. For det første udstyrer han sine musikere med nogle temaer og arrangementer som er både iørefaldende, varierede og rytmisk interessante. For det andet er man ikke et sekund i tvivl om, at han har skrevet musikken med netop den nærværende konstellation for øje. Således kommer både den efterhånden veldefinerede, nærmest signaturorienterede ensemblesound og de enkelte musikeres individuelle personligheder til udtryk - og til deres ret. Om det så er Harbecks nærmest underspillede, fløjlsbløde tenorsax i åbneren "Exotica", Wicklunds klangligt vildt varierende kornet i numre som netop nævnte "Exotica" eller "Blues Arabesque", Magnus Hjorts klaver i den smukke ballade "Portrait", Klas Lindquists altsax i "Monaco" eller Mørks og Kirks både rytmisk og klangligt fabelagtige bas- og trommespil. Alle har og får deres egen plads - men først og fremmest er summen af de enkelte musikeres indspark endnu større end dem selv som musikalske individer. I tilgift er pladens lydmæssige produktion så exceptionelt god, at sekstetten nærmest suppleres af et syvende instrument.
Dét undertegnede særligt betages af, er at Kirk tør holde fast i at kreere musik, der både taler til den helt almindelige og den kunstnerisk højtragende lytter. At det lykkes, skyldes først og fremmest, at ensemblespillet er vanvittig gennemført. Her serveres en detaljerrigdom i de fællesfraseringer, der er svær at nedskrive og indstudere, men som måske netop kræver et orkester hvor musikerne er så lydhøre, afslappede og opslugte, at det nærmest bliver telepatisk. At Kirk formår at skabe dette rum er måske det mest beundringsværdige. Hvorfor? Fordi det er uhyggelig svært at lære og måske mest af alt vidner om personligheden bag musikeren og komponisten.
Indledningsvist blev det nævnt at "Beat" rummede overraskelser. De ligger i detaljen - bl.a. i at Lindquist f.eks. periodevist veksler til klarinet, eller at ensemblespillet i udgivelsens dramaturgi pludselig brydes af et regulært klavernummer, som den allerede nævnte "Portrait". Men den største overraskelse er måske, at Snorre Kirks orkester lyder fuldstændig som altid - uden at man på noget tidspunkt tænker "det har vi hørt før" eller "nu bliver det altså kedeligt". Man forstår godt, at Snorre Kirk har vundet et stort publikum - for der er altså tale om jazz i international klasse!
Kristian Fogh - Long Story Short
GATEWAY MUSIC
Kristian Fogh er først og fremmest kendt og anerkendt som sideman, og har i netop denne rolle vist, at han favner ganske bredt. Han spiller med både Lars Lilholt og med Mike Andersen - førstnævnte med afsæt i folkemusikken og sidstnævnte med en stærk forankring i blues-musikken. Efter en del års tilløb springer Fogh med albummet "Long Story Short" ud som kapelmester med et hold af musikere, der ligeledes er kendt fra roller som sidemen, men også som anerkendte solister.
Albummet præsenterer instrumentalmusik, som vel bedst kan beskrives som fusionsmusik. Både i mere snæver forstand som i flere numre, der hanker op i grænselandet mellem jazz, rock og pop som hos f.eks. amerikanske Yellowjackets, men også i mere bred forstand, hvor der findes inspiration i bl.a. folkemusikken og den afrikanske eller caribisk inspirerede musik. Det betyder, at albummet stritter i forskellige retninger - et punkt mange anmeldere sikkert vil bruge som anke, men som i virkeligheden er en af udgivelsens klare styrker.
Der lægges ud med nummeret "Golden Friend" som med et inciterende groove, iørefaldende tema og masser af energi viser en kvartet med stor rutine og stort overskud. Kristian Fogh (p), Mikkel Riber (b) og Eddi Jarl swinger glimrende og tæt sammen som bund til Michael Bladts fornemme saxofonspil, og man fornemmer at store dele af udgivelsen bygger på en "rumlig" forståelse af musikken, hvor det ikke nødvendigvis er de store dynamiske kontraster der er udgangspunkt for en regulær historiefortælling, men hvor det mere handler om at skabe og formidle en grundlæggende stemning. Dette fungerer ganske vellykket i det allerede nævnte indledningsnummer, men også i den efterfølgende ballade "Pokerface" samt i albummets titelnummer, der med trommernes gennemgående kantslagsgroove trækker forsigtige tråde tilbage til f.eks. Weather Report og hvor både Bladt og Fogh viser sig som fine solister.
Der er mere ro på "Calm Boy" og "Sleepy Ellen" som præsenterer Mads Kjøller-Henningsen på tværfløjte. De nævnte numre stritter lidt ud rent stilistisk - måske særligt førstnævnte, men er med til at skabe variation i albummets dramaturgi. Det samme gør sig gældende for nummeret "Memba Memba", der med sit enkle groove og enkle tema minder om afrikansk high life eller caribisk musik som bl.a. eksponeres så fremragende af en kunstner som Michel Camillo og som i øvrigt afslører hvorfor Mikkel Riber er en aldeles efterspurgt bassist i den danske musikverden - han groover simpelthen fremragende.
"Long Story Short" er en håndværksmæssigt upåklageligt udført plade, der har sine styrker i et gedigent sammenspil mellem nogle yderst kompetente musikere og en god, gennemgående energi. Den rammer måske ikke undertegnede dybt nede i hjertekulen, men det er næppe heller musikkens egentlige mission. Til gengæld viser den at Kristian Fogh sagtens kan stå på egne ben, og at første gang forhåbentlig ikke er sidste gang!
Kristian Fogh er først og fremmest kendt og anerkendt som sideman, og har i netop denne rolle vist, at han favner ganske bredt. Han spiller med både Lars Lilholt og med Mike Andersen - førstnævnte med afsæt i folkemusikken og sidstnævnte med en stærk forankring i blues-musikken. Efter en del års tilløb springer Fogh med albummet "Long Story Short" ud som kapelmester med et hold af musikere, der ligeledes er kendt fra roller som sidemen, men også som anerkendte solister.
Albummet præsenterer instrumentalmusik, som vel bedst kan beskrives som fusionsmusik. Både i mere snæver forstand som i flere numre, der hanker op i grænselandet mellem jazz, rock og pop som hos f.eks. amerikanske Yellowjackets, men også i mere bred forstand, hvor der findes inspiration i bl.a. folkemusikken og den afrikanske eller caribisk inspirerede musik. Det betyder, at albummet stritter i forskellige retninger - et punkt mange anmeldere sikkert vil bruge som anke, men som i virkeligheden er en af udgivelsens klare styrker.
Der lægges ud med nummeret "Golden Friend" som med et inciterende groove, iørefaldende tema og masser af energi viser en kvartet med stor rutine og stort overskud. Kristian Fogh (p), Mikkel Riber (b) og Eddi Jarl swinger glimrende og tæt sammen som bund til Michael Bladts fornemme saxofonspil, og man fornemmer at store dele af udgivelsen bygger på en "rumlig" forståelse af musikken, hvor det ikke nødvendigvis er de store dynamiske kontraster der er udgangspunkt for en regulær historiefortælling, men hvor det mere handler om at skabe og formidle en grundlæggende stemning. Dette fungerer ganske vellykket i det allerede nævnte indledningsnummer, men også i den efterfølgende ballade "Pokerface" samt i albummets titelnummer, der med trommernes gennemgående kantslagsgroove trækker forsigtige tråde tilbage til f.eks. Weather Report og hvor både Bladt og Fogh viser sig som fine solister.
Der er mere ro på "Calm Boy" og "Sleepy Ellen" som præsenterer Mads Kjøller-Henningsen på tværfløjte. De nævnte numre stritter lidt ud rent stilistisk - måske særligt førstnævnte, men er med til at skabe variation i albummets dramaturgi. Det samme gør sig gældende for nummeret "Memba Memba", der med sit enkle groove og enkle tema minder om afrikansk high life eller caribisk musik som bl.a. eksponeres så fremragende af en kunstner som Michel Camillo og som i øvrigt afslører hvorfor Mikkel Riber er en aldeles efterspurgt bassist i den danske musikverden - han groover simpelthen fremragende.
"Long Story Short" er en håndværksmæssigt upåklageligt udført plade, der har sine styrker i et gedigent sammenspil mellem nogle yderst kompetente musikere og en god, gennemgående energi. Den rammer måske ikke undertegnede dybt nede i hjertekulen, men det er næppe heller musikkens egentlige mission. Til gengæld viser den at Kristian Fogh sagtens kan stå på egne ben, og at første gang forhåbentlig ikke er sidste gang!
Christian Vuust - Urban Hymn
AERO MUSIC
Christian Vuust beskriver i sit pressemateriale "Urban Hymn" som en hyldest til byen New York, hvor han i forsommeren 2013 bosatte sig i en periode på to måneder for at øve, spille og komponere musik. Som afslutning på sit ophold begav han sig i studiet for at indspille nærværende udgivelse med nogle af sine personlige favoritmusikere. At rykke teltpælene op og bosætte sig i fremmede omgivelser for at finde inspiration minder på mange måder om tanken bag en klassisk dannelsesrejse. Man fornemmer da også snerten af noget søgende - måske længende - og samtidigt noget enormt gedigent, jordbundent og roligt i det udtryk Vuust og hans medmusikere etablerer på "Urban Hymn".
Pladen emmer af kvalitet. Først og fremmest er kompositionerne aldeles fremragende. Vuust mestrer den fine balance mellem let tilgængelig, sangbar melodiføring og relativt transparente harmoniske strukturer uden at være i klichéernes vold. Samtidig er der gennem alle skæringer på albummet en fin vekslen mellem at tilgodese lytterens umiddelbare forventninger og at gå overraskelsernes vej. Endelig bliver der på ganske elegant vis kælet for detaljen, fint illustreret i den nænsomt dynamisk opbyggende sekvens i indledningsnummerets afrundning og den afsluttende - nu modulerede - temapræsentation. Både nævnte "Helgenæs", "Urban Hymn", "Fjer" og den umådelig smukke ballade "Summer Bygone" (som bygger på en traditionel Inuit sang fra Grønland) vidner om at Vuust er en komponist hvis materiale bygger på lige dele teknisk tæft og individuel substans - ikke underligt, at han netop er blevet nomineret til en Danish Music Award Jazz som årets danske jazzkomponist.
"Urban Hymn" præsenterer udover de fornemme kompositioner også musikere med indiskutable evner. Vuusts tone er elegant, luftig og dog distinkt, mens pianisten Aaron Parks overbeviser både i sit akkompagnerende spil og i sine soli, som er velstrukturerede og opfindsomme, ligesom han har oparbejdet et meget nuanceret anslag. Bassisten Ben Street skaber et enormt stabilt fundament, mens trommeslageren Jeff Ballard er med til at løfte albummets niveau med virkelig inspireret, klangligt nuanceret og opfindsomt trommespil. Sammenspillet i kvartetten er fornemt - bl.a. illustreret i den frit fabulerende "Rubato NYC", der vidner om musikernes lydhørhed og nærvær.
Også produktionen er vellykket. James Farber, Ted Tuthill og ikke mindst Mark Wilder har i både indspilningsproces, mixning og særligt mastering formået at bevare kvartettens nærvær, hvor hvert instrument står lysende klart individuelt, samtidig med at ensemblesounden står veldefineret. På denne måde underbygger produktionen den fine spænding mellem billedet af det lidt tørre, støvede storbyunivers og Vuusts mere lyse, nordisk orienterede baggrund.
Endelig er dramaturgien i udgivelsens forløb ganske fin. Selvom, det sker med relativt små armbevægelser er der masser af variation i både dynamik og tematik, samtidig med at der holdes fast i en allesteds nærværende rød tråd. "Urban Hymn" er en virkelig anbefalelsesværdig plade med dybte og substans.
Christian Vuust beskriver i sit pressemateriale "Urban Hymn" som en hyldest til byen New York, hvor han i forsommeren 2013 bosatte sig i en periode på to måneder for at øve, spille og komponere musik. Som afslutning på sit ophold begav han sig i studiet for at indspille nærværende udgivelse med nogle af sine personlige favoritmusikere. At rykke teltpælene op og bosætte sig i fremmede omgivelser for at finde inspiration minder på mange måder om tanken bag en klassisk dannelsesrejse. Man fornemmer da også snerten af noget søgende - måske længende - og samtidigt noget enormt gedigent, jordbundent og roligt i det udtryk Vuust og hans medmusikere etablerer på "Urban Hymn".
Pladen emmer af kvalitet. Først og fremmest er kompositionerne aldeles fremragende. Vuust mestrer den fine balance mellem let tilgængelig, sangbar melodiføring og relativt transparente harmoniske strukturer uden at være i klichéernes vold. Samtidig er der gennem alle skæringer på albummet en fin vekslen mellem at tilgodese lytterens umiddelbare forventninger og at gå overraskelsernes vej. Endelig bliver der på ganske elegant vis kælet for detaljen, fint illustreret i den nænsomt dynamisk opbyggende sekvens i indledningsnummerets afrundning og den afsluttende - nu modulerede - temapræsentation. Både nævnte "Helgenæs", "Urban Hymn", "Fjer" og den umådelig smukke ballade "Summer Bygone" (som bygger på en traditionel Inuit sang fra Grønland) vidner om at Vuust er en komponist hvis materiale bygger på lige dele teknisk tæft og individuel substans - ikke underligt, at han netop er blevet nomineret til en Danish Music Award Jazz som årets danske jazzkomponist.
"Urban Hymn" præsenterer udover de fornemme kompositioner også musikere med indiskutable evner. Vuusts tone er elegant, luftig og dog distinkt, mens pianisten Aaron Parks overbeviser både i sit akkompagnerende spil og i sine soli, som er velstrukturerede og opfindsomme, ligesom han har oparbejdet et meget nuanceret anslag. Bassisten Ben Street skaber et enormt stabilt fundament, mens trommeslageren Jeff Ballard er med til at løfte albummets niveau med virkelig inspireret, klangligt nuanceret og opfindsomt trommespil. Sammenspillet i kvartetten er fornemt - bl.a. illustreret i den frit fabulerende "Rubato NYC", der vidner om musikernes lydhørhed og nærvær.
Også produktionen er vellykket. James Farber, Ted Tuthill og ikke mindst Mark Wilder har i både indspilningsproces, mixning og særligt mastering formået at bevare kvartettens nærvær, hvor hvert instrument står lysende klart individuelt, samtidig med at ensemblesounden står veldefineret. På denne måde underbygger produktionen den fine spænding mellem billedet af det lidt tørre, støvede storbyunivers og Vuusts mere lyse, nordisk orienterede baggrund.
Endelig er dramaturgien i udgivelsens forløb ganske fin. Selvom, det sker med relativt små armbevægelser er der masser af variation i både dynamik og tematik, samtidig med at der holdes fast i en allesteds nærværende rød tråd. "Urban Hymn" er en virkelig anbefalelsesværdig plade med dybte og substans.
Jens Jefsen - Jam Me Up
GATEWAY
Jens Jefsen er det, man med rette kan kalde en erfaren herre i musikbranchen - en herre, som har en 50 år lang og succesrig karriere bag sig, der har spændt vidt med roller som sideman for alskens nationale og internationale stjerner, ligesom han har fungeret som teatermusiker og frontfigur for sine egne konstellationer. Med albummet "Jam Me Up" giver Jens Jefsen et bud på sit nuværende ståsted som soloartist.
Først og fremmest viser Jefsen, at han er en bundsolid bassist, der både behersker instrumentet som akkompagnements- og soloværktøj. De elleve skæringer på udgivelsen serveres med sikkert rytmisk drive, ligesom dét Jefsen selv kalder teksturen bag melodier og soli er smagfuldt arrangeret og blender fint med den akustiske pizzikerede kontrabas. Samtidig har kapelmesteren gennem en lang karriere opbygget en fyldig, lyrisk og personlig klang med en gedigen intonation. Det er en kvalitet af de helt store, at man sidder med en klar fornemmelse af, at kunne genkende Jefsens klang blandt mange andre bassisters, og det glædelige er, at det gælder både i hans rolle som akkompagnatør og solist.
Alle numre på "Jam Me Up" er komponeret af Jens Jefsen selv med en fornem fornemmelse for gode, sangbare og let tilgængelige melodier - en kvalitet, der både kommer til udtryk i de mere afdæmpede numre som for eksempel den smukke vals "Waltzing Bits" og i mere ostinatbaserede numre som "Climb And Fall". Flere steder byder Jefsens udgivelse på referencer til eksempelvis Pat Metheny, netop fordi det "syntetiske" udtryk blandes vellykket sammen med det akustiske dito bl.a i numre som de to indledende "Take Someone's Hand" og "Input One" med guitarikonet Uffe Steen, men også i den stemningsfulde "A Scent Of Spring" (med en dejlig synth.-solo af Hans Esbjerg samt fine vokaler af Oskar Hougaard Jefsen). I undertegnedes optik er det disse numre, der fungerer allerbedst - måske fordi tilgangen til indspilningen, hvor Jefsen først har indspillet kompositionerne med kontrabassen alene og siden inviteret gæster til at berige resultatet, appellerer mere til netop denne type numre end de mere klassisk jazzorienterede, der jo netop lever meget af sammenspillet i nuet.
Når det så er sagt, så byder alle de inviterede gæstemusikere ind med høj kvalitet. Live Foyn Friis er i den grad en sangerinde, der er værd at holde øje med, mens Martin Schacks pianospil, med det lette anslag allerede har vundet stor anerkendelse (bl.a. med den glimrende udgivelse "Jazz På Dansk") og akkordeonspilleren Emir Bosnjak giver dejlig farve og variation til "Makin' Loopee" og "Wiretapping".
Jens Jefsen har selv produceret og mikset pladen og det er han sluppet ganske glimrende fra. Lyden er nærværende, balancen er god og endelig er dramaturgien på "Jam Me Up" vellykket, hvorfor "Jam Me Up" fremstår som et varieret, velspillet og lyttevenlig album.
Jens Jefsen er det, man med rette kan kalde en erfaren herre i musikbranchen - en herre, som har en 50 år lang og succesrig karriere bag sig, der har spændt vidt med roller som sideman for alskens nationale og internationale stjerner, ligesom han har fungeret som teatermusiker og frontfigur for sine egne konstellationer. Med albummet "Jam Me Up" giver Jens Jefsen et bud på sit nuværende ståsted som soloartist.
Først og fremmest viser Jefsen, at han er en bundsolid bassist, der både behersker instrumentet som akkompagnements- og soloværktøj. De elleve skæringer på udgivelsen serveres med sikkert rytmisk drive, ligesom dét Jefsen selv kalder teksturen bag melodier og soli er smagfuldt arrangeret og blender fint med den akustiske pizzikerede kontrabas. Samtidig har kapelmesteren gennem en lang karriere opbygget en fyldig, lyrisk og personlig klang med en gedigen intonation. Det er en kvalitet af de helt store, at man sidder med en klar fornemmelse af, at kunne genkende Jefsens klang blandt mange andre bassisters, og det glædelige er, at det gælder både i hans rolle som akkompagnatør og solist.
Alle numre på "Jam Me Up" er komponeret af Jens Jefsen selv med en fornem fornemmelse for gode, sangbare og let tilgængelige melodier - en kvalitet, der både kommer til udtryk i de mere afdæmpede numre som for eksempel den smukke vals "Waltzing Bits" og i mere ostinatbaserede numre som "Climb And Fall". Flere steder byder Jefsens udgivelse på referencer til eksempelvis Pat Metheny, netop fordi det "syntetiske" udtryk blandes vellykket sammen med det akustiske dito bl.a i numre som de to indledende "Take Someone's Hand" og "Input One" med guitarikonet Uffe Steen, men også i den stemningsfulde "A Scent Of Spring" (med en dejlig synth.-solo af Hans Esbjerg samt fine vokaler af Oskar Hougaard Jefsen). I undertegnedes optik er det disse numre, der fungerer allerbedst - måske fordi tilgangen til indspilningen, hvor Jefsen først har indspillet kompositionerne med kontrabassen alene og siden inviteret gæster til at berige resultatet, appellerer mere til netop denne type numre end de mere klassisk jazzorienterede, der jo netop lever meget af sammenspillet i nuet.
Når det så er sagt, så byder alle de inviterede gæstemusikere ind med høj kvalitet. Live Foyn Friis er i den grad en sangerinde, der er værd at holde øje med, mens Martin Schacks pianospil, med det lette anslag allerede har vundet stor anerkendelse (bl.a. med den glimrende udgivelse "Jazz På Dansk") og akkordeonspilleren Emir Bosnjak giver dejlig farve og variation til "Makin' Loopee" og "Wiretapping".
Jens Jefsen har selv produceret og mikset pladen og det er han sluppet ganske glimrende fra. Lyden er nærværende, balancen er god og endelig er dramaturgien på "Jam Me Up" vellykket, hvorfor "Jam Me Up" fremstår som et varieret, velspillet og lyttevenlig album.
The KutiMangoes - Afro Fire
TRAMP RECORDS
Man må tage hatten for Michael Blicher, der med små armbevægelser har skabt sig en meget fornem og vidtfavnende karriere, der rummer projekter som det bluesorienterede Radiostar, orgel/souljazz trioen Astro Buddha Agogo og ikke mindst det succesrige og højt profilerede samarbejde med den verdenskendte trommeslager Steve Gadd og det nationale orgel-fænomen Dan Hemmer. Alle de nævnte ensembler har Blicher i en helt central rolle som både komponist og arrangør, ligesom de er centrerede om lige dele rå utæmmet energi og velskrevede melodilinjer. Seneste skud på stammen er så the KutiMangoes, som ret beset må betegnes som et projekt med flere kapelmestre, idet også Gustav Rasmussen har en ganske væsentlig andel i både kompositionerne og arrangementerne, som med undtagelse af Mingus' "Moaning" og Blichers "Song For Fela" er udarbejdet af de to nævnte blæsere i fællesskab.
The KutiMangoes er i sin oprindelse et forsøg på at forene nigerianske Fela Kutis sjæl med grundideerne i Charles Mingus' arrangementer - et koncept som umiddelbart kan virke konstrueret, men som i sin forløsning giver rigtig god mening. Først og fremmest har The KutiMangoes en original klang med en besætning bestående af saxofoner, tromboner, percussion, trommer og tangenter samt et helt væld af forskellige gæster fra både ind- og udland, således at instrumentering på albummet som helhed også inkluderer guitar, balafon (minder om en marimba/xylofon i sin klang), Ngoni (guitarlignende strengeinstrument) mm. Mest vægtig er måske nok Patrick Kabré fra Burkina Faso, der med sin vokal giver blæserne "kamp" til stregen på energifronten og som bandet medbringer på diverse koncerter i efteråret. Hans bidrag på den indledende "Fire" og "Pass It On" er det perfekte krydderi i pladens samlede dramaturgi og fungerer som glimrende med- og modspil til de ellers massive blæsere og de perkussivt groove orienterede arrangementer.
Hovedparten af musikken byder på et ostinatbaseret udtryk. Temaerne er enkle og iørefaldende - spændende fra de inciterende rytmiske grooves i f.eks. "Fire" og "Something Yellow" til de bevægende og velskrevede melodier i f.eks. "Slowly" og "Desert Moon". De to saxofonister Michael Blicher og Lars Greve samt Gustav Rasmussen på trombone intonerer fremragende, deres klang er blød, personlig og nuanceret, den rytmiske timing er meget fin, ligesom det er en fornøjelse at det relativt dybe register kommer til sin ret også i samklangen. Og så har de alle sans for detaljen som f.eks. Blicher i sit fløjtespil på "Song For Fela" hvor han "nynner med" på melodilinjen hvilket giver en helt særlig klang og enorm rytmisk stringens eller Rasmussens trombone-solo i "Desert Moon".
Det er ellers ensemblespillet, der står i centrum og som er pladens største force - I den disciplin har rigtig mange afrikanske musikere stadig et lille forspring. Skal man virkelig få en fornemmelse af hvad det betyder at stille sig i det musikalske fællesskabs tjeneste, så er det værd at tage en tur til varmere himmelstrøg hvor man i den grad mestrer kunsten at tage ansvar uden at tage over. Netop her er The KutiMangoes deres relativt korte levetid til trods allerede meget langt. Et perfekt eksempel på dette er Johannes Buhl Andresen på tangenterne. Ikke alene er han væsentlig i det rytmiske samspil - han er også helt afgørende for at binde det perkussive lag og blæserne sammen. Den rolle udfylder han til perfektion og med en klanglig bevidsthed, der er forbilledlig.
Alle instrumentalister er iøvrigt fornemme - også Morten Ærø og Casper Mikkelsen på henholdsvis trommer og perkussion spiller med lige dele frihed og stringens, ligesom de forskellige gæster gør en dyd ud af ikke blot at være fyld, men reel substans.
The KutiMangoes skriver i præsentationen af deres plade, at de ikke fokuserer på at være videre autentiske - men det er lige netop det de er. Man er ikke et sekund i tvivl om, at musikerne mener det de spiller, at de er fuldstændig til stede og nærværende i deres musikalske tilgang til materiale og arrangementer, og at de ikke kopierer et eksisterende udtryk, men i stedet skaber deres eget personlige bud på varm, nutidig verdensjazz. Ganske enkelt en fornøjelse!
Man må tage hatten for Michael Blicher, der med små armbevægelser har skabt sig en meget fornem og vidtfavnende karriere, der rummer projekter som det bluesorienterede Radiostar, orgel/souljazz trioen Astro Buddha Agogo og ikke mindst det succesrige og højt profilerede samarbejde med den verdenskendte trommeslager Steve Gadd og det nationale orgel-fænomen Dan Hemmer. Alle de nævnte ensembler har Blicher i en helt central rolle som både komponist og arrangør, ligesom de er centrerede om lige dele rå utæmmet energi og velskrevede melodilinjer. Seneste skud på stammen er så the KutiMangoes, som ret beset må betegnes som et projekt med flere kapelmestre, idet også Gustav Rasmussen har en ganske væsentlig andel i både kompositionerne og arrangementerne, som med undtagelse af Mingus' "Moaning" og Blichers "Song For Fela" er udarbejdet af de to nævnte blæsere i fællesskab.
The KutiMangoes er i sin oprindelse et forsøg på at forene nigerianske Fela Kutis sjæl med grundideerne i Charles Mingus' arrangementer - et koncept som umiddelbart kan virke konstrueret, men som i sin forløsning giver rigtig god mening. Først og fremmest har The KutiMangoes en original klang med en besætning bestående af saxofoner, tromboner, percussion, trommer og tangenter samt et helt væld af forskellige gæster fra både ind- og udland, således at instrumentering på albummet som helhed også inkluderer guitar, balafon (minder om en marimba/xylofon i sin klang), Ngoni (guitarlignende strengeinstrument) mm. Mest vægtig er måske nok Patrick Kabré fra Burkina Faso, der med sin vokal giver blæserne "kamp" til stregen på energifronten og som bandet medbringer på diverse koncerter i efteråret. Hans bidrag på den indledende "Fire" og "Pass It On" er det perfekte krydderi i pladens samlede dramaturgi og fungerer som glimrende med- og modspil til de ellers massive blæsere og de perkussivt groove orienterede arrangementer.
Hovedparten af musikken byder på et ostinatbaseret udtryk. Temaerne er enkle og iørefaldende - spændende fra de inciterende rytmiske grooves i f.eks. "Fire" og "Something Yellow" til de bevægende og velskrevede melodier i f.eks. "Slowly" og "Desert Moon". De to saxofonister Michael Blicher og Lars Greve samt Gustav Rasmussen på trombone intonerer fremragende, deres klang er blød, personlig og nuanceret, den rytmiske timing er meget fin, ligesom det er en fornøjelse at det relativt dybe register kommer til sin ret også i samklangen. Og så har de alle sans for detaljen som f.eks. Blicher i sit fløjtespil på "Song For Fela" hvor han "nynner med" på melodilinjen hvilket giver en helt særlig klang og enorm rytmisk stringens eller Rasmussens trombone-solo i "Desert Moon".
Det er ellers ensemblespillet, der står i centrum og som er pladens største force - I den disciplin har rigtig mange afrikanske musikere stadig et lille forspring. Skal man virkelig få en fornemmelse af hvad det betyder at stille sig i det musikalske fællesskabs tjeneste, så er det værd at tage en tur til varmere himmelstrøg hvor man i den grad mestrer kunsten at tage ansvar uden at tage over. Netop her er The KutiMangoes deres relativt korte levetid til trods allerede meget langt. Et perfekt eksempel på dette er Johannes Buhl Andresen på tangenterne. Ikke alene er han væsentlig i det rytmiske samspil - han er også helt afgørende for at binde det perkussive lag og blæserne sammen. Den rolle udfylder han til perfektion og med en klanglig bevidsthed, der er forbilledlig.
Alle instrumentalister er iøvrigt fornemme - også Morten Ærø og Casper Mikkelsen på henholdsvis trommer og perkussion spiller med lige dele frihed og stringens, ligesom de forskellige gæster gør en dyd ud af ikke blot at være fyld, men reel substans.
The KutiMangoes skriver i præsentationen af deres plade, at de ikke fokuserer på at være videre autentiske - men det er lige netop det de er. Man er ikke et sekund i tvivl om, at musikerne mener det de spiller, at de er fuldstændig til stede og nærværende i deres musikalske tilgang til materiale og arrangementer, og at de ikke kopierer et eksisterende udtryk, men i stedet skaber deres eget personlige bud på varm, nutidig verdensjazz. Ganske enkelt en fornøjelse!
Sinne Eeg - Face The Music
STUNT
Da Sinne Eeg i foråret modtog Ben Webster prisen kunne man i pressen læse, at hun var det sikre valg og en sangerinde, der på trods af en åbenlys kvalitet i sin livekunst bevæger sig på kedsomhedens rand på sine pladeudgivelser - en sangerinde, der snarere tilpasser sig et typisk billede af en jazzsangerinde end at træde fuldt i karakter som musikalsk personlighed. For undertegnede er denne anke svær at følge, idet det snarere synes som om Sinne Eeg er det ideal af en jazzsangerinde som i hvert fald mange af nutidens yngre talenter søger at stræbe efter. En sangerinde, der behersker sit instrument til perfektion og som fra naturens side er udstyret med en klang, en timing, en fornemmelse for naturlig og afbalanceret frasering samt en musikalitet, som er de allerfærreste forundt.
Med "Face The Music" byder Sinne Eeg ind med endnu et stærkt album, og selvom der ikke er noget banebrydende nyt i hverken format eller repertoirevalg, så er det en udgivelse, der emmer af kvalitet og substans. Allerede den indledende standard "What A Little Moonlight Can Do" er et fremragende eksempel på Eegs virtuositet. Der er få, der kan få tonerne i en improviseret scat-solo til at stå så skarpt formuleret og nuanceret - det er ganske enkelt høj klasse. Det samme gør sig gældende for akkompagnementet, der står virkelig tight og fantasifuldt - ikke nødvendigvis i grundkonceptionen, men i detaljerne. Det er ikke alene fornemt spillet, men også lækkert arrangeret bl.a. med trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Michael Bladt i en souljazzet "chase" med Eeg i slutningen af nummeret.
Grundlæggende er det musikalske håndværk på et meget højt niveau og numre som "titelnummeret" "Let's Face The Music And Dance" med sin inciterende kromatiske basintro, "New Horizons" med klangligt fantasifulde og let dansende trommer samt kompetent klaversolo og endelig den latin inspirerede "I Draw A Circle" vidner om en akkompagnerende trio (Jacob Christoffersen/piano, Morten Ramsbøl/bas og Morten Lund/trommer) i den nationale superliga. Samtidig klæder det albummets dramaturgi fornemt at instrumenteringen i enkelte numre suppleres af de tidligere nævnte blæsere. Tilsvarende gør sig i øvrigt gældende for de to smukke duo indslag hvor Morten Ramsbøl "afløses" af Thomas Fonnesbæk. Både "Taking It Slow" og særligt den afsluttende "Caravan" skaber et formfuldendt nærvær.
Men det er balladerne som Bergman/Legrand klassikeren "What Are You Doing The Rest Of Your Life" og den smukke "The Best I Ever Had" med tekst af Søren Sko og musik af Sinne Eeg selv, der er undertegnedes favoritter på albummet, måske først og fremmest fordi Eeg her allerbedst viser hvor rodfæstet og sikker hun er i sin egen musikalske identitet. Det emmer af indre ro og nødvendighed og sammen med den upåklagelige produktion - som i øvrigt også giver en ekstra dimension til udtrykket på de andre numre på pladen - giver sangerinden her et bud på hvorfor det netop ikke er nødvendigt for hende at ændre på sit koncept. Det holder!
Da Sinne Eeg i foråret modtog Ben Webster prisen kunne man i pressen læse, at hun var det sikre valg og en sangerinde, der på trods af en åbenlys kvalitet i sin livekunst bevæger sig på kedsomhedens rand på sine pladeudgivelser - en sangerinde, der snarere tilpasser sig et typisk billede af en jazzsangerinde end at træde fuldt i karakter som musikalsk personlighed. For undertegnede er denne anke svær at følge, idet det snarere synes som om Sinne Eeg er det ideal af en jazzsangerinde som i hvert fald mange af nutidens yngre talenter søger at stræbe efter. En sangerinde, der behersker sit instrument til perfektion og som fra naturens side er udstyret med en klang, en timing, en fornemmelse for naturlig og afbalanceret frasering samt en musikalitet, som er de allerfærreste forundt.
Med "Face The Music" byder Sinne Eeg ind med endnu et stærkt album, og selvom der ikke er noget banebrydende nyt i hverken format eller repertoirevalg, så er det en udgivelse, der emmer af kvalitet og substans. Allerede den indledende standard "What A Little Moonlight Can Do" er et fremragende eksempel på Eegs virtuositet. Der er få, der kan få tonerne i en improviseret scat-solo til at stå så skarpt formuleret og nuanceret - det er ganske enkelt høj klasse. Det samme gør sig gældende for akkompagnementet, der står virkelig tight og fantasifuldt - ikke nødvendigvis i grundkonceptionen, men i detaljerne. Det er ikke alene fornemt spillet, men også lækkert arrangeret bl.a. med trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Michael Bladt i en souljazzet "chase" med Eeg i slutningen af nummeret.
Grundlæggende er det musikalske håndværk på et meget højt niveau og numre som "titelnummeret" "Let's Face The Music And Dance" med sin inciterende kromatiske basintro, "New Horizons" med klangligt fantasifulde og let dansende trommer samt kompetent klaversolo og endelig den latin inspirerede "I Draw A Circle" vidner om en akkompagnerende trio (Jacob Christoffersen/piano, Morten Ramsbøl/bas og Morten Lund/trommer) i den nationale superliga. Samtidig klæder det albummets dramaturgi fornemt at instrumenteringen i enkelte numre suppleres af de tidligere nævnte blæsere. Tilsvarende gør sig i øvrigt gældende for de to smukke duo indslag hvor Morten Ramsbøl "afløses" af Thomas Fonnesbæk. Både "Taking It Slow" og særligt den afsluttende "Caravan" skaber et formfuldendt nærvær.
Men det er balladerne som Bergman/Legrand klassikeren "What Are You Doing The Rest Of Your Life" og den smukke "The Best I Ever Had" med tekst af Søren Sko og musik af Sinne Eeg selv, der er undertegnedes favoritter på albummet, måske først og fremmest fordi Eeg her allerbedst viser hvor rodfæstet og sikker hun er i sin egen musikalske identitet. Det emmer af indre ro og nødvendighed og sammen med den upåklagelige produktion - som i øvrigt også giver en ekstra dimension til udtrykket på de andre numre på pladen - giver sangerinden her et bud på hvorfor det netop ikke er nødvendigt for hende at ændre på sit koncept. Det holder!
Malene Kjærgård - Happy Feet ****
CALIBRATED
Det er efterhånden ved at være en så udbredt kendskerning, at det antager et strøg af kliché: Standarden i den danske vokal jazz - særligt på kvindesiden - er skyhøj. Og det er som om det er et faktum, der har en decideret selvforstærkende effekt. Et af de nyere skud på jazzhimlen er den 27-årige Malene Kjærgård, der debuterer med albummet "Happy Feet" hvor hun er omgivet af ikke bare nogle af Københavns, men Danmarks fremmeste musikere - hvoraf mange, ligesom Kjærgård selv, er med til at tegne profilen på Københavns ældste jazzklub La Fontaine.
Som sangerinde er Malene Kjærgård i lighed med sine kolleger veluddannet, med et solidt teknisk fundament, fin intonation, god forståelse for frasering og en smuk, egal, lettere mørk, men alligevel frisk klang. Skulle man som lytter endelig savne noget, så er det måske et egentlig "medfødt" særpræg i Kjærgårds stemme, som f.eks. hos undertegnedes hjemlige favoritter Cathrine Legardh, Veronica Mortensen og Sinne Eeg. Til gengæld er det dejligt, at Malene Kjærgård selv står for store dele af sangene på "Happy Feet". Hun skriver ganske iørefaldende melodier, ligesom hun evner at skrive tekster med både indhold og flair for de små sproglige finurligheder, der holder fast i lytterens opmærksomhed.
Holdet af musikere på udgivelsen er fornemt og spilleglæden samt nærværet fejler intet, også selvom der tildels er tale om "the usual suspects" med bl.a. Peter Rosendahl på klaver, Jacob Fischer på akustisk guitar, Jan Harbeck på tenor saxofon og Snorre Kirk på trommer, ligesom der er gæsteoptrædener af sangeren/saxofonisten Mads Mathias, orgelfænomenet Kjeld Lauritsen og Mads La Cour på Flügelhorn. Endelig kompletteres Kjærgårds backingband af den fremragende guitarist Mads Kjølby og den unge, velspillende Tobias Dall Mikkelsen på bas.
Højdepunkterne på "Happy Feet" er den smukke version af klassikeren "Skylark" hvor Mads La Cour og Peter Rosendahl akkompagnerer Kjærgårds nænsomme fortolkning på smukkeste vis, Mads Mathias' duet "As Close As A Mile", hvor de to sangeres stemmer klæder hinanden fortrinligt, Kjærgårds egen bluesinspirerede "There Should Be", hvor Jacob Fischer giver den akustiske guitar et dejligt støvet udtryk med sin slide og endelig titelnummeret "Happy Feet", der balancerer fint mellem melankoli og lethed i udtrykket.
Endelig er også den lydtekniske side af udgivelsen glimrende. Lydbilledet er dejlig transparent, hvilket giver udgivelsen en sommerlig lethed. Alt i alt er Kjærgårds debut et anbefalelsesværdigt første spadestik til en karriere, der både i kraft af Kjærgårds evner som sangskriver og hendes evne til at omgive sig med dygtige medmusikere kan føre ganske langt.
Det er efterhånden ved at være en så udbredt kendskerning, at det antager et strøg af kliché: Standarden i den danske vokal jazz - særligt på kvindesiden - er skyhøj. Og det er som om det er et faktum, der har en decideret selvforstærkende effekt. Et af de nyere skud på jazzhimlen er den 27-årige Malene Kjærgård, der debuterer med albummet "Happy Feet" hvor hun er omgivet af ikke bare nogle af Københavns, men Danmarks fremmeste musikere - hvoraf mange, ligesom Kjærgård selv, er med til at tegne profilen på Københavns ældste jazzklub La Fontaine.
Som sangerinde er Malene Kjærgård i lighed med sine kolleger veluddannet, med et solidt teknisk fundament, fin intonation, god forståelse for frasering og en smuk, egal, lettere mørk, men alligevel frisk klang. Skulle man som lytter endelig savne noget, så er det måske et egentlig "medfødt" særpræg i Kjærgårds stemme, som f.eks. hos undertegnedes hjemlige favoritter Cathrine Legardh, Veronica Mortensen og Sinne Eeg. Til gengæld er det dejligt, at Malene Kjærgård selv står for store dele af sangene på "Happy Feet". Hun skriver ganske iørefaldende melodier, ligesom hun evner at skrive tekster med både indhold og flair for de små sproglige finurligheder, der holder fast i lytterens opmærksomhed.
Holdet af musikere på udgivelsen er fornemt og spilleglæden samt nærværet fejler intet, også selvom der tildels er tale om "the usual suspects" med bl.a. Peter Rosendahl på klaver, Jacob Fischer på akustisk guitar, Jan Harbeck på tenor saxofon og Snorre Kirk på trommer, ligesom der er gæsteoptrædener af sangeren/saxofonisten Mads Mathias, orgelfænomenet Kjeld Lauritsen og Mads La Cour på Flügelhorn. Endelig kompletteres Kjærgårds backingband af den fremragende guitarist Mads Kjølby og den unge, velspillende Tobias Dall Mikkelsen på bas.
Højdepunkterne på "Happy Feet" er den smukke version af klassikeren "Skylark" hvor Mads La Cour og Peter Rosendahl akkompagnerer Kjærgårds nænsomme fortolkning på smukkeste vis, Mads Mathias' duet "As Close As A Mile", hvor de to sangeres stemmer klæder hinanden fortrinligt, Kjærgårds egen bluesinspirerede "There Should Be", hvor Jacob Fischer giver den akustiske guitar et dejligt støvet udtryk med sin slide og endelig titelnummeret "Happy Feet", der balancerer fint mellem melankoli og lethed i udtrykket.
Endelig er også den lydtekniske side af udgivelsen glimrende. Lydbilledet er dejlig transparent, hvilket giver udgivelsen en sommerlig lethed. Alt i alt er Kjærgårds debut et anbefalelsesværdigt første spadestik til en karriere, der både i kraft af Kjærgårds evner som sangskriver og hendes evne til at omgive sig med dygtige medmusikere kan føre ganske langt.
Carsten Dahl - Dreamchild *****
STORYVILLE
Der er sagt og skrevet mange superlativer om Carsten Dahl, om hans musikalske talent, om hans evner som pianist, om hans tilgang til virket som komponist og improvisator og ikke mindst om hans musikalske åbenhed og alsidighed. Også her på siden skortede det ikke med ros da Dahl udgav albummet "Metamorphosis" med sin kvartet Carsten Dahl Experience. Men med "Dreamchild" præsenterer Dahl en plade, der i den grad udfordrer undertegnedes værktøjer som anmelder. Jazzstjerner.dk har så vidt muligt forsøgt at gøre en dyd ud af at anmelde de indsendte udgivelser på musikkens præmisser. Det har været målet at forstå musikken, at se på musikkens parametre og på den baggrund først og fremmest at beskrive, men i anmeldelsens natur også at vurdere det indsendte materiale. Det har været nok i sitets godt to-årige eksistens, men med "Dreamchild" sættes nævnte koncept på prøve. Dét i sig selv gør udgivelsen til noget særligt.
Den godt 24 minutter lange indledningssekvens "Dreamchild #1" samler glimrende essensen i hele albummet. For hvad er det, der gør, at ét enkelt tema, der grundlæggende kun består af tre toner kan holde ens opmærksomhed og ligefrem efterlade en fuldstændig bjergtaget i næsten en halv time? Er det enkelheden i kvartspringet og den efterfølgende mol-terts, er det det repetitive mønster, er det de nænsomme variationer i anslag og dynamik, er det den gradvise, minimalistiske udvidelse af ideen, er det den grænseløse relation mellem improvisation og komposition, eller er det den stædige insisteren på lytterens opmærksomhed? Svaret må være: Det hele og ingen af delene - for det er ikke de enkelte parametre, men stedet de fører lytteren hen, der er det helt særlige. Et sted hvor man glemmer tid og sted og hvor man bare er. Dahl beskriver det selv som "tilstand af forundring, fortabelse, nysgerrighed og egentlig væren i sig selv" - en tilstand som børn har nøglen til, og som vi voksne mister mere og mere greb om i takt med vores livs gang. Tænk, at man som kunstner kan skabe dette rum for lytteren - omend kun i et velgørende glimt (og tænk hvilket privilegium det må være for Dahl selv, at kunne dele dette rum med sine døtre på 2 af skæringerne).
Man må bøje sig i ærefrygt over for Carsten Dahls "Dreamchild". Det musikalske håndværk er i særklasse. Melodierne er enkle og bevægende (Dreamchild #1, #2, #5 og #6 er små mirakler i den henseende), pladens dramaturgi balancerer fornemt mellem spænding og afspænding, der veksles naturligt mellem mystik og umiddelbarhed, produktionen er formidabel og Dahls kvaliteter som pianist er indiskutable. Men det er først og fremmest Dahls egen blottelse, den helt åbne udlevering og deling af egen ballast, egne følelser, eget ståsted, egen frygt, egen glæde, af skyggesider og lys, der gør "Dreamchild" til et af de mest personlige album undertegnede har hørt i lang tid. Carsten Dahl er en helt igennem unik kunstner, der tør give sig selv fuldt ud. Dét - selve menneskeligheden - mere end noget musikalsk parameter skal stå tilbage som essensen af denne anmeldelse. Lad os værne om, hylde, støtte og nyde den enestående gave og det enestående talent Carsten Dahl udfolder i sit kunstneriske virke. Der er så få af hans kaliber.
Der er sagt og skrevet mange superlativer om Carsten Dahl, om hans musikalske talent, om hans evner som pianist, om hans tilgang til virket som komponist og improvisator og ikke mindst om hans musikalske åbenhed og alsidighed. Også her på siden skortede det ikke med ros da Dahl udgav albummet "Metamorphosis" med sin kvartet Carsten Dahl Experience. Men med "Dreamchild" præsenterer Dahl en plade, der i den grad udfordrer undertegnedes værktøjer som anmelder. Jazzstjerner.dk har så vidt muligt forsøgt at gøre en dyd ud af at anmelde de indsendte udgivelser på musikkens præmisser. Det har været målet at forstå musikken, at se på musikkens parametre og på den baggrund først og fremmest at beskrive, men i anmeldelsens natur også at vurdere det indsendte materiale. Det har været nok i sitets godt to-årige eksistens, men med "Dreamchild" sættes nævnte koncept på prøve. Dét i sig selv gør udgivelsen til noget særligt.
Den godt 24 minutter lange indledningssekvens "Dreamchild #1" samler glimrende essensen i hele albummet. For hvad er det, der gør, at ét enkelt tema, der grundlæggende kun består af tre toner kan holde ens opmærksomhed og ligefrem efterlade en fuldstændig bjergtaget i næsten en halv time? Er det enkelheden i kvartspringet og den efterfølgende mol-terts, er det det repetitive mønster, er det de nænsomme variationer i anslag og dynamik, er det den gradvise, minimalistiske udvidelse af ideen, er det den grænseløse relation mellem improvisation og komposition, eller er det den stædige insisteren på lytterens opmærksomhed? Svaret må være: Det hele og ingen af delene - for det er ikke de enkelte parametre, men stedet de fører lytteren hen, der er det helt særlige. Et sted hvor man glemmer tid og sted og hvor man bare er. Dahl beskriver det selv som "tilstand af forundring, fortabelse, nysgerrighed og egentlig væren i sig selv" - en tilstand som børn har nøglen til, og som vi voksne mister mere og mere greb om i takt med vores livs gang. Tænk, at man som kunstner kan skabe dette rum for lytteren - omend kun i et velgørende glimt (og tænk hvilket privilegium det må være for Dahl selv, at kunne dele dette rum med sine døtre på 2 af skæringerne).
Man må bøje sig i ærefrygt over for Carsten Dahls "Dreamchild". Det musikalske håndværk er i særklasse. Melodierne er enkle og bevægende (Dreamchild #1, #2, #5 og #6 er små mirakler i den henseende), pladens dramaturgi balancerer fornemt mellem spænding og afspænding, der veksles naturligt mellem mystik og umiddelbarhed, produktionen er formidabel og Dahls kvaliteter som pianist er indiskutable. Men det er først og fremmest Dahls egen blottelse, den helt åbne udlevering og deling af egen ballast, egne følelser, eget ståsted, egen frygt, egen glæde, af skyggesider og lys, der gør "Dreamchild" til et af de mest personlige album undertegnede har hørt i lang tid. Carsten Dahl er en helt igennem unik kunstner, der tør give sig selv fuldt ud. Dét - selve menneskeligheden - mere end noget musikalsk parameter skal stå tilbage som essensen af denne anmeldelse. Lad os værne om, hylde, støtte og nyde den enestående gave og det enestående talent Carsten Dahl udfolder i sit kunstneriske virke. Der er så få af hans kaliber.
Peter Marott - When My Dreamboat Comes Home ****
CALIBRATED
Peter Marott har i efterhånden adskillige år været en væsentlig medspiller ikke bare på den københavnske, men på hele den danske jazzscene. Først og fremmest som sideman - en rolle han har udfyldt og stadig udfylder på bedste vis i bl.a. Six City Stompers, hos Per Vers, Kira Martini m.fl. og ikke mindst som enten fast eller periodevis medlem af nogle af landets aller bedste bigbands, som f.eks. DR Bigbandet, Tivoli Bigbandet og Monday Night Bigband. Marotts kærlighed og stædige insisteren på at holde fast i og samtidig forny den traditionelle jazz har ikke bare ført til stor succes, det har også givet velfortjent anerkendelse med Palæbar-prisen i 2011.
En af de evner, som undertegnede beundrer ved Marott (og i øvrigt en hel del af hans generation af jazzmusikere) er, at de tør bringe sig selv i spil ikke bare som instrumentalister, men som musikere i mere bred forstand - som spillemænd, der udstråler en åbenhed og vilje til at indgå i et helt hav af sammenhænge og som dyrker dét at kunne spille flere roller. Når man så samtidig behersker sit instrument så glimrende som Marott, så er det kun en logisk konsekvens, at man på sigt nærer ønsket om at udgive en plade i eget navn. Til dette formål har trompetisten allieret sig med pianisten Søren Kristiansen - et match der fungerer fremragende.
"When My Dreamboat Comes Home" er et dejligt album. Repertoiret er ganske fint skruet sammen af numre fra den amerikanske sangskat. Blandt højdepunkterne er særligt "Sweet Georgia Brown", "Our Love Is Here To Stay", titelnummeret "When My Dreamboat Comes Home" og den smukke afsluttende ballade "That's all". Særligt de to førstnævnte er fremragende, måske særligt fordi de viser, at man sagtens kan have øre for gode arrangementer, selvom man ikke har øvet alt igennem i detaljer. Kristiansens akkompagnement i "Sweet Georgia Brown" er både harmonisk og rytmisk opfindsomt, ligesom hans solo afslører en pianist med både fremragende teknik og ikke mindst humor. Og så klæder nummeret Peter Marotts ukrukkede tilgang til at synge ligesom hans trompetspil er virtuost og klangligt originalt. "Our Love Is Here To Stay" viser hvor dygtig en trompetist Marott er. Hans tone, intonation og frasering er på et meget højt niveau - og så emmer nummeret af det nærvær, der gør, at man som lytter bliver bevæget.
Produktionen er enkel samt vellykket og herfra skal der lyde stor ros til Andreas Hviid og Jake Burns for henholdsvis indspilning/mix og mastering. Særligt vokal- og trompetlyd er meget varm ligesom Kristiansens rytmisk prægede stride-piano kommer fint til sin ret.
Endelig er der den ikke helt uvæsentlige detalje ved udgivelsen, at den støtter nyreforeningen og at Marott benytter den som platform for også at opfordre til at tage stilling til organdonation. Umiddelbart ikke noget, der har med musikken at gøre - og dog - for det viser Marott som et sympatisk menneske med livsballast, og netop denne ballast er måske pladens største kvalitet.
Peter Marott har i efterhånden adskillige år været en væsentlig medspiller ikke bare på den københavnske, men på hele den danske jazzscene. Først og fremmest som sideman - en rolle han har udfyldt og stadig udfylder på bedste vis i bl.a. Six City Stompers, hos Per Vers, Kira Martini m.fl. og ikke mindst som enten fast eller periodevis medlem af nogle af landets aller bedste bigbands, som f.eks. DR Bigbandet, Tivoli Bigbandet og Monday Night Bigband. Marotts kærlighed og stædige insisteren på at holde fast i og samtidig forny den traditionelle jazz har ikke bare ført til stor succes, det har også givet velfortjent anerkendelse med Palæbar-prisen i 2011.
En af de evner, som undertegnede beundrer ved Marott (og i øvrigt en hel del af hans generation af jazzmusikere) er, at de tør bringe sig selv i spil ikke bare som instrumentalister, men som musikere i mere bred forstand - som spillemænd, der udstråler en åbenhed og vilje til at indgå i et helt hav af sammenhænge og som dyrker dét at kunne spille flere roller. Når man så samtidig behersker sit instrument så glimrende som Marott, så er det kun en logisk konsekvens, at man på sigt nærer ønsket om at udgive en plade i eget navn. Til dette formål har trompetisten allieret sig med pianisten Søren Kristiansen - et match der fungerer fremragende.
"When My Dreamboat Comes Home" er et dejligt album. Repertoiret er ganske fint skruet sammen af numre fra den amerikanske sangskat. Blandt højdepunkterne er særligt "Sweet Georgia Brown", "Our Love Is Here To Stay", titelnummeret "When My Dreamboat Comes Home" og den smukke afsluttende ballade "That's all". Særligt de to førstnævnte er fremragende, måske særligt fordi de viser, at man sagtens kan have øre for gode arrangementer, selvom man ikke har øvet alt igennem i detaljer. Kristiansens akkompagnement i "Sweet Georgia Brown" er både harmonisk og rytmisk opfindsomt, ligesom hans solo afslører en pianist med både fremragende teknik og ikke mindst humor. Og så klæder nummeret Peter Marotts ukrukkede tilgang til at synge ligesom hans trompetspil er virtuost og klangligt originalt. "Our Love Is Here To Stay" viser hvor dygtig en trompetist Marott er. Hans tone, intonation og frasering er på et meget højt niveau - og så emmer nummeret af det nærvær, der gør, at man som lytter bliver bevæget.
Produktionen er enkel samt vellykket og herfra skal der lyde stor ros til Andreas Hviid og Jake Burns for henholdsvis indspilning/mix og mastering. Særligt vokal- og trompetlyd er meget varm ligesom Kristiansens rytmisk prægede stride-piano kommer fint til sin ret.
Endelig er der den ikke helt uvæsentlige detalje ved udgivelsen, at den støtter nyreforeningen og at Marott benytter den som platform for også at opfordre til at tage stilling til organdonation. Umiddelbart ikke noget, der har med musikken at gøre - og dog - for det viser Marott som et sympatisk menneske med livsballast, og netop denne ballast er måske pladens største kvalitet.
Walbum/Maintz Brazilian Quintet - Copenhagen Sao Paulo ****
GATEWAY
Der er efterhånden en hel del danske jazzmusikere, der har fundet vej til og inspiration i Brasilien. Således har bl.a. Thomas Clausen, Steen Rasmussen, Morten Ankarfeldt og Mais Uma med succes arbejdet sammen med musikere fra den anden side af Atlanten. Thomas Maintz og Thomas Walbum gør dem nu følgeskab med udgivelsen "Copenhagen Sao Paulo", der med succes blander et udgangspunkt i det klassiske jazzunivers med elementer fra både Sydamerika og Skandinavien. Resultatet er blevet et varmt, lyst og let tilgængeligt album, der byder på ganske glimrende World Jazz.
Alt materiale er skrevet af de to kapelmestre - fem numre af Maintz og tre af Walbum - og de har begge flair for at skrive relativt enkle temaer med fokus på gode, sangbare melodilinjer. Særligt den indledende "Shortcut", nummeret "Northerne Hemisphere" og den let vuggende "Take Off" er glimrende eksempler på melodier, der er umiddelbare uden at strejfe det klichéprægede.
En anden af udgivelsens indlysende kvaliteter er, at ensemblet har fundet en dejlig fælles sound. Maintz præger lydbilledet med sin akustiske guitar, der sine steder minder lidt om Pat Metheny, når denne spiller uden alskens effekter - klar og enkel i sin lyd og med afslappet teknisk overskud. Flere steder dobler Walbum/Maintz hinanden i temapræsentationerne (lyt f.eks. til tidligere nævnte "Northern Hemisphere" eller "Caipirinha") og det fungerer glimrende ligesom både Ezequiel på trommer, Pirulito på perkussion og bas ikonet Machado formår at skinne igennem som individualister og som dele af helheden - både som musikere og som del af en fornem produktion. Herfra skal der lyde en stor ros til Bruno Cardozo, Andreas Hviid og John Fomsgaard for teknik, mix og mastering.
"Copenhagen Sao Paulo" er i sagens natur også en plade, hvor det rytmiske elemet står stærkt. Og netop på det punkt er den brasilianske trio, der akkompagnerer de danske instrumentalister virkelig velcastet. Bas, trommer og perkussion spiller med et overskud og et udpræget flair for de små nuancer i betoningen af underdelingerne, der gør, at man fornemmer den lethed, der ligger i det sydamerikanske temperament. På den baggrund suppleres den mere nordiske tone i kompositionerne, så der skabes et "feel-good"-udtryk med dybde.
Alt i alt er Walbum/Maintz og deres brasilianske medmusikere et anbefalelsesværdigt bekendtskab og undertegnede kan kun opfordre til at besøge en af deres kommende koncerter under jazzfestivallerne i henholdsvis København og Århus.
Der er efterhånden en hel del danske jazzmusikere, der har fundet vej til og inspiration i Brasilien. Således har bl.a. Thomas Clausen, Steen Rasmussen, Morten Ankarfeldt og Mais Uma med succes arbejdet sammen med musikere fra den anden side af Atlanten. Thomas Maintz og Thomas Walbum gør dem nu følgeskab med udgivelsen "Copenhagen Sao Paulo", der med succes blander et udgangspunkt i det klassiske jazzunivers med elementer fra både Sydamerika og Skandinavien. Resultatet er blevet et varmt, lyst og let tilgængeligt album, der byder på ganske glimrende World Jazz.
Alt materiale er skrevet af de to kapelmestre - fem numre af Maintz og tre af Walbum - og de har begge flair for at skrive relativt enkle temaer med fokus på gode, sangbare melodilinjer. Særligt den indledende "Shortcut", nummeret "Northerne Hemisphere" og den let vuggende "Take Off" er glimrende eksempler på melodier, der er umiddelbare uden at strejfe det klichéprægede.
En anden af udgivelsens indlysende kvaliteter er, at ensemblet har fundet en dejlig fælles sound. Maintz præger lydbilledet med sin akustiske guitar, der sine steder minder lidt om Pat Metheny, når denne spiller uden alskens effekter - klar og enkel i sin lyd og med afslappet teknisk overskud. Flere steder dobler Walbum/Maintz hinanden i temapræsentationerne (lyt f.eks. til tidligere nævnte "Northern Hemisphere" eller "Caipirinha") og det fungerer glimrende ligesom både Ezequiel på trommer, Pirulito på perkussion og bas ikonet Machado formår at skinne igennem som individualister og som dele af helheden - både som musikere og som del af en fornem produktion. Herfra skal der lyde en stor ros til Bruno Cardozo, Andreas Hviid og John Fomsgaard for teknik, mix og mastering.
"Copenhagen Sao Paulo" er i sagens natur også en plade, hvor det rytmiske elemet står stærkt. Og netop på det punkt er den brasilianske trio, der akkompagnerer de danske instrumentalister virkelig velcastet. Bas, trommer og perkussion spiller med et overskud og et udpræget flair for de små nuancer i betoningen af underdelingerne, der gør, at man fornemmer den lethed, der ligger i det sydamerikanske temperament. På den baggrund suppleres den mere nordiske tone i kompositionerne, så der skabes et "feel-good"-udtryk med dybde.
Alt i alt er Walbum/Maintz og deres brasilianske medmusikere et anbefalelsesværdigt bekendtskab og undertegnede kan kun opfordre til at besøge en af deres kommende koncerter under jazzfestivallerne i henholdsvis København og Århus.
Cathrine Legardh/Brian Kellock - Love Still Wears A Smile ***** (månedens album 06-2013)
STORYVILLE
Egentlig er det ikke særlig længe siden, at Cathrine Legardh første gang gjorde sig bemærket med debut'en "Georgeous Creature" fra 2008, men alligevel sidder man - her fem år senere og på baggrund af den seneste udgivelse "Love Still Wears A Smile" - med en fornemmelse af, at den første store bue er spændt i en karriere, der for alvor har taget fart med hele fire pladeudgivelser, masser af koncerter og ikke mindst flere prisnomineringer som håndfaste spor. Legardh har villet og turdet udfordre sig selv og har med det seneste album fundet det udtryk der - i hvertfald for nuværende - klæder hende aller bedst.
For mens særligt de to foregående album "NorDisk" og "Land & Sky" har været dristige udgivelser, der hver især har afsøgt nye territorier og afprøvet grænser, så er "Love Still Wears A Smile" på mange måder et dokument, der viser to kunstnere i både individuel og fælles balance. Således emmer pladen af både indre ro og tryghed samt en fælles forståelse, der gør, at man som lytter har let ved at hengive sig.
Som vokalist er Legardh en ener. Blandt de mange dygtige sangerinder i samme generation er hun efter undertegnedes overbevisning dén med den mest originale stemme og klang. Sine steder minder hun om legendariske Monica Zetterlund, idet hun ligesom den hedengangne svensker formår at forbinde nærvær, nordisk melankoli og et let, humoristisk udtryk - fornemt illustreret i den indledende "First Song" og et af pladens skønne up tempo numre "Nobody Else But Me". Armbevægelserne er små, men Legardh formår at holde både fraseringer og klang levende, ligesom hun behersker sine registre fornemt og intonerer ganske sikkert.
Brian Kellock betegnes ikke uden grund som en af Storbritaniens fornemmeste pianister. Han har en særlig evne til at afstemme sit akkompagnement så det både støtter og udfordrer. Teknisk er der ikke meget man kan udsætte på hans spil. Samtidig er det både lyrisk, klangorienteret som i den smukke "Lazy Afternoon" og sprællevende som f.eks. i den efterfølgende "This Is New".
Repertoiret på "Love Still Wears A Smile" består udelukkende af kendte og mindre kendte standards og her må duoen roses for at have valgt numre, der fungerer fornemt som en samlet dramaturgi, således at udgivelsen får karakter af et dynamisk forløb med en klar rød tråd, og derved går langt ud over en tilfældig fremførelse af sange fra den amerikanske sangskat.
Endelig er produktionen fornem. Man fristes til at sige, at det jo er en let sag, når det nu "bare" er to musikere, der skal indspilles, men herfra skal alligevel lyde en ros til både producer Sigurdur Flosason og tekniker Andreas Hviid, der har formået at skabe og indfange et musikalsk nærvær, der er mere end anbefalelsesværdigt.
Egentlig er det ikke særlig længe siden, at Cathrine Legardh første gang gjorde sig bemærket med debut'en "Georgeous Creature" fra 2008, men alligevel sidder man - her fem år senere og på baggrund af den seneste udgivelse "Love Still Wears A Smile" - med en fornemmelse af, at den første store bue er spændt i en karriere, der for alvor har taget fart med hele fire pladeudgivelser, masser af koncerter og ikke mindst flere prisnomineringer som håndfaste spor. Legardh har villet og turdet udfordre sig selv og har med det seneste album fundet det udtryk der - i hvertfald for nuværende - klæder hende aller bedst.
For mens særligt de to foregående album "NorDisk" og "Land & Sky" har været dristige udgivelser, der hver især har afsøgt nye territorier og afprøvet grænser, så er "Love Still Wears A Smile" på mange måder et dokument, der viser to kunstnere i både individuel og fælles balance. Således emmer pladen af både indre ro og tryghed samt en fælles forståelse, der gør, at man som lytter har let ved at hengive sig.
Som vokalist er Legardh en ener. Blandt de mange dygtige sangerinder i samme generation er hun efter undertegnedes overbevisning dén med den mest originale stemme og klang. Sine steder minder hun om legendariske Monica Zetterlund, idet hun ligesom den hedengangne svensker formår at forbinde nærvær, nordisk melankoli og et let, humoristisk udtryk - fornemt illustreret i den indledende "First Song" og et af pladens skønne up tempo numre "Nobody Else But Me". Armbevægelserne er små, men Legardh formår at holde både fraseringer og klang levende, ligesom hun behersker sine registre fornemt og intonerer ganske sikkert.
Brian Kellock betegnes ikke uden grund som en af Storbritaniens fornemmeste pianister. Han har en særlig evne til at afstemme sit akkompagnement så det både støtter og udfordrer. Teknisk er der ikke meget man kan udsætte på hans spil. Samtidig er det både lyrisk, klangorienteret som i den smukke "Lazy Afternoon" og sprællevende som f.eks. i den efterfølgende "This Is New".
Repertoiret på "Love Still Wears A Smile" består udelukkende af kendte og mindre kendte standards og her må duoen roses for at have valgt numre, der fungerer fornemt som en samlet dramaturgi, således at udgivelsen får karakter af et dynamisk forløb med en klar rød tråd, og derved går langt ud over en tilfældig fremførelse af sange fra den amerikanske sangskat.
Endelig er produktionen fornem. Man fristes til at sige, at det jo er en let sag, når det nu "bare" er to musikere, der skal indspilles, men herfra skal alligevel lyde en ros til både producer Sigurdur Flosason og tekniker Andreas Hviid, der har formået at skabe og indfange et musikalsk nærvær, der er mere end anbefalelsesværdigt.
Søren Lampe Oktet - Jazz På Danska ***
GATEWAY
At den danske vokal jazz scene nærmest flyder over med begavede og originale sangerinder, hvoraf mange både har og forløser et internationalt potentiale er ingen hemmelighed. Det hører derimod til sjældenhederne, at vi hører fra en mandlig dansk vokalist. Desto mere glædeligt er det, at Søren Lampe nu for tredje gang byder ind som et bud på en national crooner. I pressemeddelelsen, der følger med albummet spilles der bevidst på en parallelisering mellem Jan Johanssons legendariske "Jazz På Svenska" og Lampes seneste udgivelse. Titlen "Jazz På Danska" mere end antyder da også, at Lampe har søgt at skabe et album, der ligesom Johanssons mesterværk tager udgangspunkt i både national tradition med bl.a. Højskolesangbogen som grundlag og international ditto, navnligt den amerikanske standard jazz. Resultatet er en grundigt og seriøst gennemarbejdet plade, der dog i vægt og nødvendighed ikke kan måle sig med den hedengangne svenske pianists udgivelse/r. Men mindre kan bestemt også gøre det!
Som vokalist er Søren Lampe en ganske dygtig håndværker. Han intonerer sikkert, ligesom han har en ret kontant og ukrukket tilgang til frasering og klang. Periodevis kan man måske savne lidt nuancer i sangerens udtryk - omvendt er Lampes tilgang med til at lade både sange, arrangementer og musikere stå stærkt frem i produktionen. Og så er det værd at bemærke, at Søren Lampe fremstår som en sanger, der har en fin rytmisk sans hvilket bl.a. kommer fornemt til udtryk i hans improvisationer/chase med guitaristen Per Gade på deres fælles nummer "Ghettodreng".
Holdet af musikere, der medvirker på indspilningen er meget stærkt og tæller nogle af landets allerbedste, når det gælder de større ensembler, herunder trommeslager Morten Lund, bassist Thomas Fonnesbæk, saxofonist Hans Ulrik og guitarist Per Gade. Derudover kompletteres blæsersektionen af Mårten Lundgren på trompet og Steen Hansen på trombone ligesom også violinsten Kristian Jørgensen får lov at "lege" med - ganske vellykket iøvrigt som nummeret "Pølsesnak" afslører. Endelig giver udgivelsen et kærkomment genhør med pianisten Kasper Villaume og man kan kun håbe, at han på sigt atter finder vej til spillestederne. Han er savnet.
Arrangementerne på udgivelsen er udfærdiget af Steen Hansen. De er overordentligt vellykkede ud fra præmissen om at de læner sig op ad bigband traditionen. Ensemblepassagerne er velskrevet og akkompagnementsrollen udføres fornemt, ligesom der er fine og sjove detaljer, der underbygger vigtige tekstlige pointer som f.eks. i de afsluttende vers af "Jens Vejmand".
Stærkest er nummeret "Pige Træd Varsomt" hvor det lidt mere afdæmpede udtryk og duo formatet (vokal og akustisk guitar) viser Lampe i en klangligt og udtryksmæssigt mere varieret rolle. Men også tidligere nævnte "Pølsesnak" og "Kys Hinanden" fungerer ganske fint - det er ganske enkelt gode sange.
"Jazz På Danska" er en plade, der byder på gedigent og veludført håndværk på alle fronter, men som aldrig når helt under huden på undertegnede. Til gengæld fornemmer man, at Søren Lampe med dette setup og denne udgivelse kan nå ud til et bredt publikum og både underholde og skabe glæde. Dét er en kvalitet, der i den grad er værd at holde sig for øje.
At den danske vokal jazz scene nærmest flyder over med begavede og originale sangerinder, hvoraf mange både har og forløser et internationalt potentiale er ingen hemmelighed. Det hører derimod til sjældenhederne, at vi hører fra en mandlig dansk vokalist. Desto mere glædeligt er det, at Søren Lampe nu for tredje gang byder ind som et bud på en national crooner. I pressemeddelelsen, der følger med albummet spilles der bevidst på en parallelisering mellem Jan Johanssons legendariske "Jazz På Svenska" og Lampes seneste udgivelse. Titlen "Jazz På Danska" mere end antyder da også, at Lampe har søgt at skabe et album, der ligesom Johanssons mesterværk tager udgangspunkt i både national tradition med bl.a. Højskolesangbogen som grundlag og international ditto, navnligt den amerikanske standard jazz. Resultatet er en grundigt og seriøst gennemarbejdet plade, der dog i vægt og nødvendighed ikke kan måle sig med den hedengangne svenske pianists udgivelse/r. Men mindre kan bestemt også gøre det!
Som vokalist er Søren Lampe en ganske dygtig håndværker. Han intonerer sikkert, ligesom han har en ret kontant og ukrukket tilgang til frasering og klang. Periodevis kan man måske savne lidt nuancer i sangerens udtryk - omvendt er Lampes tilgang med til at lade både sange, arrangementer og musikere stå stærkt frem i produktionen. Og så er det værd at bemærke, at Søren Lampe fremstår som en sanger, der har en fin rytmisk sans hvilket bl.a. kommer fornemt til udtryk i hans improvisationer/chase med guitaristen Per Gade på deres fælles nummer "Ghettodreng".
Holdet af musikere, der medvirker på indspilningen er meget stærkt og tæller nogle af landets allerbedste, når det gælder de større ensembler, herunder trommeslager Morten Lund, bassist Thomas Fonnesbæk, saxofonist Hans Ulrik og guitarist Per Gade. Derudover kompletteres blæsersektionen af Mårten Lundgren på trompet og Steen Hansen på trombone ligesom også violinsten Kristian Jørgensen får lov at "lege" med - ganske vellykket iøvrigt som nummeret "Pølsesnak" afslører. Endelig giver udgivelsen et kærkomment genhør med pianisten Kasper Villaume og man kan kun håbe, at han på sigt atter finder vej til spillestederne. Han er savnet.
Arrangementerne på udgivelsen er udfærdiget af Steen Hansen. De er overordentligt vellykkede ud fra præmissen om at de læner sig op ad bigband traditionen. Ensemblepassagerne er velskrevet og akkompagnementsrollen udføres fornemt, ligesom der er fine og sjove detaljer, der underbygger vigtige tekstlige pointer som f.eks. i de afsluttende vers af "Jens Vejmand".
Stærkest er nummeret "Pige Træd Varsomt" hvor det lidt mere afdæmpede udtryk og duo formatet (vokal og akustisk guitar) viser Lampe i en klangligt og udtryksmæssigt mere varieret rolle. Men også tidligere nævnte "Pølsesnak" og "Kys Hinanden" fungerer ganske fint - det er ganske enkelt gode sange.
"Jazz På Danska" er en plade, der byder på gedigent og veludført håndværk på alle fronter, men som aldrig når helt under huden på undertegnede. Til gengæld fornemmer man, at Søren Lampe med dette setup og denne udgivelse kan nå ud til et bredt publikum og både underholde og skabe glæde. Dét er en kvalitet, der i den grad er værd at holde sig for øje.
Saxopaths - Pathology ****
SABELLA MEDIA
I 2012 havde Saxopaths 20 års jubilæum. Dét i sig selv er en præstation. Ikke alene kræver det, at det fælles arbejde rummer en indlysende musikalsk substans både ud fra musikernes og lytternes perspektiv, det kræver også at man vil og tør komme hinanden ved som mennesker, at man lærer hinanden at kende på godt og ondt. Det har Saxopaths turdet og netop det faktum stråler ud af deres tredje album "Pathology", der er gennemarbejdet med en grundighed, der gør titlen som stammer fra lægevidenskabens verden ære.
Alle numrene på pladen - med undtageles af den russiske folkemelodi "Bandura" og pastichen over "Godfather"-temaet - er komponeret og arrangeret af Kristoffer J. Rosing-Schow. Melodierne er smukke, sangbare og både harmonisk og rytmisk udfordrende uden at miste en umiddelbar tilgængelighed. Tilsvarende gør sig gældende for arrangementerne, der samtidig er udarbejdet med en imponerende forståelse for både dynamiske virkemidler og instrumenternes klanglige og tekniske muligheder. Derfor bliver den specielle besætning med fire så nært beslægtede instrumenter ikke til et aspekt, der på nogen måde forhindrer, at udtrykket bliver både dynamisk, varieret og mangefacetteret.
Musikerne på pladen er alle ganske fremragende på det individuelle niveau, men udgivelsens hovedattraktion er sammenspillet. Tag for eksempel det første nummer "Macedonean Madness" - en balkaninspireret, ostinatpræget tour de force, der simpelthen bare swinger formidabelt og vidner om, at de fire saxofonister behersker det rytmiske parameter lige så godt som f.eks. det melodiske eller det klanglige. Sidstnævnte kommer smukt til udtryk i de to ballader "Hopenhagen" og "Bandura" hvor Saxopaths også viser en fin sans for intonation og klanglig egalitet i ensemblespillet.
Den lydmæssige produktion er også ganske fremragende, først og fremmest fordi kvartetten i Testrup Højskoles koncertsal har fundet et rum, der klæder musikken fornemt. Men også mix (Saxopaths/John Fomsgaard) og masterering (Jørgen Knub) er afviklet med stor sans for både ensemblets klang som helhed og de enkelte medlemmers særpræg, således at det er lykkedes at bevare det nærvær samt den varme, der ligger i Saxopaths' samspil.
Endelig er der den visuelle del af udgivelsen. Her er albummet indpakket i en A3-collage med billeder og tekst, der præsenterer orkestret i alt fra biografiske skister, "saksofonnørderi" med info om instrumenter, mundstykker mm., fotos og alskens historier, der viser forskellige sider af kvartetten og dens medlemmer. Det er godt fundet på og befriende at få alle disse vinkler uden at skulle side foran en computerskærm og "surfe" på en webside. Collagen er smukt sat op af grafikeren Peter Freltoft.
"Pathology" er en udgivelse, der emmer af nødvendighed, humor og gedigent musikalsk håndværk - en plade, der er let tilgængelig allerede fra første gennemlytning, men som i den grad også kæler for detaljerne. Det giver lytteren den dybde i udtrykket, som gør, at man bliver bevæget.
I 2012 havde Saxopaths 20 års jubilæum. Dét i sig selv er en præstation. Ikke alene kræver det, at det fælles arbejde rummer en indlysende musikalsk substans både ud fra musikernes og lytternes perspektiv, det kræver også at man vil og tør komme hinanden ved som mennesker, at man lærer hinanden at kende på godt og ondt. Det har Saxopaths turdet og netop det faktum stråler ud af deres tredje album "Pathology", der er gennemarbejdet med en grundighed, der gør titlen som stammer fra lægevidenskabens verden ære.
Alle numrene på pladen - med undtageles af den russiske folkemelodi "Bandura" og pastichen over "Godfather"-temaet - er komponeret og arrangeret af Kristoffer J. Rosing-Schow. Melodierne er smukke, sangbare og både harmonisk og rytmisk udfordrende uden at miste en umiddelbar tilgængelighed. Tilsvarende gør sig gældende for arrangementerne, der samtidig er udarbejdet med en imponerende forståelse for både dynamiske virkemidler og instrumenternes klanglige og tekniske muligheder. Derfor bliver den specielle besætning med fire så nært beslægtede instrumenter ikke til et aspekt, der på nogen måde forhindrer, at udtrykket bliver både dynamisk, varieret og mangefacetteret.
Musikerne på pladen er alle ganske fremragende på det individuelle niveau, men udgivelsens hovedattraktion er sammenspillet. Tag for eksempel det første nummer "Macedonean Madness" - en balkaninspireret, ostinatpræget tour de force, der simpelthen bare swinger formidabelt og vidner om, at de fire saxofonister behersker det rytmiske parameter lige så godt som f.eks. det melodiske eller det klanglige. Sidstnævnte kommer smukt til udtryk i de to ballader "Hopenhagen" og "Bandura" hvor Saxopaths også viser en fin sans for intonation og klanglig egalitet i ensemblespillet.
Den lydmæssige produktion er også ganske fremragende, først og fremmest fordi kvartetten i Testrup Højskoles koncertsal har fundet et rum, der klæder musikken fornemt. Men også mix (Saxopaths/John Fomsgaard) og masterering (Jørgen Knub) er afviklet med stor sans for både ensemblets klang som helhed og de enkelte medlemmers særpræg, således at det er lykkedes at bevare det nærvær samt den varme, der ligger i Saxopaths' samspil.
Endelig er der den visuelle del af udgivelsen. Her er albummet indpakket i en A3-collage med billeder og tekst, der præsenterer orkestret i alt fra biografiske skister, "saksofonnørderi" med info om instrumenter, mundstykker mm., fotos og alskens historier, der viser forskellige sider af kvartetten og dens medlemmer. Det er godt fundet på og befriende at få alle disse vinkler uden at skulle side foran en computerskærm og "surfe" på en webside. Collagen er smukt sat op af grafikeren Peter Freltoft.
"Pathology" er en udgivelse, der emmer af nødvendighed, humor og gedigent musikalsk håndværk - en plade, der er let tilgængelig allerede fra første gennemlytning, men som i den grad også kæler for detaljerne. Det giver lytteren den dybde i udtrykket, som gør, at man bliver bevæget.
Organic 3 - Docor NO's Shuffle ****
GATEWAY
Det er ved at være et godt stykke tid siden at Organic 3 med frontmand Niels Ole Sørensen udgav albummet "Doctor NO's Shuffle". Alligevel fortjener formanden for jazzfestivallen Tversted Jazzydays al mulig opmærksomhed for dét, han selv betegner som fritidsprojekt, der er blevet til i parløb med både formandsrollen af netop føromtalte festival og hvervet som organist ved Vesterkær Kirke i Ålborg (som iøvrigt netop er blevet udskiftet med Bangsbostrand/Skæve Kirke). At der er tale om et fritidsprojekt bør ikke skræmme lytteren, for det har ingen indflydelse på udgivelsens kvalitet - i hvert fald ingen negativ, for hvis der er noget som helst fritidspræget over udgivelsen, så må det da være, at musikerne spiller med en åbenlys glæde samt lethed på samtlige albummets numre. Dét i sig selv er en kvalitet, som ikke sjældent står i baggrunden for f.eks. teknisk ekvilibrisme og andre langt mere kunstnerisk orienterede parametre i mange anmelderes øjne.
"Doctor NO's Shuffle" åbner med albummets titelnummer, der tager lytteren i hånden og fører denne sikkert ind i orgel soul jazzens univers, som man bl.a. kender den fra f.eks. Lonnie Smith, Jack McDuff (begge er repræsenteret med et enkelt nummer) eller Jimmy Smith. Der er tale om musik, der bevæger sig i grænselandet mellem bluesens relativt enkle harmoniske univers og jazzens samt gospelmusikkens udadvendthed. Det er som så ikke avanceret, men til gengæld både lytte- og dansevenligt, ligesom Organic 3 formår at holde musikken stilrent uden at glemme, at der skal ske variation i dynamik, groove og tematik, hvis ikke genren skal blive til en begrænsning. Det lykkes ganske fint bl.a. med de to smukke ballader "Pilgrimage" skrevet af Lonnie Smith og "Peace Please" som er komponeret af guitaristen Per Gade samt den lette, bossa-inspirerede "Goin' To The Beach".
Musikerne på albummet er alle både dygtige håndværkere og kunstnere med noget på hjerte. Særligt guitaristen Uffe Steen spiller med en naturlig ro og elegance, når han improviserer, ligesom han akkompagnerer fornemt i de passager hvor de andre står i forgrunden. Men også Niels Ole Sørensen og den unge tenorsaxofonist Samuel Hejslet spiller med både overskud og nerve. Endelig swinger samtlige numre ganske fornemt ikke mindst takket være Esben Bachs trommespil, som er et sikkert rytmisk fundament.
Sounden er ganske autentisk - måske en anelse mere poleret end hos forbillederne fra bl.a. 60'ernes soul jazz, og netop derved understøttes indtrykket af at Organic 3 ikke bare forsøger at kopiere en musikalsk stil, men faktisk søger at tilpasse den vor tids idealer. Er man til musik, der er decideret nyskabende, så vil man måske blive skuffet over "Doctor NO's Shuffle", men som bud på nutidig orgel souljazz er Organic 3's udgivelse både fin og frisk.
Det er ved at være et godt stykke tid siden at Organic 3 med frontmand Niels Ole Sørensen udgav albummet "Doctor NO's Shuffle". Alligevel fortjener formanden for jazzfestivallen Tversted Jazzydays al mulig opmærksomhed for dét, han selv betegner som fritidsprojekt, der er blevet til i parløb med både formandsrollen af netop føromtalte festival og hvervet som organist ved Vesterkær Kirke i Ålborg (som iøvrigt netop er blevet udskiftet med Bangsbostrand/Skæve Kirke). At der er tale om et fritidsprojekt bør ikke skræmme lytteren, for det har ingen indflydelse på udgivelsens kvalitet - i hvert fald ingen negativ, for hvis der er noget som helst fritidspræget over udgivelsen, så må det da være, at musikerne spiller med en åbenlys glæde samt lethed på samtlige albummets numre. Dét i sig selv er en kvalitet, som ikke sjældent står i baggrunden for f.eks. teknisk ekvilibrisme og andre langt mere kunstnerisk orienterede parametre i mange anmelderes øjne.
"Doctor NO's Shuffle" åbner med albummets titelnummer, der tager lytteren i hånden og fører denne sikkert ind i orgel soul jazzens univers, som man bl.a. kender den fra f.eks. Lonnie Smith, Jack McDuff (begge er repræsenteret med et enkelt nummer) eller Jimmy Smith. Der er tale om musik, der bevæger sig i grænselandet mellem bluesens relativt enkle harmoniske univers og jazzens samt gospelmusikkens udadvendthed. Det er som så ikke avanceret, men til gengæld både lytte- og dansevenligt, ligesom Organic 3 formår at holde musikken stilrent uden at glemme, at der skal ske variation i dynamik, groove og tematik, hvis ikke genren skal blive til en begrænsning. Det lykkes ganske fint bl.a. med de to smukke ballader "Pilgrimage" skrevet af Lonnie Smith og "Peace Please" som er komponeret af guitaristen Per Gade samt den lette, bossa-inspirerede "Goin' To The Beach".
Musikerne på albummet er alle både dygtige håndværkere og kunstnere med noget på hjerte. Særligt guitaristen Uffe Steen spiller med en naturlig ro og elegance, når han improviserer, ligesom han akkompagnerer fornemt i de passager hvor de andre står i forgrunden. Men også Niels Ole Sørensen og den unge tenorsaxofonist Samuel Hejslet spiller med både overskud og nerve. Endelig swinger samtlige numre ganske fornemt ikke mindst takket være Esben Bachs trommespil, som er et sikkert rytmisk fundament.
Sounden er ganske autentisk - måske en anelse mere poleret end hos forbillederne fra bl.a. 60'ernes soul jazz, og netop derved understøttes indtrykket af at Organic 3 ikke bare forsøger at kopiere en musikalsk stil, men faktisk søger at tilpasse den vor tids idealer. Er man til musik, der er decideret nyskabende, så vil man måske blive skuffet over "Doctor NO's Shuffle", men som bud på nutidig orgel souljazz er Organic 3's udgivelse både fin og frisk.
Veronica Mortensen - Catching Waves ***** (månedens album 03-2013)
STUNT
Gang på gang hører man om danske jazzsangerinders tårnhøje, internationale standard og det er da også en kendsgerning, at det nærmest vrimler med yderst kompetente bud på dansk vokal jazz - ingen nævnt, ingen glemt. Alene på den baggrund er forventningerne til Veronica Mortensens fjerde udgivelse i eget navn ganske store. Lægger man dertil et velfortjent påskønnelseslegat fra Danske Populær Autorer for Mortensens sangskrivning, et par skønne live oplevelser og ikke mindst et line up, der på papiret ser både dygtigt og spændende ud, så kan man som anmelder roligt nære forventninger.
Og lad det være sagt som det er - pressematerialet lyver ikke, når det præsenterer "Catching Waves" som Mortensens hidtil "klart mest helstøbte album". Det er ganske enkelt en helt igennem vellykket plade - og det er der flere grunde til.
Først og fremmest er Veronica Mortensen en begavet, original og grundig sangskriver. Hendes tekster, der er udarbejdet i samarbejde med hendes mand Niels HP, er enkle og samtidig blottet for alt for mange banale klicheer, ligesom parret i fællesskab har en god og naturlig sans for det engelske sprog. Melodierne er iørefaldende og balancerer fint mellem de enkle poppede fraser i numre som åbneren "Enjoy The Ride" og det mere komplekst jazzede som f.eks. i "This Might Not Be Cool", men hele vejen bibeholdes en snært af sangbarhed.
Som sanger viser Veronica Mortensen både teknisk overskud med upåklagelig intonation og fornem sans for at nuancere sin klang, så udtrykket bliver dynamisk og dybt. Hun formår som få jazzsangerinder herhjemme at forbinde en ganske kontant direkthed i sine fraseringer samt toneansatser med en sødme og en optimistisk lethed i udtrykket - glimrende illustreret i et af pladens absolutte højdepunkter, Lars Janssons fine melodi "Simple Sence Of Being".
Trioen, der akkompagnerer Veronica Mortensen er perfekt castet med pianisten Mads Bærentzen som den lyrisk funderede, men alligevel energiske pianist og bassisten Kristor Brødsgaard samt trommeslageren Anton Eger som de lidt mere sprælske og kantede modstykker. Sammen supplerer de ikke bare hinanden, men også Mortensen fornemt. Det samme gælder i øvrigt for den fremragende svenske trompetist Peter Asplund, der står for nogle af pladens improvisatoriske højdepunkter og spiller med en elegance, der klæder udgivelsen virkelig godt.
Den lydmæssige produktion af udgivelsen er ligeledes enormt vellykket. Vokalen står klart og varmt i forgrunden, ligesom resten af ensemblet er produceret og mixet så både instrumentalisternes individuelle særpræg og gruppens sound som helhed står tydeligt frem.
For undertegnede er udgivelsens allerstærkeste numre de mere afdæmpede af slagsen som f.eks. "Enjoy The Ride", "Where There's A Will", "Sing You A Love Song" og den bevægende "This Is Not A Love Song", men også numre som tidligere nævnte "Simple Sense Of Being" og "A Toast Of Wine" er fremragende eksempler på let tilgængelige sange i grænselandet mellem et "poppet" og et "jazzet" udtryk med dybde og integritet. Alt i alt et mere end anbefalelsesværdigt album.
Gang på gang hører man om danske jazzsangerinders tårnhøje, internationale standard og det er da også en kendsgerning, at det nærmest vrimler med yderst kompetente bud på dansk vokal jazz - ingen nævnt, ingen glemt. Alene på den baggrund er forventningerne til Veronica Mortensens fjerde udgivelse i eget navn ganske store. Lægger man dertil et velfortjent påskønnelseslegat fra Danske Populær Autorer for Mortensens sangskrivning, et par skønne live oplevelser og ikke mindst et line up, der på papiret ser både dygtigt og spændende ud, så kan man som anmelder roligt nære forventninger.
Og lad det være sagt som det er - pressematerialet lyver ikke, når det præsenterer "Catching Waves" som Mortensens hidtil "klart mest helstøbte album". Det er ganske enkelt en helt igennem vellykket plade - og det er der flere grunde til.
Først og fremmest er Veronica Mortensen en begavet, original og grundig sangskriver. Hendes tekster, der er udarbejdet i samarbejde med hendes mand Niels HP, er enkle og samtidig blottet for alt for mange banale klicheer, ligesom parret i fællesskab har en god og naturlig sans for det engelske sprog. Melodierne er iørefaldende og balancerer fint mellem de enkle poppede fraser i numre som åbneren "Enjoy The Ride" og det mere komplekst jazzede som f.eks. i "This Might Not Be Cool", men hele vejen bibeholdes en snært af sangbarhed.
Som sanger viser Veronica Mortensen både teknisk overskud med upåklagelig intonation og fornem sans for at nuancere sin klang, så udtrykket bliver dynamisk og dybt. Hun formår som få jazzsangerinder herhjemme at forbinde en ganske kontant direkthed i sine fraseringer samt toneansatser med en sødme og en optimistisk lethed i udtrykket - glimrende illustreret i et af pladens absolutte højdepunkter, Lars Janssons fine melodi "Simple Sence Of Being".
Trioen, der akkompagnerer Veronica Mortensen er perfekt castet med pianisten Mads Bærentzen som den lyrisk funderede, men alligevel energiske pianist og bassisten Kristor Brødsgaard samt trommeslageren Anton Eger som de lidt mere sprælske og kantede modstykker. Sammen supplerer de ikke bare hinanden, men også Mortensen fornemt. Det samme gælder i øvrigt for den fremragende svenske trompetist Peter Asplund, der står for nogle af pladens improvisatoriske højdepunkter og spiller med en elegance, der klæder udgivelsen virkelig godt.
Den lydmæssige produktion af udgivelsen er ligeledes enormt vellykket. Vokalen står klart og varmt i forgrunden, ligesom resten af ensemblet er produceret og mixet så både instrumentalisternes individuelle særpræg og gruppens sound som helhed står tydeligt frem.
For undertegnede er udgivelsens allerstærkeste numre de mere afdæmpede af slagsen som f.eks. "Enjoy The Ride", "Where There's A Will", "Sing You A Love Song" og den bevægende "This Is Not A Love Song", men også numre som tidligere nævnte "Simple Sense Of Being" og "A Toast Of Wine" er fremragende eksempler på let tilgængelige sange i grænselandet mellem et "poppet" og et "jazzet" udtryk med dybde og integritet. Alt i alt et mere end anbefalelsesværdigt album.
Johan Bylling Lang Organ Quintet - Doin' My Thing ****
GATEWAY
Et blik på Johan Bylling Langs foreløbige karriere afslører en ganske alsidig musiker, der bevæger sig inden for en bred vifte af genrer fra glad New Orleans jazz med nutidigt twist i Jazz Five over Big Band-swing med både historisk og nutidigt tilsnit til caribisk ska og alskens musik midt imellem. På sin debut udgivelse henter han store dele af sin inspiration i netop denne alsidighed, men med den naturlige røde tråd, der ligger i hans kvintets sammensætning. Sidstnævnte trækker tydelige spor til 60'erne Soul- og orgeljazz, som blev eksponeret så fornemt af bl.a. Lou Donaldson og Lonnie Smith.
Fællesnævneren for mange af de musikalske projekter Bylling Lang er involveret i synes at være en grundlæggende optimisme i udtrykket, og det er da også en af debut udgivelsens indlysende kvaliteter. Det er enkel, let tilgængelig musik, der bygger på velskrevne temaer og det rytmiske drive står højt oppe på prioriteringslisten. Kvintetten med bl.a. guitaristen Jesper Agesen, Hammond B3 koryfæet Kjeld Lauritsen og trommeslager Andreas Fryland swinger drøngodt sammen og soloerne holdes energiske og ganske stilrene. Numre som den indledende "Did You See Her?", den energiske "Who Dat?", den bluesorienterede "Flat Tire Funk" og ikke mindst hyldesten til Ronnie Cuber "Thank You, Ron" er alle sammen gode bud på numre, der går lige i dansefoden.
Sidstnævnte nummer hvor Bylling Lang skifter altsaxofonen ud med barytonsaxofonen og suppleres glimrende af den amerikanske trombonist Michael Watson viser i øvrigt at Bylling Lang og hans kvintet har en god fornemmelse for at orgel-jazzen måske periodevis kan have enkelte udtryksmæssige begrænsninger. Derfor er det virkelig godt set, at der i passende doser varieres i særligt instrumenteringen, men også i arrangementernes udformning. F.eks. hører nummeret "It's Now Or Never" med dæmpet trompet og Bylling Lang på klarinet og "Nightcrawler" med det fornemme vekselspil i improvisationerne mellem Bylling Lang og Ingelstam til udgivelsens helt store højdepunkter, fordi musikken netop her hæver sig over virkelig velspillet brugs- (læs danse-) musik til musik med et stærkt, stemningsfuldt og dybt udtryk.
Endelig er den lydmæssige side af pladen ganske fin, idet der balanceres fornemt mellem røget natklubstemning og klar, distinkt og velproduceret instrumentlyd. Alt i alt en sympatisk og vellykket debut.
Et blik på Johan Bylling Langs foreløbige karriere afslører en ganske alsidig musiker, der bevæger sig inden for en bred vifte af genrer fra glad New Orleans jazz med nutidigt twist i Jazz Five over Big Band-swing med både historisk og nutidigt tilsnit til caribisk ska og alskens musik midt imellem. På sin debut udgivelse henter han store dele af sin inspiration i netop denne alsidighed, men med den naturlige røde tråd, der ligger i hans kvintets sammensætning. Sidstnævnte trækker tydelige spor til 60'erne Soul- og orgeljazz, som blev eksponeret så fornemt af bl.a. Lou Donaldson og Lonnie Smith.
Fællesnævneren for mange af de musikalske projekter Bylling Lang er involveret i synes at være en grundlæggende optimisme i udtrykket, og det er da også en af debut udgivelsens indlysende kvaliteter. Det er enkel, let tilgængelig musik, der bygger på velskrevne temaer og det rytmiske drive står højt oppe på prioriteringslisten. Kvintetten med bl.a. guitaristen Jesper Agesen, Hammond B3 koryfæet Kjeld Lauritsen og trommeslager Andreas Fryland swinger drøngodt sammen og soloerne holdes energiske og ganske stilrene. Numre som den indledende "Did You See Her?", den energiske "Who Dat?", den bluesorienterede "Flat Tire Funk" og ikke mindst hyldesten til Ronnie Cuber "Thank You, Ron" er alle sammen gode bud på numre, der går lige i dansefoden.
Sidstnævnte nummer hvor Bylling Lang skifter altsaxofonen ud med barytonsaxofonen og suppleres glimrende af den amerikanske trombonist Michael Watson viser i øvrigt at Bylling Lang og hans kvintet har en god fornemmelse for at orgel-jazzen måske periodevis kan have enkelte udtryksmæssige begrænsninger. Derfor er det virkelig godt set, at der i passende doser varieres i særligt instrumenteringen, men også i arrangementernes udformning. F.eks. hører nummeret "It's Now Or Never" med dæmpet trompet og Bylling Lang på klarinet og "Nightcrawler" med det fornemme vekselspil i improvisationerne mellem Bylling Lang og Ingelstam til udgivelsens helt store højdepunkter, fordi musikken netop her hæver sig over virkelig velspillet brugs- (læs danse-) musik til musik med et stærkt, stemningsfuldt og dybt udtryk.
Endelig er den lydmæssige side af pladen ganske fin, idet der balanceres fornemt mellem røget natklubstemning og klar, distinkt og velproduceret instrumentlyd. Alt i alt en sympatisk og vellykket debut.
Kira Martini & Co. - More Things Unite Us ****
GATEWAY
Titlen på Kira Martinis debut album "More Things Unite Us" signalerer en kunstner og et menneske med et sympatisk, åbent livs- og musiksyn, der bygger på både nysgerrighed og åbenhed. Den 27-årige autodidakt byder på en afvekslende første plade med selvkomponerede sange og et hold kompetente musikere, der bevidst stritter i flere musikalske retninger.
Den indledende "Behave" minder i sit udtryk om den afdæmpede stil Norah Jones præsenterede på sin første plade "Come Away With Me". Martini er en ganske udmærket vokalist med en original klang, fin intonation og en god fornemmelse for at nuancere sine fraseringer, mens ensemblet spiller arrangementet med det enkle klaver tema som grundlag med fint nærvær.
"The Man I Met", "Chasing Waves", "I Do Believe It's Time", "Nothing To Plant, Nothing To Gain" og "Uncomplicate" er numre der byder på et mere livligt tempo og fører lytteren gennem forskellige stilistiske universer som trækker på inspirationer fra Afrika, Sydamerika, New Orleans, 60'ernes orgel souljazz og andet godt. Alt sammen velspillet, udmærket arrangeret og ganske energisk og tilmed krydret af flere udmærket "castede" gæster som f.eks. perkussionisten Ayi Solomon og den alle steds nærværende trompetist Peter Marott. Men det er I de mere afdæmpede numre, at Martinis debut er aller stærkest - måske fordi netop disse numre står klarest i deres udtryk samtidig med, at Martini som vokalist virker mest original og interessant. "The Tide", titeltracket "More Things Unite Us" samt de afsluttende "When We Were One" og "Set Us Free" er stærke og til tider ganske bevægende bud på nutidig sangskrivning i grænselandet mellem forskellige genrer.
"More Things Unite Us" passer som statement også ganske godt til undertegnedes oplevelse af Kira Martini og Co's debut - det er en plade, der til tider stritter lidt for meget (og dog bevidst) i forskellige retninger, men som hos lytteren i højere grad efterlader en oplevelse af samhørighed med kunstneren end det modsatte. Det gør udgivelsen ganske anbefalelsesværdig.
Titlen på Kira Martinis debut album "More Things Unite Us" signalerer en kunstner og et menneske med et sympatisk, åbent livs- og musiksyn, der bygger på både nysgerrighed og åbenhed. Den 27-årige autodidakt byder på en afvekslende første plade med selvkomponerede sange og et hold kompetente musikere, der bevidst stritter i flere musikalske retninger.
Den indledende "Behave" minder i sit udtryk om den afdæmpede stil Norah Jones præsenterede på sin første plade "Come Away With Me". Martini er en ganske udmærket vokalist med en original klang, fin intonation og en god fornemmelse for at nuancere sine fraseringer, mens ensemblet spiller arrangementet med det enkle klaver tema som grundlag med fint nærvær.
"The Man I Met", "Chasing Waves", "I Do Believe It's Time", "Nothing To Plant, Nothing To Gain" og "Uncomplicate" er numre der byder på et mere livligt tempo og fører lytteren gennem forskellige stilistiske universer som trækker på inspirationer fra Afrika, Sydamerika, New Orleans, 60'ernes orgel souljazz og andet godt. Alt sammen velspillet, udmærket arrangeret og ganske energisk og tilmed krydret af flere udmærket "castede" gæster som f.eks. perkussionisten Ayi Solomon og den alle steds nærværende trompetist Peter Marott. Men det er I de mere afdæmpede numre, at Martinis debut er aller stærkest - måske fordi netop disse numre står klarest i deres udtryk samtidig med, at Martini som vokalist virker mest original og interessant. "The Tide", titeltracket "More Things Unite Us" samt de afsluttende "When We Were One" og "Set Us Free" er stærke og til tider ganske bevægende bud på nutidig sangskrivning i grænselandet mellem forskellige genrer.
"More Things Unite Us" passer som statement også ganske godt til undertegnedes oplevelse af Kira Martini og Co's debut - det er en plade, der til tider stritter lidt for meget (og dog bevidst) i forskellige retninger, men som hos lytteren i højere grad efterlader en oplevelse af samhørighed med kunstneren end det modsatte. Det gør udgivelsen ganske anbefalelsesværdig.
Mark Solborg feat. Chris Speed - 4+4+1 **** (månedens album 11-2012)
ILK
Guitaristen Mark Solborg har, med 11 udgivelser som enten kapelmester eller co-leader bag sig sat et markant præg på både den nationale og internationale jazz- og impro-scene. Og når ens arbejde som henholdsvis komponist og guitarist honoreres med Grammy-nomineringer, Reumert-pris og premieringer fra Statens Kunstfond samt det Spanske kulturministerium kan der vel næppe herske tvivl om kvaliteten i musikken. Solborgs seneste udspil hvor han sætter 2 kvartetter og en international stjerne saxofonist sammen er da også et glimrende eksempel på, at han evner en sjælden evne for at blande voldsomme kontraster med succes.
Først og fremmest har Solborg castet et orkester, der består af nogle exceptionelt dygtige musikere, der byder ind med både særegen, meget forskelligartet individualisme og en evne til at finde fælles fodslag i et varierende udtryk. Alene spektret af fortolkninger af saxofonen som instrument er nærmest uendelig bredt repræsenteret af hhv. Anders Banke, Laura Toxværd, Torben Snekkestad og Chris Speed ligesom den hyppige vekslen til andre beslægtede instrumenter som basklarinet og klarinet giver en bredde og en spænding i udtrykket, der er meget fængende.
Et af nøgleordene i at kunne forstå udgivelsen er "kommunikation". For lytteren bliver indspilningen først for alvor lytterværdig, når tilgangen er kommunikativ - når man er åben og prøver at sætte sig ned for at forstå musikernes interaktion både når det er det kompositoriske, der står i centrum og når det er det improvisatoriske, der fylder mest. På Solborgs udspil balancerer de to størrelser meget fint, nærmest som en helt tredje tilgang hvor de to elementer smelter sammen.
Hvis kommunikationen mellem musikerne skal lykkes så fornemt som det gør på "4+4+1" hvor der både tages og gives plads er en anden væsentlig faktor en umådelig høj grad af disciplin og ikke mindst koncentration. Faktisk er det netop sidstnævnte parameter, der skinner igennem som udgivelsens absolut stærkeste kort. Som lytter sidder man aldrig med en fornemmelse af, at de deltagende musikere mister fokus, hvilket efterlader et indtryk af stort nærvær på trods af musikkens til tider komplekse karakter.
Alt i alt er Solborgs "4+4+1" en plade, der kræver et trænet øre og et åbent sind. Alligevel rummer den i numre som f.eks. "The Whispers" elementer, der må være tiltalende for selv den mest inkarnerede mainstreamrepræsentant, og som studie i veludført og periodevis decideret innovativ musik er den ganske enkelt fremragende.
Guitaristen Mark Solborg har, med 11 udgivelser som enten kapelmester eller co-leader bag sig sat et markant præg på både den nationale og internationale jazz- og impro-scene. Og når ens arbejde som henholdsvis komponist og guitarist honoreres med Grammy-nomineringer, Reumert-pris og premieringer fra Statens Kunstfond samt det Spanske kulturministerium kan der vel næppe herske tvivl om kvaliteten i musikken. Solborgs seneste udspil hvor han sætter 2 kvartetter og en international stjerne saxofonist sammen er da også et glimrende eksempel på, at han evner en sjælden evne for at blande voldsomme kontraster med succes.
Først og fremmest har Solborg castet et orkester, der består af nogle exceptionelt dygtige musikere, der byder ind med både særegen, meget forskelligartet individualisme og en evne til at finde fælles fodslag i et varierende udtryk. Alene spektret af fortolkninger af saxofonen som instrument er nærmest uendelig bredt repræsenteret af hhv. Anders Banke, Laura Toxværd, Torben Snekkestad og Chris Speed ligesom den hyppige vekslen til andre beslægtede instrumenter som basklarinet og klarinet giver en bredde og en spænding i udtrykket, der er meget fængende.
Et af nøgleordene i at kunne forstå udgivelsen er "kommunikation". For lytteren bliver indspilningen først for alvor lytterværdig, når tilgangen er kommunikativ - når man er åben og prøver at sætte sig ned for at forstå musikernes interaktion både når det er det kompositoriske, der står i centrum og når det er det improvisatoriske, der fylder mest. På Solborgs udspil balancerer de to størrelser meget fint, nærmest som en helt tredje tilgang hvor de to elementer smelter sammen.
Hvis kommunikationen mellem musikerne skal lykkes så fornemt som det gør på "4+4+1" hvor der både tages og gives plads er en anden væsentlig faktor en umådelig høj grad af disciplin og ikke mindst koncentration. Faktisk er det netop sidstnævnte parameter, der skinner igennem som udgivelsens absolut stærkeste kort. Som lytter sidder man aldrig med en fornemmelse af, at de deltagende musikere mister fokus, hvilket efterlader et indtryk af stort nærvær på trods af musikkens til tider komplekse karakter.
Alt i alt er Solborgs "4+4+1" en plade, der kræver et trænet øre og et åbent sind. Alligevel rummer den i numre som f.eks. "The Whispers" elementer, der må være tiltalende for selv den mest inkarnerede mainstreamrepræsentant, og som studie i veludført og periodevis decideret innovativ musik er den ganske enkelt fremragende.
Aarhus Domkirkes Kantori - Salmesuite ***
Long Life Records
Aarhus Domkirkes Kantori kaster sig med "Salmesuite" ud i et ambitiøst projekt, der søger at blande flerstemmig salmesang med en instrumentering og et udtryk, der finder i hvert fald dele af sin oprindelse i den jazzede del af det musikalske udtryksfelt. Det er en udgivelse, der byder på megen god musik, men som måske mangler at blive helt og fuldt forløst.
Koret under ledelse af Carsten Seyer-Hansen synger ganske fint. Klang, intonation, rytmisk præcision og konsonantbehandling er alt sammen på et højt niveau ligesom Carsten Seyer-Hansens egne korarrangementer er velskrevne. Fraseringsmæssigt kan man til tider savne en lille smule fremdrift eller måske "friskhed" hvilket bl.a. kommer til udtryk i de unisone passager som f.eks. i starten og slutningen af "Aleneste Gud i himmerig" og - omend i mindre grad - i de mange homofone passager, som store dele af salmearrangementerne helt naturligt bygger på. På den baggrund bliver udtrykket en lille anelse for "andægtigt" efter undertegnedes smag.
De fire medvirkende musikere er alle aldeles glimrende instrumentalister og som sådanne byder særligt de to blæsere Michael Bladt og Jakob Buchanan på fremragende spil. De formår på fornem vis at udnytte kirkerummets akustik og spiller med god sans både for det mere fast strukturerede sammenspil som f.eks. i "Guds godhed vil du prise" og melodiøse improvisationer. Men også Mads Wadmann på klaver og Marilyn Mazur på percussion giver fine prøver på deres instrumentale færdighed bl.a. i "O Gud, du ved og kender".
Udgivelsen fungerer aller bedst dér, hvor man får en fornemmelse af at kor og kvartet reelt spiller sammen, som f.eks. i midterdelen af "Aleneste Gud i himmerig". Her er det som om arrangementet med succes benytter sig af koret i rollen som ekstra instrument. Andre steder bliver samspillet mellem henholdsvis kvartet og kor lidt mere fragmentarisk med nogle periodevis lidt mindre naturlige overgange.
Alt i alt er "Salme Suite" dog en god udgivelse, der tør at udfordre et svært materiale med lige dele respekt og lyst til at nytænke. Alene på den baggrund er det en vigtig CD.
Aarhus Domkirkes Kantori kaster sig med "Salmesuite" ud i et ambitiøst projekt, der søger at blande flerstemmig salmesang med en instrumentering og et udtryk, der finder i hvert fald dele af sin oprindelse i den jazzede del af det musikalske udtryksfelt. Det er en udgivelse, der byder på megen god musik, men som måske mangler at blive helt og fuldt forløst.
Koret under ledelse af Carsten Seyer-Hansen synger ganske fint. Klang, intonation, rytmisk præcision og konsonantbehandling er alt sammen på et højt niveau ligesom Carsten Seyer-Hansens egne korarrangementer er velskrevne. Fraseringsmæssigt kan man til tider savne en lille smule fremdrift eller måske "friskhed" hvilket bl.a. kommer til udtryk i de unisone passager som f.eks. i starten og slutningen af "Aleneste Gud i himmerig" og - omend i mindre grad - i de mange homofone passager, som store dele af salmearrangementerne helt naturligt bygger på. På den baggrund bliver udtrykket en lille anelse for "andægtigt" efter undertegnedes smag.
De fire medvirkende musikere er alle aldeles glimrende instrumentalister og som sådanne byder særligt de to blæsere Michael Bladt og Jakob Buchanan på fremragende spil. De formår på fornem vis at udnytte kirkerummets akustik og spiller med god sans både for det mere fast strukturerede sammenspil som f.eks. i "Guds godhed vil du prise" og melodiøse improvisationer. Men også Mads Wadmann på klaver og Marilyn Mazur på percussion giver fine prøver på deres instrumentale færdighed bl.a. i "O Gud, du ved og kender".
Udgivelsen fungerer aller bedst dér, hvor man får en fornemmelse af at kor og kvartet reelt spiller sammen, som f.eks. i midterdelen af "Aleneste Gud i himmerig". Her er det som om arrangementet med succes benytter sig af koret i rollen som ekstra instrument. Andre steder bliver samspillet mellem henholdsvis kvartet og kor lidt mere fragmentarisk med nogle periodevis lidt mindre naturlige overgange.
Alt i alt er "Salme Suite" dog en god udgivelse, der tør at udfordre et svært materiale med lige dele respekt og lyst til at nytænke. Alene på den baggrund er det en vigtig CD.
Sidsel Storm - Nothing In Between *****
CALIBRATED
Sidsel Storm har gennem flere år i stigende grad markeret sig som en af de mest fremtrædende yngre danske jazzvokalister - særligt herhjemme, men også i udlandet bl.a. med succes i Japan. Og man må sige, at Storm i bedste forstand har fundet en formel, der gør hendes musik vedkommende både i kunstnerisk forstand og i kommercielt henseende. Med den seneste udgivelse "Nothing In Between" bevæger hun sig endegyldigt fra lovende talent til helstøbt og moden kunstner.
Standarden på albummet er meget høj. Først og fremmest er materialet på udgivelsen stærkt både med hensyn til teksternes niveau og melodiernes udformning. Storm har tidligere modtaget DPA's jazzkomponistpris og i samarbejde med Peter Otto er det blevet til seks originale sange der parrer dybde med en umiddelbar tilgængelighed. Resten af numrene er standards og kompletteres af Mads Mathias' "Early Kiss".
Musikerne, der akkompagnerer Storm er alle formidable individualister og i tilgift hertil er deres sammenspil meget fint - det går langt ud over professionelt samarbejde og vidner om, at der er tale om musikere, der har krydset klinger ved utallige lejligheder. Der er en meget fin forståelse for indbyrdes roller, ligesom der spilles med både ro, kreativitet og stilsikkerhed både i akkompagnementet og i solopassagerne. Det er særligt pianist Magnus Hjorth og trompetist Tobias Wiklund, der fremstår som de lysende stjerner i kvartetten, der akkompagnerer Storm. Både Hjorth og Wiklund evner at spille med solid forståelse og kærlighed for traditionen, samtidig med at deres spil - ikke mindst improvisationerne - bobler af ungdommelig iderigdom og engagement.
Som sanger har Sidsel Storm alle de kvaliteter, der gør hende interessant at lytte til. Hendes stemme har en orginal, ganske let mørk klang og hun intonerer sikkert. Hun fraserer elegant uden overdrevne ornamenteringer, og så har hun godt styr på det rytmiske parameter også - med andre ord: hun swinger.
Både Storm og orkestret som helhed behersker alt fra den nordisk lyriske tone som i den smukke "Flown Away" til det mere traditionelle amerikanske univers som i klassikeren "I'm Beginning To See The Light". Samtidig træffes der nogle glimrende musikalske valg, når materialet naturligt lægger op til det som f.eks. i "This Moment" hvor Gustaf Ljunggrens lap steel klæder den smukke melodi. Og selvom udtrykket varierer gennem pladen har den en klar dramaturgi og homogenitet, der vidner om, at der er arbejdet for at skabe en grundlæggende rød tråd.
Endelig er pladens tekniske produktion ganske fornem. Sounden er dejlig varm, de enkelte instrumenter klinger godt hver for sig, ligesom mixet er overordentlig egalt. Alt i alt er "Nothing In Between" en af den slags plader, der besidder den dybte, der gør den både relevant som behagelig baggrundsmusik og musik man fordyber sig i, og det giver udgivelsen det tilsigtede internationale format.
Sidsel Storm har gennem flere år i stigende grad markeret sig som en af de mest fremtrædende yngre danske jazzvokalister - særligt herhjemme, men også i udlandet bl.a. med succes i Japan. Og man må sige, at Storm i bedste forstand har fundet en formel, der gør hendes musik vedkommende både i kunstnerisk forstand og i kommercielt henseende. Med den seneste udgivelse "Nothing In Between" bevæger hun sig endegyldigt fra lovende talent til helstøbt og moden kunstner.
Standarden på albummet er meget høj. Først og fremmest er materialet på udgivelsen stærkt både med hensyn til teksternes niveau og melodiernes udformning. Storm har tidligere modtaget DPA's jazzkomponistpris og i samarbejde med Peter Otto er det blevet til seks originale sange der parrer dybde med en umiddelbar tilgængelighed. Resten af numrene er standards og kompletteres af Mads Mathias' "Early Kiss".
Musikerne, der akkompagnerer Storm er alle formidable individualister og i tilgift hertil er deres sammenspil meget fint - det går langt ud over professionelt samarbejde og vidner om, at der er tale om musikere, der har krydset klinger ved utallige lejligheder. Der er en meget fin forståelse for indbyrdes roller, ligesom der spilles med både ro, kreativitet og stilsikkerhed både i akkompagnementet og i solopassagerne. Det er særligt pianist Magnus Hjorth og trompetist Tobias Wiklund, der fremstår som de lysende stjerner i kvartetten, der akkompagnerer Storm. Både Hjorth og Wiklund evner at spille med solid forståelse og kærlighed for traditionen, samtidig med at deres spil - ikke mindst improvisationerne - bobler af ungdommelig iderigdom og engagement.
Som sanger har Sidsel Storm alle de kvaliteter, der gør hende interessant at lytte til. Hendes stemme har en orginal, ganske let mørk klang og hun intonerer sikkert. Hun fraserer elegant uden overdrevne ornamenteringer, og så har hun godt styr på det rytmiske parameter også - med andre ord: hun swinger.
Både Storm og orkestret som helhed behersker alt fra den nordisk lyriske tone som i den smukke "Flown Away" til det mere traditionelle amerikanske univers som i klassikeren "I'm Beginning To See The Light". Samtidig træffes der nogle glimrende musikalske valg, når materialet naturligt lægger op til det som f.eks. i "This Moment" hvor Gustaf Ljunggrens lap steel klæder den smukke melodi. Og selvom udtrykket varierer gennem pladen har den en klar dramaturgi og homogenitet, der vidner om, at der er arbejdet for at skabe en grundlæggende rød tråd.
Endelig er pladens tekniske produktion ganske fornem. Sounden er dejlig varm, de enkelte instrumenter klinger godt hver for sig, ligesom mixet er overordentlig egalt. Alt i alt er "Nothing In Between" en af den slags plader, der besidder den dybte, der gør den både relevant som behagelig baggrundsmusik og musik man fordyber sig i, og det giver udgivelsen det tilsigtede internationale format.
Søren Bebe Trio - A Song For You ****
GATEWAY/FROM OUT HERE MUSIC
Søren Bebes seneste udgivelse "From Out Here" (2010) fik en meget fornem modtagelse blandt landets anmeldere og det er bl.a. i kølvandet af denne plades succes, at Søren Bebe Trio i de forgangne år har udvidet fanskaren og spillet i bl.a. USA, Brasilien og Marokko. Den nye udgivelse fremstår som en naturlig opfølger på "From Out Here" og byder på samme nærvær som forgængeren.
"A Song For You" signalerer allerede i sin titel en imødekommenhed, der gennemsyrer udgivelsen som en rød tråd. "En Sang Til Dig" ville være den danske oversættelse, og som lytter sidder man netop med en følelse af at Søren Bebes musik og trioens fortolkninger heraf er meget personlige. Det er der flere årsager til - først og fremmest er Bebe en begavet og bevægende komponist, der i sin skaben synes at fokusere på stærke melodilinjer og strukturer, der er gennemsigtige og balancerede. Samtidig er hverken Bebe som komponist eller trioens arrangementer tynget af frygten for at gentage, udfolde og variere de gode temaer. Det gøres med små, intense armbevægelser og gør udgivelsen rig på små finurlige detaljer, ligesom man som lytter bliver meget fortrolig med det musikalske materiale. Samtidig er mange af numrene i jazzsammenhæng relativt korte - ikke et kvalitetskriterie i sig selv, men et udtryk for at musikken er kogt helt ned til essensen. Her er et af udgivelsens højdepunkter - trioens fortolkning af den amerikanske Spiritual "Oh Shenandoah" - et glimrende eksempel. Trioen spiller ikke meget mere end det enkelte tema, men udtrykket er utrolig ærligt og i kraft af dette meget bevægende.
Hovedparten af musikken har et lyrisk og nordisk strøg som f.eks. den smukke indledende "Maria", der giver pladen en dejlig sfærisk åbning hvor Bebes klaver og Rydes bas i fællesskab bærer den enkle melodi, eller den efterfølgende titelsang "A Song For You", der afslører, at Bebe er en pianist med et dejlig egalt og blødt anslag, der passer perfekt ind i den skandinavisk inspirerede ramme.
Trioen er både på individuelt plan og i sammenspillet på meget højt niveau, og der spilles med både afklarethed, modenhed og ro. Bl.a. er Anders Mogensens trommespil dejlig afbalanceret med et fokus, der ligger mindst lige så meget i det klanglige univers som i det rytmiske. I det hele taget er netop trioens sound et af de mest interessante aspekter ved udgivelsen. Det er sjældent, at man hører en klavertrio hvor bassisten spiller på el-bas. Man kan måske umiddelbart frygte at man kommer til at savne kontrabassens klanglige varme og bredde, men Ryde behersker sin el-bas så fornemt, at særligt bassens melodiske dimension for en klarhed, der klæder musikken fornemt.
Som jazzelsker, kan man måske synes, at det improvisatoriske element er lidt for nedtonet på "A Song For You", men numre som "Country Road", den bluesede "Remembering B" og "A Song For You, Too" vidner om, at det er et bevidst valg, der er truffet på musikkens præmisser og ikke fordi musikerne ikke behersker kunsten. Således byder både Bebe og Ryder på nogle ganske fine soli ligesom trioen swinger fornemt.
"A Song For You" er en udgivelse, der appelerer til et bredt publikum og en udgivelse, der vidner om, at enkel musik i de rette hænder har en sjælden evne til at bevæge.
Søren Bebes seneste udgivelse "From Out Here" (2010) fik en meget fornem modtagelse blandt landets anmeldere og det er bl.a. i kølvandet af denne plades succes, at Søren Bebe Trio i de forgangne år har udvidet fanskaren og spillet i bl.a. USA, Brasilien og Marokko. Den nye udgivelse fremstår som en naturlig opfølger på "From Out Here" og byder på samme nærvær som forgængeren.
"A Song For You" signalerer allerede i sin titel en imødekommenhed, der gennemsyrer udgivelsen som en rød tråd. "En Sang Til Dig" ville være den danske oversættelse, og som lytter sidder man netop med en følelse af at Søren Bebes musik og trioens fortolkninger heraf er meget personlige. Det er der flere årsager til - først og fremmest er Bebe en begavet og bevægende komponist, der i sin skaben synes at fokusere på stærke melodilinjer og strukturer, der er gennemsigtige og balancerede. Samtidig er hverken Bebe som komponist eller trioens arrangementer tynget af frygten for at gentage, udfolde og variere de gode temaer. Det gøres med små, intense armbevægelser og gør udgivelsen rig på små finurlige detaljer, ligesom man som lytter bliver meget fortrolig med det musikalske materiale. Samtidig er mange af numrene i jazzsammenhæng relativt korte - ikke et kvalitetskriterie i sig selv, men et udtryk for at musikken er kogt helt ned til essensen. Her er et af udgivelsens højdepunkter - trioens fortolkning af den amerikanske Spiritual "Oh Shenandoah" - et glimrende eksempel. Trioen spiller ikke meget mere end det enkelte tema, men udtrykket er utrolig ærligt og i kraft af dette meget bevægende.
Hovedparten af musikken har et lyrisk og nordisk strøg som f.eks. den smukke indledende "Maria", der giver pladen en dejlig sfærisk åbning hvor Bebes klaver og Rydes bas i fællesskab bærer den enkle melodi, eller den efterfølgende titelsang "A Song For You", der afslører, at Bebe er en pianist med et dejlig egalt og blødt anslag, der passer perfekt ind i den skandinavisk inspirerede ramme.
Trioen er både på individuelt plan og i sammenspillet på meget højt niveau, og der spilles med både afklarethed, modenhed og ro. Bl.a. er Anders Mogensens trommespil dejlig afbalanceret med et fokus, der ligger mindst lige så meget i det klanglige univers som i det rytmiske. I det hele taget er netop trioens sound et af de mest interessante aspekter ved udgivelsen. Det er sjældent, at man hører en klavertrio hvor bassisten spiller på el-bas. Man kan måske umiddelbart frygte at man kommer til at savne kontrabassens klanglige varme og bredde, men Ryde behersker sin el-bas så fornemt, at særligt bassens melodiske dimension for en klarhed, der klæder musikken fornemt.
Som jazzelsker, kan man måske synes, at det improvisatoriske element er lidt for nedtonet på "A Song For You", men numre som "Country Road", den bluesede "Remembering B" og "A Song For You, Too" vidner om, at det er et bevidst valg, der er truffet på musikkens præmisser og ikke fordi musikerne ikke behersker kunsten. Således byder både Bebe og Ryder på nogle ganske fine soli ligesom trioen swinger fornemt.
"A Song For You" er en udgivelse, der appelerer til et bredt publikum og en udgivelse, der vidner om, at enkel musik i de rette hænder har en sjælden evne til at bevæge.
Mette Juul - Moon On My Shoulder *****
CALIBRATED
I pressemeddelelsen, der fulgte med anmeldereksemplaret af Mette Juuls seneste udgivelse "Moon On My Shoulder" hedder det bl.a. at der er "[...] skruet ned for det fulde orkester og op for inderligheden og enkeltheden." Med det positive indtryk fra det foregående album "Coming In From The Dark" i frisk erindring er dette et udsagn, der både skaber forventninger og vidner om at Juul har formået at udvikle sig yderligere i den relativt korte tid, der er gået siden debuten.
Grundlæggende kan man gøre denne anmeldelse kort - "Moon On My Shoulder" er ganske enkelt et fremragende album. Først og fremmest fordi Mette Juul er en glimrende sangerinde, der formår at balancere bevidst og vellykket mellem teknisk fokus og ægte, bevægende udtrykskraft (ikke at dette nødvendigvis er størrelser, der modarbejder hinanden). Hendes stemme er moden med en grundlæggende mørk karakter, ligesom hun bevæger sig elegant og sikkert i forskellige registre. Samtidig fraserer hun naturligt, varieret og med en fornem evne til ikke at slippe medmusikerne og den musikalske helhed af syne. Uanset om hun fortolker Lyle Lowetts "Moon On My Shoulder", Monks "Ask Me Now", Oscar Brown Jr's "Hum Drum Blues" eller egne sange som den bevægende "In This Life" formår hun at gøre det, så det fremstår personligt og vedkommende.
Sangene er alle glimrende i sig selv, hvad enten der er tale om Juuls egne, standards eller de lidt nyere af eksempelvis Joni Mitchell. Teksterne er stærke, melodierne er gode og så har særligt Mette Juul og Nicolaj Hess - der i øvrigt har produceret pladen - været dygtige til at arrangere numrene ganske nænsomt. I det hele taget fremstår netop makkerskabet og samarbejdet mellem Juul og Hess som en af udgivelsens aller stærkeste elementer. Det er en fornøjelse at følge hvordan instrumenteringen i de forskellige numre er nøje afstemt ud fra hvad der klæder sangene - det emmer simpelthen af nødvendighed.
Og så er det altså nogle sjældent dygtige musikere Mette Juul kan læne sig op af. Hess er en begavet solist og en fremragende akkompagnatør, mens svenske Lars Danielsson på henholdsvis bas og cello og Morten Lund på trommer kompletterer en trio, der spiller med elegance, moden ro og indlevelse. Endelig suppleres ensemblet af amerikanske Ambrose Akinmusire, der er et decideret scoop. Han spiller ikke bare med en helt unik og personlig tone, han formår ligeledes at supplere Juul fornemt i det melodiske univers uden på noget tidspunkt at fremstå påtrængende.
Den tekniske side af produktionen er ligeledes glimrende. Lyden er varm og nærværende, der er fornem balance i mixet og så er mastereringen sket med meget nænsom hånd. Det er i virkeligheden alt for sjældent, at dygtige teknikere fremhæves i anmeldelser, men i dette tilfælde er både Andreas Hviid (indspilning) og Bjarne Helth Hansen (mix/master) vigtige medspillere i det musikalske udtryk.
Alt i alt er "Moon On My Shoulder" et meget personligt bud på et moderne vokalalbum, der er fast forankret i traditionen og samtidig fremstår friskt og aktuelt. Meget anbefalelsesværdigt!
I pressemeddelelsen, der fulgte med anmeldereksemplaret af Mette Juuls seneste udgivelse "Moon On My Shoulder" hedder det bl.a. at der er "[...] skruet ned for det fulde orkester og op for inderligheden og enkeltheden." Med det positive indtryk fra det foregående album "Coming In From The Dark" i frisk erindring er dette et udsagn, der både skaber forventninger og vidner om at Juul har formået at udvikle sig yderligere i den relativt korte tid, der er gået siden debuten.
Grundlæggende kan man gøre denne anmeldelse kort - "Moon On My Shoulder" er ganske enkelt et fremragende album. Først og fremmest fordi Mette Juul er en glimrende sangerinde, der formår at balancere bevidst og vellykket mellem teknisk fokus og ægte, bevægende udtrykskraft (ikke at dette nødvendigvis er størrelser, der modarbejder hinanden). Hendes stemme er moden med en grundlæggende mørk karakter, ligesom hun bevæger sig elegant og sikkert i forskellige registre. Samtidig fraserer hun naturligt, varieret og med en fornem evne til ikke at slippe medmusikerne og den musikalske helhed af syne. Uanset om hun fortolker Lyle Lowetts "Moon On My Shoulder", Monks "Ask Me Now", Oscar Brown Jr's "Hum Drum Blues" eller egne sange som den bevægende "In This Life" formår hun at gøre det, så det fremstår personligt og vedkommende.
Sangene er alle glimrende i sig selv, hvad enten der er tale om Juuls egne, standards eller de lidt nyere af eksempelvis Joni Mitchell. Teksterne er stærke, melodierne er gode og så har særligt Mette Juul og Nicolaj Hess - der i øvrigt har produceret pladen - været dygtige til at arrangere numrene ganske nænsomt. I det hele taget fremstår netop makkerskabet og samarbejdet mellem Juul og Hess som en af udgivelsens aller stærkeste elementer. Det er en fornøjelse at følge hvordan instrumenteringen i de forskellige numre er nøje afstemt ud fra hvad der klæder sangene - det emmer simpelthen af nødvendighed.
Og så er det altså nogle sjældent dygtige musikere Mette Juul kan læne sig op af. Hess er en begavet solist og en fremragende akkompagnatør, mens svenske Lars Danielsson på henholdsvis bas og cello og Morten Lund på trommer kompletterer en trio, der spiller med elegance, moden ro og indlevelse. Endelig suppleres ensemblet af amerikanske Ambrose Akinmusire, der er et decideret scoop. Han spiller ikke bare med en helt unik og personlig tone, han formår ligeledes at supplere Juul fornemt i det melodiske univers uden på noget tidspunkt at fremstå påtrængende.
Den tekniske side af produktionen er ligeledes glimrende. Lyden er varm og nærværende, der er fornem balance i mixet og så er mastereringen sket med meget nænsom hånd. Det er i virkeligheden alt for sjældent, at dygtige teknikere fremhæves i anmeldelser, men i dette tilfælde er både Andreas Hviid (indspilning) og Bjarne Helth Hansen (mix/master) vigtige medspillere i det musikalske udtryk.
Alt i alt er "Moon On My Shoulder" et meget personligt bud på et moderne vokalalbum, der er fast forankret i traditionen og samtidig fremstår friskt og aktuelt. Meget anbefalelsesværdigt!
Kenneth Dahl Knudsen - Clockstopper ****
Long Life Records
Kenneth Dahl Knudsen plade-debuterede som kapelmester med albummet "Strings Attached" - et album, der viste en ung fremadstormende musiker og komponist, der søgte og i stor udstrækning fandt et personligt og originalt udtryk. Siden er Knudsen bl.a. blevet udnævnt til "Årets Nordjyske Jazznavn" i 2010 og i år er det blevet til titlen som "Årets JazzClasher" - en ærespris der uddeles af Sæby Jazzfestival. Med dette i baghovedet kan man godt tillade sig at nære forventninger til hans andet album i eget navn med titlen "Clockstopper" - et album, der ifølge Knudsen selv bl.a. finder sit udspring i frygten for at miste samt fascinationen af tiden og dens gang.
I forhold til debuten er der udover Kenneth Dahl Knudsen selv kun to gengangere blandt musikerne, nemlig Tomasz Dabrowski på trompet/balkanhorn og Gilad Hekselman på guitar. Derudover er pianisten Søren Møller, saxofonisten Jaleel Shaw, trombonisten Jonas Lindh og ikke mindst trommeslageren Jonathan Blake kommet til. Og det er et hold yderst kompetente musikere, der alle spiller med stort teknisk overskud og autoritet. Særligt Søren Møller og Gilad Hekselman udmærker sig som stilsikre og energiske solister, mens Knudsen selv binder ensemblet glimrende sammen. Også blæserne gør det godt, omend det er uden de helt store fraseringsmæssige nuancer i ensemblespillet. Til gengæld spiller de rytmisk meget stramt. I det hele taget er hele sekstettens sammenspil glimrende.
Knudsens kompositioner er fermt skruet sammen og bygger både på konsekvent gennemkomponerede passager og masser af plads til improvisation. Arrangementerne er også ganske vellykkede. Bl.a. viser Knudsen en god fornemmelse for de enkelte instrumenters særpræg og klang - glimrende illustreret i nummeret "Couchophobia" hvor Dabrowskis og Hekselmans unisone temapræsentation frembringer en fin og original klang. Også harmonisk er kapelmesterens kompositioner interessante og de balancerer fint mellem gennemsigtighed og kompleksitet.
Energiniveauet er generelt ret højt på "Clockstopper" også højere end på debuten "Strings Attached". Stærkest er udgivelsen dog dér, hvor der skrues lidt ned for energien og der for alvor gives plads til det musikalske nærvær. Dette illustreres i den dejlige ballade "Tucked In", der ikke alene byder på et smukt og enkelt tema, men viser, at de medvirkende musikere er kunstnere med substans, der formår at bevæge lytteren.
Albummet er indspillet i New York, hvilket klæder Knudsens kompositioner og arrangementer. Lyden er autentisk, stram samt lettere "støvet" og man fristes næsten til at sige, at "Clockstopper" i forhold til debuten har fået et mindre nordisk og mere internationalt præg. Og det er måske netop arbejdet mod lidt mere international anerkendelse, der kan udgøre Kenneth Dahl Knudsens næste mål - for som musiker, komponist og kapelmester er han tydeligvis modnet ganske betragteligt siden sin forudgående udgivelse.
Kenneth Dahl Knudsen plade-debuterede som kapelmester med albummet "Strings Attached" - et album, der viste en ung fremadstormende musiker og komponist, der søgte og i stor udstrækning fandt et personligt og originalt udtryk. Siden er Knudsen bl.a. blevet udnævnt til "Årets Nordjyske Jazznavn" i 2010 og i år er det blevet til titlen som "Årets JazzClasher" - en ærespris der uddeles af Sæby Jazzfestival. Med dette i baghovedet kan man godt tillade sig at nære forventninger til hans andet album i eget navn med titlen "Clockstopper" - et album, der ifølge Knudsen selv bl.a. finder sit udspring i frygten for at miste samt fascinationen af tiden og dens gang.
I forhold til debuten er der udover Kenneth Dahl Knudsen selv kun to gengangere blandt musikerne, nemlig Tomasz Dabrowski på trompet/balkanhorn og Gilad Hekselman på guitar. Derudover er pianisten Søren Møller, saxofonisten Jaleel Shaw, trombonisten Jonas Lindh og ikke mindst trommeslageren Jonathan Blake kommet til. Og det er et hold yderst kompetente musikere, der alle spiller med stort teknisk overskud og autoritet. Særligt Søren Møller og Gilad Hekselman udmærker sig som stilsikre og energiske solister, mens Knudsen selv binder ensemblet glimrende sammen. Også blæserne gør det godt, omend det er uden de helt store fraseringsmæssige nuancer i ensemblespillet. Til gengæld spiller de rytmisk meget stramt. I det hele taget er hele sekstettens sammenspil glimrende.
Knudsens kompositioner er fermt skruet sammen og bygger både på konsekvent gennemkomponerede passager og masser af plads til improvisation. Arrangementerne er også ganske vellykkede. Bl.a. viser Knudsen en god fornemmelse for de enkelte instrumenters særpræg og klang - glimrende illustreret i nummeret "Couchophobia" hvor Dabrowskis og Hekselmans unisone temapræsentation frembringer en fin og original klang. Også harmonisk er kapelmesterens kompositioner interessante og de balancerer fint mellem gennemsigtighed og kompleksitet.
Energiniveauet er generelt ret højt på "Clockstopper" også højere end på debuten "Strings Attached". Stærkest er udgivelsen dog dér, hvor der skrues lidt ned for energien og der for alvor gives plads til det musikalske nærvær. Dette illustreres i den dejlige ballade "Tucked In", der ikke alene byder på et smukt og enkelt tema, men viser, at de medvirkende musikere er kunstnere med substans, der formår at bevæge lytteren.
Albummet er indspillet i New York, hvilket klæder Knudsens kompositioner og arrangementer. Lyden er autentisk, stram samt lettere "støvet" og man fristes næsten til at sige, at "Clockstopper" i forhold til debuten har fået et mindre nordisk og mere internationalt præg. Og det er måske netop arbejdet mod lidt mere international anerkendelse, der kan udgøre Kenneth Dahl Knudsens næste mål - for som musiker, komponist og kapelmester er han tydeligvis modnet ganske betragteligt siden sin forudgående udgivelse.
Hesselager/Tagel/Laub ****
GATEWAY
Caspar Hesselager er en kunstner, der spænder vidt. Han er uddannet klassisk pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og har bl.a. spillet i sammenhænge med Jesper Løvdal, Kasper Tranberg, Jakob Buchanan, Claus Waidtløw, m.fl. Derudover er han en del af trioen "Caution! Art Kills" (læs bl.a. anmeldelsen af deres seneste udgivelse her på sitet), ligesom han de senere år haft et meget alsidigt musikalsk virke, f.eks. som komponist til radio/tv samt producer mm. for en række pop- og rockbands - herunder Farven Fornem og Hyms Of Nineveh. Sammen med Kasper Tagel på bas og Espen Laub Von Lillienskjold på trommer præsenterer Hesselager endnu et udspil i det klassiske klaver trio format.
Som pianist er Hesselager en ener på den danske musikscene. Hans klassiske baggrund giver ham en spillestil, der sine steder minder lidt om Brad Mehldaus. Teknisk er Hesselager yderste velfunderet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en kompetent venstre hånd, der som oftest bidrager både med spændende kontrapunktiske og rytmiske lag i klaversatsen, hvilket igen er med til at give arrangementerne en ganske dynamisk fremtoning.
"Inner Outing" bygger i store træk på en dramaturgi, der søger at veksle mellem det stramme, gennemkomponerede og det frie improvisatoriske udtryk. Dette ses først og fremmest i en relativ konsekvent vekslen mellem Hesselagers kompositioner og kompositioner, der er skabt af trioen i fællesskab - en opbygning, der fungerer godt, selvom man som lytter flygtigt kan strejfes af tanken om at der ikke altid er langt mellem bevidst koncept og skabelon. Særligt Hesselagers kompositioner er tiltalende - de er relativt tilgængelige med gode, karakteristiske melodilinjer og ikke mindst spændende harmoniske strukturer, der igen balancerer fint mellem klassisk og rytmisk tradition. Den indledende "Blank/Empty/Space/Why", "They Are Not Your Friends", "Inner Outing" og den smukke "Max Fischer" er alle kompositioner med dybde og en let, underliggende nordisk melankoli.
Trioens sammenspil er fornemt. Det swinger fint i mere gængs rytmisk forstand, ligesom der er en god indbyrdes forståelse med hensyn til dynamik samt klang og ikke mindst masser af plads til de enkelte medlemmer. Tagel/Laub fungerer fornemt som rytmisk fundament samtidig med, at de hver især formår at bidrage med deres egne musikalske og klanglige personligheder. Særligt Tagels basspil er meget elegant.
"Inner Outing" er et vellykket bud på en trioplade, der bygger på godt kompositorisk materiale og sammenspil med lige dele nærvær og energi. Ganske anbefalelsesværdig!
Caspar Hesselager er en kunstner, der spænder vidt. Han er uddannet klassisk pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og har bl.a. spillet i sammenhænge med Jesper Løvdal, Kasper Tranberg, Jakob Buchanan, Claus Waidtløw, m.fl. Derudover er han en del af trioen "Caution! Art Kills" (læs bl.a. anmeldelsen af deres seneste udgivelse her på sitet), ligesom han de senere år haft et meget alsidigt musikalsk virke, f.eks. som komponist til radio/tv samt producer mm. for en række pop- og rockbands - herunder Farven Fornem og Hyms Of Nineveh. Sammen med Kasper Tagel på bas og Espen Laub Von Lillienskjold på trommer præsenterer Hesselager endnu et udspil i det klassiske klaver trio format.
Som pianist er Hesselager en ener på den danske musikscene. Hans klassiske baggrund giver ham en spillestil, der sine steder minder lidt om Brad Mehldaus. Teknisk er Hesselager yderste velfunderet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en kompetent venstre hånd, der som oftest bidrager både med spændende kontrapunktiske og rytmiske lag i klaversatsen, hvilket igen er med til at give arrangementerne en ganske dynamisk fremtoning.
"Inner Outing" bygger i store træk på en dramaturgi, der søger at veksle mellem det stramme, gennemkomponerede og det frie improvisatoriske udtryk. Dette ses først og fremmest i en relativ konsekvent vekslen mellem Hesselagers kompositioner og kompositioner, der er skabt af trioen i fællesskab - en opbygning, der fungerer godt, selvom man som lytter flygtigt kan strejfes af tanken om at der ikke altid er langt mellem bevidst koncept og skabelon. Særligt Hesselagers kompositioner er tiltalende - de er relativt tilgængelige med gode, karakteristiske melodilinjer og ikke mindst spændende harmoniske strukturer, der igen balancerer fint mellem klassisk og rytmisk tradition. Den indledende "Blank/Empty/Space/Why", "They Are Not Your Friends", "Inner Outing" og den smukke "Max Fischer" er alle kompositioner med dybde og en let, underliggende nordisk melankoli.
Trioens sammenspil er fornemt. Det swinger fint i mere gængs rytmisk forstand, ligesom der er en god indbyrdes forståelse med hensyn til dynamik samt klang og ikke mindst masser af plads til de enkelte medlemmer. Tagel/Laub fungerer fornemt som rytmisk fundament samtidig med, at de hver især formår at bidrage med deres egne musikalske og klanglige personligheder. Særligt Tagels basspil er meget elegant.
"Inner Outing" er et vellykket bud på en trioplade, der bygger på godt kompositorisk materiale og sammenspil med lige dele nærvær og energi. Ganske anbefalelsesværdig!
Torben Westergaard - Tangofied ***** (månedens album 08-2012)
GATEWAY
Langt størstedelen af de udgivelser som jazzstjerner.dk modtager er af meget høj kvalitet. Lidt færre er oveni dette også originale og bevægende. Og så er der de plader, der fanger fra første tone og efterlader et ikke bare stærkt, men varigt indtryk hos lytteren. En sådan udgivelse er Torben Westergaards crossover projekt "Tangofied" hvor han har allieret sig med den argentinske arrangør og pianist Diego Schissi og hans kvintet.
Har man engang stiftet bekendtskab med den moderne argentinske tango, som for alvor blev introduceret og manifesteret af legendariske Astor Piazolla, så ved man, at det er musik, der ved siden af en grundlæggende og musikhistorisk samt kulturelt betinget melankoli bygger på stor virtuositet, stilpluralisme og udpræget ekspressivitet. Og netop sidstnævnte udtrykskraft er udgivelsens mest fremtrædende kvalitet - dén, der gør, at "Tangofied" er svær at slippe og i øvrigt en kvalitet, der består af et helt antal af faktorer.
Først og fremmest er Schissis arrangementer helt vidunderlige. De er autentiske (med masser af plads til bl.a. tangoens typiske canyengue-effekter), detaljerede, dynamiske og på trods af en relativ høj grad af kompleksitet ganske gennemsigtige. Der er både kraftfulde unisone eller homofone passager, hvor hele orkestret bider sig insisterende fast i nogle rytmiske figurer og passager, hvor hvert instrument har velkomponerede melodiske linjer, der fletter sig ind og ud af hinanden i kontrapunktiske forløb, som selv J.S. Bach havde nikket anerkendende til. Samtidig arrangerer Schissi med stor fornemmelse for instrumenternes klanglige muligheder og idiomatik.
Westergaards kompositioner synes da heller ikke at gøre arrangementsdelen svær for Diego Schissi. Temaer som "Connecting Flights", den dansante "Scandilonga", "Hope And Fear" og ikke mindst de skønne ballader "What's In A Dream" samt "Femme Vidala" vidner om, at Westergaard er en komponist, der formår at gøre sine melodier bevægende og tilgængelige, uden at de rammer det banale.
Musikerne på udgivelsen er alle aldeles glimrende og man fornemmer, at de ikke bare har en meget stabil forankring i den argentinske tango og dennes univers, men også formår at imødekomme det nordiske materiale. Ikke alene spilles der med stort teknisk overskud - der bydes ligeledes på klanglige og fraseringsmæssige nuancer en masse. Særligt Ismael Grossman formår med sin akustiske guitar at balancere glimrende mellem individuelt særpræg og fælles udtryk og tilsvarende gør sig gældende for Santiago Segrets bandoneón.
Endelig er den tekniske side af indspilningen ganske fremragende. Produktionen er meget gennemsigtig og lyden dejlig varm, ligesom mixet ikke alene giver en fornem ensembleklang, men også lader de enkelte instrumenters tone komme frem. Det er meget homogent og transparent.
Udgivelsens titel "Tangofied" kan måske tolkes på forskellige måder - enten som en beskrivelse af, at Westergaards nordiske materiale er blevet "tangoficeret" eller måske som en beskrivelse af en tilstand, hvor man er blevet inficeret af tangoens sjæl. Undertegnede er ihvertfald inficeret af dette unikke bud på en crossover udgivelse, og er ikke bleg for at udråbe pladen som en af årets absolut aller bedste.
Langt størstedelen af de udgivelser som jazzstjerner.dk modtager er af meget høj kvalitet. Lidt færre er oveni dette også originale og bevægende. Og så er der de plader, der fanger fra første tone og efterlader et ikke bare stærkt, men varigt indtryk hos lytteren. En sådan udgivelse er Torben Westergaards crossover projekt "Tangofied" hvor han har allieret sig med den argentinske arrangør og pianist Diego Schissi og hans kvintet.
Har man engang stiftet bekendtskab med den moderne argentinske tango, som for alvor blev introduceret og manifesteret af legendariske Astor Piazolla, så ved man, at det er musik, der ved siden af en grundlæggende og musikhistorisk samt kulturelt betinget melankoli bygger på stor virtuositet, stilpluralisme og udpræget ekspressivitet. Og netop sidstnævnte udtrykskraft er udgivelsens mest fremtrædende kvalitet - dén, der gør, at "Tangofied" er svær at slippe og i øvrigt en kvalitet, der består af et helt antal af faktorer.
Først og fremmest er Schissis arrangementer helt vidunderlige. De er autentiske (med masser af plads til bl.a. tangoens typiske canyengue-effekter), detaljerede, dynamiske og på trods af en relativ høj grad af kompleksitet ganske gennemsigtige. Der er både kraftfulde unisone eller homofone passager, hvor hele orkestret bider sig insisterende fast i nogle rytmiske figurer og passager, hvor hvert instrument har velkomponerede melodiske linjer, der fletter sig ind og ud af hinanden i kontrapunktiske forløb, som selv J.S. Bach havde nikket anerkendende til. Samtidig arrangerer Schissi med stor fornemmelse for instrumenternes klanglige muligheder og idiomatik.
Westergaards kompositioner synes da heller ikke at gøre arrangementsdelen svær for Diego Schissi. Temaer som "Connecting Flights", den dansante "Scandilonga", "Hope And Fear" og ikke mindst de skønne ballader "What's In A Dream" samt "Femme Vidala" vidner om, at Westergaard er en komponist, der formår at gøre sine melodier bevægende og tilgængelige, uden at de rammer det banale.
Musikerne på udgivelsen er alle aldeles glimrende og man fornemmer, at de ikke bare har en meget stabil forankring i den argentinske tango og dennes univers, men også formår at imødekomme det nordiske materiale. Ikke alene spilles der med stort teknisk overskud - der bydes ligeledes på klanglige og fraseringsmæssige nuancer en masse. Særligt Ismael Grossman formår med sin akustiske guitar at balancere glimrende mellem individuelt særpræg og fælles udtryk og tilsvarende gør sig gældende for Santiago Segrets bandoneón.
Endelig er den tekniske side af indspilningen ganske fremragende. Produktionen er meget gennemsigtig og lyden dejlig varm, ligesom mixet ikke alene giver en fornem ensembleklang, men også lader de enkelte instrumenters tone komme frem. Det er meget homogent og transparent.
Udgivelsens titel "Tangofied" kan måske tolkes på forskellige måder - enten som en beskrivelse af, at Westergaards nordiske materiale er blevet "tangoficeret" eller måske som en beskrivelse af en tilstand, hvor man er blevet inficeret af tangoens sjæl. Undertegnede er ihvertfald inficeret af dette unikke bud på en crossover udgivelse, og er ikke bleg for at udråbe pladen som en af årets absolut aller bedste.
Mads Mathias - Free Falling **** (månedens album 06-2012)
CALIBRATED
I pressemeddelelsen, der følger med Mads Mathias' debut udgivelse "Free Falling" betegnes han som karismatisk og kompromisløs sanger og sangskriver, og flere har allerede spået den 34-årige multiinstrumentalist en karriere, der kommer til at føre ham ud over landets grænser. Hans første udgivelse som "solist" giver da også et fremragende billede af at Mads Mathias kan udvikle sig til en helt særlig skikkelse og original på det, man måske kan kalde den udvidede jazzscene, hvor også navne som Jamie Cullum, Michael Bublé, Curtis Stigers og tilsvarende mere kendte navne boltrer sig.
Der er masser af kvalitet i udgivelsen, som præsenterer Mads Mathias i to grundlæggende setup, nemlig det store orkester med både blæs og strygere på den ene side og kvintetten på den anden. Rent damaturgisk skiftes der ubesværet mellem de to besætninger og det fungerer forbavsende godt uden at udgivelsens overordnede energikurve bliver unaturlig - måske fordi kvintetten med undtagelse af trommeslageren Morten Ærø består af de samme musikere, som også danner rytmegruppen i det store orkester (med Morten Lund på trommer).
Materialet er fermt skruet sammen - det er ganske enkelt nogle gode sange Mads Mathias har skrevet, både hvad angår tekster og i endnu højere grad melodier. Det er charmerende, iørefaldende og meget stilrent uden at det bliver uoriginalt. Faktisk er det måske netop på det punkt Mads Mathias kan noget som nogle af de ovenstående referencer ikke er helt så dygtige til. For selvom Peter Jensen, men også Peter Marott og ikke mindst Mads Mathias selv er glimrende arrangører, så er det selve sangene, der i deres udformning udgør fundamentet for, at også arrangementerne er meget vellykkede og naturlige. Som lytter er man ikke et sekund i tvivl om, at sangene er skrevet med en bevidst eller intuitiv fornemmelse for den instrumentationsmæssige kontekst de bliver præsenteret i på "Free Falling". Når det så er sagt, så er det værd at fremhæve særligt Peter Jensens bidrag på arrangementsfronten, hvor den lette og luftige indledende "Fool For Love" og ikke mindst den dynamiske "Don't Look At Me" med sin brillante stryger intro fremstår som nogle af udgivelsens højdepunkter.
Der medvirker over 25 musikere på indspilningen, og de hører alle til de absolut fineste vi kan mønstre herhjemme. Strygekvartetten intonerer og klinger fint, messing sektionen er fremragende, saxofongruppen findes vel nærmest ikke bedre herhjemme, når klangidealet er luftigt og let, mens rytmegruppen både i det store orkester og i kvintetten swinger aldeles fornemt. Særligt Peter Rosendahl (piano) virker uhyre stilsikker både i sit akkompagnement og i sine solistiske indslag, men også resten af kvartetten med Regin Fuhlendorf, Morten Ankarfeldt og hhv. Morten Lund og Morten Ærø på trommer er med til at skabe en meget sikker base for resten af musikerne. Endelig er særligt Dan Hemmers orgel, men også Carsten Skous vibrafon med til at fuldende et samlet lydunivers med masser af detaljer og dybde.
Og så er der jo Mads Mathias selv: Hans stemme er original, let luftig, og han intonerer sikkert med et godt flair for enkle variationer i fraseringerne. Til tider læner han sig måske lidt for meget op af crooner-traditionen, men det er et spørgsmål om personlig smag og ikke kvaliteten i kapelmesterens sang. I forlængelse af dette er det også et nummer som den "spinkelt" besatte "Colorblind", der for alvor skærer ind i hjertet på undertegnede og viser Mads Mathias som en sanger med dybde, sårbarhed og substans i udtrykket.
Alt i alt er "Free Falling" alene i sin ambition en væsentlig udgivelse med den sidegevinst, at den danske vokal jazz scene - som er så stærk besat på kvindefronten - har fået en mandlig eksponent med internationalt snit.
I pressemeddelelsen, der følger med Mads Mathias' debut udgivelse "Free Falling" betegnes han som karismatisk og kompromisløs sanger og sangskriver, og flere har allerede spået den 34-årige multiinstrumentalist en karriere, der kommer til at føre ham ud over landets grænser. Hans første udgivelse som "solist" giver da også et fremragende billede af at Mads Mathias kan udvikle sig til en helt særlig skikkelse og original på det, man måske kan kalde den udvidede jazzscene, hvor også navne som Jamie Cullum, Michael Bublé, Curtis Stigers og tilsvarende mere kendte navne boltrer sig.
Der er masser af kvalitet i udgivelsen, som præsenterer Mads Mathias i to grundlæggende setup, nemlig det store orkester med både blæs og strygere på den ene side og kvintetten på den anden. Rent damaturgisk skiftes der ubesværet mellem de to besætninger og det fungerer forbavsende godt uden at udgivelsens overordnede energikurve bliver unaturlig - måske fordi kvintetten med undtagelse af trommeslageren Morten Ærø består af de samme musikere, som også danner rytmegruppen i det store orkester (med Morten Lund på trommer).
Materialet er fermt skruet sammen - det er ganske enkelt nogle gode sange Mads Mathias har skrevet, både hvad angår tekster og i endnu højere grad melodier. Det er charmerende, iørefaldende og meget stilrent uden at det bliver uoriginalt. Faktisk er det måske netop på det punkt Mads Mathias kan noget som nogle af de ovenstående referencer ikke er helt så dygtige til. For selvom Peter Jensen, men også Peter Marott og ikke mindst Mads Mathias selv er glimrende arrangører, så er det selve sangene, der i deres udformning udgør fundamentet for, at også arrangementerne er meget vellykkede og naturlige. Som lytter er man ikke et sekund i tvivl om, at sangene er skrevet med en bevidst eller intuitiv fornemmelse for den instrumentationsmæssige kontekst de bliver præsenteret i på "Free Falling". Når det så er sagt, så er det værd at fremhæve særligt Peter Jensens bidrag på arrangementsfronten, hvor den lette og luftige indledende "Fool For Love" og ikke mindst den dynamiske "Don't Look At Me" med sin brillante stryger intro fremstår som nogle af udgivelsens højdepunkter.
Der medvirker over 25 musikere på indspilningen, og de hører alle til de absolut fineste vi kan mønstre herhjemme. Strygekvartetten intonerer og klinger fint, messing sektionen er fremragende, saxofongruppen findes vel nærmest ikke bedre herhjemme, når klangidealet er luftigt og let, mens rytmegruppen både i det store orkester og i kvintetten swinger aldeles fornemt. Særligt Peter Rosendahl (piano) virker uhyre stilsikker både i sit akkompagnement og i sine solistiske indslag, men også resten af kvartetten med Regin Fuhlendorf, Morten Ankarfeldt og hhv. Morten Lund og Morten Ærø på trommer er med til at skabe en meget sikker base for resten af musikerne. Endelig er særligt Dan Hemmers orgel, men også Carsten Skous vibrafon med til at fuldende et samlet lydunivers med masser af detaljer og dybde.
Og så er der jo Mads Mathias selv: Hans stemme er original, let luftig, og han intonerer sikkert med et godt flair for enkle variationer i fraseringerne. Til tider læner han sig måske lidt for meget op af crooner-traditionen, men det er et spørgsmål om personlig smag og ikke kvaliteten i kapelmesterens sang. I forlængelse af dette er det også et nummer som den "spinkelt" besatte "Colorblind", der for alvor skærer ind i hjertet på undertegnede og viser Mads Mathias som en sanger med dybde, sårbarhed og substans i udtrykket.
Alt i alt er "Free Falling" alene i sin ambition en væsentlig udgivelse med den sidegevinst, at den danske vokal jazz scene - som er så stærk besat på kvindefronten - har fået en mandlig eksponent med internationalt snit.
Von Bülow/Kristiansen - Aakjæer I Toner ****
AAKJAER
Jeppe Aakjærs forfatterskab er et af de mere vægtige i den danske litteratur og det undrer derfor ikke, at mange af hans digte er sat i musik i tidens løb. Hvad der måske er mere særligt er, at mange af de sange, som er blevet til på baggrund af Aakjærs tekster rammer en særlig tone uagtet, at de er skrevet af forskellige komponister. Derfor er der - uden at der foreligger en videre videnskabelig undersøgelse til baggrund herfor - noget, der kunne tyde på, at forfatteren gennem sine tekster er en væsentlig faktor for sangenes endelige udformning. Set i det lys er "Aakjær I Toner" et meget spændende og mere oplagt end måske umiddelbart forvænteligt projekt og Bülow/Kristiansens udgivelse en virkelig fin forløsning heraf.
Albummets grundidé er at sangene i sig selv skal stå så klare og rene som muligt, mens de indrammes, suppleres og udfordres af duoens nænsomme kompositoriske tilføjelser og improvisationer. Dette lykkes ganske fornemt, først og fremmest fordi det gøres med en fin sans for variation i det små og med stor respekt for det oprindelige melodiske materiale.
Duoformatet passer meget fint til materialet, og det klæder udgivelsen fornemt, at von Bülow på en stor del af sangene har valgt at spille fløjte. Hun spiller med en klar og distinkt klang, intonerer dygtigt og formår at frasere i god overenstemmelse med instrumentets idiomatik. Kristiansen fremstår med stor autoritet, rytmisk sikkerhed og et dejlig "ukrukket" egalt anslag. Sammenspillet mellem Bülow og Kristiansen er fornemt, blandt andet illustreret i den gradvist "opløste" dialog i deres udgave af "Jeg Bærer Med Smil Min Byrde". Også arrangementerne er mestendels virkelig vellykkede. Til undertegnedes personlige favoritter hører i denne sammenhæng bl.a. "Jeg Er Havren", "Spurven Sidder Stum Bag Kvist" og "Alle Mine Længsler" hvor von Bülows supplerende melodi og det kontrapunktiske sammenspil mellem klaver og fløjte smelter meget organisk sammen med Oluf Rings oprindelige melodi.Endelig er det dejligt også at stifte bekendtskab med nogle af de sange, man sjældnere hører - f.eks. "Kom Mi Bette Kipkal" og "Der Dukker Af Disen". Det er en meget smagfuld plade Bülow/Kristiansen disker op med. Armbevægelserne og variationerne er små, men respekten for materialet lyser stærkt igennem de to musikeres afdæmpede virtuositet.
Jeppe Aakjærs forfatterskab er et af de mere vægtige i den danske litteratur og det undrer derfor ikke, at mange af hans digte er sat i musik i tidens løb. Hvad der måske er mere særligt er, at mange af de sange, som er blevet til på baggrund af Aakjærs tekster rammer en særlig tone uagtet, at de er skrevet af forskellige komponister. Derfor er der - uden at der foreligger en videre videnskabelig undersøgelse til baggrund herfor - noget, der kunne tyde på, at forfatteren gennem sine tekster er en væsentlig faktor for sangenes endelige udformning. Set i det lys er "Aakjær I Toner" et meget spændende og mere oplagt end måske umiddelbart forvænteligt projekt og Bülow/Kristiansens udgivelse en virkelig fin forløsning heraf.
Albummets grundidé er at sangene i sig selv skal stå så klare og rene som muligt, mens de indrammes, suppleres og udfordres af duoens nænsomme kompositoriske tilføjelser og improvisationer. Dette lykkes ganske fornemt, først og fremmest fordi det gøres med en fin sans for variation i det små og med stor respekt for det oprindelige melodiske materiale.
Duoformatet passer meget fint til materialet, og det klæder udgivelsen fornemt, at von Bülow på en stor del af sangene har valgt at spille fløjte. Hun spiller med en klar og distinkt klang, intonerer dygtigt og formår at frasere i god overenstemmelse med instrumentets idiomatik. Kristiansen fremstår med stor autoritet, rytmisk sikkerhed og et dejlig "ukrukket" egalt anslag. Sammenspillet mellem Bülow og Kristiansen er fornemt, blandt andet illustreret i den gradvist "opløste" dialog i deres udgave af "Jeg Bærer Med Smil Min Byrde". Også arrangementerne er mestendels virkelig vellykkede. Til undertegnedes personlige favoritter hører i denne sammenhæng bl.a. "Jeg Er Havren", "Spurven Sidder Stum Bag Kvist" og "Alle Mine Længsler" hvor von Bülows supplerende melodi og det kontrapunktiske sammenspil mellem klaver og fløjte smelter meget organisk sammen med Oluf Rings oprindelige melodi.Endelig er det dejligt også at stifte bekendtskab med nogle af de sange, man sjældnere hører - f.eks. "Kom Mi Bette Kipkal" og "Der Dukker Af Disen". Det er en meget smagfuld plade Bülow/Kristiansen disker op med. Armbevægelserne og variationerne er små, men respekten for materialet lyser stærkt igennem de to musikeres afdæmpede virtuositet.
Simon Spang-Hanssen - Citizen Song ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
ALISIO MUSIC/GATEWAY
Simon Spang-Hanssen er dét, man med rette kan kalde en "garvet rotte" på den danske og internationale jazzscene. Hans bagkatalog spænder vidt - senest anmeldte jazzstjerner.dk den brasiliansk inspirerede "Bird In Space" - og grundlæggende er hans musik både enkel, melodiøs og rytmisk inciterende. Sidstnævnte gør sig - trods fraværet af en trommeslager - også gældende på nærværende udgivelse "Citizen Song" som præsenterer Simon Spang-Hanssens "Special Quartet".
Pladen byder på mange fine kvaliteter. Først og fremmest er det en forrygende kvartet Spang-Hanssen har samlet - i mere end en forstand. Musikerne er nogle af landets absolut bedste: Kristian Jørgensen på violin, Kaare Munkholm på vibrafon, Jesper Lundgaard på kontrabas og endelig kapelmesteren selv på tenorsaxofon. Samtidig er netop instrumenteringen en af de væsentligste årsager til, at kvartetten byder på en aldeles original lyd hvor særligt parløbet mellem violin og tenorsaxofonen i mange af temapræsentationerne giver en særlig klang. Men også vibrafonens opgave som både akkord- og melodiinstrument og ikke mindst dens rytmiske rolle er sammen med Lundgaards stramme, velintonerede og fyldige bas med til at give kvartetten en let genkendelig sound.
Materialet på udgivelsen består af genfortolkninger af klassikere fra jazz repertoiret samt Spang-Hanssens egne kompositioner. Rent dramaturgisk er numrene ganske velvalgte med en fin fornemmelse for de små variationer, som gør at man som lytter bevarer nysgerrigheden. Arrangementerne er fornemme - højdepunkter i den henseende er blandt andet Dexter Gordons "Montmartre" (nyd blandt andet det fornemme sammenspil mellem vibrafon og violin i introen) og J. Kerns "Yesterdays" hvor Lundgaard viser, at han er en af de få rytmiske bassister herhjemme, der behersker den strøgne bas i et dejlig vemodigt arrangement.
Sammenspillet er glimrende - ikke alene swinger kvartetten fremragende, musikerne formår også at interagere fornemt på det mere stemningsmæssige niveau ligesom der gives god plads til hinanden i de i øvrigt meget fine soli. Gennemgående er der et godt melodisk og klangligt fokus i improvisationerne hvilket klæder både ensemblet og ikke mindst materialet.
Endelig er det en i lydteknisk forstand veludført indspilning med en fin balance, hvor de enkelte instrumentalisters særpræg fremstår ganske tydeligt, samtidig med at det samlede lydbillede er varmt og homogent. Alt i alt en udgivelse undertegnede kommer til at vende tilbage til ved mange fremtidige lejligheder.
Simon Spang-Hanssen er dét, man med rette kan kalde en "garvet rotte" på den danske og internationale jazzscene. Hans bagkatalog spænder vidt - senest anmeldte jazzstjerner.dk den brasiliansk inspirerede "Bird In Space" - og grundlæggende er hans musik både enkel, melodiøs og rytmisk inciterende. Sidstnævnte gør sig - trods fraværet af en trommeslager - også gældende på nærværende udgivelse "Citizen Song" som præsenterer Simon Spang-Hanssens "Special Quartet".
Pladen byder på mange fine kvaliteter. Først og fremmest er det en forrygende kvartet Spang-Hanssen har samlet - i mere end en forstand. Musikerne er nogle af landets absolut bedste: Kristian Jørgensen på violin, Kaare Munkholm på vibrafon, Jesper Lundgaard på kontrabas og endelig kapelmesteren selv på tenorsaxofon. Samtidig er netop instrumenteringen en af de væsentligste årsager til, at kvartetten byder på en aldeles original lyd hvor særligt parløbet mellem violin og tenorsaxofonen i mange af temapræsentationerne giver en særlig klang. Men også vibrafonens opgave som både akkord- og melodiinstrument og ikke mindst dens rytmiske rolle er sammen med Lundgaards stramme, velintonerede og fyldige bas med til at give kvartetten en let genkendelig sound.
Materialet på udgivelsen består af genfortolkninger af klassikere fra jazz repertoiret samt Spang-Hanssens egne kompositioner. Rent dramaturgisk er numrene ganske velvalgte med en fin fornemmelse for de små variationer, som gør at man som lytter bevarer nysgerrigheden. Arrangementerne er fornemme - højdepunkter i den henseende er blandt andet Dexter Gordons "Montmartre" (nyd blandt andet det fornemme sammenspil mellem vibrafon og violin i introen) og J. Kerns "Yesterdays" hvor Lundgaard viser, at han er en af de få rytmiske bassister herhjemme, der behersker den strøgne bas i et dejlig vemodigt arrangement.
Sammenspillet er glimrende - ikke alene swinger kvartetten fremragende, musikerne formår også at interagere fornemt på det mere stemningsmæssige niveau ligesom der gives god plads til hinanden i de i øvrigt meget fine soli. Gennemgående er der et godt melodisk og klangligt fokus i improvisationerne hvilket klæder både ensemblet og ikke mindst materialet.
Endelig er det en i lydteknisk forstand veludført indspilning med en fin balance, hvor de enkelte instrumentalisters særpræg fremstår ganske tydeligt, samtidig med at det samlede lydbillede er varmt og homogent. Alt i alt en udgivelse undertegnede kommer til at vende tilbage til ved mange fremtidige lejligheder.
Cigna & Von Spreckelsen - Dedication ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
På nærværende udgivelse dokumenteres samarbejdet mellem den fremadstormende guitarist/komponist Francesco Cigna og den erfarne pianist Erik Ørum Von Spreckelsen, der allerede for mange år siden brød igennem med bl.a. gruppen "Page One" (med Ginman/Blachman) og i øvrigt har høstet national og international anerkendelse ligesom han har spillet/indspillet med bl.a. DR Big Bandet, Copenhagen Art Ensemble m.fl. Selv beskriver Cigna/Spreckelsen udgivelsen som en hyldest til hard poppen. Set i det lys er udgivelsen en ganske vellykket én af slagsen.
Musikerne med Cigna/Spreckelsen i front, hhv. Daniel Franck og Joel Illerhag på bas og Tony Cigna på trommer er alle ganske fremragende. Der spilles med teknisk overskud, god sans for improvisationerne og masser af rytmisk vitalitet. Kort sagt - det swinger!
Materialet er en blanding af Cignas kompositioner og enkelte mere eller mindre kendte ældre melodier (bla. standarden "Lover Man"). Generelt er temaerne fermt skruet sammen - særligt den bebop prægede "Casual Meeting" er en sjov og vellykket pastiche på genren og Cigna/Spreckelsens unisone temapræsentation er velspillet. Men det er først og fremmest Cignas og Spreckelsens mange glimrende soli, der er udgivelsens attraktion. Begge er de rytmisk meget sikre ligesom de formår at introducere og bearbejde forskelligt motivisk materiale med en veludviklet idérigdom.
Til gengæld savner man måske lidt dybde i udtrykket - omvendt er det måske ikke hard boppens fremmeste varemærke. Set i det lys er der ikke mange fingre at sætte på "Dedication". Alligevel kunne det være interessant om Cigna/Spreckelsen også dykkede ned i det mere skrøbelige udtryk som strejfes så smukt i den velspillede tolkning af Mal Waldrons "Soul Eyes" så lytterens sanser og fokus udfordres af nogle velvalgte kontraster.
Alt i alt er "Dedication" dog en velspillet, velswingende og anbefalelsesværdig plade.
På nærværende udgivelse dokumenteres samarbejdet mellem den fremadstormende guitarist/komponist Francesco Cigna og den erfarne pianist Erik Ørum Von Spreckelsen, der allerede for mange år siden brød igennem med bl.a. gruppen "Page One" (med Ginman/Blachman) og i øvrigt har høstet national og international anerkendelse ligesom han har spillet/indspillet med bl.a. DR Big Bandet, Copenhagen Art Ensemble m.fl. Selv beskriver Cigna/Spreckelsen udgivelsen som en hyldest til hard poppen. Set i det lys er udgivelsen en ganske vellykket én af slagsen.
Musikerne med Cigna/Spreckelsen i front, hhv. Daniel Franck og Joel Illerhag på bas og Tony Cigna på trommer er alle ganske fremragende. Der spilles med teknisk overskud, god sans for improvisationerne og masser af rytmisk vitalitet. Kort sagt - det swinger!
Materialet er en blanding af Cignas kompositioner og enkelte mere eller mindre kendte ældre melodier (bla. standarden "Lover Man"). Generelt er temaerne fermt skruet sammen - særligt den bebop prægede "Casual Meeting" er en sjov og vellykket pastiche på genren og Cigna/Spreckelsens unisone temapræsentation er velspillet. Men det er først og fremmest Cignas og Spreckelsens mange glimrende soli, der er udgivelsens attraktion. Begge er de rytmisk meget sikre ligesom de formår at introducere og bearbejde forskelligt motivisk materiale med en veludviklet idérigdom.
Til gengæld savner man måske lidt dybde i udtrykket - omvendt er det måske ikke hard boppens fremmeste varemærke. Set i det lys er der ikke mange fingre at sætte på "Dedication". Alligevel kunne det være interessant om Cigna/Spreckelsen også dykkede ned i det mere skrøbelige udtryk som strejfes så smukt i den velspillede tolkning af Mal Waldrons "Soul Eyes" så lytterens sanser og fokus udfordres af nogle velvalgte kontraster.
Alt i alt er "Dedication" dog en velspillet, velswingende og anbefalelsesværdig plade.
Malene Mortensen - You Go To My Head ***
CALIBRATED
Malene Mortensen er trods sine kun 29 år ved at være en meget erfaren dame på den danske og internationale jazzscene. Siden gennembruddet med deltagelsen og andenpladsen i "Stjerne For En Aften" i 2001 samt sejren i Dansk Melodi Grandprix 2002 er det blevet til adskillige albumudgivelser og ikke mindst live-optrædener både i den hjemlige andedam og i udlandet. Det er en bedrift i sig selv, men vidner også om en kunstner af et vist format og både Mortensens debut "Paradise" samt opfølgeren "Date With A Dream" er at finde i undertegnedes pladesamling.
Lad det være sagt med det samme: "You Go To My Head" byder i mange henseender på rigtig god musik. Malene Mortensen har en personlig, let genkendelig og velskolet stemme. Hun intonerer fornemt og fraserer ganske originalt ligesom hun behersker den væsentlige evne at variere sin klang, der dog kan blive en anelse presset/lukket i de højere registre.
Mortensens backing band består af meget dygtige musikere, der bevæger sig sikkert inden for udgivelsens relativt brede stilistiske univers. Carl Mörner Ringström spiller ganske virtuost og med masser af inddragelse af effekter som gør, at hans spil måske kan beskrives ud fra referencer som Pat Metheny, Joe Satriani og U2's The Edge bl.a. glimrende illustreret i et nummer som "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality". Oscar Johansson behersker ligeledes både den klassiske pianistrolle - hvor han spiller med tydelige referencer til jazzen (dog gennemgående med et poppet "tinge" a la Bruce Hornsby bl.a. illustreret i et nummer som "No Halo") - ligesom han formår at indtage en mere klanglig rolle. Paul Hinz på kontrabas og Daniel Johansson på trommer kompletterer en kompetent og ganske fint sammenspillet kvartet.
Materialet på indspilningen består af både standards som "Misty", "My Shining Hour" samt titelsangen "You Go To My Head" og originalt materiale, der enten er komponeret af Mortensen selv eller i et samarbejde med Carl Mörner. Blandingen fungerer egentlig ganske godt, men det er alligevel på materialesiden, at "You Go To My Head" måske savner lidt dybde. Undertegnede sidder i perioder tilbage med et indtryk af, at teksterne periodevis mere fungerer som værktøj til vokalen end som egentlige historier, der kommer fra hjertet. Omvendt ligger det måske heller ikke i de stilistiske kort, at teksterne skal være små, voldsomt bevægende kunstværker. Alligevel er det medvirkende til at udgivelsen periodevis når at strejfe det overfladiske. Det er farligt land at bevæge sig ind på, fordi man som anmelder aldrig med sikkerhed kan vide hvor meget hjerteblod, der er lagt i ordene, men en tekst som i sangen "Your Love Is Digital" kunne måske godt være blevet gennemarbejdet med henblik på at gøre den mere mundret, naturligt sangbar og elegant.
Når det er sagt, så er "You Go To My Head" en fin udgivelse, med velspillet og ganske energisk musik hvor bl.a. "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality", den smukke ballade "Ambiguous Blues" og ikke mindst den tango inspirerede "You Go To My Head" viser at Malene Mortensen har fundet et udfordrende orkester og et originalt udtryk som det skal blive spændende at følge udviklingen af.
Malene Mortensen er trods sine kun 29 år ved at være en meget erfaren dame på den danske og internationale jazzscene. Siden gennembruddet med deltagelsen og andenpladsen i "Stjerne For En Aften" i 2001 samt sejren i Dansk Melodi Grandprix 2002 er det blevet til adskillige albumudgivelser og ikke mindst live-optrædener både i den hjemlige andedam og i udlandet. Det er en bedrift i sig selv, men vidner også om en kunstner af et vist format og både Mortensens debut "Paradise" samt opfølgeren "Date With A Dream" er at finde i undertegnedes pladesamling.
Lad det være sagt med det samme: "You Go To My Head" byder i mange henseender på rigtig god musik. Malene Mortensen har en personlig, let genkendelig og velskolet stemme. Hun intonerer fornemt og fraserer ganske originalt ligesom hun behersker den væsentlige evne at variere sin klang, der dog kan blive en anelse presset/lukket i de højere registre.
Mortensens backing band består af meget dygtige musikere, der bevæger sig sikkert inden for udgivelsens relativt brede stilistiske univers. Carl Mörner Ringström spiller ganske virtuost og med masser af inddragelse af effekter som gør, at hans spil måske kan beskrives ud fra referencer som Pat Metheny, Joe Satriani og U2's The Edge bl.a. glimrende illustreret i et nummer som "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality". Oscar Johansson behersker ligeledes både den klassiske pianistrolle - hvor han spiller med tydelige referencer til jazzen (dog gennemgående med et poppet "tinge" a la Bruce Hornsby bl.a. illustreret i et nummer som "No Halo") - ligesom han formår at indtage en mere klanglig rolle. Paul Hinz på kontrabas og Daniel Johansson på trommer kompletterer en kompetent og ganske fint sammenspillet kvartet.
Materialet på indspilningen består af både standards som "Misty", "My Shining Hour" samt titelsangen "You Go To My Head" og originalt materiale, der enten er komponeret af Mortensen selv eller i et samarbejde med Carl Mörner. Blandingen fungerer egentlig ganske godt, men det er alligevel på materialesiden, at "You Go To My Head" måske savner lidt dybde. Undertegnede sidder i perioder tilbage med et indtryk af, at teksterne periodevis mere fungerer som værktøj til vokalen end som egentlige historier, der kommer fra hjertet. Omvendt ligger det måske heller ikke i de stilistiske kort, at teksterne skal være små, voldsomt bevægende kunstværker. Alligevel er det medvirkende til at udgivelsen periodevis når at strejfe det overfladiske. Det er farligt land at bevæge sig ind på, fordi man som anmelder aldrig med sikkerhed kan vide hvor meget hjerteblod, der er lagt i ordene, men en tekst som i sangen "Your Love Is Digital" kunne måske godt være blevet gennemarbejdet med henblik på at gøre den mere mundret, naturligt sangbar og elegant.
Når det er sagt, så er "You Go To My Head" en fin udgivelse, med velspillet og ganske energisk musik hvor bl.a. "209 Words To Bridge The Gap Between Perception And Reality", den smukke ballade "Ambiguous Blues" og ikke mindst den tango inspirerede "You Go To My Head" viser at Malene Mortensen har fundet et udfordrende orkester og et originalt udtryk som det skal blive spændende at følge udviklingen af.
Snorre Kirk - Blues Modernism *****
CALIBRATED
Når en instrumentalist debuterer som kapelmester så er der - uanset genre - som oftest tale om en musiker, der spiller et melodibærende instrument. Med Snorre Kirks debut "Blues Modernism" er der lidt overraskende tale om en trommeslager. Overraskende - ikke fordi, det er helt uhørt at trommeslagere fungerer som komponister/orkesterledere (Karsten Bagge og Emil De Waal er glimrende eksempler fra den hjemlige andedam), men mere, fordi trommeslagere oftest synes at trives bedst i rollen som sidemen. Det er da også her undertegnede tidligere har stiftet bekendtskab med eksilnormanden Kirk, hvorfor "Blues Modernism" kommer som en kærkommen tilføjelse til indtrykket af ikke bare en glimrende musiker, men også en fornem komponist og en gedigen orkesterleder.
Som titlen antyder er "Blues Mordernism" en udgivelse, der bygger bro mellem tradition og fornyelse. Og det gør den med succes. En af de mest indlysende årsager hertil er ensemblets sammensætning af musikere, der alle - trods deres stadig relativt unge alder - er både uhyre modne og erfarne. Saxofonisterne Jan Harbeck (ts) og Fredrik Kronkvist (as, ss) supplerer hinanden uhyre godt både i deres forskellighed i tilgangen til det improvisatoriske samt solistiske og i deres meget fine fornemmelse for ensemblespil. Den fremragende trompetist Karl Orlandersson kompletterer en blæser-sektion, der spiller rytmisk tight, intonerer fremragende og i øvrigt blander smukt i et meget behageligt og luftigt klangideal. Rytmegruppen, der udover kapelmesteren Kirk består af Magnus Hjorth (p) og Lars Ekman (b) swinger aldeles glimrende og udstråler en nærmest stoisk ro, og det klæder både et mere up tempo nummer som den lette "Coco" og balladerne som f.eks. den smukke "Sunday Service" hvor hele rytmesektionen og måske særligt Magnus Hjorth spiller overordentlig smagfuldt.
Kompositionerne, som alle er skrevet af Snorre Kirk vidner om en komponist med en ganske glimrende fornemmelse for at skrue iørefaldende og let tilgængelige temaer sammen uanset om de er tænkt "solistiske" som eksempelvis i "Sunday Service" og "Noir" eller mere ensembleorienterede som f.eks. i "Riviera" og "Coco". Det er simpelt uden på noget tidspunkt at strejfe det banale.
Lydsiden på udgivelsen er intet mindre end brilliant. Det gælder ikke kun orkestrets egen sound, som placerer sig et sted mellem klassisk Duke Ellington swing og Horace Silvers soul jazz, men også den lydtekniske forløsning af ensemblets i øvrigt fornemme sammenspil. Balancen mellem blæserne er god, rytmegruppen mikset som rytmisk helhed - uden at de enkelte instrumentstemmer mister deres individuelle særpræg - og den naturlige klang, der ligger i The Village Studierne er perfekt castet til et projekt, der med sin blues orienterede tilgang lever af nærvær og varme. Fornemt indspillet og mixet af Bjørn Gjessing og ligeledes nænsomt mastereret af John Mayfield.
Alt i alt er Snorre Kirks "Blues Modernism" en udgivelse, der fanger lytteren allerede ved første gennemlytning, men som i kraft af musikkens substans og musikernes kvalitet formår at åbne sig også ved adskillige genhør.
Køb/bestil her
Når en instrumentalist debuterer som kapelmester så er der - uanset genre - som oftest tale om en musiker, der spiller et melodibærende instrument. Med Snorre Kirks debut "Blues Modernism" er der lidt overraskende tale om en trommeslager. Overraskende - ikke fordi, det er helt uhørt at trommeslagere fungerer som komponister/orkesterledere (Karsten Bagge og Emil De Waal er glimrende eksempler fra den hjemlige andedam), men mere, fordi trommeslagere oftest synes at trives bedst i rollen som sidemen. Det er da også her undertegnede tidligere har stiftet bekendtskab med eksilnormanden Kirk, hvorfor "Blues Modernism" kommer som en kærkommen tilføjelse til indtrykket af ikke bare en glimrende musiker, men også en fornem komponist og en gedigen orkesterleder.
Som titlen antyder er "Blues Mordernism" en udgivelse, der bygger bro mellem tradition og fornyelse. Og det gør den med succes. En af de mest indlysende årsager hertil er ensemblets sammensætning af musikere, der alle - trods deres stadig relativt unge alder - er både uhyre modne og erfarne. Saxofonisterne Jan Harbeck (ts) og Fredrik Kronkvist (as, ss) supplerer hinanden uhyre godt både i deres forskellighed i tilgangen til det improvisatoriske samt solistiske og i deres meget fine fornemmelse for ensemblespil. Den fremragende trompetist Karl Orlandersson kompletterer en blæser-sektion, der spiller rytmisk tight, intonerer fremragende og i øvrigt blander smukt i et meget behageligt og luftigt klangideal. Rytmegruppen, der udover kapelmesteren Kirk består af Magnus Hjorth (p) og Lars Ekman (b) swinger aldeles glimrende og udstråler en nærmest stoisk ro, og det klæder både et mere up tempo nummer som den lette "Coco" og balladerne som f.eks. den smukke "Sunday Service" hvor hele rytmesektionen og måske særligt Magnus Hjorth spiller overordentlig smagfuldt.
Kompositionerne, som alle er skrevet af Snorre Kirk vidner om en komponist med en ganske glimrende fornemmelse for at skrue iørefaldende og let tilgængelige temaer sammen uanset om de er tænkt "solistiske" som eksempelvis i "Sunday Service" og "Noir" eller mere ensembleorienterede som f.eks. i "Riviera" og "Coco". Det er simpelt uden på noget tidspunkt at strejfe det banale.
Lydsiden på udgivelsen er intet mindre end brilliant. Det gælder ikke kun orkestrets egen sound, som placerer sig et sted mellem klassisk Duke Ellington swing og Horace Silvers soul jazz, men også den lydtekniske forløsning af ensemblets i øvrigt fornemme sammenspil. Balancen mellem blæserne er god, rytmegruppen mikset som rytmisk helhed - uden at de enkelte instrumentstemmer mister deres individuelle særpræg - og den naturlige klang, der ligger i The Village Studierne er perfekt castet til et projekt, der med sin blues orienterede tilgang lever af nærvær og varme. Fornemt indspillet og mixet af Bjørn Gjessing og ligeledes nænsomt mastereret af John Mayfield.
Alt i alt er Snorre Kirks "Blues Modernism" en udgivelse, der fanger lytteren allerede ved første gennemlytning, men som i kraft af musikkens substans og musikernes kvalitet formår at åbne sig også ved adskillige genhør.
Køb/bestil her
Lovedale - Green Sounds ****
ILK
Når et orkester har eksisteret på den danske jazzscene i 10 år, så kan det - med tanke på en branche hvor lineups skifter med hyppige mellemrum - med rette kaldes en institution (også selvom bassisten Jonas Westergaard i denne omgang erstattes af den tyske trombonevirtuos Nils Wogram). Ser man yderligere på orkestrets meritter gennem den forgangne dekade hvor det er blevet til både DMA-nomineringer og DMA-statuetter kan man med rette have forventninger til deres fjerde album, der modsat de tidligere udgivelser bygger på materiale, der hele vejen igennem er skabt i nuet.
"Green Sounds" er ikke en plade man spiller for sine børn første gang de skal introduceres til jazzgenren eller improvistionsmusik i bredere forstand - dertil er dens udtryk for komplekst og krævende. Til gengæld er det en udgivelse, der både afslører nogle glimrende musikere med en fornem evne til at spille med "store" ører og et klangeligt univers, der er mere originalt end hos de fleste grupper i samme genremæssige univers. Og det er netop de to piller sammenspil og klang, der gør "Green Sounds" til en virkelig vellykket plade. Først og fremmest agerer musikerne udtrolig godt i forhold til hinanden og evner at give hinanden plads til at udfolde de musikalske ideer og samtidig at presse hinanden til ikke udelukkende at dvæle i musikalsk narcisisme. Således balancerer albummet glimrende mellem individuelt og fælles udtryk. Glimrende eksempler herpå er den indledende "Trains And Bone And Planes" og den dramaturgisk utrolig veldrejede "Beneath The Blues".
"Landscape" og "Mefludica" (en ganske humoristisk titel i øvrigt) er til gengæld eksempler på hvordan Lovedale tålmodigt, begavet og på meget varieret vis udforsker det klanglige univers enten i samspillet, instrumenteringen (udover trommeslageren Anders Mogens byder samtlige af orkestrets medlemmer ind med flere forskellige instrumenter) eller instrumentalsounden . Samtidig byder særligt det førstnævnte nummer på nogle meget prægnante melodiske motiver, der er med til at bevare lytterens interesse. I det hele taget er ensemblet dygtig til i perioder at lade den musikalske proces være vildt flydende og i andre perioder at stramme de musikalske tøjler, bl.a. glimrende illustreret i Anders Mogensens trommespil, der veksler fint mellem det klangligt legende fokus og det rytmisk stringente ditto - f.eks. i "Suite Green" hvor anden halvdel af nummeret byder på et ganske stramt back beat.
"Green Sounds" kan måske beskrives som vellykket ekstremsport - gennemgående risikobetonet og udfrodrende, men aldrig så ukontrolleret, at det bliver livsfarligt. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig udgivelse med masser af dybde.
Køb/bestil her
Når et orkester har eksisteret på den danske jazzscene i 10 år, så kan det - med tanke på en branche hvor lineups skifter med hyppige mellemrum - med rette kaldes en institution (også selvom bassisten Jonas Westergaard i denne omgang erstattes af den tyske trombonevirtuos Nils Wogram). Ser man yderligere på orkestrets meritter gennem den forgangne dekade hvor det er blevet til både DMA-nomineringer og DMA-statuetter kan man med rette have forventninger til deres fjerde album, der modsat de tidligere udgivelser bygger på materiale, der hele vejen igennem er skabt i nuet.
"Green Sounds" er ikke en plade man spiller for sine børn første gang de skal introduceres til jazzgenren eller improvistionsmusik i bredere forstand - dertil er dens udtryk for komplekst og krævende. Til gengæld er det en udgivelse, der både afslører nogle glimrende musikere med en fornem evne til at spille med "store" ører og et klangeligt univers, der er mere originalt end hos de fleste grupper i samme genremæssige univers. Og det er netop de to piller sammenspil og klang, der gør "Green Sounds" til en virkelig vellykket plade. Først og fremmest agerer musikerne udtrolig godt i forhold til hinanden og evner at give hinanden plads til at udfolde de musikalske ideer og samtidig at presse hinanden til ikke udelukkende at dvæle i musikalsk narcisisme. Således balancerer albummet glimrende mellem individuelt og fælles udtryk. Glimrende eksempler herpå er den indledende "Trains And Bone And Planes" og den dramaturgisk utrolig veldrejede "Beneath The Blues".
"Landscape" og "Mefludica" (en ganske humoristisk titel i øvrigt) er til gengæld eksempler på hvordan Lovedale tålmodigt, begavet og på meget varieret vis udforsker det klanglige univers enten i samspillet, instrumenteringen (udover trommeslageren Anders Mogens byder samtlige af orkestrets medlemmer ind med flere forskellige instrumenter) eller instrumentalsounden . Samtidig byder særligt det førstnævnte nummer på nogle meget prægnante melodiske motiver, der er med til at bevare lytterens interesse. I det hele taget er ensemblet dygtig til i perioder at lade den musikalske proces være vildt flydende og i andre perioder at stramme de musikalske tøjler, bl.a. glimrende illustreret i Anders Mogensens trommespil, der veksler fint mellem det klangligt legende fokus og det rytmisk stringente ditto - f.eks. i "Suite Green" hvor anden halvdel af nummeret byder på et ganske stramt back beat.
"Green Sounds" kan måske beskrives som vellykket ekstremsport - gennemgående risikobetonet og udfrodrende, men aldrig så ukontrolleret, at det bliver livsfarligt. Alt i alt en meget anbefalelsesværdig udgivelse med masser af dybde.
Køb/bestil her
Jens Lysdal - A Matter Of Time ****
STUNT
Jens Lysdal har har lige siden debut udgivelsen for over 16 år siden hørt til undertegnedes personlige favoritter når det gælder musik, der gør mere ud af indhold end ydre formalia som f.eks. genrestringens. Der har altid været en rød tråd i Lysdals produktion også selvom hans musik kræver op til flere kasser, når man forsøger at rubricere den. Måske er det netop dette faktum, der har gjort ham interessant i bl.a. Korea og ikke mindst som leverandør af musik til levende billeder f.eks. i danske serier som "Forbrydelsen", "Rejseholdet" og "Livvagterne".
"A Matter Of Time" er altså ikke noget decideret nyt bekendtskab. Den oprindelige udgivelse har været en del af pladesamlingen næsten lige så længe som den har været udgivet. Kvaliteterne på den egentlige debut, som sangenes og teksternes kvalitet, de fornemme musikerpræstationer (bl.a. af Jacob Christoffersen på tangenter, Niels Dahl på bas, Anders Pedersen på trommer og Lisbeth Diers på Percussion) og albummets fine dramaturgi må betegnes som tidsløse og lever derfor videre på genudgivelsen. Både den indledende "Shadows", titeltracket "A Matter Of Time", den sydlanske "Queen Of Wasting Time" den fremragende fortolkning af Randy Newmans "Marie" og den humoristiske "My Girlfriend" er numre, der tåler mange genhør. Det swinger, det er vedkommende og det er først og fremmest musik med substans.
Vokalerne er genindspillet i 2012. Forventer man dog vilde forandringer eller nye ideer fra den front bliver man måske skuffet. Men hvorfor også ændre på noget, der faktisk fungerer glimrende? Forskellene ligger i detaljen som f.eks. i et lidt mere tidsvarende mix, ganske få fraserings- eller klangmæssige variationer og en gentænkning af nogle af de effekter, der bruges - bl.a. fint illustreret i et nummer som "Easy To Forget" hvor leadvokalen får en lidt mere aktuel produktion (lyt f.eks. til doseringen af reverb/delay i nummeret). Faktisk er det ligefrem imponerende hvor tro Lysdal er mod sine oprindelige fortolkninger, og det er en god disposition ikke mindst, fordi vokalen på den måde stadig fungerer fint i samspil med resten af det musikalske udtryk.
Også remastereringen har pyntet på udgivelsen - ikke i ekstremerne, men lige præcis så meget, så særligt de akustiske guitarer, vokalen og tangenterne har fået en mere helstøbt sound. De står både bedre isoleret set og særligt i lydbilledet som helhed.
Eneste måske lidt unødvendige tilføjelse til genudgivelsen er fortolkningen af Holiday/Herzog Jr.'s "God Bless The Child", hvor den dybde, der i forvejen ligger i nummeret drukner lidt i en produktion, som lige strejfer det "overlæssede". Alt i alt er Lysdals genudgivelse af en i forvejen fornem plade dog et studie i god smag og fornuftige dispositioner, der alle er udført i musikkens tjeneste.
Køb/bestil her
Jens Lysdal har har lige siden debut udgivelsen for over 16 år siden hørt til undertegnedes personlige favoritter når det gælder musik, der gør mere ud af indhold end ydre formalia som f.eks. genrestringens. Der har altid været en rød tråd i Lysdals produktion også selvom hans musik kræver op til flere kasser, når man forsøger at rubricere den. Måske er det netop dette faktum, der har gjort ham interessant i bl.a. Korea og ikke mindst som leverandør af musik til levende billeder f.eks. i danske serier som "Forbrydelsen", "Rejseholdet" og "Livvagterne".
"A Matter Of Time" er altså ikke noget decideret nyt bekendtskab. Den oprindelige udgivelse har været en del af pladesamlingen næsten lige så længe som den har været udgivet. Kvaliteterne på den egentlige debut, som sangenes og teksternes kvalitet, de fornemme musikerpræstationer (bl.a. af Jacob Christoffersen på tangenter, Niels Dahl på bas, Anders Pedersen på trommer og Lisbeth Diers på Percussion) og albummets fine dramaturgi må betegnes som tidsløse og lever derfor videre på genudgivelsen. Både den indledende "Shadows", titeltracket "A Matter Of Time", den sydlanske "Queen Of Wasting Time" den fremragende fortolkning af Randy Newmans "Marie" og den humoristiske "My Girlfriend" er numre, der tåler mange genhør. Det swinger, det er vedkommende og det er først og fremmest musik med substans.
Vokalerne er genindspillet i 2012. Forventer man dog vilde forandringer eller nye ideer fra den front bliver man måske skuffet. Men hvorfor også ændre på noget, der faktisk fungerer glimrende? Forskellene ligger i detaljen som f.eks. i et lidt mere tidsvarende mix, ganske få fraserings- eller klangmæssige variationer og en gentænkning af nogle af de effekter, der bruges - bl.a. fint illustreret i et nummer som "Easy To Forget" hvor leadvokalen får en lidt mere aktuel produktion (lyt f.eks. til doseringen af reverb/delay i nummeret). Faktisk er det ligefrem imponerende hvor tro Lysdal er mod sine oprindelige fortolkninger, og det er en god disposition ikke mindst, fordi vokalen på den måde stadig fungerer fint i samspil med resten af det musikalske udtryk.
Også remastereringen har pyntet på udgivelsen - ikke i ekstremerne, men lige præcis så meget, så særligt de akustiske guitarer, vokalen og tangenterne har fået en mere helstøbt sound. De står både bedre isoleret set og særligt i lydbilledet som helhed.
Eneste måske lidt unødvendige tilføjelse til genudgivelsen er fortolkningen af Holiday/Herzog Jr.'s "God Bless The Child", hvor den dybde, der i forvejen ligger i nummeret drukner lidt i en produktion, som lige strejfer det "overlæssede". Alt i alt er Lysdals genudgivelse af en i forvejen fornem plade dog et studie i god smag og fornuftige dispositioner, der alle er udført i musikkens tjeneste.
Køb/bestil her
Jesper Thilo & The American Stars ****
Fornem dokumentation, der præsenterer en bred vifte af indspilninger med Jesper Thilo som frontmand for forskellige dansk/amerikanske konstellationer gennem 80'erne. De tre CD'er fungerer udmærket som særskilte album, men det væsentligste ved denne udgivelse er helheden, der viser Jesper Thilo i en periode hvor han var en af europas aller bedste tenorsaxofonister. Hans tone er original og hans improvisationer meget begavede. Man må neje sig i støvet for hans livsværk og i øvrigt glæde sig til og over nyt. Anbefalelsesværdigt!
JazzNord Ensemble feat. Dick Oatts - Canopus ***
JAZZNORD
Ambitiøs og langt hen ad vejen vellykket udgivelse fra JazzNord Ensemble med den amerikanske saxofonist Dick Oatts som special guest. Pladens største attraktion er umiddelbart den originale besætning, der udover en klassisk rytmegruppe byder på en blæser sektion med alskens saxofoner, trompet og ikke mindst fløjte og strygere i form af violin og cello. På denne måde skabes en ganske original klang. Personligt synes jeg ikke at instrumenterne fra det "klassiske" instrumentarium kommer helt til deres ret i arrangementerne - dertil er der måske lidt for stort fokus på ensemblespillet. Bedst fungerer de lidt mere transparente arrangementer som f.eks. "Ballad" hvor både fløjte, basklarinet og strygere (bl.a. i Søren Møllers smukke klaversolo) kommer til deres ret. Alt i alt er Canopus dog en ganske lytteværdig og spændende crossover udgivelse serveret af dygtige musikere.
Køb/bestil her
Ambitiøs og langt hen ad vejen vellykket udgivelse fra JazzNord Ensemble med den amerikanske saxofonist Dick Oatts som special guest. Pladens største attraktion er umiddelbart den originale besætning, der udover en klassisk rytmegruppe byder på en blæser sektion med alskens saxofoner, trompet og ikke mindst fløjte og strygere i form af violin og cello. På denne måde skabes en ganske original klang. Personligt synes jeg ikke at instrumenterne fra det "klassiske" instrumentarium kommer helt til deres ret i arrangementerne - dertil er der måske lidt for stort fokus på ensemblespillet. Bedst fungerer de lidt mere transparente arrangementer som f.eks. "Ballad" hvor både fløjte, basklarinet og strygere (bl.a. i Søren Møllers smukke klaversolo) kommer til deres ret. Alt i alt er Canopus dog en ganske lytteværdig og spændende crossover udgivelse serveret af dygtige musikere.
Køb/bestil her
Bigoni, Solborg, Brow - Hopscotch ****
ILK
Meget fin debut udgivelse af italiensk, dansk, canadisk trio. Pladen præsenterer 10 originale kompositioner, med stærke improvisatoriske forløb og dynamiske arrangementer. Udtryksfeltet spænder fra det lyrisk luftige som i åbneren "2" over det energisk groovende ostinatbaserede i "Elope Soon" til det kontrapunktiske som i "Mr. Green". Pladens største kvalitet - ved siden af et eminent sammenspil og fornem klanglig bredde - er trioens evne til at bevare grundstemningen gennem de enkelte numre selv dér, hvor de dynamiske udsving er meget store. Det giver udgivelsen et relativt homogent udtryk og en hvis tilgængelighed på trods af de store kontraster.
Køb/bestil her
Meget fin debut udgivelse af italiensk, dansk, canadisk trio. Pladen præsenterer 10 originale kompositioner, med stærke improvisatoriske forløb og dynamiske arrangementer. Udtryksfeltet spænder fra det lyrisk luftige som i åbneren "2" over det energisk groovende ostinatbaserede i "Elope Soon" til det kontrapunktiske som i "Mr. Green". Pladens største kvalitet - ved siden af et eminent sammenspil og fornem klanglig bredde - er trioens evne til at bevare grundstemningen gennem de enkelte numre selv dér, hvor de dynamiske udsving er meget store. Det giver udgivelsen et relativt homogent udtryk og en hvis tilgængelighed på trods af de store kontraster.
Køb/bestil her
Anne Mette Iversen Quartet - Milo Songs ****
BJURECORDS
Fornem plade af den danske bassist Anne Mette Iversen og hendes amerikanske kolleger John Ellis (ts, cl), Danny Grissett (p) og Otis Brown III (dr). Byggende på en melodi hendes søn Milo nynnede under leg præsenterer pladen et stærkt tematisk og melodisk materiale spillet af nogle dygtige musikere. Det er mainstream jazz uden at være konservativ og moderne jazz uden at være avantgarde, der præsenterer Iversen som en begavet kapelmesterinde. Højdepunkter er bl.a. den indledende "The Terrace", den kontrapunktisk fabulerende "The Storm" og den smukke "Child's Worlds".
Køb/bestil her
Fornem plade af den danske bassist Anne Mette Iversen og hendes amerikanske kolleger John Ellis (ts, cl), Danny Grissett (p) og Otis Brown III (dr). Byggende på en melodi hendes søn Milo nynnede under leg præsenterer pladen et stærkt tematisk og melodisk materiale spillet af nogle dygtige musikere. Det er mainstream jazz uden at være konservativ og moderne jazz uden at være avantgarde, der præsenterer Iversen som en begavet kapelmesterinde. Højdepunkter er bl.a. den indledende "The Terrace", den kontrapunktisk fabulerende "The Storm" og den smukke "Child's Worlds".
Køb/bestil her
Ole Matthiessen - Past And Present ****
STUNT
Dejlig vital plade, der præsenterer kompositioner skrevet af Matthiessen gennem de seneste 45 år. Der spilles med forbilledligt drive og iderigdom både i de overvejende enkle, iørefaldende temaer og i improvisationerne. Arrangementer og former er ganske traditionelle, men hvad gør det, når det samlede udtryk, med referencer til både bebop og 60'ernes souljazz er så friskt. Ole Matthiessen (p), Henrik Bolberg (tp, fh), Bob Rockwell (ts, fl), Lis Wessberg (trb), Jesper Lundgaard (b), Kresten Osgood (dr) hylder Bluesen i fremragende sammenspil og titlen "Past And Present" er ganske rammende for en udgivelse, der med skønne skæringer som "Blue-Ooze", "Den Gamle Arrangørs Blues" og "Past And Present" serverer traditionel musik i en frisk og moderne kontekst.
Køb/bestil her
Dejlig vital plade, der præsenterer kompositioner skrevet af Matthiessen gennem de seneste 45 år. Der spilles med forbilledligt drive og iderigdom både i de overvejende enkle, iørefaldende temaer og i improvisationerne. Arrangementer og former er ganske traditionelle, men hvad gør det, når det samlede udtryk, med referencer til både bebop og 60'ernes souljazz er så friskt. Ole Matthiessen (p), Henrik Bolberg (tp, fh), Bob Rockwell (ts, fl), Lis Wessberg (trb), Jesper Lundgaard (b), Kresten Osgood (dr) hylder Bluesen i fremragende sammenspil og titlen "Past And Present" er ganske rammende for en udgivelse, der med skønne skæringer som "Blue-Ooze", "Den Gamle Arrangørs Blues" og "Past And Present" serverer traditionel musik i en frisk og moderne kontekst.
Køb/bestil her
Jonas Johansen - Move This ****
STUNT
Nogle gange kan det være ganske befriende at en udgivelse bare byder på god musik og ikke alskens konceptuelle tanker, smarte virtuelle features eller internationale gæster mm. Jonas Johansens "Move" bestående af Frederik Lundin (sax), Jacob Christoffersen (p) og Daniel Franck (b) og kapelmesteren selv bag trommerne, spiller på deres seneste udgivelse fornem moderne jazz, med overvejende stærke temaer (særligt Lundin fremstår som glimrende komponist), flot sammenspil og glimrende solistiske præstationer. Den indledende "Today I slept A Little Late", den energisk swingende "The Hat" og den smukke ballade "Alfonsina Y El Mar" er anbefalelsesværdige skæringer.
Køb/bestil her
Nogle gange kan det være ganske befriende at en udgivelse bare byder på god musik og ikke alskens konceptuelle tanker, smarte virtuelle features eller internationale gæster mm. Jonas Johansens "Move" bestående af Frederik Lundin (sax), Jacob Christoffersen (p) og Daniel Franck (b) og kapelmesteren selv bag trommerne, spiller på deres seneste udgivelse fornem moderne jazz, med overvejende stærke temaer (særligt Lundin fremstår som glimrende komponist), flot sammenspil og glimrende solistiske præstationer. Den indledende "Today I slept A Little Late", den energisk swingende "The Hat" og den smukke ballade "Alfonsina Y El Mar" er anbefalelsesværdige skæringer.
Køb/bestil her
Gunde On Garner - Live At Jazzcup ***
STUNT
Intet nyt under solen fra "Gunde On Garner" fristes man til at sige. Til gengæld er det håndspillet musik, der virkelig swinger fornemt derudaf krydret med nogle smukke ballader - nyd bl.a. Gundes egen fornemme "Gundes Mambo" samt en skøn version af "You Are So Beautiful". Gunde er en af landets bedste og mest alsidige pianister og rytmegruppen støtter ham ganske fint på en anbefalelseværdig plade.
Køb/bestil her
Intet nyt under solen fra "Gunde On Garner" fristes man til at sige. Til gengæld er det håndspillet musik, der virkelig swinger fornemt derudaf krydret med nogle smukke ballader - nyd bl.a. Gundes egen fornemme "Gundes Mambo" samt en skøn version af "You Are So Beautiful". Gunde er en af landets bedste og mest alsidige pianister og rytmegruppen støtter ham ganske fint på en anbefalelseværdig plade.
Køb/bestil her
Marc Bernstein feat. Billy Hart - Good People Music ****
BLACKOUT MUSIC
I materialet, der følger med Marc Bernsteins seneste udgivelse beskriver kapelmesteren selv tilblivelsen af musikken som en proces, der er centreret omkring gode mennesker og en deraf følgende tryghed, som giver plads til fri og dedikeret kommunikation om komponistens musikalske intentioner. Og det er ganske rammende, for "Good People Music" er et album, der emmer af varme musikerne imellem - pudsigt nok et parameter, der er let at høre, men ganske svært at forklare, endsige beskrive.
Heldigvis rummer udgivelsen udover ovennævnte kvalitet masser af andre elementer, der gør den til en god og lytteværdig oplevelse. Alene de medvirkende gør Bernsteins nye album interessant - de er nemlig ikke bare gode mennesker, men også aldeles gode musikere, der hver især har bevæget sig på både den frie og mere stramme scene inden for jazzen og på denne måde klæder det valgte materiale fornemt. Således rummer udgivelsen både et element af noget velkendt og en friskhed i udtrykket.
Materialet er begavet komponeret og udvalgt og består fortrinsvist af Bernsteins egne numre suppleret af bl.a. den danske klassiker "I Skovens Dybe Stille Ro" (eller som skrevet på omslaget blot "Stille Ro"). Særligt den indledende "AB/CD" er ganske vellykket både hvad angår det tematiske materiale og hvad angår musikernes nænsomme behandling af det dynamiske parameter i musikken, hvor det indledende basostinat og basklarinettens tema gradvist udfoldes i en ganske bevægende stemning, med masser af nedadgående melodibevægelser.
Og netop instrumenteringen og arrangementerne er et af udgivelsens mest oplagte fortrin. Bernstein selv veksler relativt ubesværet mellem basklarinet, sopran-, alt-, tenor og baryton saxofon, og det er særligt hans basklarinetspil, der - med en blød og varm klang og fine melodiske linjer i improvisationerne - står særlig stærkt på udgivelsen både i den tidligere nævnte "AB/CD", men også i numre som den smukt og enkelt leverede "A.M" og "Stille Ro". Bl.a. sidstnævnte numre viser i øvrigt, at Billy Harts medvirken er noget af et scoop. Hans trommespil er overordentlig musikalsk, klangligt velfunderet og går langt ud over den rytmiske rolle som mange trommeslagere nøjes eller må nøjes med at udfylde. Jonas Westergaard på bas og Jacob Anderskov på hhv. piano og rhodes supplerer en kvartet af stærke individualister med blik for helheden.
Endelig er det værd at fremhæve hvorledes der er masser af luft i arrangementerne. Musikerne giver hinanden plads og det gør, at man fornemmer en fin og moden kommunikation.
Køb/bestil her
I materialet, der følger med Marc Bernsteins seneste udgivelse beskriver kapelmesteren selv tilblivelsen af musikken som en proces, der er centreret omkring gode mennesker og en deraf følgende tryghed, som giver plads til fri og dedikeret kommunikation om komponistens musikalske intentioner. Og det er ganske rammende, for "Good People Music" er et album, der emmer af varme musikerne imellem - pudsigt nok et parameter, der er let at høre, men ganske svært at forklare, endsige beskrive.
Heldigvis rummer udgivelsen udover ovennævnte kvalitet masser af andre elementer, der gør den til en god og lytteværdig oplevelse. Alene de medvirkende gør Bernsteins nye album interessant - de er nemlig ikke bare gode mennesker, men også aldeles gode musikere, der hver især har bevæget sig på både den frie og mere stramme scene inden for jazzen og på denne måde klæder det valgte materiale fornemt. Således rummer udgivelsen både et element af noget velkendt og en friskhed i udtrykket.
Materialet er begavet komponeret og udvalgt og består fortrinsvist af Bernsteins egne numre suppleret af bl.a. den danske klassiker "I Skovens Dybe Stille Ro" (eller som skrevet på omslaget blot "Stille Ro"). Særligt den indledende "AB/CD" er ganske vellykket både hvad angår det tematiske materiale og hvad angår musikernes nænsomme behandling af det dynamiske parameter i musikken, hvor det indledende basostinat og basklarinettens tema gradvist udfoldes i en ganske bevægende stemning, med masser af nedadgående melodibevægelser.
Og netop instrumenteringen og arrangementerne er et af udgivelsens mest oplagte fortrin. Bernstein selv veksler relativt ubesværet mellem basklarinet, sopran-, alt-, tenor og baryton saxofon, og det er særligt hans basklarinetspil, der - med en blød og varm klang og fine melodiske linjer i improvisationerne - står særlig stærkt på udgivelsen både i den tidligere nævnte "AB/CD", men også i numre som den smukt og enkelt leverede "A.M" og "Stille Ro". Bl.a. sidstnævnte numre viser i øvrigt, at Billy Harts medvirken er noget af et scoop. Hans trommespil er overordentlig musikalsk, klangligt velfunderet og går langt ud over den rytmiske rolle som mange trommeslagere nøjes eller må nøjes med at udfylde. Jonas Westergaard på bas og Jacob Anderskov på hhv. piano og rhodes supplerer en kvartet af stærke individualister med blik for helheden.
Endelig er det værd at fremhæve hvorledes der er masser af luft i arrangementerne. Musikerne giver hinanden plads og det gør, at man fornemmer en fin og moden kommunikation.
Køb/bestil her
Makiko Hirabayashi/Flemming Agerskov - Binocular ****
STUNT
Det er efterhånden et godt stykke tid siden Makiko Hirabayashis og Flemming Agerskovs "Binocular" fandt vej til undertegnedes postkasse. Udgivelsens kvalitet taget i betragtning er det ganske ærgerligt, at albummet har ligget lidt længere nede i stakken af CD'er, der har ventet på en anmeldelse her på siden. "Binocular" er en term, der dækker over dét at se med begge øjne og i titlen ligger således en ganske rammende beskrivelse af albummet, idet den signalerer et musikalsk univers med dybde og perspektiv.
Allerede Hirabayashis indledende "Migrating South" er et af pladens mange højdepunkter både fordi den fornemt og meget naturligt præsenterer udgivelsens tre medvirkende instrumentalister, men også fordi den giver et klart bud på hele udgivelsens mange kvaliteter. Først og fremmest er sounden utrolig veldefineret både hvad angår instrumentalsounden og hvad angår den lydtekniske produktion. Agerskov spiller med distinkt og dog luftig tone, Hirabayashis anslag er blødt og egalt, mens Francesco Calìs akkordeon er spillet med sydlandsk melankoli samt god dynamik og i øvrigt blander fremragende med både flygelhorn og trompet gennem hele indspilningen. Og så er lydlegenden Jan Erik Kongshaug fra Rainbow studiet i Oslo det helt rigtige match for duoen/trioen, idet han som få mestrer at fange et enormt antal af detaljer (som f.eks. at flyglet synger med i Agerskovs indledning på netop "Migrating South") samtidig med at han formår at skabe et utrolig velbalanceret samlet lydlandskab.
Også pladens fine vekselspil mellem det kompositoriske og improvisatoriske element er ganske tiltalende. Der er stærke temaer som f.eks. i den afsluttende "Oslo", mere figurative/associative numre som den levende "House Of Ants", mere sfæriske skæringer som "Readings" og endelig også mere rytmisk orienterede sange som eksempelvis "Snare Drum". Sammenspillet er fornemt både dér, hvor der kun er tale om Hirabayashi/Agerskov i duo format og dér, hvor Calì blander sig med sin akkordeon. Der er en ganske naturlig dynamisk og fraseringsmæssig forståelse mellem musikerne og på trods af musikkens ambiente karakter spilles der med fin rytmisk tæft.
Endelig emmer udgivelsen af en originalitet, der er logisk - men ikke nødvendigvis let at forløse - når man sammensætter musikere med så forskellige baggrunde som dem, der medvirker på pladen her. Udtrykket er nordisk samtidig med, at det er bredt og åbent med et nærmest universelt udsyn. Ganske anbefalelsesværdigt.
Køb/bestil her
Det er efterhånden et godt stykke tid siden Makiko Hirabayashis og Flemming Agerskovs "Binocular" fandt vej til undertegnedes postkasse. Udgivelsens kvalitet taget i betragtning er det ganske ærgerligt, at albummet har ligget lidt længere nede i stakken af CD'er, der har ventet på en anmeldelse her på siden. "Binocular" er en term, der dækker over dét at se med begge øjne og i titlen ligger således en ganske rammende beskrivelse af albummet, idet den signalerer et musikalsk univers med dybde og perspektiv.
Allerede Hirabayashis indledende "Migrating South" er et af pladens mange højdepunkter både fordi den fornemt og meget naturligt præsenterer udgivelsens tre medvirkende instrumentalister, men også fordi den giver et klart bud på hele udgivelsens mange kvaliteter. Først og fremmest er sounden utrolig veldefineret både hvad angår instrumentalsounden og hvad angår den lydtekniske produktion. Agerskov spiller med distinkt og dog luftig tone, Hirabayashis anslag er blødt og egalt, mens Francesco Calìs akkordeon er spillet med sydlandsk melankoli samt god dynamik og i øvrigt blander fremragende med både flygelhorn og trompet gennem hele indspilningen. Og så er lydlegenden Jan Erik Kongshaug fra Rainbow studiet i Oslo det helt rigtige match for duoen/trioen, idet han som få mestrer at fange et enormt antal af detaljer (som f.eks. at flyglet synger med i Agerskovs indledning på netop "Migrating South") samtidig med at han formår at skabe et utrolig velbalanceret samlet lydlandskab.
Også pladens fine vekselspil mellem det kompositoriske og improvisatoriske element er ganske tiltalende. Der er stærke temaer som f.eks. i den afsluttende "Oslo", mere figurative/associative numre som den levende "House Of Ants", mere sfæriske skæringer som "Readings" og endelig også mere rytmisk orienterede sange som eksempelvis "Snare Drum". Sammenspillet er fornemt både dér, hvor der kun er tale om Hirabayashi/Agerskov i duo format og dér, hvor Calì blander sig med sin akkordeon. Der er en ganske naturlig dynamisk og fraseringsmæssig forståelse mellem musikerne og på trods af musikkens ambiente karakter spilles der med fin rytmisk tæft.
Endelig emmer udgivelsen af en originalitet, der er logisk - men ikke nødvendigvis let at forløse - når man sammensætter musikere med så forskellige baggrunde som dem, der medvirker på pladen her. Udtrykket er nordisk samtidig med, at det er bredt og åbent med et nærmest universelt udsyn. Ganske anbefalelsesværdigt.
Køb/bestil her
Jakob Bro - Time *****
LOVELAND RECORDS
Jakob Bro er en original - et faktum han senest har manifesteret med den prisbelønnede og anmelderroste udgivelse "Balladeering", der positionerede ham stærkt både som musiker og ikke mindst som komponist. "Time" lægger sig - som den medfølgende pressemeddelelse antyder - i slipstrømmen af forgængeren samtidig med, at den peger fremad og viser, at Bro og hans medmusikere med de internationale ikoner Lee Konitz og Bill Frisell som gengangere og bassisten Thomas Morgan som nyt medlem i kvartetten ikke er stagneret i deres afdæmpede udtryk. Der er stadig tale om et ambient og nærmeste underspillet univers, men det emmer af sublim musikalitet og nødvendighed.
Kvaliteterne står i kø på "Time". Først og fremmest er det et fornemt line up - ikke bare på grund af musikernes vanvittigt høje niveau, men også fordi besætningen med to guitarer (Bro og Frisell fremstår til tider nærmest yin- og yang-agtige - vidt forskellige og dog uløseligt beslægtet og forbundet) og uden trommer synes at være skræddersyet til Bros kompositioner. At der ikke er trommer på udgivelsen klæder musikken og dens først og fremmest rummelige univers vanvittigt godt, og sammenspillet mellem de fire musikere er meget fornemt i sin både lydhøre og udfordrende fremtoning.
Bros kompositioner er meget stærke i deres til tider nærmest naivistiske enkelhed. De taler først og fremmest til hjertet - måske fordi den periodevis ret simple harmonik og de sangbare melodilinjer på trods af numrenes originalitet rummer et strejf af noget velkendt. Numre som den skønne "Cirkler", den stemningsmættede "Fiordlands" og den akustiske "Smaa Dyr" vidner alle om, at Bro som komponist tilstræber det organiske og enkle uden at forfalde til klicheernes verden.
Musikernes fornemme sammen- og solospil samt kompositionernes særegenhed tillægges ydeligere dimensioner af en fantastisk afbalanceret lydmæssig produktion, hvor den enkeltes musikalske identitet og klang understøttes ligeså ubesværet og elegant som ensemblesounden som helhed. Det er ganske enkelt fremragende.
Dét, der dog gør "Time" til en udgivelse af de helt særlige, er pauserne mellem numrene. Man kunne frygte at det ambiente og nærmest meditative univers i udgivelsens udtryk kunne lulle lytteren ind i kedsomheden, men selv stilheden, der kæder numrene sammen synger med. Det er nærmest som om den klassiske idé om spænding og afspænding er vendt på hovedet, således at pauserne slår gnister og musikken giver ro. På den måde bliver udgivelsens dramaturgi meget dragende og original.
Køb/bestil her
Jakob Bro er en original - et faktum han senest har manifesteret med den prisbelønnede og anmelderroste udgivelse "Balladeering", der positionerede ham stærkt både som musiker og ikke mindst som komponist. "Time" lægger sig - som den medfølgende pressemeddelelse antyder - i slipstrømmen af forgængeren samtidig med, at den peger fremad og viser, at Bro og hans medmusikere med de internationale ikoner Lee Konitz og Bill Frisell som gengangere og bassisten Thomas Morgan som nyt medlem i kvartetten ikke er stagneret i deres afdæmpede udtryk. Der er stadig tale om et ambient og nærmeste underspillet univers, men det emmer af sublim musikalitet og nødvendighed.
Kvaliteterne står i kø på "Time". Først og fremmest er det et fornemt line up - ikke bare på grund af musikernes vanvittigt høje niveau, men også fordi besætningen med to guitarer (Bro og Frisell fremstår til tider nærmest yin- og yang-agtige - vidt forskellige og dog uløseligt beslægtet og forbundet) og uden trommer synes at være skræddersyet til Bros kompositioner. At der ikke er trommer på udgivelsen klæder musikken og dens først og fremmest rummelige univers vanvittigt godt, og sammenspillet mellem de fire musikere er meget fornemt i sin både lydhøre og udfordrende fremtoning.
Bros kompositioner er meget stærke i deres til tider nærmest naivistiske enkelhed. De taler først og fremmest til hjertet - måske fordi den periodevis ret simple harmonik og de sangbare melodilinjer på trods af numrenes originalitet rummer et strejf af noget velkendt. Numre som den skønne "Cirkler", den stemningsmættede "Fiordlands" og den akustiske "Smaa Dyr" vidner alle om, at Bro som komponist tilstræber det organiske og enkle uden at forfalde til klicheernes verden.
Musikernes fornemme sammen- og solospil samt kompositionernes særegenhed tillægges ydeligere dimensioner af en fantastisk afbalanceret lydmæssig produktion, hvor den enkeltes musikalske identitet og klang understøttes ligeså ubesværet og elegant som ensemblesounden som helhed. Det er ganske enkelt fremragende.
Dét, der dog gør "Time" til en udgivelse af de helt særlige, er pauserne mellem numrene. Man kunne frygte at det ambiente og nærmest meditative univers i udgivelsens udtryk kunne lulle lytteren ind i kedsomheden, men selv stilheden, der kæder numrene sammen synger med. Det er nærmest som om den klassiske idé om spænding og afspænding er vendt på hovedet, således at pauserne slår gnister og musikken giver ro. På den måde bliver udgivelsens dramaturgi meget dragende og original.
Køb/bestil her
Jan Kaspersen Sextet - Black Rabbit Suite ****
OLUFSEN
Jan Kaspersen har været en væsentlig skikkelse på den danske jazzscene lige så længe undertegnede kan huske og flere af hans plader - både med S.O.B og hans sekstet - har roteret flittigt på det hjemlige anlæg. Kaspersen behersker som få, at skrive musik med bestemte musikere eller orkestre for øje, og i langt de fleste tilfælde formår han gennem sine arrangementer at få det bedste ud af sine medmusikere, ligesom disse ofte indgår i en synergi effekt, der lader kapelmesterens materiale stå yderligere stærkt.
"Black Rabbit Suite" falder i to afdelinger, som med titlerne "Repose And Meditation" og "Playground" bygger på henholdsvist et relativt roligt og et mere spræslsk udtryksmæssigt univers. I den første, meget stemningsfulde afdeling står både det tematiske materiale og ensemblets samlede udtryk stærkest. Første højdepunkt er den fremragende "Music At Midnight" med et stemningsfuldt, nedadgående tema som indledning, siden mellemspil og afslutning. Nedgangen rammer det egentlige tema ind, i hvilket de to saxer står over for Mads Hyhnes fornemme trombone og Nils Bo Davidsen bas i et klassisk, men ikke desto mindre aldeles ekspressivt call/response vekselspil. Særligt Hyhnes efterfølgende trombonesolo er meget inspireret.
"Repose And Meditation" er ellers på mange måder Christina Von Bülows afdeling - ikke fordi hun som solist fylder mere end de andre, men fordi Kaspersens arrangementer både i ensemblespillet, men også i temapræsentationerne giver hende masser af plads. Hun får da også vist, hvorfor hun regnes for en af landets væsentlige altsaxofonister bl.a. i den afdæmpede "Easy Afternoon" og den smukke "Very Slow", der i øvrigt endnu engang viser Hyhne/Dinesens helt unikke backingevner og samtidig præsenterer Nils Bo Davidsen som en fin bassolist.
Anden afdeling - "Playground" - er som titlen antyder noget mere løssluppen og måske også en kende mindre dyb i udtrykket. Langt mere væsentligt er det dog, at den afslører et orkester med uforfalsket spilleglæde, fornemt swing og god dynamik. Både "Dr. Hypno" og "Joyfull Journey" bygger på nogle fine temaer og masser af gode improvisatoriske ideer. Man må lette lidt på leopardhuen for Kaspersens evne til at skrive iørefaldende temaer og hans helt igennem originale arrangementsstil. Med sin sekstet skaber han en let og elegant sound i grænselandet mellem klassisk jazztrio/-kvartet og big band og det klæder hans musik fornemt.
Køb/bestil her
Jan Kaspersen har været en væsentlig skikkelse på den danske jazzscene lige så længe undertegnede kan huske og flere af hans plader - både med S.O.B og hans sekstet - har roteret flittigt på det hjemlige anlæg. Kaspersen behersker som få, at skrive musik med bestemte musikere eller orkestre for øje, og i langt de fleste tilfælde formår han gennem sine arrangementer at få det bedste ud af sine medmusikere, ligesom disse ofte indgår i en synergi effekt, der lader kapelmesterens materiale stå yderligere stærkt.
"Black Rabbit Suite" falder i to afdelinger, som med titlerne "Repose And Meditation" og "Playground" bygger på henholdsvist et relativt roligt og et mere spræslsk udtryksmæssigt univers. I den første, meget stemningsfulde afdeling står både det tematiske materiale og ensemblets samlede udtryk stærkest. Første højdepunkt er den fremragende "Music At Midnight" med et stemningsfuldt, nedadgående tema som indledning, siden mellemspil og afslutning. Nedgangen rammer det egentlige tema ind, i hvilket de to saxer står over for Mads Hyhnes fornemme trombone og Nils Bo Davidsen bas i et klassisk, men ikke desto mindre aldeles ekspressivt call/response vekselspil. Særligt Hyhnes efterfølgende trombonesolo er meget inspireret.
"Repose And Meditation" er ellers på mange måder Christina Von Bülows afdeling - ikke fordi hun som solist fylder mere end de andre, men fordi Kaspersens arrangementer både i ensemblespillet, men også i temapræsentationerne giver hende masser af plads. Hun får da også vist, hvorfor hun regnes for en af landets væsentlige altsaxofonister bl.a. i den afdæmpede "Easy Afternoon" og den smukke "Very Slow", der i øvrigt endnu engang viser Hyhne/Dinesens helt unikke backingevner og samtidig præsenterer Nils Bo Davidsen som en fin bassolist.
Anden afdeling - "Playground" - er som titlen antyder noget mere løssluppen og måske også en kende mindre dyb i udtrykket. Langt mere væsentligt er det dog, at den afslører et orkester med uforfalsket spilleglæde, fornemt swing og god dynamik. Både "Dr. Hypno" og "Joyfull Journey" bygger på nogle fine temaer og masser af gode improvisatoriske ideer. Man må lette lidt på leopardhuen for Kaspersens evne til at skrive iørefaldende temaer og hans helt igennem originale arrangementsstil. Med sin sekstet skaber han en let og elegant sound i grænselandet mellem klassisk jazztrio/-kvartet og big band og det klæder hans musik fornemt.
Køb/bestil her
Benjamin Koppel - Quatre, Trois, Deux, Un ****
COWBELL MUSIC
Benjamin Koppel har gennem de seneste par år gjort sig bemærket på et utal af musikalske scener - ikke bare i ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning. Således har hans arbejde ud over et utal af koncerter og pladeindspilninger også budt på et hav af andre musikalske roller som f.eks. musikchef på det genetablerede Montmartre, leder for Valby Summer Jazz og senest medforfatter til bogen "Ud af musikken". Et ganske imponerende virke. Med "Quatre, Trois, Deux, Un" byder Benjamin Koppel ind med det efter undertegnedes opfattelse bedste album fra hans hånd i en periode - og det siger mere om kvaliteten af nærværende udspil end om manglende kvalitet i andre udgivelser. Overliggeren ligger generelt højt hos Koppel.
"Quatre, Trois, Deux, Un" er det man kan kalde et konceptalbum. Det er inspireret af et maleri med samme titel som er udfærdiget af danske Poul Pedersen. Umiddelbart er nedtællingen fra fire måske et noget tyndt koncept at bygge et helt programmusikalsk album op omkring, men de gradvist reducerede og varierende besætninger giver udgivelsen en ganske interessant dimension, hvor det er påfaldende, hvorledes intensiteten og nødvendigheden i udtrykket - bevidst eller ubevidst - stiger i takt med at ensemblet svinder ind. På den måde rammer Daniel Humair (trommer), Benjamin Koppel (Saxofoner), Thommy Andersson (Bas) og Jacob Anderskov i deres sammenspil på kryds og tværs ganske godt ind i nedtællingens grundlæggende vilkår, nemlig netop den, at spændingen stiger.
De fleste af pladens skæringer er ganske tiltalende - den lydmæssige produktion er enkel og "ukrukket", det tematiske materiale ganske stærkt og sammenspillet mellem musikerne er glimrende. Bedst fungerer holdet på udgivelsen i de lidt friere numre som f.eks. "Quatre" (3) og "Trois" (2) og "Trois" (3) hvor der spilles med nærvær og lydhørhed, ligesom de enkelte musikeres særpræg udnyttes bedst - bl.a. fornemt illustreret i Anderskovs klaverspil i "Trois" (2). Isoleret set kan man måske indvende, at de første par numre på CD'en mangler den spænding som de senere skæringer byder på, men de er vigtige for udgivelsens samlede dramaturgi, som er helt afhængig af spillet mellem spænding og forløsning - et koncept, der på fornem vis kommer til udtryk i den nænsomt bølgende ballade "Deux" (2).
Endelig er det værd at bemærke, at Benjamin Koppel bevæger sig ganske sikkert fra den ene saxofon til den anden, uanset om der er tale om sopran-, den klangligt meget interessante mezzosopran-, alt- eller barytonsaxofonen. Det er ganske imponerende og en væsentlig brik i udgivelsens udtryk.
Køb/bestil her
Benjamin Koppel har gennem de seneste par år gjort sig bemærket på et utal af musikalske scener - ikke bare i ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning. Således har hans arbejde ud over et utal af koncerter og pladeindspilninger også budt på et hav af andre musikalske roller som f.eks. musikchef på det genetablerede Montmartre, leder for Valby Summer Jazz og senest medforfatter til bogen "Ud af musikken". Et ganske imponerende virke. Med "Quatre, Trois, Deux, Un" byder Benjamin Koppel ind med det efter undertegnedes opfattelse bedste album fra hans hånd i en periode - og det siger mere om kvaliteten af nærværende udspil end om manglende kvalitet i andre udgivelser. Overliggeren ligger generelt højt hos Koppel.
"Quatre, Trois, Deux, Un" er det man kan kalde et konceptalbum. Det er inspireret af et maleri med samme titel som er udfærdiget af danske Poul Pedersen. Umiddelbart er nedtællingen fra fire måske et noget tyndt koncept at bygge et helt programmusikalsk album op omkring, men de gradvist reducerede og varierende besætninger giver udgivelsen en ganske interessant dimension, hvor det er påfaldende, hvorledes intensiteten og nødvendigheden i udtrykket - bevidst eller ubevidst - stiger i takt med at ensemblet svinder ind. På den måde rammer Daniel Humair (trommer), Benjamin Koppel (Saxofoner), Thommy Andersson (Bas) og Jacob Anderskov i deres sammenspil på kryds og tværs ganske godt ind i nedtællingens grundlæggende vilkår, nemlig netop den, at spændingen stiger.
De fleste af pladens skæringer er ganske tiltalende - den lydmæssige produktion er enkel og "ukrukket", det tematiske materiale ganske stærkt og sammenspillet mellem musikerne er glimrende. Bedst fungerer holdet på udgivelsen i de lidt friere numre som f.eks. "Quatre" (3) og "Trois" (2) og "Trois" (3) hvor der spilles med nærvær og lydhørhed, ligesom de enkelte musikeres særpræg udnyttes bedst - bl.a. fornemt illustreret i Anderskovs klaverspil i "Trois" (2). Isoleret set kan man måske indvende, at de første par numre på CD'en mangler den spænding som de senere skæringer byder på, men de er vigtige for udgivelsens samlede dramaturgi, som er helt afhængig af spillet mellem spænding og forløsning - et koncept, der på fornem vis kommer til udtryk i den nænsomt bølgende ballade "Deux" (2).
Endelig er det værd at bemærke, at Benjamin Koppel bevæger sig ganske sikkert fra den ene saxofon til den anden, uanset om der er tale om sopran-, den klangligt meget interessante mezzosopran-, alt- eller barytonsaxofonen. Det er ganske imponerende og en væsentlig brik i udgivelsens udtryk.
Køb/bestil her
Jesper Zeuthen Trio - Jesper Zeuthen Trio Live ***
BLACKOUT MUSIC
I pressemeddelelsen som følger med Jesper Zeuthen Trios nyeste udgivelse beskrives albummet som et no-nonsense produkt. Undertegnede tolker det som en beskrivelse, der skal signalere, at musikken taler for sig selv uden verbaliserede dogmer, uden smarte coverfotos og uden synderlige ekstra features eller information. Til gengæld er det meget tydeligt, at der er lagt masser af arbejde i projektet og ikke mindst det faktum gør "Jesper Zeuthen Trio Live" til en sympatisk udgivelse.
Første attribut, der gør udgivelsen interessant er pladens sound. Indspilningen er foretaget i Literaturhaus - en tidligere kirke - og det giver trioen en særlig og meget original klang, der er langt fra mange nye udgivelsers ultra-tjekkede produktion, men som til gengæld lever på rummets naturlige styrker (og svagheder), som f.eks. en fin og naturlig rumklang samt en lydmæssig balance, der langt hen ad vejen styrker trioens ambition om at spille uden nogen form for forstærkning. Rummet klæder især de lidt mere lyriske passager, som f.eks. første del af den indledende "Husene På Volden" eller store dele af det i øvrigt meget fine nummer "Træet", mens det måske ikke er lige så velegnet dér, hvor udtrykket bygger på voldsomt ekspressive ensembleimprovisationer, idet nogle detaljer i de enkelte instrumenters spil (måske først og fremmest i bassen) til tider går tabt. Men det er befriende med en flok musikere, der i den grad gør sounden til et væsentligt element i deres udtryk både, når det gælder samspillet og når det gælder den individuelle instrumentalsound. Tag for eksempel Zeuthens saksofonspil. Der er ingen tvivl om, at han er teknisk meget dygtig, men det mest originale i hans spil er en meget kontant, energisk og direkte klang. Og netop den klanglige tilgang, gør sig også til en hvis grad gældende i Melbyes bas og Præstgaards trommer.
Udtrykket på pladen er udfordrende og ekstremt lige på - måske netop også her no-nonsense inspireret - og det stiller store krav til lytteren. Men har man mod på at lytte til en plade i et koncentreret og nærværende øjeblik er det ganske tiltalende og frem for alt spændende. Personligt synes jeg måske, at Zeuthens i øvrigt glimrende saxspil som del af udgivelsens helhedsudtryk balancerer hårfint på grænsen til at fylde for meget, ligesom de store fælles improviserede passager kommer bedre til sin ret under en koncert end på CD-mediet hvor noget af liveoplevelsens lidt mere indlysende samspil mellem lytterens sanser (lytte, iagttage, mærke etc.) går tabt. Til gengæld kan der ikke herske tvivl om kvaliteten i musikernes sammenspil. Den er nemlig meget høj og bærer tydeligt præg af mange fælles koncerter og timer i øvelokalet - ikke kun i de fine overgange mellem en del af numrene, men også i en tydelig underforstået kommunikation omkring det at skabe et fælles udtryk. Ganske imponerende.
Køb/bestil her
I pressemeddelelsen som følger med Jesper Zeuthen Trios nyeste udgivelse beskrives albummet som et no-nonsense produkt. Undertegnede tolker det som en beskrivelse, der skal signalere, at musikken taler for sig selv uden verbaliserede dogmer, uden smarte coverfotos og uden synderlige ekstra features eller information. Til gengæld er det meget tydeligt, at der er lagt masser af arbejde i projektet og ikke mindst det faktum gør "Jesper Zeuthen Trio Live" til en sympatisk udgivelse.
Første attribut, der gør udgivelsen interessant er pladens sound. Indspilningen er foretaget i Literaturhaus - en tidligere kirke - og det giver trioen en særlig og meget original klang, der er langt fra mange nye udgivelsers ultra-tjekkede produktion, men som til gengæld lever på rummets naturlige styrker (og svagheder), som f.eks. en fin og naturlig rumklang samt en lydmæssig balance, der langt hen ad vejen styrker trioens ambition om at spille uden nogen form for forstærkning. Rummet klæder især de lidt mere lyriske passager, som f.eks. første del af den indledende "Husene På Volden" eller store dele af det i øvrigt meget fine nummer "Træet", mens det måske ikke er lige så velegnet dér, hvor udtrykket bygger på voldsomt ekspressive ensembleimprovisationer, idet nogle detaljer i de enkelte instrumenters spil (måske først og fremmest i bassen) til tider går tabt. Men det er befriende med en flok musikere, der i den grad gør sounden til et væsentligt element i deres udtryk både, når det gælder samspillet og når det gælder den individuelle instrumentalsound. Tag for eksempel Zeuthens saksofonspil. Der er ingen tvivl om, at han er teknisk meget dygtig, men det mest originale i hans spil er en meget kontant, energisk og direkte klang. Og netop den klanglige tilgang, gør sig også til en hvis grad gældende i Melbyes bas og Præstgaards trommer.
Udtrykket på pladen er udfordrende og ekstremt lige på - måske netop også her no-nonsense inspireret - og det stiller store krav til lytteren. Men har man mod på at lytte til en plade i et koncentreret og nærværende øjeblik er det ganske tiltalende og frem for alt spændende. Personligt synes jeg måske, at Zeuthens i øvrigt glimrende saxspil som del af udgivelsens helhedsudtryk balancerer hårfint på grænsen til at fylde for meget, ligesom de store fælles improviserede passager kommer bedre til sin ret under en koncert end på CD-mediet hvor noget af liveoplevelsens lidt mere indlysende samspil mellem lytterens sanser (lytte, iagttage, mærke etc.) går tabt. Til gengæld kan der ikke herske tvivl om kvaliteten i musikernes sammenspil. Den er nemlig meget høj og bærer tydeligt præg af mange fælles koncerter og timer i øvelokalet - ikke kun i de fine overgange mellem en del af numrene, men også i en tydelig underforstået kommunikation omkring det at skabe et fælles udtryk. Ganske imponerende.
Køb/bestil her
Den Danske Salmeduo - På Stjernetæpper Lyseblå ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
AERO MUSIC
Den Danske Salmeduo bestående af Chritsian Vuust og Hans Esbjerg udgiver med „På Stjernetæpper Lyseblå“ sit femte album siden debuten i 1998 – et faktum, der vidner om, at de to musikere har arbejdet sig frem til et ganske holdbart koncept. Nærværende udgivelse består af 15 fortolkninger af mere eller mindre kendte julesalmer, samt et enkelt originalt præludium som duoens medlemmer selv er ophavsmænd til.
Pladen gør sig usædvanlig godt i disse juledage, som en kærkommen og yderst kvalificeret modvægt til meget af det mildest talt svulstige og/eller masseproducerede julemusik som ellers finder vej til højttalere i mange indkøbscentre, cafeer og hjem, først og fremmest, fordi den er gennemgående smagfuldt udformet.
Udgivelsen har mange attraktioner. Arrangementerne er yderst velafbalancerede. Vuust/Esbjerg formår at skabe gennemsigtighed samtidig med, at der er plads til de små dynamiske udsving, der gør, at udgivelsen bevarer et gennemgående nærvær. En af udgivelsens mest åbenlyse kvaliteter er at Christian Vuust behersker både klarinet, basklarinet, tenor- og sopransaxofon i en grad så det er en sand fornøjelse. Særligt forbavses og betages man af hvor usvigelig sikker hans intonation er – det vidner om en musikalitet, der er få forundt. Nyd for eksempel den fornemme og helt simple præsentation af den flerstemmige koralsats i „Hjerte, løft din glædes vinger“ – i øvrigt smukt indledt af duoens eget præludium. At Vuust uden besvær skifter mellem hele fire blæseinstrumenter bidrager ligeledes til, at pladens ellers „snævre“ koncept aldrig drukner i ligegyldighed. Men også Esbjerg formår i sit klaverspil at være meget nuanceret både med henblik på de smukke harmoniseringer, der aldirg kammer over i det konstruerede og de smukke melodiske linjer, der karakteriserer hans akkompagnement. Ligeledes er hans anslag meget tiltalende.
Stort set alle salmerne rummer deres egne små personlige og vedkommende ideer, men der er alligevel nogle der fremstår som små perler. F.eks. er „Barn Jesus i en krybbe lå“ i sin folkloristiske tilgang virkelig tiltalende. Det samme gør sig gældende for „Dejlig Er Jorden“, de nærmest klassiske jazz-/popballader „Dejlig er den himmel blå“ og „Julen har bragt velsignet bud“ og de måske mindre kendte „O kom, o kom, Immanuel“ og „Blåt vælded lys frem bag skyers skred“. Netop materialevalget viser også, at Den Danske Salmeduo ikke vælger de nemme løsninger – der er ingen tvivl om, at de har været grundige og kritiske med hensyn til udvalget af de salmer, der er kommet med på udgivelsen.
Alt i alt fremstår „På Stjernetæpper Lyseblå“ som et uhyre helstøbt, grundigt og gennemgående musikalsk album, der vil finde vej til undertegnedes CD afspiller i adskillige af de kommende juleår.
Køb/bestil her
Den Danske Salmeduo bestående af Chritsian Vuust og Hans Esbjerg udgiver med „På Stjernetæpper Lyseblå“ sit femte album siden debuten i 1998 – et faktum, der vidner om, at de to musikere har arbejdet sig frem til et ganske holdbart koncept. Nærværende udgivelse består af 15 fortolkninger af mere eller mindre kendte julesalmer, samt et enkelt originalt præludium som duoens medlemmer selv er ophavsmænd til.
Pladen gør sig usædvanlig godt i disse juledage, som en kærkommen og yderst kvalificeret modvægt til meget af det mildest talt svulstige og/eller masseproducerede julemusik som ellers finder vej til højttalere i mange indkøbscentre, cafeer og hjem, først og fremmest, fordi den er gennemgående smagfuldt udformet.
Udgivelsen har mange attraktioner. Arrangementerne er yderst velafbalancerede. Vuust/Esbjerg formår at skabe gennemsigtighed samtidig med, at der er plads til de små dynamiske udsving, der gør, at udgivelsen bevarer et gennemgående nærvær. En af udgivelsens mest åbenlyse kvaliteter er at Christian Vuust behersker både klarinet, basklarinet, tenor- og sopransaxofon i en grad så det er en sand fornøjelse. Særligt forbavses og betages man af hvor usvigelig sikker hans intonation er – det vidner om en musikalitet, der er få forundt. Nyd for eksempel den fornemme og helt simple præsentation af den flerstemmige koralsats i „Hjerte, løft din glædes vinger“ – i øvrigt smukt indledt af duoens eget præludium. At Vuust uden besvær skifter mellem hele fire blæseinstrumenter bidrager ligeledes til, at pladens ellers „snævre“ koncept aldrig drukner i ligegyldighed. Men også Esbjerg formår i sit klaverspil at være meget nuanceret både med henblik på de smukke harmoniseringer, der aldirg kammer over i det konstruerede og de smukke melodiske linjer, der karakteriserer hans akkompagnement. Ligeledes er hans anslag meget tiltalende.
Stort set alle salmerne rummer deres egne små personlige og vedkommende ideer, men der er alligevel nogle der fremstår som små perler. F.eks. er „Barn Jesus i en krybbe lå“ i sin folkloristiske tilgang virkelig tiltalende. Det samme gør sig gældende for „Dejlig Er Jorden“, de nærmest klassiske jazz-/popballader „Dejlig er den himmel blå“ og „Julen har bragt velsignet bud“ og de måske mindre kendte „O kom, o kom, Immanuel“ og „Blåt vælded lys frem bag skyers skred“. Netop materialevalget viser også, at Den Danske Salmeduo ikke vælger de nemme løsninger – der er ingen tvivl om, at de har været grundige og kritiske med hensyn til udvalget af de salmer, der er kommet med på udgivelsen.
Alt i alt fremstår „På Stjernetæpper Lyseblå“ som et uhyre helstøbt, grundigt og gennemgående musikalsk album, der vil finde vej til undertegnedes CD afspiller i adskillige af de kommende juleår.
Køb/bestil her
Signe Juhl with Nikolaj Bentzon Trio - Silvertounged ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
DO IT AGAIN RECORDS
I pressematerialet der følger med Do It Again Records' seneste udgivelse præsenteres Signe Juhl som et talent, der udover musikalitet, personlighed og integritet også byder på en solid baggrund i en årelang konservatorieuddannelse og dermed en kunstnerisk værktøjskasse, der adskiller hende markant fra de mange håbefulde "talenter", der vælter ud af skærmen i alskens kommercielle talentshows, som f.eks. X-factor. På den måde fremstilles hun som noget helt unikt. Derfor er det også en hårfin balance, når Nicolaj Bentzon Trio og Juhl på "Silvertounged" både i albummets præsentation og dele af dets indhold (blandt de tre indledende numre er der hele to "Elvis"-klassikere) selv - bevidst eller ubevidst - går ned af kommercialismens sti (og det er der i undertegnedes optik intet galt med). Generelt er der tale om musik på meget højt niveau, men der er også tale om et album hvor man sidder med en fornemmelse af, at Signe Juhls helt åbenlyse talent ikke forløses helt - endnu, for hun skal nok finde sin plads og berettigelse blandt de mange begavede jazzvokalister, som Sinne Eeg, Sidsel Storm, Malene Mortensen, Cathrine Legardh, Birgitte Soojin og andre i samme (udvidede) generation.
Og der er da heller ingen tvivl om, at det er Juhl, der er albummets hovedattraktion. Hendes stemme er original og let, og hun fraserer ganske elegant og sikkert. Samtidig er der en naturlig sødme i hendes udtryk som virkelig klæder materialet på nærværende udgivelse. Det er bl.a. de netop nævnte attributter, der gør, at numre som "Love Me Tender" og " Are You Lonesome Tonight" ikke drukner i det sukkersøde. I de nævnte klassikere formår Juhl at servere melodien uden store fraseringsmæssige armbevægelser samtidig med at intensiteten i de ret simple strukturer bevares, og det er faktisk ganske imponerende. Pladens stærkeste numre er i undertegnedes optik Mancini/Walkers "Loss Of Love", Moody/Jeffersons "Moody's Mood For Love" (flot serveret som duet med glimrende basspil af Kasper Tagel) og ikke mindst den smukke fortolkning af Joni Mitchells "A Case Of You", hvor man for alvor får en fornemmelse af, at Juhl som vokalist har mere på spil end blot en god stemme og en fornem teknik. Særligt sidstnævnte nummer emmer af autenticitet og Nikolaj Bentzon Trios akkompagnement i den lidt mere poppede ende af jazzspektret er meget smagfuldt.
Det er en ganske lytteværdig CD, den er transparent og den er udført af fine musikere, ligesom den er lækkert produceret. Med lidt mere tyngde i selve materialet, ikke mindst på den tekstmæssige side ville Signe Juhl Jensen og Nikolaj Bentzon Trio fremstå som den sprængfarlige cocktail, der er potentiale til - så musikken ikke "blot" imponerer, men også bevæger.
Køb/bestil her
I pressematerialet der følger med Do It Again Records' seneste udgivelse præsenteres Signe Juhl som et talent, der udover musikalitet, personlighed og integritet også byder på en solid baggrund i en årelang konservatorieuddannelse og dermed en kunstnerisk værktøjskasse, der adskiller hende markant fra de mange håbefulde "talenter", der vælter ud af skærmen i alskens kommercielle talentshows, som f.eks. X-factor. På den måde fremstilles hun som noget helt unikt. Derfor er det også en hårfin balance, når Nicolaj Bentzon Trio og Juhl på "Silvertounged" både i albummets præsentation og dele af dets indhold (blandt de tre indledende numre er der hele to "Elvis"-klassikere) selv - bevidst eller ubevidst - går ned af kommercialismens sti (og det er der i undertegnedes optik intet galt med). Generelt er der tale om musik på meget højt niveau, men der er også tale om et album hvor man sidder med en fornemmelse af, at Signe Juhls helt åbenlyse talent ikke forløses helt - endnu, for hun skal nok finde sin plads og berettigelse blandt de mange begavede jazzvokalister, som Sinne Eeg, Sidsel Storm, Malene Mortensen, Cathrine Legardh, Birgitte Soojin og andre i samme (udvidede) generation.
Og der er da heller ingen tvivl om, at det er Juhl, der er albummets hovedattraktion. Hendes stemme er original og let, og hun fraserer ganske elegant og sikkert. Samtidig er der en naturlig sødme i hendes udtryk som virkelig klæder materialet på nærværende udgivelse. Det er bl.a. de netop nævnte attributter, der gør, at numre som "Love Me Tender" og " Are You Lonesome Tonight" ikke drukner i det sukkersøde. I de nævnte klassikere formår Juhl at servere melodien uden store fraseringsmæssige armbevægelser samtidig med at intensiteten i de ret simple strukturer bevares, og det er faktisk ganske imponerende. Pladens stærkeste numre er i undertegnedes optik Mancini/Walkers "Loss Of Love", Moody/Jeffersons "Moody's Mood For Love" (flot serveret som duet med glimrende basspil af Kasper Tagel) og ikke mindst den smukke fortolkning af Joni Mitchells "A Case Of You", hvor man for alvor får en fornemmelse af, at Juhl som vokalist har mere på spil end blot en god stemme og en fornem teknik. Særligt sidstnævnte nummer emmer af autenticitet og Nikolaj Bentzon Trios akkompagnement i den lidt mere poppede ende af jazzspektret er meget smagfuldt.
Det er en ganske lytteværdig CD, den er transparent og den er udført af fine musikere, ligesom den er lækkert produceret. Med lidt mere tyngde i selve materialet, ikke mindst på den tekstmæssige side ville Signe Juhl Jensen og Nikolaj Bentzon Trio fremstå som den sprængfarlige cocktail, der er potentiale til - så musikken ikke "blot" imponerer, men også bevæger.
Køb/bestil her
Kira - Memories Of Days Gone By *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STUNT
Kira Skov er en af den slags sangerinder, der formår at overføre ikke bare en fremragende stemme, men også en rigt facetteret og dyb personlighed til de udgivelser hun sender på gaden. Undertegnede har været fan af Kira længe, og pladerne med The Kindred Spirits og Ghost Riders roterer med jævne mellemrum på anlægget eller under løbeturen. Det har derfor været med en blanding af forventningens glæde og en hvis frygt for om kombinationen Holiday og Skov holder vand, at jeg er gået til gennemlytningerne af "Memories Of Days Gone By", ikke mindst fordi andre sangerinder har haft ganske blandet succes med at fortolke Holiday, eller med at fortolke som Holiday.
Derfor er en af udgivelsens største forcer at Kira netop finder sit helt eget ståsted, et ståsted, der afslører en moden sangerinde, der har teknisk overskud, fornem fraseforståelse og samtidig en personlig udtrykskraft i stemmen, der går langt ud over originaliteten i hendes medfødte klang samt veldoserede vibrato. Som lytter er man ikke i tvivl om, at sangene leveres af en person, der har mærket livet på godt og ondt, og på den måde deler en form for slægtskab med Billie Holiday. Det betyder også, at man ikke opfatter det som en tilsnigelse, når hun i Nina Simones fremragende "Four Women" synger "My skin is black, my arms are long, my hair is woolly, my back is strong -strong enough to take the pain, inflicted again and again". Det oser af autenticitet og er et af udgivelsens absolutte højdepunkter.
Også i numre som Billie Holidays signatursang "God Bless The Child", "I'll Be Seeing You", egenkompositionen "Am I Mad" og ikke mindst de lidt mindre mellow fortolkede "You Let Me Down" og "All Of Me" yder Kira Skov en ekseptionel indsats som vokalist - det er lige før man spørger sig selv om det overhovedet kan gøres bedre.
Udover Kira Skovs vokal byder "Memories Of Days Gone By" også på helt og aldeles glimrende musiker- og ikke mindst arrangørpræstationer. Hvad enten det er Jakob Dinesen (ts), Mads Hyhne (trb) eller Heine Hansen (p), der har bidraget med arrangementerne, så er de både originale, transparente og samtidig tro mod den tradition som Holidays egne musikere var med til at definere. Derudover yder de sammen med Nicolai Munch-Hansen på bas og RJ Miller på trommer en helt fabelagtig indsats som akkompagnatører og ikke mindst solister. Nyd f.eks. Heine Hansens klaversolo i "Good Morning Heartache" - simpel og derved utrolig ekspressiv, eller Hyhnes solo i "Four Women" med skøn og nuanceret tone på trombonen.
Det gennemgående positive udtryk på "Memories Of Days Gone By" kompleteres af en helt fantastisk lydmæssig produktion, der formår at overføre natklub feelingen til indspilningen samtidig med, at lyden på alle musikerne klæder deres personlige stil og sound. Undertegnede tør allerede nu love, at Kira Skovs hyldest til Billie Holiday vil være at finde på Jazzstjerner.dk's liste over årets bedste udgivelser i et felt, der i øvrigt er enestående stærkt.
Køb/bestil her
Kira Skov er en af den slags sangerinder, der formår at overføre ikke bare en fremragende stemme, men også en rigt facetteret og dyb personlighed til de udgivelser hun sender på gaden. Undertegnede har været fan af Kira længe, og pladerne med The Kindred Spirits og Ghost Riders roterer med jævne mellemrum på anlægget eller under løbeturen. Det har derfor været med en blanding af forventningens glæde og en hvis frygt for om kombinationen Holiday og Skov holder vand, at jeg er gået til gennemlytningerne af "Memories Of Days Gone By", ikke mindst fordi andre sangerinder har haft ganske blandet succes med at fortolke Holiday, eller med at fortolke som Holiday.
Derfor er en af udgivelsens største forcer at Kira netop finder sit helt eget ståsted, et ståsted, der afslører en moden sangerinde, der har teknisk overskud, fornem fraseforståelse og samtidig en personlig udtrykskraft i stemmen, der går langt ud over originaliteten i hendes medfødte klang samt veldoserede vibrato. Som lytter er man ikke i tvivl om, at sangene leveres af en person, der har mærket livet på godt og ondt, og på den måde deler en form for slægtskab med Billie Holiday. Det betyder også, at man ikke opfatter det som en tilsnigelse, når hun i Nina Simones fremragende "Four Women" synger "My skin is black, my arms are long, my hair is woolly, my back is strong -strong enough to take the pain, inflicted again and again". Det oser af autenticitet og er et af udgivelsens absolutte højdepunkter.
Også i numre som Billie Holidays signatursang "God Bless The Child", "I'll Be Seeing You", egenkompositionen "Am I Mad" og ikke mindst de lidt mindre mellow fortolkede "You Let Me Down" og "All Of Me" yder Kira Skov en ekseptionel indsats som vokalist - det er lige før man spørger sig selv om det overhovedet kan gøres bedre.
Udover Kira Skovs vokal byder "Memories Of Days Gone By" også på helt og aldeles glimrende musiker- og ikke mindst arrangørpræstationer. Hvad enten det er Jakob Dinesen (ts), Mads Hyhne (trb) eller Heine Hansen (p), der har bidraget med arrangementerne, så er de både originale, transparente og samtidig tro mod den tradition som Holidays egne musikere var med til at definere. Derudover yder de sammen med Nicolai Munch-Hansen på bas og RJ Miller på trommer en helt fabelagtig indsats som akkompagnatører og ikke mindst solister. Nyd f.eks. Heine Hansens klaversolo i "Good Morning Heartache" - simpel og derved utrolig ekspressiv, eller Hyhnes solo i "Four Women" med skøn og nuanceret tone på trombonen.
Det gennemgående positive udtryk på "Memories Of Days Gone By" kompleteres af en helt fantastisk lydmæssig produktion, der formår at overføre natklub feelingen til indspilningen samtidig med, at lyden på alle musikerne klæder deres personlige stil og sound. Undertegnede tør allerede nu love, at Kira Skovs hyldest til Billie Holiday vil være at finde på Jazzstjerner.dk's liste over årets bedste udgivelser i et felt, der i øvrigt er enestående stærkt.
Køb/bestil her
Dino's Afro-Cuban Dream - Enamorado En Copenhague ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STUNT
Jacob Dinesen - eller Dino som han kaldes i musikmiljøet - har gennem en længere årrække udviklet sig til at være en af landets væsentligste jazz- og crossover musikere. Ved siden af fornemme egenskaber som solist er Dinesens væsentligste forcer, at han har et glimrende øje for enkle og alligevel dynamiske arrangementer samt en helt utrolig fornemmelse for ensemblespil, der er både rytmisk stringent og elastisk let. Undertegnede har ved tidligere lejligheder rost kapelmesterens sammenspil med trombonisten Mads Hyhne til skyerne. På nærværende udgivelse supplerer Kasper Tranberg på trompet den blæsersektion, som har nærmest symbiotisk karakter.
Der er masser af højdepunkter på "Enamorado En Copenhague". Allerede den indledende version af "Alle Sømænd Er Glade For Piger" bygger på en skøn balance mellem respekt for det originale tema og små kompositoriske ideer, der supplerer den oprindelige melodi, så den passer perfekt ind i det varme univers, der trækker tråde til både latinamerikansk og afrikansk musik. Tilsvarende gør sig også gældende i titelnummeret "Enamorado En Copenhague" omend i lidt mindre vellykket grad. Personligt oplever jeg nævnte skæring som et sympatisk, velspillet og måske lidt for eksplicit forsøg på at udtrykke hele pladens budskab om det multikulturelle. Netop dét budskab, står jo i forvejen meget stærkt som den røde tråd i udgivelsen.
Blæsersektionen omkring Dinesen er fremragende - tilsvarende gør sig gældende for percussion-afdelingen, der swinger let, ubesværet og med en detaljerigdom som er sjældent hørt på de nordiske kanter. Uanset om der er tale om det lidt latin-inspirerede univers som i tidligere omtalte "Alle Sømænd Er Glade For Piger", det roligt vuggende nomade-agtige groove som i "Habibi" og den nærmest souljazz-inspirerede backbeat-orienterede "One For Don Cherry" spiller percussionisterne med tydeligt afgrænsede roller og flair for at give og tage plads i musikkens tjeneste. Også resten af de deltagende musikere, der bl.a. tæller Anders Christensen og Yasser Pino på bas, Michael Finding på trommer samt Raisa Reyes Castro og Thomas Helmig som vokalister yder gode bidrag til helheden.
Endelig er Dinesens egne kompositioner, som faktisk danner størsteparten af materialet til denne udgivelse ganske fine. Det er enkle, melodiøse og interessante temaer, der passer glimrende ind i helheden og efterlader indtrykket af en moden komponist og kapelmester, der har samlet et orkester i det man kan kalde et sandt kulturelt integrations projekt, der viser at gevinsten af samarbejde på tværs af nationer og kulturer rummer langt flere kvaliteter og glæder end forhindringer. Meget sympatisk!
Køb/bestil her
Jacob Dinesen - eller Dino som han kaldes i musikmiljøet - har gennem en længere årrække udviklet sig til at være en af landets væsentligste jazz- og crossover musikere. Ved siden af fornemme egenskaber som solist er Dinesens væsentligste forcer, at han har et glimrende øje for enkle og alligevel dynamiske arrangementer samt en helt utrolig fornemmelse for ensemblespil, der er både rytmisk stringent og elastisk let. Undertegnede har ved tidligere lejligheder rost kapelmesterens sammenspil med trombonisten Mads Hyhne til skyerne. På nærværende udgivelse supplerer Kasper Tranberg på trompet den blæsersektion, som har nærmest symbiotisk karakter.
Der er masser af højdepunkter på "Enamorado En Copenhague". Allerede den indledende version af "Alle Sømænd Er Glade For Piger" bygger på en skøn balance mellem respekt for det originale tema og små kompositoriske ideer, der supplerer den oprindelige melodi, så den passer perfekt ind i det varme univers, der trækker tråde til både latinamerikansk og afrikansk musik. Tilsvarende gør sig også gældende i titelnummeret "Enamorado En Copenhague" omend i lidt mindre vellykket grad. Personligt oplever jeg nævnte skæring som et sympatisk, velspillet og måske lidt for eksplicit forsøg på at udtrykke hele pladens budskab om det multikulturelle. Netop dét budskab, står jo i forvejen meget stærkt som den røde tråd i udgivelsen.
Blæsersektionen omkring Dinesen er fremragende - tilsvarende gør sig gældende for percussion-afdelingen, der swinger let, ubesværet og med en detaljerigdom som er sjældent hørt på de nordiske kanter. Uanset om der er tale om det lidt latin-inspirerede univers som i tidligere omtalte "Alle Sømænd Er Glade For Piger", det roligt vuggende nomade-agtige groove som i "Habibi" og den nærmest souljazz-inspirerede backbeat-orienterede "One For Don Cherry" spiller percussionisterne med tydeligt afgrænsede roller og flair for at give og tage plads i musikkens tjeneste. Også resten af de deltagende musikere, der bl.a. tæller Anders Christensen og Yasser Pino på bas, Michael Finding på trommer samt Raisa Reyes Castro og Thomas Helmig som vokalister yder gode bidrag til helheden.
Endelig er Dinesens egne kompositioner, som faktisk danner størsteparten af materialet til denne udgivelse ganske fine. Det er enkle, melodiøse og interessante temaer, der passer glimrende ind i helheden og efterlader indtrykket af en moden komponist og kapelmester, der har samlet et orkester i det man kan kalde et sandt kulturelt integrations projekt, der viser at gevinsten af samarbejde på tværs af nationer og kulturer rummer langt flere kvaliteter og glæder end forhindringer. Meget sympatisk!
Køb/bestil her
Anderskov Accident - Full Circle ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
ILK
Jacob Anderskov har vel aldrig været i nærheden af at være dét, man kan kalde en almindelig mainstream musiker. Det på trods - eller måske netop derfor - har han skabt sig en karriere, der udover anerkendelse og rig turnévirksomhed herhjemme har budt på en musisk færd, der også har sat sine spor i udlandet. Hans seneste udgivelse med det mellem-store orkester Anderskov Accident bærer titlen "Full Circle" og præsenterer live indspilninger fra februar 2011 hvor orkestret afsluttede en Europa turné med trommeslageren Tom Rainey.
Meget kan man sige om Anderskovs og orkestrets tilgang til det at skabe musik, men undertegnede forundres og begejstres til stadighed over hvor naturligt og alligevel kompromisløst de to store søjler komposition og improvisation mødes, flyder sammen, skærer mod hinanden, koeksisterer og nærer hinanden. Tag f.eks. den indledende "Pintxos For Varese" hvor Anderskov og Rainey undervejs folder sig ud i et højeksplosivt fælles improvisationsunivers for siden at blive suppleret af blæsernes relativt stringente afsluttende tema. Det er fornemt og sammenspil på allerhøjeste niveau.
Den efterfølgende "Portrait Of The Lullaby As An Upper" byder i sin indledning atter på fint sammenspil mellem Anderskov og Rainey. Det er ganske imponerende hvor dynamisk Anderskov formår at gøre Wurlitzeren, der jo umiddelbart synes noget mindre bred i sit udtryksfelt end f.eks. et flygel. Også Kasper Tranbergs trompetspil former sig som et uhyre ekspressivt forløb. I det hele taget er netop ekspressiviteten pladens mest indlysende kvalitet, særligt fordi Anderskov Accident ikke er bange for at udfolde nævnte med grundighed, omhu og musikalitet. Det er en fornøjelse at opleve hvor længe orkestret formår at holde den indledende, nærmest lyriske stemning i "Yelling In Jelling" inden det store afsluttende klimaks. Kontrasterne forvaltes med omtanke og det gør, at musikken hele tiden holder et højt spændingsniveau. Nummeret "Three Pieces Of Wood" med sin smukke midterdel hører til højdepunkterne på en plade, hvis forløb faktisk på mange måder rammer titlen "Full Circle" glimrende.
Anderskov Accidents seneste udgivelse er en udfordrende plade, der kræver, at man sætter sig ind i og går på jagt efter den fornemme kommunikation, der er mellem musikerne. Det er svært og bestemt ikke hver mands kop the. Men, har man først fundet nøglen til at afkode musikken - om det så bare er i mindre bider - så er den meget interessant og i øvrigt serveret af nogle af landets ypperste musikere på netop dét felt, der bygger bro mellem komposition og improvisation.
Køb/bestil her
Jacob Anderskov har vel aldrig været i nærheden af at være dét, man kan kalde en almindelig mainstream musiker. Det på trods - eller måske netop derfor - har han skabt sig en karriere, der udover anerkendelse og rig turnévirksomhed herhjemme har budt på en musisk færd, der også har sat sine spor i udlandet. Hans seneste udgivelse med det mellem-store orkester Anderskov Accident bærer titlen "Full Circle" og præsenterer live indspilninger fra februar 2011 hvor orkestret afsluttede en Europa turné med trommeslageren Tom Rainey.
Meget kan man sige om Anderskovs og orkestrets tilgang til det at skabe musik, men undertegnede forundres og begejstres til stadighed over hvor naturligt og alligevel kompromisløst de to store søjler komposition og improvisation mødes, flyder sammen, skærer mod hinanden, koeksisterer og nærer hinanden. Tag f.eks. den indledende "Pintxos For Varese" hvor Anderskov og Rainey undervejs folder sig ud i et højeksplosivt fælles improvisationsunivers for siden at blive suppleret af blæsernes relativt stringente afsluttende tema. Det er fornemt og sammenspil på allerhøjeste niveau.
Den efterfølgende "Portrait Of The Lullaby As An Upper" byder i sin indledning atter på fint sammenspil mellem Anderskov og Rainey. Det er ganske imponerende hvor dynamisk Anderskov formår at gøre Wurlitzeren, der jo umiddelbart synes noget mindre bred i sit udtryksfelt end f.eks. et flygel. Også Kasper Tranbergs trompetspil former sig som et uhyre ekspressivt forløb. I det hele taget er netop ekspressiviteten pladens mest indlysende kvalitet, særligt fordi Anderskov Accident ikke er bange for at udfolde nævnte med grundighed, omhu og musikalitet. Det er en fornøjelse at opleve hvor længe orkestret formår at holde den indledende, nærmest lyriske stemning i "Yelling In Jelling" inden det store afsluttende klimaks. Kontrasterne forvaltes med omtanke og det gør, at musikken hele tiden holder et højt spændingsniveau. Nummeret "Three Pieces Of Wood" med sin smukke midterdel hører til højdepunkterne på en plade, hvis forløb faktisk på mange måder rammer titlen "Full Circle" glimrende.
Anderskov Accidents seneste udgivelse er en udfordrende plade, der kræver, at man sætter sig ind i og går på jagt efter den fornemme kommunikation, der er mellem musikerne. Det er svært og bestemt ikke hver mands kop the. Men, har man først fundet nøglen til at afkode musikken - om det så bare er i mindre bider - så er den meget interessant og i øvrigt serveret af nogle af landets ypperste musikere på netop dét felt, der bygger bro mellem komposition og improvisation.
Køb/bestil her
Caution! Art Kills! - Current Affairs ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Caution! Art Kills! eller forkortet C!AK! debuterede i 2009 med albummet "Live In Aarhus" - et album, der høstede anerkendende ord med på vejen af anmelderne. Nu er trioen med det lidt ildevarslende navn på banen med opfølgeren "Current Affairs", en plade, der både vidner om, at Århus sagtens kan måle sig med København med hensyn til opfostringen af begavede musikere og om, at det klassiske piano trio format har fundet nogle ganske spændende unge eksponenter i disse år (her på sitet kan du bl.a. læse anmeldelser af Lars Fiil Quartet, Martin Schack samt Morten Schantz Trio - udgivelser hvor trioen spiller en ganske væsentlig og fremtrædende rolle).
Materialet på "Current Affairs" er først og fremmest originale kompositioner - de fleste skrevet af gruppens pianist Casper Hesselager suppleret af et enkelt nummer signeret bassist Thomas Sejthen samt numre trioen har skrevet i fællesskab. Derudover er der et enkelt Luke Temple nummer samt et nummer af "The Zombies".
Pladen har en fin dramaturgisk konception og indledes fornemt af Hesselagers "Happy Thoughts" - præsenteret af pianisten alene - og efterfølges af et af udgivelsens højdepunkter "Opening", der er både rytmisk, harmonisk og melodisk meget fængende. Fra start introduceres et tonesprog, der naturligt bygger bro mellem det mere kunstmusikalsk orienterede udtryk og jazzens univers, iøvrigt fint repræsenteret af Hesselager som eksponent for det førstnævnte og Sejthen som repræsentant for sidstnævnte med trommeslager Christian Windfeld som begavet bindeled.
Også nummeret "Get Deep, Get Close" er et fornemt forløb i hvilken den smukke, relativt lyriske midterdel rammes ind af et ostinatbaseret og meget inciterende tema. Windfelds trommesolo er decideret fremragende og et dejligt eksempel på, at trommerne i de rigtige hænder ud over det perkussivt rytmiske også har en væsentlig klanglig rolle. Titelnummeret "Current Affairs", den efterfølgende "We Are Your Friends", Sejthens "Efter Festen" samt "Zoom Power" viser alle i en eller anden grad, at de tre musikere i C!AK! både behersker det relativt stramme og det helt frie udtryk og at sammenspillet er ganske fint og intuitivt.
Med de to afsluttende udgaver af The Zombies' "This Will Be Our Year" - hvor særligt den lidt mere åbne sidste udgave er et lyt værd afsluttes en plade, der er lyttevenlig, relativt tilgængelig og alligevel indholdsmættet.
Køb/bestil her
Caution! Art Kills! eller forkortet C!AK! debuterede i 2009 med albummet "Live In Aarhus" - et album, der høstede anerkendende ord med på vejen af anmelderne. Nu er trioen med det lidt ildevarslende navn på banen med opfølgeren "Current Affairs", en plade, der både vidner om, at Århus sagtens kan måle sig med København med hensyn til opfostringen af begavede musikere og om, at det klassiske piano trio format har fundet nogle ganske spændende unge eksponenter i disse år (her på sitet kan du bl.a. læse anmeldelser af Lars Fiil Quartet, Martin Schack samt Morten Schantz Trio - udgivelser hvor trioen spiller en ganske væsentlig og fremtrædende rolle).
Materialet på "Current Affairs" er først og fremmest originale kompositioner - de fleste skrevet af gruppens pianist Casper Hesselager suppleret af et enkelt nummer signeret bassist Thomas Sejthen samt numre trioen har skrevet i fællesskab. Derudover er der et enkelt Luke Temple nummer samt et nummer af "The Zombies".
Pladen har en fin dramaturgisk konception og indledes fornemt af Hesselagers "Happy Thoughts" - præsenteret af pianisten alene - og efterfølges af et af udgivelsens højdepunkter "Opening", der er både rytmisk, harmonisk og melodisk meget fængende. Fra start introduceres et tonesprog, der naturligt bygger bro mellem det mere kunstmusikalsk orienterede udtryk og jazzens univers, iøvrigt fint repræsenteret af Hesselager som eksponent for det førstnævnte og Sejthen som repræsentant for sidstnævnte med trommeslager Christian Windfeld som begavet bindeled.
Også nummeret "Get Deep, Get Close" er et fornemt forløb i hvilken den smukke, relativt lyriske midterdel rammes ind af et ostinatbaseret og meget inciterende tema. Windfelds trommesolo er decideret fremragende og et dejligt eksempel på, at trommerne i de rigtige hænder ud over det perkussivt rytmiske også har en væsentlig klanglig rolle. Titelnummeret "Current Affairs", den efterfølgende "We Are Your Friends", Sejthens "Efter Festen" samt "Zoom Power" viser alle i en eller anden grad, at de tre musikere i C!AK! både behersker det relativt stramme og det helt frie udtryk og at sammenspillet er ganske fint og intuitivt.
Med de to afsluttende udgaver af The Zombies' "This Will Be Our Year" - hvor særligt den lidt mere åbne sidste udgave er et lyt værd afsluttes en plade, der er lyttevenlig, relativt tilgængelig og alligevel indholdsmættet.
Køb/bestil her
The Bob Nova Projekt - New View ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Bag bandnavnet "The Bob Nova Project" gemmer sig de to garvede musikere Sverre Stein Nielsen og Thomas Engelhardt, der tidligere mest har bevæget sig i rock-americana universet. Ad omveje opdagede de deres interesse for og kærlighed til Bossa Novaen, som de siden har gjort til deres fælles musikalske grundlag. The Bob Nova Projekts debut "New View" præsenterer således 12 originale kompositioner, der alle hanker op i Bossaen.
Som udgangspunkt er "New View" et ganske sympatisk udspil. Der er noget opløftende over musikere, der begiver sig ud på nyt og måske dybt vand i forhold til tidligere tiders musikalske ståsted. Uden at kende voldsomt meget til Nielsen/Engelhardts tidligere meritter i bl.a. "Funky Nashville" (bortset fra de numre jeg har lyttet til på Spotify i forbindelse med arbejdet på denne anmeldelse) er der tale om et ganske markant stilskifte og det er både udgivelsens styrke og svaghed.
Håndværket på "New View" er i orden. Der spilles på baggrund af et godt teknisk fundament, arrangementerne (ikke mindst Flemming Bergs strygerarrangementer) er fornuftigt skruet sammen og melodierne er ganske behagelige og iørefaldende - til undertegnedes personlige favoritter på sidstnævnte område hører "When The Winter Time Is Over" og "Don't You Cry". Sverre Stein Nielsens vokal er luftig og sikkert intoneret, mens rytmegruppen bestående af bl.a. Ole Ulvedal på bas og Peter Bjerrum på trommer swinger stabilt.
Når dette er sagt, så savner udgivelsen efter undertegnedes smag noget dybte i udtrykket - noget der gør, at man som lytter ikke mister interessen undervejs. Teksterne, som er ganske glimrende, lægger da egentlig også op til noget mere dynamik, nogle flere kontraster og ikke mindst flere nuancer i den vokale og instrumentale fremførelse. Selvom det er svært at sætte en finger på Nielsens vokal i teknisk henseende mangler den måske noget variation i klanglig, fraseringsmæssig og måske også rytmisk forstand. Tilsvarende gør sig gældende for Freddy Rasmussens saxofon. Tonen er fin og luftig, men det er så som så med variationen og nuancerne i både det melodiske og det betoningsmæssige. Noget lignende gælder også i den instrumentale "Running Waters" hvor guitaren særligt i temapræsentationen er ganske upersonlig i udtrykket og ligeledes i den kvindelige vokals tema i "Loretta".
Det tager uhyggelig lang tid at tilegne sig en stil som Bossa Novaen og det er da heller ikke fair at lytte til "New View" som en Bossa Nova plade. Der er tegningen til noget originalt i grænselandet mellem jazz, latin og pop i udgivelsen. På den måde skal man måske se The Bob Nova Projects debut som et skridt på vejen mod en radiovenlig crossover musik, der - hvis musikerne kaster noget af det polerede overbord og sætter endnu mere af deres personlighed og sjæl på spil i selve musikken - kan blive rigtig interessant! Den brede appel er jo allerede tilstede.
Køb/bestil her
Bag bandnavnet "The Bob Nova Project" gemmer sig de to garvede musikere Sverre Stein Nielsen og Thomas Engelhardt, der tidligere mest har bevæget sig i rock-americana universet. Ad omveje opdagede de deres interesse for og kærlighed til Bossa Novaen, som de siden har gjort til deres fælles musikalske grundlag. The Bob Nova Projekts debut "New View" præsenterer således 12 originale kompositioner, der alle hanker op i Bossaen.
Som udgangspunkt er "New View" et ganske sympatisk udspil. Der er noget opløftende over musikere, der begiver sig ud på nyt og måske dybt vand i forhold til tidligere tiders musikalske ståsted. Uden at kende voldsomt meget til Nielsen/Engelhardts tidligere meritter i bl.a. "Funky Nashville" (bortset fra de numre jeg har lyttet til på Spotify i forbindelse med arbejdet på denne anmeldelse) er der tale om et ganske markant stilskifte og det er både udgivelsens styrke og svaghed.
Håndværket på "New View" er i orden. Der spilles på baggrund af et godt teknisk fundament, arrangementerne (ikke mindst Flemming Bergs strygerarrangementer) er fornuftigt skruet sammen og melodierne er ganske behagelige og iørefaldende - til undertegnedes personlige favoritter på sidstnævnte område hører "When The Winter Time Is Over" og "Don't You Cry". Sverre Stein Nielsens vokal er luftig og sikkert intoneret, mens rytmegruppen bestående af bl.a. Ole Ulvedal på bas og Peter Bjerrum på trommer swinger stabilt.
Når dette er sagt, så savner udgivelsen efter undertegnedes smag noget dybte i udtrykket - noget der gør, at man som lytter ikke mister interessen undervejs. Teksterne, som er ganske glimrende, lægger da egentlig også op til noget mere dynamik, nogle flere kontraster og ikke mindst flere nuancer i den vokale og instrumentale fremførelse. Selvom det er svært at sætte en finger på Nielsens vokal i teknisk henseende mangler den måske noget variation i klanglig, fraseringsmæssig og måske også rytmisk forstand. Tilsvarende gør sig gældende for Freddy Rasmussens saxofon. Tonen er fin og luftig, men det er så som så med variationen og nuancerne i både det melodiske og det betoningsmæssige. Noget lignende gælder også i den instrumentale "Running Waters" hvor guitaren særligt i temapræsentationen er ganske upersonlig i udtrykket og ligeledes i den kvindelige vokals tema i "Loretta".
Det tager uhyggelig lang tid at tilegne sig en stil som Bossa Novaen og det er da heller ikke fair at lytte til "New View" som en Bossa Nova plade. Der er tegningen til noget originalt i grænselandet mellem jazz, latin og pop i udgivelsen. På den måde skal man måske se The Bob Nova Projects debut som et skridt på vejen mod en radiovenlig crossover musik, der - hvis musikerne kaster noget af det polerede overbord og sætter endnu mere af deres personlighed og sjæl på spil i selve musikken - kan blive rigtig interessant! Den brede appel er jo allerede tilstede.
Køb/bestil her
Steen Rasmussen - Steen Rasmussen Quarteto em Sao Paolo *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
CALIBRATED
I pressemeddelelsen, der følger med Steen Rasmussens seneste udgivelse står der følgende: "[...] man kan være sikker på at magien fra de tidligere udgivelser er mere end bibeholdt på denne helt igennem fænomenale indspilning som man ikke kan andet end at forelske sig i med det samme.". Noget af en udmelding fristes man til at sige - så er det straks værre, at det ovenikøbet er fuldstændig og aldeles sandt! Om dette indtryk forstærkes af, at pladen oser af sol og varme på en stormende og regnfuld eftermiddag skal stå hen i det uvisse, men musikkens fornemme kvalitet kan der ikke herske tvivl om.
Der er mange højdepunkter på pladen. Først og fremmest bydes der på enddog meget fornemt musikalsk håndværk, der er både tro mod stilen og originalt. Der spilles afsindig tilbagelænet i ordets mest positive forstand, og det gælder både med henblik på timing og - hvilket måske er endnu mere væsentligt - tone. F.eks. er både Lis Wessbergs trombone- og Steen Rasmussens klaverspil perfekte eksempler på, at det er ligeså væsentligt hvordan man spiller som hvad man spiller. Wessbergs tone er på én og samme tid luftig og distinkt, mens Rasmussens anslag vidner om en musiker, der spiller sine soli udelukkende på musikkens præmisser som helhed og ikke for at profilere individet. Begge dele demonstreres fornemt i den indledende "Coracao Vagabundo", men er derudover en gennemgående glæde ved hele udgivelsen. Udover Wessberg og Rasmussen står også de to vokalister Marcia Lopes og Fabio Cadore utrolig stærkt som et autentisk supplement til det ellers nordisk farvede ensemble. De synger med dejlig lethed, fornem intonation og dybde i udtrykket og det er ualmindelig godt castet - der er ingen sangere i den "danske andedam", der kan måle sig med den sikkerhed inden for genren som de to "lokale" lægger for dagen. Endelig swinger rytmegruppen med Fredrik Damsgaard (bas) garvede Jacob Andersen (percussion) og Jonas Johansen (trommer) ganske fortrinligt, ligesom diverse gæster som f.eks. guitaristen Jonas Krag og perkussionisten Afonso Correa er mere end blot "fyld".
Materialet på indspilningen består først og fremmest af klassiske, men også nyere brasilianske kompositioner som kapelmesteren har udvalgt i samarbejde med den spanske musikproducer Alfredo Lorenzo. Også i den henseende er udfaldet ganske opløftende, idet der er tale om et repertoire, der ikke alene byder på skønne melodier, men også rummer den nødvendige diversitet, således at man ikke daser uengageret hen i den tilbagelænede stemning.
Alle numrene på udgivelsen tåler adskillige genhør, men der er alligevel nogle perler, der fortjener særskilt opmærksomhed. Det gælder bl.a den indledende "Coracao Vagabundo", "Tempo de Samba", der med succes blander et udtryk a la Sades "Smooth Operator" og Gilberto/Getz/Jobims klassiske indspilninger (nyd ikke mindst Fredrik Damsgaards enkle men meget smukke bassolo), den lette duet "Copenhaquen", den nordisk farvede "Sem Fantasia" og ikke mindst undertegnedes personlige favorit - Steen Rasmussens egen "Carla". Både den fabulerende indledning og ikke mindst det i sin enkelhed uhyggeligt veldrejede tema er musik når det er bedst!
Steen Rasmussen og hans hold har begået en plade, der med stor lethed og elegance skaber et konglomerat af brasiliansk livsglæde og nordisk melankoli. Det siger næsten sig selv, at udgivelsen derved er både let tilgængelig og dyb.
Køb/bestil her
I pressemeddelelsen, der følger med Steen Rasmussens seneste udgivelse står der følgende: "[...] man kan være sikker på at magien fra de tidligere udgivelser er mere end bibeholdt på denne helt igennem fænomenale indspilning som man ikke kan andet end at forelske sig i med det samme.". Noget af en udmelding fristes man til at sige - så er det straks værre, at det ovenikøbet er fuldstændig og aldeles sandt! Om dette indtryk forstærkes af, at pladen oser af sol og varme på en stormende og regnfuld eftermiddag skal stå hen i det uvisse, men musikkens fornemme kvalitet kan der ikke herske tvivl om.
Der er mange højdepunkter på pladen. Først og fremmest bydes der på enddog meget fornemt musikalsk håndværk, der er både tro mod stilen og originalt. Der spilles afsindig tilbagelænet i ordets mest positive forstand, og det gælder både med henblik på timing og - hvilket måske er endnu mere væsentligt - tone. F.eks. er både Lis Wessbergs trombone- og Steen Rasmussens klaverspil perfekte eksempler på, at det er ligeså væsentligt hvordan man spiller som hvad man spiller. Wessbergs tone er på én og samme tid luftig og distinkt, mens Rasmussens anslag vidner om en musiker, der spiller sine soli udelukkende på musikkens præmisser som helhed og ikke for at profilere individet. Begge dele demonstreres fornemt i den indledende "Coracao Vagabundo", men er derudover en gennemgående glæde ved hele udgivelsen. Udover Wessberg og Rasmussen står også de to vokalister Marcia Lopes og Fabio Cadore utrolig stærkt som et autentisk supplement til det ellers nordisk farvede ensemble. De synger med dejlig lethed, fornem intonation og dybde i udtrykket og det er ualmindelig godt castet - der er ingen sangere i den "danske andedam", der kan måle sig med den sikkerhed inden for genren som de to "lokale" lægger for dagen. Endelig swinger rytmegruppen med Fredrik Damsgaard (bas) garvede Jacob Andersen (percussion) og Jonas Johansen (trommer) ganske fortrinligt, ligesom diverse gæster som f.eks. guitaristen Jonas Krag og perkussionisten Afonso Correa er mere end blot "fyld".
Materialet på indspilningen består først og fremmest af klassiske, men også nyere brasilianske kompositioner som kapelmesteren har udvalgt i samarbejde med den spanske musikproducer Alfredo Lorenzo. Også i den henseende er udfaldet ganske opløftende, idet der er tale om et repertoire, der ikke alene byder på skønne melodier, men også rummer den nødvendige diversitet, således at man ikke daser uengageret hen i den tilbagelænede stemning.
Alle numrene på udgivelsen tåler adskillige genhør, men der er alligevel nogle perler, der fortjener særskilt opmærksomhed. Det gælder bl.a den indledende "Coracao Vagabundo", "Tempo de Samba", der med succes blander et udtryk a la Sades "Smooth Operator" og Gilberto/Getz/Jobims klassiske indspilninger (nyd ikke mindst Fredrik Damsgaards enkle men meget smukke bassolo), den lette duet "Copenhaquen", den nordisk farvede "Sem Fantasia" og ikke mindst undertegnedes personlige favorit - Steen Rasmussens egen "Carla". Både den fabulerende indledning og ikke mindst det i sin enkelhed uhyggeligt veldrejede tema er musik når det er bedst!
Steen Rasmussen og hans hold har begået en plade, der med stor lethed og elegance skaber et konglomerat af brasiliansk livsglæde og nordisk melankoli. Det siger næsten sig selv, at udgivelsen derved er både let tilgængelig og dyb.
Køb/bestil her
Rasmus Stenholm - Cordoba ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
LONG LIFE RECORDS
Rasmus Stenholms seneste udgivelse betegnes af kapelmesteren selv som den svære toer efter en succes debut med titlen "For Those About To Roll". Undertegnede har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Stenholm og derfor har gennemlytningerne af "Cordoba" været ganske forventnings- og fordomsfri, måske med den betydelige undtagelse, at de medvirkende musikere på pladen er af en kaliber, der alligevel puster lidt til forventningens glød. Således har Stenholm allieret sig med Uffe Steen (guitar), Michael Bladt (Tenorsax) og Morten Ærø (trommer) og det er "castet" på den helt rigtige måde, stilen taget i betragtning.
Grundlæggende er "Cordoba" en dejlig ukompliceret udgivelse. Musikken swinger upåklageligt og sounden er befriende upoleret "gammeldags" uden at man som lytter føler, at dén side af sagen er underprioriteret. Kender man de medvirkende musikere ved man, at de hver især dyrker deres helt egen personlige instrumentalsound og måske er det netop derfor at kvartettens samlede ensemblesound på trods af en umiskendelig forankring i traditionen fremstår frisk og original.
Kompositionerne er med undtagelse af Ray Browns "Gravy Waltz" alle komponeret af Stenholm selv og det slipper han mestendels ganske fint fra. Pladens indledende og afsluttende nummer "Anholt Rag" byder på udgivelsens mest inciterende tema - det er lige før man kan tilskrive det radio hit-potentiale. Resten af det melodiske materiale er måske ikke helt så stærkt, men både "Groovin On Main Street" og den high life inspirerede "Jungle Fever" byder på gode melodier, der er mere end blot stationer på vej mod improvisationerne.
Og netop improvisationerne er ganske udmærkede - det kræver sit at holde intensiteten i soloerne i et harmonisk univers, der er relativt simpelt. Det lykkes fint for de fire musikere det meste af vejen, og det er ganske sjældent, at man som lytter sidder med en fornemmelse af, at man måske kunne have kogt den musikalske essens ned til et endnu stærkere udtryk (f.eks. balancerer "Groovin On Main Street" periodevis mellem et stærk rumligt, groovebaseret udtryk og en snigende ligegyldighed).
Alt i alt er "Cordoba" en dejlig, lyttevenlig plade, der byder på både veldrejet og velspillet enkel musik.
Køb/bestil her
Rasmus Stenholms seneste udgivelse betegnes af kapelmesteren selv som den svære toer efter en succes debut med titlen "For Those About To Roll". Undertegnede har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Stenholm og derfor har gennemlytningerne af "Cordoba" været ganske forventnings- og fordomsfri, måske med den betydelige undtagelse, at de medvirkende musikere på pladen er af en kaliber, der alligevel puster lidt til forventningens glød. Således har Stenholm allieret sig med Uffe Steen (guitar), Michael Bladt (Tenorsax) og Morten Ærø (trommer) og det er "castet" på den helt rigtige måde, stilen taget i betragtning.
Grundlæggende er "Cordoba" en dejlig ukompliceret udgivelse. Musikken swinger upåklageligt og sounden er befriende upoleret "gammeldags" uden at man som lytter føler, at dén side af sagen er underprioriteret. Kender man de medvirkende musikere ved man, at de hver især dyrker deres helt egen personlige instrumentalsound og måske er det netop derfor at kvartettens samlede ensemblesound på trods af en umiskendelig forankring i traditionen fremstår frisk og original.
Kompositionerne er med undtagelse af Ray Browns "Gravy Waltz" alle komponeret af Stenholm selv og det slipper han mestendels ganske fint fra. Pladens indledende og afsluttende nummer "Anholt Rag" byder på udgivelsens mest inciterende tema - det er lige før man kan tilskrive det radio hit-potentiale. Resten af det melodiske materiale er måske ikke helt så stærkt, men både "Groovin On Main Street" og den high life inspirerede "Jungle Fever" byder på gode melodier, der er mere end blot stationer på vej mod improvisationerne.
Og netop improvisationerne er ganske udmærkede - det kræver sit at holde intensiteten i soloerne i et harmonisk univers, der er relativt simpelt. Det lykkes fint for de fire musikere det meste af vejen, og det er ganske sjældent, at man som lytter sidder med en fornemmelse af, at man måske kunne have kogt den musikalske essens ned til et endnu stærkere udtryk (f.eks. balancerer "Groovin On Main Street" periodevis mellem et stærk rumligt, groovebaseret udtryk og en snigende ligegyldighed).
Alt i alt er "Cordoba" en dejlig, lyttevenlig plade, der byder på både veldrejet og velspillet enkel musik.
Køb/bestil her
Pelle Fridell - More Go Jaz ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Selvom "More Go Jaz" er opfølgeren på Pelle Fridells første soloalbum "Go Jazz" (2002) og med den mellem liggende udgivelse "Works Ahead" (2008) faktisk er kapelmesterens tredje udspil i eget navn er han stadig et relativt nyt musikalsk bekendtskab for undertegnede. Det gør dog ikke glæden ved at høre nærværende CD mindre og der er da også noget hjemmevandt over den tilgang Fridell og hans medmusikere deler, som gør, at man ved første "ørekast" føler, at man er i selskab med en gammel ven.
Ovennævnte oplevelse skyldes først og fremmest, at hele udgivelsen er et stilstudie i god smag. Hvor tit har man ikke hørt udgivelser, der blander akustiske og elektroniske elementer uden held, fordi det snarere gøres med øje for målgruppen end med øje for hvad sammensmeltningen af de to nævnte udtryksfelter gør for selve materialet. På "More Go Jaz" skiftes der ubesværet mellem den varme, elektroniske "lounge"-stemning som i åbningsnummeret "Wingspan" (et nummer, der byder på alskens programmering) og en ligeså varm og intens akustisk souljazz som i den efterfølgende "Soulmate", hvor Fridell demonstrerer fornemt baryton-spil.
"Tappa Dush" er et dejligt energisk swingende nummer hvor bl.a. Henrik Gunde folder sig ud i en mere moderne klaver-stil end nogle måske kender ham for. Han er en fremragende pianist både når det gælder det harmonisk samt rytmisk mere komplekse og når udtrykket er mere bart som i den skønne intro til det stemningsfulde nummer "Lark" hvor Pelle Fridell håndterer sopransaxofonen med sikker intonation og fin klang. I det hele taget er det måske balladerne, der er de helt store højdepunkter på en udgivelse hvis enkelte skæringer alle først og fremmest udvikler sig i rum. Særligt den afsluttende "Now Is Paradise" med barneklukken a la Stevie Wonders "Isn't She Lovely" i baggrunden, bygger ikke bare på en fornem, enkel og bevægende melodi, den vidner også om at Pelle Fridell og hans medmusikere spiller musik, fordi de har noget på hjerte. Og både kapelmesteren, Henrik Gunde på klaver, Thommy Andersson på bas og ikke mindst Morten Lund på trommer har et format, der et kort sekund lader en glemme, at vi faktisk lever i en tid, hvor det er amatørerne, der får mest mediebevågenhed.
Pelle Fridell opfordrer i pressematerialet, der fulgte med CD'en til dialog om musikken. Jeg kan kun sige: Kære Pelle, tak for en fornem udgivelse. Jeg håber den sælger jazz guld!
Køb/bestil her
Selvom "More Go Jaz" er opfølgeren på Pelle Fridells første soloalbum "Go Jazz" (2002) og med den mellem liggende udgivelse "Works Ahead" (2008) faktisk er kapelmesterens tredje udspil i eget navn er han stadig et relativt nyt musikalsk bekendtskab for undertegnede. Det gør dog ikke glæden ved at høre nærværende CD mindre og der er da også noget hjemmevandt over den tilgang Fridell og hans medmusikere deler, som gør, at man ved første "ørekast" føler, at man er i selskab med en gammel ven.
Ovennævnte oplevelse skyldes først og fremmest, at hele udgivelsen er et stilstudie i god smag. Hvor tit har man ikke hørt udgivelser, der blander akustiske og elektroniske elementer uden held, fordi det snarere gøres med øje for målgruppen end med øje for hvad sammensmeltningen af de to nævnte udtryksfelter gør for selve materialet. På "More Go Jaz" skiftes der ubesværet mellem den varme, elektroniske "lounge"-stemning som i åbningsnummeret "Wingspan" (et nummer, der byder på alskens programmering) og en ligeså varm og intens akustisk souljazz som i den efterfølgende "Soulmate", hvor Fridell demonstrerer fornemt baryton-spil.
"Tappa Dush" er et dejligt energisk swingende nummer hvor bl.a. Henrik Gunde folder sig ud i en mere moderne klaver-stil end nogle måske kender ham for. Han er en fremragende pianist både når det gælder det harmonisk samt rytmisk mere komplekse og når udtrykket er mere bart som i den skønne intro til det stemningsfulde nummer "Lark" hvor Pelle Fridell håndterer sopransaxofonen med sikker intonation og fin klang. I det hele taget er det måske balladerne, der er de helt store højdepunkter på en udgivelse hvis enkelte skæringer alle først og fremmest udvikler sig i rum. Særligt den afsluttende "Now Is Paradise" med barneklukken a la Stevie Wonders "Isn't She Lovely" i baggrunden, bygger ikke bare på en fornem, enkel og bevægende melodi, den vidner også om at Pelle Fridell og hans medmusikere spiller musik, fordi de har noget på hjerte. Og både kapelmesteren, Henrik Gunde på klaver, Thommy Andersson på bas og ikke mindst Morten Lund på trommer har et format, der et kort sekund lader en glemme, at vi faktisk lever i en tid, hvor det er amatørerne, der får mest mediebevågenhed.
Pelle Fridell opfordrer i pressematerialet, der fulgte med CD'en til dialog om musikken. Jeg kan kun sige: Kære Pelle, tak for en fornem udgivelse. Jeg håber den sælger jazz guld!
Køb/bestil her
Simon Spang-Hanssen & Grupo - Bird In Space ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Simon Spang-Hanssen er en yderst kreativ herre. Hans visitkort rummer således adskillige titler som saxofonist, komponist og ikke mindst maler. De få billeder jeg har set af Spang-Hanssen har alle været ganske farverige og et hurtigt vue over udgivelser samt projekter vidner om, at tilsvarende gør sig gældende for hans musikalske univers. Det samme gælder hans seneste album med titlen "Bird In Space".
Hovedparten af numrene er indspillet i Belo Horizonte i Brasilien og musikken er da også ganske dansabel, ligesom den grundlæggende bygger på et stærkt rytmisk fundament og nogle relativt enkle og sangbare melodier.
Der indledes med Irio Juniors energiske og sine steder ganske virtuose klaverintro, som går direkte over i den sambainspirerede "Aquela Noite", der introducerer et af udgivelsens stærkeste elementer - nemlig selve instrumenteringen, hvor særligt det fornemme sammen- og modspil mellem Spang-Hanssens saxofon og Mariane Bitrans fløjte samt Enéias Xaviers distinkt rytmiske el-bas (den fungerer glimrende i netop denne stil!) giver musikken en ganske original klang. Netop klangens originalitet kommer også glimrende til udtryk i nummeret "Estrada Do Sol" hvor den indledende unisone temapræsentation mellem klaver og alt-fløjten lyder dejlig særegent, mens det siden følgende kontrapunktiske sammenspil mellem Spang-Hanssens velintonerede sopransax og netop alt-fløjten blander forbavsende godt - og så byder Mariane Bitran på en dejlig melodisk solo.
I "Nave Espacial" viser ensemblet som helhed, at det formår at bevæge sig relativt ubesværet gennem mere komplekse rytmiske strukturer, mens titelnummeret "Bird In Space" på mange måder er det udtryksmæssige højdepunkt på pladen bl.a. i kraft af dets skønne indledning, men også fordi det både hvad form, dynamik og ikke mindst hvad solisternes improvisationer angår er det mest interessante. Og netop improvisationerne - måske især hos pianist Irio Junior - bliver periodevis lidt for "solist"-betonede fremfor at fungere som en nødvendig del af arrangementerne.
Alt i alt er "Bird in Space" dog en meget velfungerende udgivelse, der stilistisk måske kan beskrives som en slags mellemting mellem Michel Camillos "One More Once" og Aske Benztons "Badminton" og dét i sig selv er jo en blåstempling.
Køb/bestil her
Simon Spang-Hanssen er en yderst kreativ herre. Hans visitkort rummer således adskillige titler som saxofonist, komponist og ikke mindst maler. De få billeder jeg har set af Spang-Hanssen har alle været ganske farverige og et hurtigt vue over udgivelser samt projekter vidner om, at tilsvarende gør sig gældende for hans musikalske univers. Det samme gælder hans seneste album med titlen "Bird In Space".
Hovedparten af numrene er indspillet i Belo Horizonte i Brasilien og musikken er da også ganske dansabel, ligesom den grundlæggende bygger på et stærkt rytmisk fundament og nogle relativt enkle og sangbare melodier.
Der indledes med Irio Juniors energiske og sine steder ganske virtuose klaverintro, som går direkte over i den sambainspirerede "Aquela Noite", der introducerer et af udgivelsens stærkeste elementer - nemlig selve instrumenteringen, hvor særligt det fornemme sammen- og modspil mellem Spang-Hanssens saxofon og Mariane Bitrans fløjte samt Enéias Xaviers distinkt rytmiske el-bas (den fungerer glimrende i netop denne stil!) giver musikken en ganske original klang. Netop klangens originalitet kommer også glimrende til udtryk i nummeret "Estrada Do Sol" hvor den indledende unisone temapræsentation mellem klaver og alt-fløjten lyder dejlig særegent, mens det siden følgende kontrapunktiske sammenspil mellem Spang-Hanssens velintonerede sopransax og netop alt-fløjten blander forbavsende godt - og så byder Mariane Bitran på en dejlig melodisk solo.
I "Nave Espacial" viser ensemblet som helhed, at det formår at bevæge sig relativt ubesværet gennem mere komplekse rytmiske strukturer, mens titelnummeret "Bird In Space" på mange måder er det udtryksmæssige højdepunkt på pladen bl.a. i kraft af dets skønne indledning, men også fordi det både hvad form, dynamik og ikke mindst hvad solisternes improvisationer angår er det mest interessante. Og netop improvisationerne - måske især hos pianist Irio Junior - bliver periodevis lidt for "solist"-betonede fremfor at fungere som en nødvendig del af arrangementerne.
Alt i alt er "Bird in Space" dog en meget velfungerende udgivelse, der stilistisk måske kan beskrives som en slags mellemting mellem Michel Camillos "One More Once" og Aske Benztons "Badminton" og dét i sig selv er jo en blåstempling.
Køb/bestil her
Morten Schantz Trio - Conevyance ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
DAYWOODDRIVE RECORDS
Morten Schantz er trods sin unge alder et alt andet end ubeskrevet blad. Han har gennem adskillige år indtaget en hovedrolle i den både musikalske og kommercielle succes JazzKamikaze, ligesom han har udgivet flere plader i eget navn med Schantz Segment. Begge de nævnte orkestre spiller moderne, groove betonet musik i grænselandet mellem jazz, funk og rock. Med sin seneste udgivelse "Conveyance" debuterer Schantz så som leder af sin egen trio på amerikanske Daywoodrive Records.
Og der er tale om en på mange måder vellykket debut, der vidner om at Schantz ikke bare kan lidt, men meget af hvert. Således består materialet af egne kompositioner samt arrangementer af både nyere numre fra pop/rock universet og amerikanske standards. Albummet indledes med den elegant vuggende "Black Sea", som Schantz selv beskriver som et forsøg på at skrive et stykke, der lyder som var det skrevet til tre-hændigt klaver. Særligt den indledende temapræsentation er fornem med både melodisk og harmonisk prægnans, ligesom de rytmiske underdelinger er ganske nuancerede. Tilsvarende gør sig gældende i den smukke "Book Of Recurring Dreams", der - ligesom "Black Seas" indledning - minder lidt om det univers som Brad Mehldau skaber med sin trio.
Anderledes "klassisk" er udtrykket i Richard Whitings "Too Marvelous For Words", Thelonious Monks "Bemsha Swing" og Schantz' egen "Ten Indian Commandments" hvor trioen swinger energisk og i øvrigt håndterer skiftende taktarter ganske sikkert og naturligt. Både Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton viser sig desuden som glimrende sidemen og solister.
Albummets højdepunkter er trioens versioner af henholdsvis U2's og Peter Gabriels ballader "Love Is Blindness" samt "Downside Up". Det er ualmindelig godt set, at netop disse to numre egner sig fornemt til trioformatet. "Love Is Blindness" får om muligt endnu mere nærvær end originalen, mens "Downside Up" er det nummer på pladen, der måske læner sig mest op af det nordiske klang ideal (bl.a. med en meget smuk bas intro) i en ellers fortrinsvist amerikansk præget produktion. Og netop den lydmæssige produktion er måske undertegnedes eneste mindre kritikpunkt, idet det forekommer, som om de helt store dynamiske udsving er gået lidt tabt.
Alt i alt er "Conveyance" dog en stærk debut af nogle musikere, der med succes blander ungdommelig gnist med en tydelig forankring i og forståelse af deres egne musikalske rødder og traditionen.
Køb/bestil her
Morten Schantz er trods sin unge alder et alt andet end ubeskrevet blad. Han har gennem adskillige år indtaget en hovedrolle i den både musikalske og kommercielle succes JazzKamikaze, ligesom han har udgivet flere plader i eget navn med Schantz Segment. Begge de nævnte orkestre spiller moderne, groove betonet musik i grænselandet mellem jazz, funk og rock. Med sin seneste udgivelse "Conveyance" debuterer Schantz så som leder af sin egen trio på amerikanske Daywoodrive Records.
Og der er tale om en på mange måder vellykket debut, der vidner om at Schantz ikke bare kan lidt, men meget af hvert. Således består materialet af egne kompositioner samt arrangementer af både nyere numre fra pop/rock universet og amerikanske standards. Albummet indledes med den elegant vuggende "Black Sea", som Schantz selv beskriver som et forsøg på at skrive et stykke, der lyder som var det skrevet til tre-hændigt klaver. Særligt den indledende temapræsentation er fornem med både melodisk og harmonisk prægnans, ligesom de rytmiske underdelinger er ganske nuancerede. Tilsvarende gør sig gældende i den smukke "Book Of Recurring Dreams", der - ligesom "Black Seas" indledning - minder lidt om det univers som Brad Mehldau skaber med sin trio.
Anderledes "klassisk" er udtrykket i Richard Whitings "Too Marvelous For Words", Thelonious Monks "Bemsha Swing" og Schantz' egen "Ten Indian Commandments" hvor trioen swinger energisk og i øvrigt håndterer skiftende taktarter ganske sikkert og naturligt. Både Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton viser sig desuden som glimrende sidemen og solister.
Albummets højdepunkter er trioens versioner af henholdsvis U2's og Peter Gabriels ballader "Love Is Blindness" samt "Downside Up". Det er ualmindelig godt set, at netop disse to numre egner sig fornemt til trioformatet. "Love Is Blindness" får om muligt endnu mere nærvær end originalen, mens "Downside Up" er det nummer på pladen, der måske læner sig mest op af det nordiske klang ideal (bl.a. med en meget smuk bas intro) i en ellers fortrinsvist amerikansk præget produktion. Og netop den lydmæssige produktion er måske undertegnedes eneste mindre kritikpunkt, idet det forekommer, som om de helt store dynamiske udsving er gået lidt tabt.
Alt i alt er "Conveyance" dog en stærk debut af nogle musikere, der med succes blander ungdommelig gnist med en tydelig forankring i og forståelse af deres egne musikalske rødder og traditionen.
Køb/bestil her
Jacob Fischer Trio with Francesco Calì - Django *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Det kan både ærgre og glæde en, at en musiker af Jacob Fischers kaliber, der har skabt sig en i hvertfald to årtier lang national og international karriere ikke har udgivet flere album i eget navn end de tre det er blevet til foreløbigt. Og pudsigt nok har både ærgrelsen og glæden den præcis sammen årsag - nemlig den utrolig høje kvalitet, der hidtil har ligget i de indspilningsprojekter, som danmarks på mange måder førende jazz guitarist har stået for som kapelmester. På den ene side ville man ønske, at det var blevet til mere og på den anden begejstres man af den nødvendighed der ligger i "Jacob Fischer Trio Feat. Svend Asmussen", "Jacob Fischer - Blues" og nu den aktuelle CD "Django", hvor Fischers trio suppleres på smukkeste vis af den italienske akkordeon virtuos Francesco Calí.
Der lægges ud med den elegant swingende "Napolitana", der er opkaldt efter den neapolitanske subdominant uden trommer og med et fornemt vekselspil mellem Fischers guitar og Calís akkordeon både i temapræsentationerne og så sandelig også i improvisationerne. Stemningen er let og middelhavsinspireret og man fornemmer straks, at pladens udtryk bevæger sig nænsomt og ubesværet mellem melankoli og sommerlig lethed, smukt manifesteret i de efterfølgende numre "Metabolic Age" og "Small Teardrop".
Herefter følger et af pladens absolutte højdepunkter i John Lewis klassikeren "Django". Temaet præsenteres i et utrolig smukt samspil mellem Fischer og Calí. Fraseret med lige dele præcision og dynamisk forståelse fremstår den smukke melodi som en lille vemodig perle - i øvrigt smukt underbygget af Janus Templetons smagfulde trommespil.
I det efterfølgende præsenteres man som lytter både for brasiliansk inspireret solskinsmusik, klassisk swing, italiensk filmmusik, trafikalt bebop (med Bud Powells glimrende "Parisian Thoroughfare" - fornemt forløst i den for stilen lidt alternative besætning) og danske klassikere som "Den Allersidste Dans" og den både virtuose og humoristiske "Huset På Christianshavn". Hele vejen igennem balancerer musikerne brillant mellem teknisk ekvilibrisme og ægte, emotionel og oprigtig musikalitet. Fischer og Cali fremstår som de absolutte stjerner på udgivelsen, men deres rytmegruppe - bestående af Regin Fuhlendorf på fornemt swingende rytmeguitar, Hugo Rasmussen med karakterstærkt basspil og fornem tone samt Janus Templetons velafbalancerede trommespil - byder ind med et akkompagnement, der netop formår både at understøtte og udfordre de to solister.
"Django" er ikke en stilskabende plade, men den er uhyggelig stilsikker, meget homogen i sit udtryk (uden at være kedelig) og formår både at underholde og bevæge lytteren. Meget mere kan man vist ikke forlange!
Køb/bestil her
Det kan både ærgre og glæde en, at en musiker af Jacob Fischers kaliber, der har skabt sig en i hvertfald to årtier lang national og international karriere ikke har udgivet flere album i eget navn end de tre det er blevet til foreløbigt. Og pudsigt nok har både ærgrelsen og glæden den præcis sammen årsag - nemlig den utrolig høje kvalitet, der hidtil har ligget i de indspilningsprojekter, som danmarks på mange måder førende jazz guitarist har stået for som kapelmester. På den ene side ville man ønske, at det var blevet til mere og på den anden begejstres man af den nødvendighed der ligger i "Jacob Fischer Trio Feat. Svend Asmussen", "Jacob Fischer - Blues" og nu den aktuelle CD "Django", hvor Fischers trio suppleres på smukkeste vis af den italienske akkordeon virtuos Francesco Calí.
Der lægges ud med den elegant swingende "Napolitana", der er opkaldt efter den neapolitanske subdominant uden trommer og med et fornemt vekselspil mellem Fischers guitar og Calís akkordeon både i temapræsentationerne og så sandelig også i improvisationerne. Stemningen er let og middelhavsinspireret og man fornemmer straks, at pladens udtryk bevæger sig nænsomt og ubesværet mellem melankoli og sommerlig lethed, smukt manifesteret i de efterfølgende numre "Metabolic Age" og "Small Teardrop".
Herefter følger et af pladens absolutte højdepunkter i John Lewis klassikeren "Django". Temaet præsenteres i et utrolig smukt samspil mellem Fischer og Calí. Fraseret med lige dele præcision og dynamisk forståelse fremstår den smukke melodi som en lille vemodig perle - i øvrigt smukt underbygget af Janus Templetons smagfulde trommespil.
I det efterfølgende præsenteres man som lytter både for brasiliansk inspireret solskinsmusik, klassisk swing, italiensk filmmusik, trafikalt bebop (med Bud Powells glimrende "Parisian Thoroughfare" - fornemt forløst i den for stilen lidt alternative besætning) og danske klassikere som "Den Allersidste Dans" og den både virtuose og humoristiske "Huset På Christianshavn". Hele vejen igennem balancerer musikerne brillant mellem teknisk ekvilibrisme og ægte, emotionel og oprigtig musikalitet. Fischer og Cali fremstår som de absolutte stjerner på udgivelsen, men deres rytmegruppe - bestående af Regin Fuhlendorf på fornemt swingende rytmeguitar, Hugo Rasmussen med karakterstærkt basspil og fornem tone samt Janus Templetons velafbalancerede trommespil - byder ind med et akkompagnement, der netop formår både at understøtte og udfordre de to solister.
"Django" er ikke en stilskabende plade, men den er uhyggelig stilsikker, meget homogen i sit udtryk (uden at være kedelig) og formår både at underholde og bevæge lytteren. Meget mere kan man vist ikke forlange!
Køb/bestil her
Thomas Hass - Answer Theory ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Thomas Hass er langt fra et ubeskrevet blad i dansk jazz og hans seneste udgivelse fra 2009 - en hyldest til John Coltrane - fik en overvældende modtagelse hos anmelderne. Det er derfor med visse forventninger, at man går til hans seneste album "Answer Theory". Og forventningerne indfries da også i vidt omfang på et uspil, der fint balancerer mellem traditionelt og moderne udtryk og hvor Hass både lader sig inspirere af og udfordrer nogle af sine forbilleder som eksempelvis Wayne Shorter, Thelonious Monk, Sonny Rollins og føromtalte Coltrane.
Albummet indledes fremragende med nummeret "St. Croix", der ikke bare afslører et glimrende swingende orkester, men også giver en fornemmelse af Hass' tæft for iørefaldende og periodevis skæve melodier. Temaet til "St. Croix" er eminent og undertegnede er vild med den måde dets afsluttende frase overraskende slutter en halv tone over den grundtone man umiddelbart forventer. Solistisk viser både Hass og den unge svenske pianist Wiliam Larsson fornemme evner både teknisk, men også idémæssigt. Nummeret "Panther Ponk" er en sjov og energisk lille pastiche over Mancinis "Pink Panther", mens "The Plaza" og "Proof 262" er mere klassisk orienterede jazznumre, der trækker spor tilbage til f.eks. beboppen og hvor Morten Ankarfeldt (bl.a. med en fornem solo i "The Plaza") og Andreas Fryland på trommerne viser, hvorfor Hass på denne udgivelse har valgt at satse på nogle lidt mindre etablerede musikere end på sit forrige album. Det swinger forrygende.
Dér hvor pladen dog er allerstærkest er på de fine ballader. Her fremstår Hass' tone meget personlig og improvisationerne emmer af originalitet og nødvendighed, ligesom melodierne er ganske fine. Nummeret "Blue Balloons" og særligt indledningen til "Licence To Love" er meget rørende og giver albummet som helhed en fin dybde.
Alt i alt er "Answer Theory" et relativt let tilgængeligt, varieret og personligt udspil, der viser en moden saxofonist og en ungdommelig rytmegruppe i fint sammenspil og naturlig balance.
Køb/bestil her
Thomas Hass er langt fra et ubeskrevet blad i dansk jazz og hans seneste udgivelse fra 2009 - en hyldest til John Coltrane - fik en overvældende modtagelse hos anmelderne. Det er derfor med visse forventninger, at man går til hans seneste album "Answer Theory". Og forventningerne indfries da også i vidt omfang på et uspil, der fint balancerer mellem traditionelt og moderne udtryk og hvor Hass både lader sig inspirere af og udfordrer nogle af sine forbilleder som eksempelvis Wayne Shorter, Thelonious Monk, Sonny Rollins og føromtalte Coltrane.
Albummet indledes fremragende med nummeret "St. Croix", der ikke bare afslører et glimrende swingende orkester, men også giver en fornemmelse af Hass' tæft for iørefaldende og periodevis skæve melodier. Temaet til "St. Croix" er eminent og undertegnede er vild med den måde dets afsluttende frase overraskende slutter en halv tone over den grundtone man umiddelbart forventer. Solistisk viser både Hass og den unge svenske pianist Wiliam Larsson fornemme evner både teknisk, men også idémæssigt. Nummeret "Panther Ponk" er en sjov og energisk lille pastiche over Mancinis "Pink Panther", mens "The Plaza" og "Proof 262" er mere klassisk orienterede jazznumre, der trækker spor tilbage til f.eks. beboppen og hvor Morten Ankarfeldt (bl.a. med en fornem solo i "The Plaza") og Andreas Fryland på trommerne viser, hvorfor Hass på denne udgivelse har valgt at satse på nogle lidt mindre etablerede musikere end på sit forrige album. Det swinger forrygende.
Dér hvor pladen dog er allerstærkest er på de fine ballader. Her fremstår Hass' tone meget personlig og improvisationerne emmer af originalitet og nødvendighed, ligesom melodierne er ganske fine. Nummeret "Blue Balloons" og særligt indledningen til "Licence To Love" er meget rørende og giver albummet som helhed en fin dybde.
Alt i alt er "Answer Theory" et relativt let tilgængeligt, varieret og personligt udspil, der viser en moden saxofonist og en ungdommelig rytmegruppe i fint sammenspil og naturlig balance.
Køb/bestil her
Nils Davidsen - Jazz Til Tiden *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
ILK
Nils Davidsen er på ingen måde et ubeskrevet blad hverken inden for dansk eller for den sags skyld international jazz. F.eks. har han spillet og indspillet med anerkendte navne som Django Bates, Herb Robertson, Bunky Green, Marc Ducret og Chris Speed for bare at nævne nogle få. Derudover har han gennem længere tid dannet makkerskab med en af landets fornemmeste pianister og komponister Jacob Anderskov. Alligevel er Davidsens seneste udspil i eget navn noget af en overraskelse for undertegnede, idet der her er tale om et stærkt personligt og originalt album, der viser Davidsen som glimrende komponist og kapelmester.
Der indledes med stærkt groove i nummeret "Samfundet Tæller For" hvor rytmegruppen swinger formidabelt, mens saxofonisten Albert Raft og trombonisten Mads Hyhne præsenterer et melodisk ganske prægnant tema, der gradvist opløses i begavet, lydhør simultan-improvisation mellem de to melodiinstrumenter. Det er et nummer, der i høj grad holder fast i den grundlæggende rytmiske ide og derved på mange måder danner et udtryksfelt, der kan minde om 60'ernes Soul Jazz univers. Den efterfølgende, rytmisk mindre stringente og rolige "Dam Agre" viser hvor fremragende og moden en instrumentalist Mads Hyhne efterhånden er. Hans temapræsentation er ganske enkelt eminent - følt og bevægende. Akkompagnementet er meget frit og ekstremt effektfuldt og man fanger sig flere gange i at spørge sig selv "hvordan gør de det?", når der fremtrylles sjove lyde på instrumenterne, hvor især Anderskov på klaveret og Jacob Højer på trommerne formår at holde fast i lytterens nysgerrighed.
"Det Andet Rum" er et udfordrende nummer, der balancerer mellem det løse og det stramme, mens "Diafragma" smukt viser Davidsen som begavet og iderig bassist. Endelig er der det lange nummer "Forløb", hvis titel netop afslører dets karakter, idet der her er tale om et forløb, med forskelligartede stationer og udtryk. "Jazz Til Tiden" holder som udgivelse fordi den i høj grad formår at bevæge sig konsekvent i grænselandet mellem improvisation og komposition, hvorved musikken bliver ekstremt nærværende. Det er befriende med en udgivelse hvor man faktisk føler, at man kan mærke musikerne i det nu de skaber i. Nils Davidsen har kreeret et album, der givetvis vil afsløre flere lag ved yderligere gennemlytninger. Dém glæder jeg mig til.
Køb/bestil her
Nils Davidsen er på ingen måde et ubeskrevet blad hverken inden for dansk eller for den sags skyld international jazz. F.eks. har han spillet og indspillet med anerkendte navne som Django Bates, Herb Robertson, Bunky Green, Marc Ducret og Chris Speed for bare at nævne nogle få. Derudover har han gennem længere tid dannet makkerskab med en af landets fornemmeste pianister og komponister Jacob Anderskov. Alligevel er Davidsens seneste udspil i eget navn noget af en overraskelse for undertegnede, idet der her er tale om et stærkt personligt og originalt album, der viser Davidsen som glimrende komponist og kapelmester.
Der indledes med stærkt groove i nummeret "Samfundet Tæller For" hvor rytmegruppen swinger formidabelt, mens saxofonisten Albert Raft og trombonisten Mads Hyhne præsenterer et melodisk ganske prægnant tema, der gradvist opløses i begavet, lydhør simultan-improvisation mellem de to melodiinstrumenter. Det er et nummer, der i høj grad holder fast i den grundlæggende rytmiske ide og derved på mange måder danner et udtryksfelt, der kan minde om 60'ernes Soul Jazz univers. Den efterfølgende, rytmisk mindre stringente og rolige "Dam Agre" viser hvor fremragende og moden en instrumentalist Mads Hyhne efterhånden er. Hans temapræsentation er ganske enkelt eminent - følt og bevægende. Akkompagnementet er meget frit og ekstremt effektfuldt og man fanger sig flere gange i at spørge sig selv "hvordan gør de det?", når der fremtrylles sjove lyde på instrumenterne, hvor især Anderskov på klaveret og Jacob Højer på trommerne formår at holde fast i lytterens nysgerrighed.
"Det Andet Rum" er et udfordrende nummer, der balancerer mellem det løse og det stramme, mens "Diafragma" smukt viser Davidsen som begavet og iderig bassist. Endelig er der det lange nummer "Forløb", hvis titel netop afslører dets karakter, idet der her er tale om et forløb, med forskelligartede stationer og udtryk. "Jazz Til Tiden" holder som udgivelse fordi den i høj grad formår at bevæge sig konsekvent i grænselandet mellem improvisation og komposition, hvorved musikken bliver ekstremt nærværende. Det er befriende med en udgivelse hvor man faktisk føler, at man kan mærke musikerne i det nu de skaber i. Nils Davidsen har kreeret et album, der givetvis vil afsløre flere lag ved yderligere gennemlytninger. Dém glæder jeg mig til.
Køb/bestil her
Admiral Awesome feat. Fredrik Ljungkvist - Admiral Awesome ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Den Århus baserede trio Admiral Awesome præsenterer sig på denne selvbetitlede udgivelse med et superhelte image, som lader en associere til universer som de kendes fra Bat- og Superman. Og der er da også i høj grad tale om et ungt orkester, der i sit samarbejde med den fremragende svenske saxfonist Fredrik Ljungkvist viser et fygtløs og til tider ukonventionelt udtryk.
Det er musik, der stædigt insisterer på at kræve lytterens opmærksomhed uden at den bliver kunstigt anmasende. Først og fremmest bygger samspillet mellem de fire glimrende musikere (Thomas Sejthen på bas, Christian Windfeld på trommer samt Jacob Danielsen og Frederik Ljungkvist på forskellige saxofoner) på fornem kommunikation, der ikke alene afslører en rollefordelimg hvor alle får plads, men også bygger på en god portion humor og måske en snært af selvironi (bl.a. glimrende udtrykt i den aflsuttende ”Piratsangen” hvor orkestret udbryder i lystigt øl – eller måske snarere rom-kor).
De fire musikere skaber et meget dynamisk udtryk med mod til at bevæge sig ud i ekstremerne. Der er både højenergiske, helt frie improviserede passager som f.eks. i Ljungvists ”Different Directions” eller Danielsens ”Sent Paa Kvällen” samt ”Stockholm Wilderness” og udtryksmæssigt mere stramme og konsekvente kompositioner som i den skønne ballade ”Fredriks Andra Hörna”, hvor de to saxofonister Danielsen og Ljungkvist byder på virkelig musikalsk og fraseringsmæssigt gennemarbejdet sammenspil. I det hele taget formår orkestret med succes at balancere mellem meget kontrastfyldte musikalske universer uden at det forekommer konstrueret eller unaturligt, bl.a. glimrende eksemplificeret i nummeret ”Börje” hvor det folkeviseagtige tema med succes pakkes ind i en relativt fri ramme og udvikles fra det homofone til det mere kontrapunktiske.
Admiral Awesome skaber et meget varieret udtryk i både arrangementerne og instrumenteringen. Det er f.eks. en fornøjelse at opleve Ljungkvist folde sig ud på klarinetten i ”Sent Paa Kvällen” hvor hele instrumentets udtryksmuligheder kommer til deres ret, fra den bløde, varme og vemodige klang til det skingert skrigende og cirkusagtige.
Det musikalske håndværk er meget fornemt hele vejen rundt, men jeg vil alligevel fremhæve trommeslager Christian Winfelds meget dynamiske og ikke mindst musikalske trommespil. Admiral Awesome er et udfordrende, men meget lytteværdigt album, der emmer af spilleglæde, energi og musikalitet.
Køb/bestil her
Den Århus baserede trio Admiral Awesome præsenterer sig på denne selvbetitlede udgivelse med et superhelte image, som lader en associere til universer som de kendes fra Bat- og Superman. Og der er da også i høj grad tale om et ungt orkester, der i sit samarbejde med den fremragende svenske saxfonist Fredrik Ljungkvist viser et fygtløs og til tider ukonventionelt udtryk.
Det er musik, der stædigt insisterer på at kræve lytterens opmærksomhed uden at den bliver kunstigt anmasende. Først og fremmest bygger samspillet mellem de fire glimrende musikere (Thomas Sejthen på bas, Christian Windfeld på trommer samt Jacob Danielsen og Frederik Ljungkvist på forskellige saxofoner) på fornem kommunikation, der ikke alene afslører en rollefordelimg hvor alle får plads, men også bygger på en god portion humor og måske en snært af selvironi (bl.a. glimrende udtrykt i den aflsuttende ”Piratsangen” hvor orkestret udbryder i lystigt øl – eller måske snarere rom-kor).
De fire musikere skaber et meget dynamisk udtryk med mod til at bevæge sig ud i ekstremerne. Der er både højenergiske, helt frie improviserede passager som f.eks. i Ljungvists ”Different Directions” eller Danielsens ”Sent Paa Kvällen” samt ”Stockholm Wilderness” og udtryksmæssigt mere stramme og konsekvente kompositioner som i den skønne ballade ”Fredriks Andra Hörna”, hvor de to saxofonister Danielsen og Ljungkvist byder på virkelig musikalsk og fraseringsmæssigt gennemarbejdet sammenspil. I det hele taget formår orkestret med succes at balancere mellem meget kontrastfyldte musikalske universer uden at det forekommer konstrueret eller unaturligt, bl.a. glimrende eksemplificeret i nummeret ”Börje” hvor det folkeviseagtige tema med succes pakkes ind i en relativt fri ramme og udvikles fra det homofone til det mere kontrapunktiske.
Admiral Awesome skaber et meget varieret udtryk i både arrangementerne og instrumenteringen. Det er f.eks. en fornøjelse at opleve Ljungkvist folde sig ud på klarinetten i ”Sent Paa Kvällen” hvor hele instrumentets udtryksmuligheder kommer til deres ret, fra den bløde, varme og vemodige klang til det skingert skrigende og cirkusagtige.
Det musikalske håndværk er meget fornemt hele vejen rundt, men jeg vil alligevel fremhæve trommeslager Christian Winfelds meget dynamiske og ikke mindst musikalske trommespil. Admiral Awesome er et udfordrende, men meget lytteværdigt album, der emmer af spilleglæde, energi og musikalitet.
Køb/bestil her
Anders Holst - Echoes Illuminating The Dark ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
BLACKOUT
Selvom guitaristen Anders Holst efterhånden er et relativt etableret navn i musikverdenen er han – modsat hans to medspillere (bassisten Eske Nørrelykke og trommeslageren Kresten Osgood) - et nyt bekendtskab for undertegnede. Han debuterer som orkesterleder med et album, der vidner om en musiker og en komponist med en klar og ”bundfældet” musikalsk identitet.
Udgivelsen rummer rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er både de tematiske og improvisatoriske udfoldelser præget af stor musikalitet, med øje for gode melodilinjer og et sammenspil, hvor musikerne kommunikerer og er lydhøre over for hinandens ideer. Der skabes forløb, der på trods af en alle steds nærværende ro er meget dynamiske - til tider i det overordnede perspektiv og til tider på detaljeplan. Numre som ”Defiant” og ”Mellow” er stemningsmættede, melodiøse og homogene ballader, mens titler som ”It’s On” og ”The Village Riot” i højere grad bygger på fine udtryksmæssige kontraster.
Rollefordelingen musikerne imellem er relativt klar med Anders Holst i forgrunden, Eske Nørrelykke diskret, men uundværligt i baggrunden og Kresten Osgood som bindeled med sit både legende, udfordrende og periodevis mere stramme trommespil. Alligevel balancerer sammenspillet fornemt og man fornemmer, at der spilles med lydhørhed og overskud.
Alt i alt er ”Echoes Illuminating The Dark” et klart, konsekvent og behageligt album, der bygger på lige dele melodisk samt tematisk tæft og improvisatorisk originalitet samlet i et underspillet ekspressivt udtryk.
Køb/bestil her
Selvom guitaristen Anders Holst efterhånden er et relativt etableret navn i musikverdenen er han – modsat hans to medspillere (bassisten Eske Nørrelykke og trommeslageren Kresten Osgood) - et nyt bekendtskab for undertegnede. Han debuterer som orkesterleder med et album, der vidner om en musiker og en komponist med en klar og ”bundfældet” musikalsk identitet.
Udgivelsen rummer rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er både de tematiske og improvisatoriske udfoldelser præget af stor musikalitet, med øje for gode melodilinjer og et sammenspil, hvor musikerne kommunikerer og er lydhøre over for hinandens ideer. Der skabes forløb, der på trods af en alle steds nærværende ro er meget dynamiske - til tider i det overordnede perspektiv og til tider på detaljeplan. Numre som ”Defiant” og ”Mellow” er stemningsmættede, melodiøse og homogene ballader, mens titler som ”It’s On” og ”The Village Riot” i højere grad bygger på fine udtryksmæssige kontraster.
Rollefordelingen musikerne imellem er relativt klar med Anders Holst i forgrunden, Eske Nørrelykke diskret, men uundværligt i baggrunden og Kresten Osgood som bindeled med sit både legende, udfordrende og periodevis mere stramme trommespil. Alligevel balancerer sammenspillet fornemt og man fornemmer, at der spilles med lydhørhed og overskud.
Alt i alt er ”Echoes Illuminating The Dark” et klart, konsekvent og behageligt album, der bygger på lige dele melodisk samt tematisk tæft og improvisatorisk originalitet samlet i et underspillet ekspressivt udtryk.
Køb/bestil her
Aske Bentzon - Talking Sounds ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
ARTPEOPLE
I covernoterne til sin seneste og kun anden soloplade udtaler Aske Bentzon at udgivelsen har været længe undervejs. Tilsvarende gør sig gældende for anmeldelsen af "Talking Sounds" her på sitet. Hvorfor? Ikke på grund af travlhed - selvom dette sagtens kunne have været et glimrende og reelt argument - men på grund af helt fundamentale vanskeligheder med at finde nøglen til CD'ens kerne. Pudsigt egentlig - for den bliver serveret i de føromtalte covernoter, hvor Bentzon gør rede for, at fokus - modsat hans første soloplade "badminton" - ligger i det improvisatoriske og ikke i det melodiske. Men når nu gode og bevægende melodier er en af undertegnedes absolutte kæpheste både som udøver, men i mindst lige så høj grad som lytter hvordan skal man så anmelde pladen uden at ens redegørelser reduceres til smagsdommeri? Jo, det tager tid - man skal tilegne sig pladens grundkoncept (ved adskillige gennemlytninger) og siden acceptere det som en selvfølge, hvorefter man opdager, at den er fyldt med kvalitet.
Først og fremmest skaber Bentzon og hans glimrende medmusikere (Ben Besiakov på Fender Rhodes, Mikkel Nordsø på Guitar, Moussa Diallo på bas og Klaus Menzer på trommer) et meget originalt og homogent soundscape - både i den individuelle instrumentalsound, men også i ensemblesounden som helhed. Det akustiske og det elektroniske, det klassisk jazzede og det mere rockede, det blide og det hårde eller mere generelt bare kontrasterne blander fornemt og udtrykket er derfor ganske homogent. Samtlige numre former sig som numre, der udvikler sig i rumlig forstand, som stemninger, fremfor historier. Formmæssigt bygger materialet ofte på stilistisk ganske forskellige universer (lyt f.eks. til et nummer som "Gut Brain" eller den afsluttende "Things To Remember"), men grundstemningen er som regel intakt - lidt som om man svæver frit og ens retning bestemmes af små impulser, der gives af omgivelserne undervejs.
Det instrumentale håndværk er eminent. Særligt er jeg vild med de numre hvor Besiakov gør brug af orgelet. Det er forfriskende at opleve ham i den rolle ligesom det er yderst velvalgt i den kontekst det bliver brugt i. Men også Diallos basspil er både rytmisk og fraseringsmæssigt på et meget højt niveau.
Generelt er "Talking Sounds" en plade der skaber en stemning mere end at den hanker op i en, der allerede ligger i lytteren. Derfor kræver det, at man sænker paraderne og tager imod. Accepterer man dette vilkår er Bentzons seneste epos en både interessant, behagelig og ret vellykket udgivelse.
Køb/bestil her
I covernoterne til sin seneste og kun anden soloplade udtaler Aske Bentzon at udgivelsen har været længe undervejs. Tilsvarende gør sig gældende for anmeldelsen af "Talking Sounds" her på sitet. Hvorfor? Ikke på grund af travlhed - selvom dette sagtens kunne have været et glimrende og reelt argument - men på grund af helt fundamentale vanskeligheder med at finde nøglen til CD'ens kerne. Pudsigt egentlig - for den bliver serveret i de føromtalte covernoter, hvor Bentzon gør rede for, at fokus - modsat hans første soloplade "badminton" - ligger i det improvisatoriske og ikke i det melodiske. Men når nu gode og bevægende melodier er en af undertegnedes absolutte kæpheste både som udøver, men i mindst lige så høj grad som lytter hvordan skal man så anmelde pladen uden at ens redegørelser reduceres til smagsdommeri? Jo, det tager tid - man skal tilegne sig pladens grundkoncept (ved adskillige gennemlytninger) og siden acceptere det som en selvfølge, hvorefter man opdager, at den er fyldt med kvalitet.
Først og fremmest skaber Bentzon og hans glimrende medmusikere (Ben Besiakov på Fender Rhodes, Mikkel Nordsø på Guitar, Moussa Diallo på bas og Klaus Menzer på trommer) et meget originalt og homogent soundscape - både i den individuelle instrumentalsound, men også i ensemblesounden som helhed. Det akustiske og det elektroniske, det klassisk jazzede og det mere rockede, det blide og det hårde eller mere generelt bare kontrasterne blander fornemt og udtrykket er derfor ganske homogent. Samtlige numre former sig som numre, der udvikler sig i rumlig forstand, som stemninger, fremfor historier. Formmæssigt bygger materialet ofte på stilistisk ganske forskellige universer (lyt f.eks. til et nummer som "Gut Brain" eller den afsluttende "Things To Remember"), men grundstemningen er som regel intakt - lidt som om man svæver frit og ens retning bestemmes af små impulser, der gives af omgivelserne undervejs.
Det instrumentale håndværk er eminent. Særligt er jeg vild med de numre hvor Besiakov gør brug af orgelet. Det er forfriskende at opleve ham i den rolle ligesom det er yderst velvalgt i den kontekst det bliver brugt i. Men også Diallos basspil er både rytmisk og fraseringsmæssigt på et meget højt niveau.
Generelt er "Talking Sounds" en plade der skaber en stemning mere end at den hanker op i en, der allerede ligger i lytteren. Derfor kræver det, at man sænker paraderne og tager imod. Accepterer man dette vilkår er Bentzons seneste epos en både interessant, behagelig og ret vellykket udgivelse.
Køb/bestil her
Jazz Five - New Orleans Heat ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Jazz Five er trods medlemmernes stadig relativt unge alder et meget rutineret orkester, der har eksisteret og spillet i efterhånden adskillige år. De serverer på nærværende album en blanding af egne kompositioner og arrangementer af numre skrevet af f.eks. Fats Domino, John Cleary og bandet Stealers Wheel. Med udgivesen følger også en DVD bestående af fem numre optaget under en live koncert i 2010. Og det er netop i live sammenhæng jeg tidligere har stiftet bekendtskab med bandet, der byder på god energi og masser af individuel og kollektiv personlighed.
"New Orleans Heat" er da også en fin udgivelse, der fungerer bedst som soundtrack til en glad (og måske våd) dansefest eller måske en løbetur i den lokale park. Boogie inspirerede numre som den indledende "Take My Hand", "Beates Blues" og den afsluttende "Fat Man" bygger på fornem energi, vidner om et orkester, der er velsammenspillet og præsenterer et af ensemblets mest interessante individuelle kort i pianisten Esben Hillig, der - omend der er lidt vej op til stilens mestre som f.eks. Dr. John eller vores egen danske helt Esben Just - spiller glimrende og personligt inden for New Orleans klaver stilens overordnede rammer. Også bassist og forsanger Johan Starckes egen "New Orleans Heat" samt det i New Orleans stilen arrangerede Stealers Wheel nummer "Stuck In The Middel With You" (det er godt set, at nummeret egner sig til Jazz Fives stilistiske ramme) er ganske inciterende.
De fleste af de nævnte numre viser dog også to elementer, der i live sammenhæng sikkert spiller en mindre rolle, men som på CD-formatet kan opfattes som mindre svagheder - nemlig på den ene side blæsernes rolle i arrangementerne og på den anden side den vokale dimension. Blæsernes rolle i særligt ensemblespillet er efter undertegnedes smag lidt for anonymt særligt i tematisk henseende, hvor den melodiske prægnans er til at overse, idet de to saxer i deres samspil først og fremmest udfylder en rytmisk rolle med masser af "buffs". Her kunne jeg godt have tænkt mig, at der var lagt lidt flere kræfter i at skabe nogle interessante melodilinjer og måske også i det fraseringsmæssige. At både Johan Bylling Lang og Jeppe Zacho er glimrende instrumentalister, kan der nemlig ikke herske tvivl om - det viser de begge i deres solospil.
Med hensyn til pladens sangpræstationer fremstår Jonas Starcke som den mest stabile sanger med fin intonation og en udmærket energi. Tilsvarende energisk er trommeslageren Stefan Andersen omend han rent sangteknisk måske er en kende mindre skolet end Starcke. For dem begge gælder dog også, at det er så som så med nuancerigdommen i deres udtryk - igen en iagttagelse, der betyder mindre i live sammenhæng, men som på en album udgivelse bliver til et mindre irritationsmoment.
Når det så er sagt, så er det vigtigt at holde sig orkestrets styrker for øje. Udtrykket er energisk, sammenspillet swinger glimrende ligesom man fornemmer, at bandet går til materialet og stilen med lige dele respekt og fandenivoldskhed. Derfor er det også en glimrende bonus, at CD'en suppleres af en DVD med fem numre hvor man fornemmer, at musik nogle gange først rigtig kommer til sin ret i samspillet mellem udøverne og publikum.
Alt i alt er Jazz Fives "New Orleans Heat" en god og flot produceret udgivelse, der vidner om et orkester, der næppe mister sin berettigelse foreløbigt.
Køb/bestil her
Jazz Five er trods medlemmernes stadig relativt unge alder et meget rutineret orkester, der har eksisteret og spillet i efterhånden adskillige år. De serverer på nærværende album en blanding af egne kompositioner og arrangementer af numre skrevet af f.eks. Fats Domino, John Cleary og bandet Stealers Wheel. Med udgivesen følger også en DVD bestående af fem numre optaget under en live koncert i 2010. Og det er netop i live sammenhæng jeg tidligere har stiftet bekendtskab med bandet, der byder på god energi og masser af individuel og kollektiv personlighed.
"New Orleans Heat" er da også en fin udgivelse, der fungerer bedst som soundtrack til en glad (og måske våd) dansefest eller måske en løbetur i den lokale park. Boogie inspirerede numre som den indledende "Take My Hand", "Beates Blues" og den afsluttende "Fat Man" bygger på fornem energi, vidner om et orkester, der er velsammenspillet og præsenterer et af ensemblets mest interessante individuelle kort i pianisten Esben Hillig, der - omend der er lidt vej op til stilens mestre som f.eks. Dr. John eller vores egen danske helt Esben Just - spiller glimrende og personligt inden for New Orleans klaver stilens overordnede rammer. Også bassist og forsanger Johan Starckes egen "New Orleans Heat" samt det i New Orleans stilen arrangerede Stealers Wheel nummer "Stuck In The Middel With You" (det er godt set, at nummeret egner sig til Jazz Fives stilistiske ramme) er ganske inciterende.
De fleste af de nævnte numre viser dog også to elementer, der i live sammenhæng sikkert spiller en mindre rolle, men som på CD-formatet kan opfattes som mindre svagheder - nemlig på den ene side blæsernes rolle i arrangementerne og på den anden side den vokale dimension. Blæsernes rolle i særligt ensemblespillet er efter undertegnedes smag lidt for anonymt særligt i tematisk henseende, hvor den melodiske prægnans er til at overse, idet de to saxer i deres samspil først og fremmest udfylder en rytmisk rolle med masser af "buffs". Her kunne jeg godt have tænkt mig, at der var lagt lidt flere kræfter i at skabe nogle interessante melodilinjer og måske også i det fraseringsmæssige. At både Johan Bylling Lang og Jeppe Zacho er glimrende instrumentalister, kan der nemlig ikke herske tvivl om - det viser de begge i deres solospil.
Med hensyn til pladens sangpræstationer fremstår Jonas Starcke som den mest stabile sanger med fin intonation og en udmærket energi. Tilsvarende energisk er trommeslageren Stefan Andersen omend han rent sangteknisk måske er en kende mindre skolet end Starcke. For dem begge gælder dog også, at det er så som så med nuancerigdommen i deres udtryk - igen en iagttagelse, der betyder mindre i live sammenhæng, men som på en album udgivelse bliver til et mindre irritationsmoment.
Når det så er sagt, så er det vigtigt at holde sig orkestrets styrker for øje. Udtrykket er energisk, sammenspillet swinger glimrende ligesom man fornemmer, at bandet går til materialet og stilen med lige dele respekt og fandenivoldskhed. Derfor er det også en glimrende bonus, at CD'en suppleres af en DVD med fem numre hvor man fornemmer, at musik nogle gange først rigtig kommer til sin ret i samspillet mellem udøverne og publikum.
Alt i alt er Jazz Fives "New Orleans Heat" en god og flot produceret udgivelse, der vidner om et orkester, der næppe mister sin berettigelse foreløbigt.
Køb/bestil her
Lars Møller/The Orchestra - Episodes *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
CALIBRATED
The Orchestra præsenterer nogle af Danmarks ypperste komponister og solister i et 17-mands ensemble, der med rødder i den klassiske bigband-tradition bestræber sig på at overføre den nutidige jazzmusik til bigband-formatet. På orkestrets seneste udgivelse "Episodes" er det Lars Møller, hans kompositioner og ikke mindst hans arrangementer, der danner udgangspunktet. Lars Møller udtaler selv følgende: "Episodes samler min bigband musik skrevet i perioden hvor jeg modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. [...] Jeg er overbist om at 'Episodes' vil stå centralt i min kunstneriske produktion fremover'".
Jeg deler i dén grad sidstnævnte opfattelse. "Episodes" er simpelthen et eminent album, der faktisk ikke rummer ét eneste dårligt nummer. Kompositionerne er udfordrende både i deres harmoniske og formale strukturer samtidig med at de er melodiøst tilgængelige. Mange af dem er formet som spændende dramaturgiske forløb med forskellige udtryksmæssige og dynamiske stationer, men med klare, naturlige og homogene overgange, som i øvrigt styres fornemt af Møller som dirigent. Sammenspillet i orkestret er fremragende både i rytmisk henseende hvor ensemblespillet er ekstremt tight og i fraseringsmæssigt henseende hvor de enkelte sektioner typisk fremstår som én stemme med en skøn samlet tone og klarhed i udtryk og dynamik. Derudover er der luft og plads til masser af skønne solopræstationer. Særligt Jacob Christoffersen på "Suite 15 - Part 1", Jesper Riis på "Marit's Dream" og Per Gade på "Folk Song no. 1" viser at The Orchestra er ét hold, der dog består af masser af musikalske personligheder.
Blandt de mange kompositoriske og arrangementsmæssige højdepunkter vil jeg særligt fremhæve de energiske "Suite 15", den underskønne ballade "Marit's Dream" og ikke mindst "Folk Song No. 1" samt "Folk Song No. 2". Sidstnævnte er begge skrevet til EBU Big Bandet og tager hhv. udgangspunkt i den traditionelle danske høstvise "Marken Er Mejet" og den traditionelle kinesiske sang "Jasmin Blomsten" (Jasmin Flower). Det er ekstremt "fiffige" arrangementer, der ikke alene viser at arrangementskunst og komposition er nært beslægtede, men som også bevidner, at bigband musik har et udtryksspektrum og nogle klanglige muligheder, der ikke kan realiseres i andre konstellationer.
Lars Møller/The Orchestras "Episodes" er en glædelig overraskelse, en kærkommen tilføjelse til min pladesamling og en udgivelse, der bør blive en nyklassiker inden for genren - i hvert fald i Skandinavien.
Køb/bestil her
The Orchestra præsenterer nogle af Danmarks ypperste komponister og solister i et 17-mands ensemble, der med rødder i den klassiske bigband-tradition bestræber sig på at overføre den nutidige jazzmusik til bigband-formatet. På orkestrets seneste udgivelse "Episodes" er det Lars Møller, hans kompositioner og ikke mindst hans arrangementer, der danner udgangspunktet. Lars Møller udtaler selv følgende: "Episodes samler min bigband musik skrevet i perioden hvor jeg modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. [...] Jeg er overbist om at 'Episodes' vil stå centralt i min kunstneriske produktion fremover'".
Jeg deler i dén grad sidstnævnte opfattelse. "Episodes" er simpelthen et eminent album, der faktisk ikke rummer ét eneste dårligt nummer. Kompositionerne er udfordrende både i deres harmoniske og formale strukturer samtidig med at de er melodiøst tilgængelige. Mange af dem er formet som spændende dramaturgiske forløb med forskellige udtryksmæssige og dynamiske stationer, men med klare, naturlige og homogene overgange, som i øvrigt styres fornemt af Møller som dirigent. Sammenspillet i orkestret er fremragende både i rytmisk henseende hvor ensemblespillet er ekstremt tight og i fraseringsmæssigt henseende hvor de enkelte sektioner typisk fremstår som én stemme med en skøn samlet tone og klarhed i udtryk og dynamik. Derudover er der luft og plads til masser af skønne solopræstationer. Særligt Jacob Christoffersen på "Suite 15 - Part 1", Jesper Riis på "Marit's Dream" og Per Gade på "Folk Song no. 1" viser at The Orchestra er ét hold, der dog består af masser af musikalske personligheder.
Blandt de mange kompositoriske og arrangementsmæssige højdepunkter vil jeg særligt fremhæve de energiske "Suite 15", den underskønne ballade "Marit's Dream" og ikke mindst "Folk Song No. 1" samt "Folk Song No. 2". Sidstnævnte er begge skrevet til EBU Big Bandet og tager hhv. udgangspunkt i den traditionelle danske høstvise "Marken Er Mejet" og den traditionelle kinesiske sang "Jasmin Blomsten" (Jasmin Flower). Det er ekstremt "fiffige" arrangementer, der ikke alene viser at arrangementskunst og komposition er nært beslægtede, men som også bevidner, at bigband musik har et udtryksspektrum og nogle klanglige muligheder, der ikke kan realiseres i andre konstellationer.
Lars Møller/The Orchestras "Episodes" er en glædelig overraskelse, en kærkommen tilføjelse til min pladesamling og en udgivelse, der bør blive en nyklassiker inden for genren - i hvert fald i Skandinavien.
Køb/bestil her
Radio Bévort with Marcelo Nisinman - Perfect Organisation ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Pernille Bévort præsenterer med "Perfect Organization" et i sin konception overordentligt ambitiøst album projekt, der ikke alene dokumenterer kapelmesterinden som vokalist, instrumentalist og arrangør, men samtidig i Radio Bévort præsenterer et spændende ensemble og i bandoneon-spilleren Marcelo Nisinman en fremragende solist. Udgivelsen er delt op i to CD'er - én med et fortrinsvist vokalt fokus under titlen "Songs And Stories" og én med fokus på det instrumentale under titlen "Perfect Organization".
Udgivelsen er en lidt blandet oplevelse. Overordnet set er der masser af virkelig god musik at lytte til, men man når undervejs alligevel at miste fodfæste en gang eller to i forhold til jagten på et samlet udtryk. Der er stor forskel på de to CD'er og det er især "Songs And Stories", der efterlader et lidt broget indtryk. Det er let at kritisere sangerinden Bévort, men selvom intonationen ikke er lige sikker alle steder og stemmens klanglige nuancer overskuelige, så er det først og fremmest på arrangements-/instrumenteringssiden, at denne del af udgivelsen ikke helt balancerer. De instrumentale arrangementer er virkelig fine og der spilles på et både teknisk og udtryksmæssigt meget højt niveau. Til gengæld lyder det også som om det vokale lag blot er lagt oven i de begavede instrumentale udfoldelser. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at arrangementerne og måske også orkestret i højere grad arbejdede på sangenes præmisser og at man måske ligefrem havde "castet" orkestret anderledes så det gav mere luft og nødvendighed til det vokale. Bedst fungerer "I'm Packing My Suitcase" og "You Don't Know What Love Is" hvor arrangementerne er relativt luftige.
Anden del af udgivelsen fungerer derimod fremragende. Det er originalt, den grundlæggende stemning er varm uanset om der er tale om energiske numre som "Argentinos A Europa" og "Fairytales" eller mere stille ditto som f.eks. den smukke "Replication" og arrangementerne er overordentligt begavede. Samspillet både i de arrangerede og de improviserede passager er fornemt ligesom ensemblet har en egen - eller om man vil særegen sound, der i høj grad ligger i instrumenteringen. Også de korte "interludes", der er indspillet i Bévorts kælder fungerer godt både isoleret set som den den stemningsfulde "Sejerø By Night" og den sjove "Perfect Organization" hvor Bévorts reciteren fungerer fornemt, men også i forhold til udgivelsens dramaturgi som helhed.
Alt i alt er Radio Bévorts dobbeltudgivelse et fyldigt og langt hen ad vejen meget interessant og veludført dokument på Pernille Bévorts stådsted som dygtig komponist samt arrangør og ikke mindst som fornem instrumentalist, hvis ujævnheder opvejes af langt flere fine musikalske oplevelser.
Køb/bestil her
Pernille Bévort præsenterer med "Perfect Organization" et i sin konception overordentligt ambitiøst album projekt, der ikke alene dokumenterer kapelmesterinden som vokalist, instrumentalist og arrangør, men samtidig i Radio Bévort præsenterer et spændende ensemble og i bandoneon-spilleren Marcelo Nisinman en fremragende solist. Udgivelsen er delt op i to CD'er - én med et fortrinsvist vokalt fokus under titlen "Songs And Stories" og én med fokus på det instrumentale under titlen "Perfect Organization".
Udgivelsen er en lidt blandet oplevelse. Overordnet set er der masser af virkelig god musik at lytte til, men man når undervejs alligevel at miste fodfæste en gang eller to i forhold til jagten på et samlet udtryk. Der er stor forskel på de to CD'er og det er især "Songs And Stories", der efterlader et lidt broget indtryk. Det er let at kritisere sangerinden Bévort, men selvom intonationen ikke er lige sikker alle steder og stemmens klanglige nuancer overskuelige, så er det først og fremmest på arrangements-/instrumenteringssiden, at denne del af udgivelsen ikke helt balancerer. De instrumentale arrangementer er virkelig fine og der spilles på et både teknisk og udtryksmæssigt meget højt niveau. Til gengæld lyder det også som om det vokale lag blot er lagt oven i de begavede instrumentale udfoldelser. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at arrangementerne og måske også orkestret i højere grad arbejdede på sangenes præmisser og at man måske ligefrem havde "castet" orkestret anderledes så det gav mere luft og nødvendighed til det vokale. Bedst fungerer "I'm Packing My Suitcase" og "You Don't Know What Love Is" hvor arrangementerne er relativt luftige.
Anden del af udgivelsen fungerer derimod fremragende. Det er originalt, den grundlæggende stemning er varm uanset om der er tale om energiske numre som "Argentinos A Europa" og "Fairytales" eller mere stille ditto som f.eks. den smukke "Replication" og arrangementerne er overordentligt begavede. Samspillet både i de arrangerede og de improviserede passager er fornemt ligesom ensemblet har en egen - eller om man vil særegen sound, der i høj grad ligger i instrumenteringen. Også de korte "interludes", der er indspillet i Bévorts kælder fungerer godt både isoleret set som den den stemningsfulde "Sejerø By Night" og den sjove "Perfect Organization" hvor Bévorts reciteren fungerer fornemt, men også i forhold til udgivelsens dramaturgi som helhed.
Alt i alt er Radio Bévorts dobbeltudgivelse et fyldigt og langt hen ad vejen meget interessant og veludført dokument på Pernille Bévorts stådsted som dygtig komponist samt arrangør og ikke mindst som fornem instrumentalist, hvis ujævnheder opvejes af langt flere fine musikalske oplevelser.
Køb/bestil her
Birgitte Soojin - HI-LO ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
CALIBRATED/NMS
Det danske pladeselskab Calibrated, har efterhånden gjort det til sit speciale at lancere yngre nordiske jazzsangerinder. Således står selskabet bag udgivelser med bl.a. Sinne Eeg, Sidsel Storm og Kendra Lou, der alle har ganske stor kommerciel succes. I netop den henseende bør seneste skud på stammen Birgitte Soojin ligeledes kunne nå langt ikke mindst fordi udgivelsen serveres i en yderst tjekket indpakning og med mulighed for at få adgang til alskens bonusmateriale. Det er godt tænkt og en af vejene til at skabe lidt ekstra opmærksomhed i en trængt musikbranche.
Materialet på Soojins debut album "HI-LO" består af standards fra den amerikanske sangskat. Det er svært at sætte en finger på albummet som helhed. Birgitte Soojin synger med en afslappet klang, sikker intonation, en ganske fin amerikansk udtale og et veldoseret vibrato. Udtrykket læner sig stærkt op af de store amerikanske fortolkere som Bessie Smith og Billie Holiday, men det har i sin relativt direkte og usnørklede facon også en snært af den store nordiske diva Monika Zetterlunds tilgang.
Akkompagnementet serveres af nogle fremragende musikere med de to "blæser-tvillinger" Jacob Dinesen på tenor saksofon og Mads Hyhne på trombone, Ben Besiakov og Dan Hemmer på hhv. flygel og Hammond M-100 samt Niels "Guffi" Pallesen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Blæsarrangementerne er virkelig gode og de to tangentspillere supplerer hinanden glimrende uden at træde hinanden for meget over tæerne - eller fingrene om man vil, ligesom solo præstationerne er fornemme (tag f.eks. Dinesens solo i "Hi-Lilli, Hi-Lo" og Hyhnes ditto i "When Your Lover Has Gone").
Stemningen på albummet er meget homogen - både selve musikken og den lydmæssige produktion fungerer upåklageligt og er meget stilren og man føler sig hele tiden i meget trygge hænder - måske næsten lidt for trygge hænder. Der er ikke meget, der "stritter", men spørgsmålet er om det er et gyldigt kvalitetskriterie.
Samlet set er det en yderst behagelig og sikker debut hvor der bydes på god musik og en sangerinde, der på sigt kan blande sig succesrigt blandt de mange begavede vokalister i den nuværende generation - måske særligt hvis repertoiret suppleres med enkelte original kompositioner også.
Køb/bestil her
Det danske pladeselskab Calibrated, har efterhånden gjort det til sit speciale at lancere yngre nordiske jazzsangerinder. Således står selskabet bag udgivelser med bl.a. Sinne Eeg, Sidsel Storm og Kendra Lou, der alle har ganske stor kommerciel succes. I netop den henseende bør seneste skud på stammen Birgitte Soojin ligeledes kunne nå langt ikke mindst fordi udgivelsen serveres i en yderst tjekket indpakning og med mulighed for at få adgang til alskens bonusmateriale. Det er godt tænkt og en af vejene til at skabe lidt ekstra opmærksomhed i en trængt musikbranche.
Materialet på Soojins debut album "HI-LO" består af standards fra den amerikanske sangskat. Det er svært at sætte en finger på albummet som helhed. Birgitte Soojin synger med en afslappet klang, sikker intonation, en ganske fin amerikansk udtale og et veldoseret vibrato. Udtrykket læner sig stærkt op af de store amerikanske fortolkere som Bessie Smith og Billie Holiday, men det har i sin relativt direkte og usnørklede facon også en snært af den store nordiske diva Monika Zetterlunds tilgang.
Akkompagnementet serveres af nogle fremragende musikere med de to "blæser-tvillinger" Jacob Dinesen på tenor saksofon og Mads Hyhne på trombone, Ben Besiakov og Dan Hemmer på hhv. flygel og Hammond M-100 samt Niels "Guffi" Pallesen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Blæsarrangementerne er virkelig gode og de to tangentspillere supplerer hinanden glimrende uden at træde hinanden for meget over tæerne - eller fingrene om man vil, ligesom solo præstationerne er fornemme (tag f.eks. Dinesens solo i "Hi-Lilli, Hi-Lo" og Hyhnes ditto i "When Your Lover Has Gone").
Stemningen på albummet er meget homogen - både selve musikken og den lydmæssige produktion fungerer upåklageligt og er meget stilren og man føler sig hele tiden i meget trygge hænder - måske næsten lidt for trygge hænder. Der er ikke meget, der "stritter", men spørgsmålet er om det er et gyldigt kvalitetskriterie.
Samlet set er det en yderst behagelig og sikker debut hvor der bydes på god musik og en sangerinde, der på sigt kan blande sig succesrigt blandt de mange begavede vokalister i den nuværende generation - måske særligt hvis repertoiret suppleres med enkelte original kompositioner også.
Køb/bestil her
IKI - IKI ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
ILK
Indrømmet - da det gik op for mig at IKI ikke alene var en vokalgruppe, men oveni dette en gruppe, der laver alt materialet på stedet var jeg ret forudindtaget med hensyn til hvad man kunne forvente af musikken. Heldigvis er IKIs selvbetitlede debutalbum ganske overraskende og dét på flere niveauer.
Først og fremmest er udspillet meget modigt eftersom al musikken er skabt på stedet. De, der nogensinde har prøvet at improvisere frit med stemmen som instrument vil vide, at det ekstremt svært fordi der ikke er noget filter mellem krop, sjæl og det musikalske output. Det kræver derfor enorm disciplin samt koncentration. Ud af de 7 timers musik gruppen nåede at indspille i løbet af deres studie session er valget faldet på de 12 skæringer, som albummet består af og der er givetvis filtreret en del musik fra, som ikke lever op til CD-formatets krav. Måske er det derfor at niveauet på indspilningen er så forbavsende højt. Materialet er varieret og spænder fra det mere ostinat prægede som f.eks. numrene "Dan" og "Andartakid" over det mere klang-, harmoni- og melodiorienterede som i f.eks."Muisto", "Crazybird" og "Racoons Lullaby" til det mere cabaret inspirerede, nærmeste teatralsk reciterende i numre som "På Båden" og min absolutte personlige favorit "Quisanadolele". Sidstnævnte er en lille perle (jeg kommer selv til at associere til et nordisk trolde univers a la "Ronja Røverdatter"), der på fornemmeste vis viser hvor dygtige vokalister alle de 9 sangerinder er, ikke bare i klassisk forstand (f.eks. med hensyn til intonation, klanglige nuancer eller lignende), men også i forhold til rytmisk fornemmelse og ikke mindst udtryk.
Selvfølgelig har en plade med det koncept, der er valgt her også svagheder. Tekstsiden er ikke den stærkeste - men gruppen opfatter vist også snarere sig selv som en slags instrumentalgruppe hvor instrumentet er stemmen - ligesom ikke alle de arrangementer der er skabt i nuet er lige afbalancerede hverken i forhold til det strukturmæssige eller stemmernes samspil. Til gengæld er det en udgivelse der insisterer på at skabe stemninger, udfordre og bevæge lytteren og den rummer ægte følelser som barnlig glæde, overraskelse, sørgmodighed, melankoli og alt ind imellem. Og dét er i den grad en kvalitet!
Køb/bestil her
Indrømmet - da det gik op for mig at IKI ikke alene var en vokalgruppe, men oveni dette en gruppe, der laver alt materialet på stedet var jeg ret forudindtaget med hensyn til hvad man kunne forvente af musikken. Heldigvis er IKIs selvbetitlede debutalbum ganske overraskende og dét på flere niveauer.
Først og fremmest er udspillet meget modigt eftersom al musikken er skabt på stedet. De, der nogensinde har prøvet at improvisere frit med stemmen som instrument vil vide, at det ekstremt svært fordi der ikke er noget filter mellem krop, sjæl og det musikalske output. Det kræver derfor enorm disciplin samt koncentration. Ud af de 7 timers musik gruppen nåede at indspille i løbet af deres studie session er valget faldet på de 12 skæringer, som albummet består af og der er givetvis filtreret en del musik fra, som ikke lever op til CD-formatets krav. Måske er det derfor at niveauet på indspilningen er så forbavsende højt. Materialet er varieret og spænder fra det mere ostinat prægede som f.eks. numrene "Dan" og "Andartakid" over det mere klang-, harmoni- og melodiorienterede som i f.eks."Muisto", "Crazybird" og "Racoons Lullaby" til det mere cabaret inspirerede, nærmeste teatralsk reciterende i numre som "På Båden" og min absolutte personlige favorit "Quisanadolele". Sidstnævnte er en lille perle (jeg kommer selv til at associere til et nordisk trolde univers a la "Ronja Røverdatter"), der på fornemmeste vis viser hvor dygtige vokalister alle de 9 sangerinder er, ikke bare i klassisk forstand (f.eks. med hensyn til intonation, klanglige nuancer eller lignende), men også i forhold til rytmisk fornemmelse og ikke mindst udtryk.
Selvfølgelig har en plade med det koncept, der er valgt her også svagheder. Tekstsiden er ikke den stærkeste - men gruppen opfatter vist også snarere sig selv som en slags instrumentalgruppe hvor instrumentet er stemmen - ligesom ikke alle de arrangementer der er skabt i nuet er lige afbalancerede hverken i forhold til det strukturmæssige eller stemmernes samspil. Til gengæld er det en udgivelse der insisterer på at skabe stemninger, udfordre og bevæge lytteren og den rummer ægte følelser som barnlig glæde, overraskelse, sørgmodighed, melankoli og alt ind imellem. Og dét er i den grad en kvalitet!
Køb/bestil her
STORK - STORK ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
ILK
Simon Toldam er sin relativ unge alder til trods særdeles rutineret og anerkendt som både pianist, komponist og arrangør. Således er det i de senere år både blevet til talrige udgivelser, flere Danish Music Awards, flere højtprofilerede kompositionsbestillinger og et prestigefyldt stipendiat fra Léonie Sonnings Musikfond. Derfor må forventningerne med rette være høje, når han byder på nyt - i denne omgang ikke bare en ny udgivelse, men også et helt nyt orkester (Simon Toldam Orkester - eller STORK).
Den nye udgivelse er et skoleeksempel på at avanceret musik godt kan være tilgængeligt og at musik, der bygger på lige dele diktatur og anarki - eller om man vil komposition og improvisation - godt kan fungere på en indspilning. Personligt er jeg både imponeret og glædeligt overrasket over hvor flot udgivelsen fungerer. Samtlige numre bygger på en klar dramaturgisk struktur, der både bygger på store kontraster og passager med klar fælles retning - enten givet i Toldams udmærkede temaer (bl.a. fint illustreret i de to indledende numre "Y" og "X"), som i øvrigt er glimrende arrangerede/instrumenterede, eller i de medvirkende musikeres formidable og ekstremt lydhøre sammenspil. Ja - faktisk skal samtlige musikere fremhæves, både fordi de spiller på et teknisk meget højt niveau og fordi de er dygtige til at få, give og tage plads i forhold til helheden.
Den fine dramaturgi, som kommer til udtryk i hvert enkelt nummer manifesteres også i albummets samlede forløb. I den forbindelse er der en god balance mellem de længere musikalske forløb som f.eks. "X", "Blok", "TV-UP", "Flip" og "Pitata" samt de kortere intermezzi som f.eks. "Rift" og "Hymne". På denne måde forvaltes materialet så der hele tiden bygges på spænding og forløsning - to helt essentielle parametre i velfungerende musik.
STORK er et glimrende nyt initiativ og det bygger fornemt bro mellem tradition og fornyelse ikke bare i jazzens univers, men også i langt mere overordnet musikalsk forstand.
Køb/bestil her
Simon Toldam er sin relativ unge alder til trods særdeles rutineret og anerkendt som både pianist, komponist og arrangør. Således er det i de senere år både blevet til talrige udgivelser, flere Danish Music Awards, flere højtprofilerede kompositionsbestillinger og et prestigefyldt stipendiat fra Léonie Sonnings Musikfond. Derfor må forventningerne med rette være høje, når han byder på nyt - i denne omgang ikke bare en ny udgivelse, men også et helt nyt orkester (Simon Toldam Orkester - eller STORK).
Den nye udgivelse er et skoleeksempel på at avanceret musik godt kan være tilgængeligt og at musik, der bygger på lige dele diktatur og anarki - eller om man vil komposition og improvisation - godt kan fungere på en indspilning. Personligt er jeg både imponeret og glædeligt overrasket over hvor flot udgivelsen fungerer. Samtlige numre bygger på en klar dramaturgisk struktur, der både bygger på store kontraster og passager med klar fælles retning - enten givet i Toldams udmærkede temaer (bl.a. fint illustreret i de to indledende numre "Y" og "X"), som i øvrigt er glimrende arrangerede/instrumenterede, eller i de medvirkende musikeres formidable og ekstremt lydhøre sammenspil. Ja - faktisk skal samtlige musikere fremhæves, både fordi de spiller på et teknisk meget højt niveau og fordi de er dygtige til at få, give og tage plads i forhold til helheden.
Den fine dramaturgi, som kommer til udtryk i hvert enkelt nummer manifesteres også i albummets samlede forløb. I den forbindelse er der en god balance mellem de længere musikalske forløb som f.eks. "X", "Blok", "TV-UP", "Flip" og "Pitata" samt de kortere intermezzi som f.eks. "Rift" og "Hymne". På denne måde forvaltes materialet så der hele tiden bygges på spænding og forløsning - to helt essentielle parametre i velfungerende musik.
STORK er et glimrende nyt initiativ og det bygger fornemt bro mellem tradition og fornyelse ikke bare i jazzens univers, men også i langt mere overordnet musikalsk forstand.
Køb/bestil her
Niels Lan Doky - Human Behaviour ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
BRO Recordings
Niels Lan Doky har altid hørt til mine personlige favoritter både som komponist, arrangør og pianist. Derudover har den måde hvorpå han har forvaltet sin karriere i ren kommerciel forstand været både beundringsværdig og inspirerende.
En af Lan Dokys største bedrifter er, at han formår at omgive sig med utrolig dygtige og velvalgte musikere uden at der per automatik behøves at være tale om de internationale "Hot Shots" han ellers med jævne mellemrum krydser musikalske klinger med. Det var således Niels Land Doky, der for år tilbage "opdagede" Malene Mortensen og skubbede hende i gang med en international jazzkarriere og på sit nyeste udspil har Doky allieret sig med en ung, både spændende og utrolig velspillende rytmegruppe i form af Jonathan Bremer på kontrabas (som jeg allerede fremhævede for hans rolle på Surf In Stereos seneste udspil) og Niclas Bardeleben.
Stilistisk er Niels Lan Doky stadig helt sin egen. De originale kompositioner som f.eks. den lette "Home Sweet Home" og de to smukke ballader "The Miracle Of You" samt "Love Ocean" er som sædvanligt meget melodiøse og sangbare. Harmonisk er universet relativt simpelt og arrangementerne er ekstremt gennemsigtige og tilgængelige hvilket ydereligere støttes af en meget åben lydteknisk produktion. Voicingerne i klaveret er til tider ganske krydrede - flot illustreret i pastichen over J. S. Bachs "Jesus Bleibet Meine Freude" og Björks "Human Behaviour". Dokys improvisationer er begavede og bevæger sig fint i spændingsfeltet mellem kendte "licks" og velstrukturerede og -formulerede melodiske fraser i øvrigt præsenteret med et anslag, der er både let og samtidig meget distinkt - klassisk Doky!
Af de to unge musikere, der kompletterer trioen er særligt Jonathan Bremer værd at fremhæve. Ikke fordi han er en fuldtud færdigudviklet bassist, men fordi han i min optik er en af de ganske få yngre bassister her til lands, der kan mønstre en klar, rent intoneret og samtidig utrolig personlig tone samt stil på sit instrument. Han kan måske opnå den unikke genkendelighed som bl.a. NHØP var og Mads Vinding er i besiddelse af, ikke mindst hvis han udvikler sig yderligere i sit solospil, som allerede har et meget højt niveau. Men også Bardeleben gør det fremragende med let, rytmisk stringent og klangligt nuanceret trommespil.
I det hele taget er "Human Behaviour" et vellykket album, der vidner om at Niels Lan Doky stadig er en både dygtig, interessant og væsentlig del af den danske jazzelite - og en musiker, der hverken har mistet drive eller berettigelse trods en efterhånden lang karriere.
Køb/bestil her
Niels Lan Doky har altid hørt til mine personlige favoritter både som komponist, arrangør og pianist. Derudover har den måde hvorpå han har forvaltet sin karriere i ren kommerciel forstand været både beundringsværdig og inspirerende.
En af Lan Dokys største bedrifter er, at han formår at omgive sig med utrolig dygtige og velvalgte musikere uden at der per automatik behøves at være tale om de internationale "Hot Shots" han ellers med jævne mellemrum krydser musikalske klinger med. Det var således Niels Land Doky, der for år tilbage "opdagede" Malene Mortensen og skubbede hende i gang med en international jazzkarriere og på sit nyeste udspil har Doky allieret sig med en ung, både spændende og utrolig velspillende rytmegruppe i form af Jonathan Bremer på kontrabas (som jeg allerede fremhævede for hans rolle på Surf In Stereos seneste udspil) og Niclas Bardeleben.
Stilistisk er Niels Lan Doky stadig helt sin egen. De originale kompositioner som f.eks. den lette "Home Sweet Home" og de to smukke ballader "The Miracle Of You" samt "Love Ocean" er som sædvanligt meget melodiøse og sangbare. Harmonisk er universet relativt simpelt og arrangementerne er ekstremt gennemsigtige og tilgængelige hvilket ydereligere støttes af en meget åben lydteknisk produktion. Voicingerne i klaveret er til tider ganske krydrede - flot illustreret i pastichen over J. S. Bachs "Jesus Bleibet Meine Freude" og Björks "Human Behaviour". Dokys improvisationer er begavede og bevæger sig fint i spændingsfeltet mellem kendte "licks" og velstrukturerede og -formulerede melodiske fraser i øvrigt præsenteret med et anslag, der er både let og samtidig meget distinkt - klassisk Doky!
Af de to unge musikere, der kompletterer trioen er særligt Jonathan Bremer værd at fremhæve. Ikke fordi han er en fuldtud færdigudviklet bassist, men fordi han i min optik er en af de ganske få yngre bassister her til lands, der kan mønstre en klar, rent intoneret og samtidig utrolig personlig tone samt stil på sit instrument. Han kan måske opnå den unikke genkendelighed som bl.a. NHØP var og Mads Vinding er i besiddelse af, ikke mindst hvis han udvikler sig yderligere i sit solospil, som allerede har et meget højt niveau. Men også Bardeleben gør det fremragende med let, rytmisk stringent og klangligt nuanceret trommespil.
I det hele taget er "Human Behaviour" et vellykket album, der vidner om at Niels Lan Doky stadig er en både dygtig, interessant og væsentlig del af den danske jazzelite - og en musiker, der hverken har mistet drive eller berettigelse trods en efterhånden lang karriere.
Køb/bestil her
Fusk - Fusk ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
WHYPLAYJAZZ
Fusk er egentlig et ganske misvisende navn for trommeslager Kasper Toms debut som kapelmester - idet ordet måske signalerer noget skidt eller ugrundigt. Sidstnævnte kan man ikke sige at albummet er, da det er indspillet efter relativt omfattende turnévirksomhed af nogle dygtige musikere. Til gengæld er det et udfordrende album, der på ingen måde søger ned ad mainstreamens sikre sti og derfor kræver en indsats fra lytterens side.
Fusk bevæger sig i spændingsfeltet mellem komposition og improvisation i et originalt udtryk, der vidner om et orkester, der spiller musik med en meget kommunikativ tilgang. Og det er netop i dette perspektiv, at albummet er stærkest. De tre indledende numre "Ein Kopf Kaffe, Bitte", "The Attack Of The Überpea" og "Freunde Der Guten Musik" rummer alle nogle til tider meget frie passager hvor det spændende ikke nødvendigvis er det tematiske materiale, men musikernes måde at agere og reagere i forhold til hinandens impulser - nogle gange er der tale om tydelig musikalsk dialog (f.eks. forløst i energisk sammen- og modspil mellem saxofonist Philipp Gropper og basklarinetist Rudi Mahall) andre gange er der tale om underforstået kommunikation i forhold til stemning, dynamik og lignende. Kommunikation er et aspekt, der altid fylder meget i musik, men det positive hos Fusk er, at den netop dyrkes som et af de absolutte hovedparametre i det kunstneriske udtryk.
Generelt er energiniveauet højt på det meste af udgivelsen, men det klæder både pladen og udtrykket, at der bliver plads til nogle mere rolige passager som f.eks. numrene "November", der indledes med en smuk basintro (spillet af Andreas Lang) eller den melankolske "Kamienna Wolaog", som vidner om at de to blæsere også formår at nuancere deres klanglige udtryk. Netop her kunne jeg godt tænke mig, at særligt basklarinetten fik noget mere bredde, så hele instrumentets rige klanglige muligheder udfoldes - f.eks. synes jeg personligt, at Mahall aldrig rigtig udnytter instrumentets dybe, varme register. Til gengæld er hans klang meget original.
Alt i alt kræver Fusk koncentration og åbenhed - men med dette som grundlag er debutpladen ganske interessant, og jeg kan forestille mig, at en live koncert med kvartetten kan være en spændende og inspirerende oplevelse.
Køb/bestil her
Fusk er egentlig et ganske misvisende navn for trommeslager Kasper Toms debut som kapelmester - idet ordet måske signalerer noget skidt eller ugrundigt. Sidstnævnte kan man ikke sige at albummet er, da det er indspillet efter relativt omfattende turnévirksomhed af nogle dygtige musikere. Til gengæld er det et udfordrende album, der på ingen måde søger ned ad mainstreamens sikre sti og derfor kræver en indsats fra lytterens side.
Fusk bevæger sig i spændingsfeltet mellem komposition og improvisation i et originalt udtryk, der vidner om et orkester, der spiller musik med en meget kommunikativ tilgang. Og det er netop i dette perspektiv, at albummet er stærkest. De tre indledende numre "Ein Kopf Kaffe, Bitte", "The Attack Of The Überpea" og "Freunde Der Guten Musik" rummer alle nogle til tider meget frie passager hvor det spændende ikke nødvendigvis er det tematiske materiale, men musikernes måde at agere og reagere i forhold til hinandens impulser - nogle gange er der tale om tydelig musikalsk dialog (f.eks. forløst i energisk sammen- og modspil mellem saxofonist Philipp Gropper og basklarinetist Rudi Mahall) andre gange er der tale om underforstået kommunikation i forhold til stemning, dynamik og lignende. Kommunikation er et aspekt, der altid fylder meget i musik, men det positive hos Fusk er, at den netop dyrkes som et af de absolutte hovedparametre i det kunstneriske udtryk.
Generelt er energiniveauet højt på det meste af udgivelsen, men det klæder både pladen og udtrykket, at der bliver plads til nogle mere rolige passager som f.eks. numrene "November", der indledes med en smuk basintro (spillet af Andreas Lang) eller den melankolske "Kamienna Wolaog", som vidner om at de to blæsere også formår at nuancere deres klanglige udtryk. Netop her kunne jeg godt tænke mig, at særligt basklarinetten fik noget mere bredde, så hele instrumentets rige klanglige muligheder udfoldes - f.eks. synes jeg personligt, at Mahall aldrig rigtig udnytter instrumentets dybe, varme register. Til gengæld er hans klang meget original.
Alt i alt kræver Fusk koncentration og åbenhed - men med dette som grundlag er debutpladen ganske interessant, og jeg kan forestille mig, at en live koncert med kvartetten kan være en spændende og inspirerende oplevelse.
Køb/bestil her
Søren Dahl Jeppesen - Red Sky *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Mange ting kan være medvirkende til at en udgivelse bliver vellykket. Der kan være tale om stærkt materiale, vellykket lydproduktion, finurlige arrangementer eller gedigent spillemæssigt håndværk. På Søren Dahl Jeppesens nyeste plade er det dog noget helt andet, der i første omgang gør albummet til noget særligt - nemlig det man i filmverdenen ville kalde castingen. Sammensætningen af de medvirkende på "Red Sky" (og det gælder også de lydtekniske deltagere) er simpelthen så usandsynlig velvalgt, at man må neje sig i støvet for det klarsyn Søren Dahl Jeppesen lægger for dagen som kapelmester. På den baggrund emmer udgivelsen af nødvendighed.
Mest overraskende er den helt og aldeles unikke tone islandske Oskar Gudjóhnsson bidrager med - og får - i det univers Dahl Jeppesens kompositioner skaber. På én og samme tid luftig og tæt - kølig og varm. I sammenspil og -klang med kapelmesterens rene og klare guitarlyd og ikke mindst Klaus Nørgaards bas samt Jakob Høyers utroligt smukke trommespil (ofte ganske afdæmpet og spillet med masser af detaljer i de rytmiske underdelinger både dynamisk og klangligt) skabes der en ensemble sound, jeg personligt ikke har hørt mere original i utrolig lang tid.
Materialet er stærkt og melodiøst og arrangementerne er dejlig homogone og veldisponerede. Der er mange højdepunkter, men mine personlige favoritnumre er bl.a. den dragende indledning "Almost Home", den smukke og let synkoperede "No Stars Without Darkness" og ikke mindst den nærmest Beatles inspirerede "In The Loop" hvor guitarens indledning leder tankerne mod hittet "Blackbird".
"Red Sky" er et utrolig smukt og stemningsfyldt album og viser Søren Dahl Jeppesen som en begavet og balanceret musiker, komponist og bandleader, der med dygtighed (og måske lidt held) har omgivet sig med de helt rigtige musikalske makkere.
Køb/bestil her
Mange ting kan være medvirkende til at en udgivelse bliver vellykket. Der kan være tale om stærkt materiale, vellykket lydproduktion, finurlige arrangementer eller gedigent spillemæssigt håndværk. På Søren Dahl Jeppesens nyeste plade er det dog noget helt andet, der i første omgang gør albummet til noget særligt - nemlig det man i filmverdenen ville kalde castingen. Sammensætningen af de medvirkende på "Red Sky" (og det gælder også de lydtekniske deltagere) er simpelthen så usandsynlig velvalgt, at man må neje sig i støvet for det klarsyn Søren Dahl Jeppesen lægger for dagen som kapelmester. På den baggrund emmer udgivelsen af nødvendighed.
Mest overraskende er den helt og aldeles unikke tone islandske Oskar Gudjóhnsson bidrager med - og får - i det univers Dahl Jeppesens kompositioner skaber. På én og samme tid luftig og tæt - kølig og varm. I sammenspil og -klang med kapelmesterens rene og klare guitarlyd og ikke mindst Klaus Nørgaards bas samt Jakob Høyers utroligt smukke trommespil (ofte ganske afdæmpet og spillet med masser af detaljer i de rytmiske underdelinger både dynamisk og klangligt) skabes der en ensemble sound, jeg personligt ikke har hørt mere original i utrolig lang tid.
Materialet er stærkt og melodiøst og arrangementerne er dejlig homogone og veldisponerede. Der er mange højdepunkter, men mine personlige favoritnumre er bl.a. den dragende indledning "Almost Home", den smukke og let synkoperede "No Stars Without Darkness" og ikke mindst den nærmest Beatles inspirerede "In The Loop" hvor guitarens indledning leder tankerne mod hittet "Blackbird".
"Red Sky" er et utrolig smukt og stemningsfyldt album og viser Søren Dahl Jeppesen som en begavet og balanceret musiker, komponist og bandleader, der med dygtighed (og måske lidt held) har omgivet sig med de helt rigtige musikalske makkere.
Køb/bestil her
Bentzon Brotherhood - Funkenstein *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
DO IT AGAIN RECORDS
"Hell yeah!" tænker jeg hver gang der er nyt fra Bentzon Brotherhood og erfaringsmæssigt byder orkestret på en sprængfarlig cocktail af jazzfunk krydret med kompromisløs energi. "Funkenstein" har været på tegnebrættet længe - de første indspilninger har allerede været udgivet i 2007 og stammer helt tilbage fra 2006, mens det sidste materiale kom i kassen i slutningen af 2010 - men resultatet (i en re-mastereret udgave) ændrer ikke på føromtalte grundelementer.
"Funkenstein" er en fed fed plade, der fint manifesterer Nikolaj Bentzon som dansk Jazz' Dr. Funk. Orkestret swinger helt vanvittig godt og stramt, samtidig med at både materiale, arrangementer og produktion balancerer fint mellem den traditionelle Funk og et moderne elektronisk inspireret univers. Sidstnævnte præsenteres fornemt i "Techno Inferno" en sprængfarlig pastige over The Tramps' "Disco Inferno" og i øvrigt et nummer, der sagtens kan gøre sig gældende på Trance- og Technomarkedet.
Dét, der er udgivelsens fornemmeste kvalitet er dog den smagfulde dybde i udtrykket. Der er både plads til inciterende grooves som i "Should'a Seen It Coming", "Mr. Turn Coat" og "Hypothèse Scientifique" og roligt swingende numre som "Good Bye Pork Pie Hat" og "Descendants" hvor Claus Waidtløw yder en overbevisende indsats på saxofonerne samtidig med at Bentzon fremstår som komponist, der også har et gedigent tematisk/melodisk flair. Det håndværksmæssige hos de mange medvirkende er på højt, højt internationalt niveau og særligt samarbejdet mellem Kasper Vadsholt på bas og Zoltan Csorsz på trommer er ganske enestående, ligesom samtlige af de medvirkende blæsere hør til den absolute superliga - særligt når det gælder tight og soundmæssigt tæt ensemblespil. Endelig er "Funkenstein" også et glimrende eksempel på en succesfuld hybrid mellem håndspillet akustisk samt elektrisk musik og programmerede beats - det bliver aldrig stift.
"Funkenstein" er ikke et album, der gør sig bedst som koncertant "lytte-album", men som animerende soundtrack til dansegulvet eller løbeturen er det et meget tiltalende monster!
Køb/bestil her
"Hell yeah!" tænker jeg hver gang der er nyt fra Bentzon Brotherhood og erfaringsmæssigt byder orkestret på en sprængfarlig cocktail af jazzfunk krydret med kompromisløs energi. "Funkenstein" har været på tegnebrættet længe - de første indspilninger har allerede været udgivet i 2007 og stammer helt tilbage fra 2006, mens det sidste materiale kom i kassen i slutningen af 2010 - men resultatet (i en re-mastereret udgave) ændrer ikke på føromtalte grundelementer.
"Funkenstein" er en fed fed plade, der fint manifesterer Nikolaj Bentzon som dansk Jazz' Dr. Funk. Orkestret swinger helt vanvittig godt og stramt, samtidig med at både materiale, arrangementer og produktion balancerer fint mellem den traditionelle Funk og et moderne elektronisk inspireret univers. Sidstnævnte præsenteres fornemt i "Techno Inferno" en sprængfarlig pastige over The Tramps' "Disco Inferno" og i øvrigt et nummer, der sagtens kan gøre sig gældende på Trance- og Technomarkedet.
Dét, der er udgivelsens fornemmeste kvalitet er dog den smagfulde dybde i udtrykket. Der er både plads til inciterende grooves som i "Should'a Seen It Coming", "Mr. Turn Coat" og "Hypothèse Scientifique" og roligt swingende numre som "Good Bye Pork Pie Hat" og "Descendants" hvor Claus Waidtløw yder en overbevisende indsats på saxofonerne samtidig med at Bentzon fremstår som komponist, der også har et gedigent tematisk/melodisk flair. Det håndværksmæssige hos de mange medvirkende er på højt, højt internationalt niveau og særligt samarbejdet mellem Kasper Vadsholt på bas og Zoltan Csorsz på trommer er ganske enestående, ligesom samtlige af de medvirkende blæsere hør til den absolute superliga - særligt når det gælder tight og soundmæssigt tæt ensemblespil. Endelig er "Funkenstein" også et glimrende eksempel på en succesfuld hybrid mellem håndspillet akustisk samt elektrisk musik og programmerede beats - det bliver aldrig stift.
"Funkenstein" er ikke et album, der gør sig bedst som koncertant "lytte-album", men som animerende soundtrack til dansegulvet eller løbeturen er det et meget tiltalende monster!
Køb/bestil her
Glostrup Trioen ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STORYVILLE
Glostrup Trioen er ikke umiddelbart et bandnavn, der lader genkendelsesglædens klokker ringe voldsomt i mine ører, men ser man på de musikere, der gemmer sig bag det lidt anonyme orkesternavn er det nu alligevel navne, der har sat tydelige spor på den danske jazzscene i enddog ganske mange år. Således kan trioen bestående af Torben Kjær på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer prale med at have fejret 50 års jubilæum.
Shadow Of Elvi er en klassisk trioplade med et repertoire, der byder på gode klassiske melodier - fortrinsvist fra den amerikanske standard skat og det ville være en tilsnigelse at påstå at den introducerer noget banebrydende nyt i forhold til det valgte format. Det har nu aldrig været undertegnedes kriterier for at finde glæde ved en indspilning og det er helt sikkert en fornøjelig oplevelse at lytte til trioen fra Glostrup. Mest fremtrædende - og glædelige - kvalitet på dette album er faktisk energien i samspillet. Det er tydeligt, at de tre drenge - eller lad os bare kalde dem modne mænd - stadig finder stor glæde ved samspillet, som i øvrigt er kompetent også selvom der måske er et par ridser i lakken på individuelt niveau (særligt Kjærs pianospil kan til tider virke en anelse tungt i de lidt hurtigere numre).
Personligt er jeg mest vild med trioens ballade fortolkninger. Både "It Might As Well Be Spring", "Detour Ahead" og den afsluttende klassiker "I Fall In Love Too Easily" udstråler en skøn ro og balance. Her kommer Kjærs ganske glimrende anslag til sin ret, mens Dhyrbye og Streenberg viser sig som fremragende og lydhøre instrumentalister. Og så fungerer produktionen langt bedre i de stille numre end i dit lidt mere energiske ditto. Særligt trommelyden burde man have kælet lidt mere for i den sammenhæng - på CD-formatet tager den knap så gode lyd f.eks. lidt af glæden af en ellers glimrende trommesolo i "It Could Happen To You".
Alt i alt beviser udgivelsen dog at trioen også med 50 år på bagen stadig har sin berettigelse og jeg vil med glæde høre dem under årets Jazzfestivaler hvis de da ellers er til at støve op.
Køb/bestil her
Glostrup Trioen er ikke umiddelbart et bandnavn, der lader genkendelsesglædens klokker ringe voldsomt i mine ører, men ser man på de musikere, der gemmer sig bag det lidt anonyme orkesternavn er det nu alligevel navne, der har sat tydelige spor på den danske jazzscene i enddog ganske mange år. Således kan trioen bestående af Torben Kjær på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer prale med at have fejret 50 års jubilæum.
Shadow Of Elvi er en klassisk trioplade med et repertoire, der byder på gode klassiske melodier - fortrinsvist fra den amerikanske standard skat og det ville være en tilsnigelse at påstå at den introducerer noget banebrydende nyt i forhold til det valgte format. Det har nu aldrig været undertegnedes kriterier for at finde glæde ved en indspilning og det er helt sikkert en fornøjelig oplevelse at lytte til trioen fra Glostrup. Mest fremtrædende - og glædelige - kvalitet på dette album er faktisk energien i samspillet. Det er tydeligt, at de tre drenge - eller lad os bare kalde dem modne mænd - stadig finder stor glæde ved samspillet, som i øvrigt er kompetent også selvom der måske er et par ridser i lakken på individuelt niveau (særligt Kjærs pianospil kan til tider virke en anelse tungt i de lidt hurtigere numre).
Personligt er jeg mest vild med trioens ballade fortolkninger. Både "It Might As Well Be Spring", "Detour Ahead" og den afsluttende klassiker "I Fall In Love Too Easily" udstråler en skøn ro og balance. Her kommer Kjærs ganske glimrende anslag til sin ret, mens Dhyrbye og Streenberg viser sig som fremragende og lydhøre instrumentalister. Og så fungerer produktionen langt bedre i de stille numre end i dit lidt mere energiske ditto. Særligt trommelyden burde man have kælet lidt mere for i den sammenhæng - på CD-formatet tager den knap så gode lyd f.eks. lidt af glæden af en ellers glimrende trommesolo i "It Could Happen To You".
Alt i alt beviser udgivelsen dog at trioen også med 50 år på bagen stadig har sin berettigelse og jeg vil med glæde høre dem under årets Jazzfestivaler hvis de da ellers er til at støve op.
Køb/bestil her
Kjeld Lauritsen - Hammond Organ 7 ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
MUSIC MECCA
Det siges at man stille og roligt stopper med at lege, når man bliver voksen - lytter man til Kjeld Lauritsens seneste udgivelse med Hammond Organ 7 må denne påstand tages som en sandhed med modifikationer. Dét det syv mand store ensemble disker op med er nemlig voksen leg på meget højt niveau og med en let - sine steder humoristisk og andre steder kunstfærdig - lun undertone.
Udgivelsens aller stærkeste kort er line up'en - idet der her er tale om nogle af dansk jazz' fineste repræsentanter med Bob Rockwell og Hans Ulrik (hhv. alt- og tenorsax), Peter Marott (trompet), Erling Kroner (trombone), Per Gade (guitar) og Esben Laub v. Lillienskjold samt Casper Mikkel (trommer). Line up'ens betydning kommer til udtryk på mange måder: For det første er hele pladen tilegnet Erling Kroner, som desværre ikke er blandt os længere. Det betyder, at numrene på pladen bl.a. er valgt med henblik på at holde fast i netop den udgave af Hammond Organ 7 der stadig inkluderer Kroner - og det er i sig selv en indlysende kvalitet. For det andet er alle de medvirkende på udgivelsen meget begavede og stilsikre instrumentalister, og samtidig er langt de fleste også glimrende komponister/arrangører. Dette kommer til udtryk i et tematisk meget stærkt materiale. Både Lauritsens indledende "M", Ulriks "Church", Gades "B.C" og Rockwells "Blue Funky Lou" er simple, iørefaldende temaer i den souljazzede ende, der giver god plads til både individuel og ensembleorienteret fortolkning i spændingsfeltet mellem bevidst "sloppy" og distinkt tone i blæserne og tilsvarende løst og stramt sammenspil i rytmegruppen, der fungerer glimrende i den lidt rustikke live-produktion. Arrangementerne og det harmoniske univers er relativt simple, men de 7 musikere formår alligevel (eller måske netop derfor) at diske op med nogle skønne improvisationer, der balancerer fint mellem instrumental og ikke mindst udtryksmæssig virtuositet. F.eks. er Kroners tema præsentation af sin egen "Open Letter To Jimmy Knepper" et af udgivelsens højdepunkter.
Kjeld Lauritsens Hammond Organ 7 er ikke bare en fin "tribute" til Erling Kroner, det er også et glimrende eksempel på at god musik kan fanges på et medie som en CD, uden at det kræver højteknologiske muligheder og uendelig studietid. Det er levende jazz - og tak for det!
Køb/bestil her
Det siges at man stille og roligt stopper med at lege, når man bliver voksen - lytter man til Kjeld Lauritsens seneste udgivelse med Hammond Organ 7 må denne påstand tages som en sandhed med modifikationer. Dét det syv mand store ensemble disker op med er nemlig voksen leg på meget højt niveau og med en let - sine steder humoristisk og andre steder kunstfærdig - lun undertone.
Udgivelsens aller stærkeste kort er line up'en - idet der her er tale om nogle af dansk jazz' fineste repræsentanter med Bob Rockwell og Hans Ulrik (hhv. alt- og tenorsax), Peter Marott (trompet), Erling Kroner (trombone), Per Gade (guitar) og Esben Laub v. Lillienskjold samt Casper Mikkel (trommer). Line up'ens betydning kommer til udtryk på mange måder: For det første er hele pladen tilegnet Erling Kroner, som desværre ikke er blandt os længere. Det betyder, at numrene på pladen bl.a. er valgt med henblik på at holde fast i netop den udgave af Hammond Organ 7 der stadig inkluderer Kroner - og det er i sig selv en indlysende kvalitet. For det andet er alle de medvirkende på udgivelsen meget begavede og stilsikre instrumentalister, og samtidig er langt de fleste også glimrende komponister/arrangører. Dette kommer til udtryk i et tematisk meget stærkt materiale. Både Lauritsens indledende "M", Ulriks "Church", Gades "B.C" og Rockwells "Blue Funky Lou" er simple, iørefaldende temaer i den souljazzede ende, der giver god plads til både individuel og ensembleorienteret fortolkning i spændingsfeltet mellem bevidst "sloppy" og distinkt tone i blæserne og tilsvarende løst og stramt sammenspil i rytmegruppen, der fungerer glimrende i den lidt rustikke live-produktion. Arrangementerne og det harmoniske univers er relativt simple, men de 7 musikere formår alligevel (eller måske netop derfor) at diske op med nogle skønne improvisationer, der balancerer fint mellem instrumental og ikke mindst udtryksmæssig virtuositet. F.eks. er Kroners tema præsentation af sin egen "Open Letter To Jimmy Knepper" et af udgivelsens højdepunkter.
Kjeld Lauritsens Hammond Organ 7 er ikke bare en fin "tribute" til Erling Kroner, det er også et glimrende eksempel på at god musik kan fanges på et medie som en CD, uden at det kræver højteknologiske muligheder og uendelig studietid. Det er levende jazz - og tak for det!
Køb/bestil her
Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Surf In Stereo vandt i 2009 den prestigefyldte konkurrence ”Ung Jazz” og har siden etableret sig på den danske og til dels internationale musikscene med relativt flittig turnéaktivitet. Nu er orkestret, der tæller guitarist og komponist Kasper Leonhardt, bassist Jonathan Bremer og trommeslager Michael Vitus så klar med deres anden udgivelse, der kommer blot et år efter deres debut “Live In Paradise”. Ved siden af bandets faste medlemmer medvirker desuden trompetisten Kasper Tranberg.
“Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg” er en udfordrende plade, der ikke stiller sig til tåls med at “please” lytteren, men kræver at man skal kunne flytte fokus både fra nummer til nummer, men også i de enkelte til tider relativt komplicerede arrangementer.
Udgivelsen stritter fra det tungt swingende rockinspirerede univers med skalaorienterede temaer og improvisationer, masser af effekter og masser af energi som i åbneren "Gypsy, Gypsy, Gypsy" eller nummeret "Ignorance Is Bliss" (her får selv Tranbergs trompet en tur i "vridemaskinen") til stemningsorienterede kompositioner som de smukke ballader "Extravaganza" og "This One Is For You" hvor sammenspillet mellem Leonhardts guitar og Tranbergs trompet skaber en ganske original sound. Midt imellem disse yderpoler finder vi numre som i udtryk kan minde lidt om opdaterede udgaver af fusionsorkestre som Spyra Gyra eller Focus f.eks. den glimrende "Ambient Pussy" og "Astronaut vs. Gravity".
Det musikalske håndværk er indbydende og udført på højt teknisk niveau - særligt synes jeg at bassist Jonathan Bremer virker meget moden sin unge alder til trods - ligesom tilgangen til det kunstneriske udtryk hos orkestret er dejlig kompromisløs og sounden meget original. Personligt kunne jeg godt tænke mig, at det tematiske materiale enkelte steder fandt et endnu mere melodisk orienteret fokus ligesom der evt. kan skæres yderligere ind til benet på arrangementssiden, idet enkelte af formerne måske forekommer lidt fragmentariske. Omvendt, så er det måske en del af originaliteten i "Surf In Stereos" udtryk og den skal der i den grad holdes fast i.
Køb/bestil her
Surf In Stereo vandt i 2009 den prestigefyldte konkurrence ”Ung Jazz” og har siden etableret sig på den danske og til dels internationale musikscene med relativt flittig turnéaktivitet. Nu er orkestret, der tæller guitarist og komponist Kasper Leonhardt, bassist Jonathan Bremer og trommeslager Michael Vitus så klar med deres anden udgivelse, der kommer blot et år efter deres debut “Live In Paradise”. Ved siden af bandets faste medlemmer medvirker desuden trompetisten Kasper Tranberg.
“Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg” er en udfordrende plade, der ikke stiller sig til tåls med at “please” lytteren, men kræver at man skal kunne flytte fokus både fra nummer til nummer, men også i de enkelte til tider relativt komplicerede arrangementer.
Udgivelsen stritter fra det tungt swingende rockinspirerede univers med skalaorienterede temaer og improvisationer, masser af effekter og masser af energi som i åbneren "Gypsy, Gypsy, Gypsy" eller nummeret "Ignorance Is Bliss" (her får selv Tranbergs trompet en tur i "vridemaskinen") til stemningsorienterede kompositioner som de smukke ballader "Extravaganza" og "This One Is For You" hvor sammenspillet mellem Leonhardts guitar og Tranbergs trompet skaber en ganske original sound. Midt imellem disse yderpoler finder vi numre som i udtryk kan minde lidt om opdaterede udgaver af fusionsorkestre som Spyra Gyra eller Focus f.eks. den glimrende "Ambient Pussy" og "Astronaut vs. Gravity".
Det musikalske håndværk er indbydende og udført på højt teknisk niveau - særligt synes jeg at bassist Jonathan Bremer virker meget moden sin unge alder til trods - ligesom tilgangen til det kunstneriske udtryk hos orkestret er dejlig kompromisløs og sounden meget original. Personligt kunne jeg godt tænke mig, at det tematiske materiale enkelte steder fandt et endnu mere melodisk orienteret fokus ligesom der evt. kan skæres yderligere ind til benet på arrangementssiden, idet enkelte af formerne måske forekommer lidt fragmentariske. Omvendt, så er det måske en del af originaliteten i "Surf In Stereos" udtryk og den skal der i den grad holdes fast i.
Køb/bestil her
Bent Clausen - Plasma Clouds ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Man tror det næppe, men "Plasma Clouds" er faktisk Bent Clausens første plade i eget navn efter et musikalsk liv, der har budt på fremtrædende roller som sideman for både danske og internationale stjerner. Indspilningerne stammer fra to studie-sessions med forskellige hold - én fra 1999, hvor hovedparten af materialet er indspillet og én fra 2010.
Pladens omdrejningspunkt er Bent Clausens smukke vibrafon - et instrument, der altid har hørt til undertegnedes favoritinstrumenter fordi det ved siden af nogle helt åbenlyse klanglige kvaliteter også rummer et naturligt perkussivt element. Begge dele manifesteres allerede i de første to numre "Wail" - et stemningsmættet, melodiøst nummer med nordisk anstrøg - og "Makaya", der med sit let vuggende groove, bassens hyppige orgelpunkt og sin simple harmonik lader tankerne flyve mod varmere himmelstrøg.
Pladen rummer mange kvaliteter. Først og fremmest harmonerer musikerne utrolig godt sammen i klanglig forstand hvor særligt Christina von Bülows luftige saxofon og Bjarne Roupés eminente guitar blander fremragende med Clausens vibrafon. Dernæst er det tematiske materiale meget stærkt. Selv udtrykker kapelmesteren, at musikken er skrevet for at få instrumenterne til at synge - det lykkes til fulde, idet melodierne er meget sangbare uden at være alt for klichéfyldte - og det er netop i spændingsfeltet mellem det velkendte og originaliteten, musik synes at blive mest bevægende. I øvrigt glimrende udtrykt i både titel og fortolkning af "Don't Think Too Much". Endelig er produktionen af albummet ganske indbydende selvom, eller måske snarere på fordi musikken er indspillet direkte på to spor.
At indspilningerne stammer fra to forskellige sessions høres tydeligt og selvom stemningen og det stærke melodiske fokus er bevaret på de sidste numre på pladen svækker det alligevel dramaturgien og homogeniteten i udgivelsen en lille smule. Det ændrer dog intet ved indtrykket af, at Bent Clausen er en begavet instrumentalist og i endnu højere grad komponist og at flere udgivelser fra ham i eget navn skal være mere end velkomne!
Køb/bestil her
Man tror det næppe, men "Plasma Clouds" er faktisk Bent Clausens første plade i eget navn efter et musikalsk liv, der har budt på fremtrædende roller som sideman for både danske og internationale stjerner. Indspilningerne stammer fra to studie-sessions med forskellige hold - én fra 1999, hvor hovedparten af materialet er indspillet og én fra 2010.
Pladens omdrejningspunkt er Bent Clausens smukke vibrafon - et instrument, der altid har hørt til undertegnedes favoritinstrumenter fordi det ved siden af nogle helt åbenlyse klanglige kvaliteter også rummer et naturligt perkussivt element. Begge dele manifesteres allerede i de første to numre "Wail" - et stemningsmættet, melodiøst nummer med nordisk anstrøg - og "Makaya", der med sit let vuggende groove, bassens hyppige orgelpunkt og sin simple harmonik lader tankerne flyve mod varmere himmelstrøg.
Pladen rummer mange kvaliteter. Først og fremmest harmonerer musikerne utrolig godt sammen i klanglig forstand hvor særligt Christina von Bülows luftige saxofon og Bjarne Roupés eminente guitar blander fremragende med Clausens vibrafon. Dernæst er det tematiske materiale meget stærkt. Selv udtrykker kapelmesteren, at musikken er skrevet for at få instrumenterne til at synge - det lykkes til fulde, idet melodierne er meget sangbare uden at være alt for klichéfyldte - og det er netop i spændingsfeltet mellem det velkendte og originaliteten, musik synes at blive mest bevægende. I øvrigt glimrende udtrykt i både titel og fortolkning af "Don't Think Too Much". Endelig er produktionen af albummet ganske indbydende selvom, eller måske snarere på fordi musikken er indspillet direkte på to spor.
At indspilningerne stammer fra to forskellige sessions høres tydeligt og selvom stemningen og det stærke melodiske fokus er bevaret på de sidste numre på pladen svækker det alligevel dramaturgien og homogeniteten i udgivelsen en lille smule. Det ændrer dog intet ved indtrykket af, at Bent Clausen er en begavet instrumentalist og i endnu højere grad komponist og at flere udgivelser fra ham i eget navn skal være mere end velkomne!
Køb/bestil her
Six City Stompers - Miss Floridor ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
CALIBRATED
Der er orkestre, der fungerer bedst på en scene og så er der orkestre der fungerer bedst på plade. Six City Stompers beviser på deres andet album "Miss Floridor", at der er også er orkestre, der formår at kombinere en energisk live-energi (ca. 250 gigs er det indtil videre blevet til!) med en fremragende og på mange måder ganske poleret studielyd (uden berøringsangst for overdubs og effekter) . Det i sig selv er faktisk en kombination, der er original ligesom orkestrets udtryk i øvrigt.
Inspirationen og en del af materialet er hentet i og omkring New Orleans Funken, hvor bl.a. kunstnere som Dr. John længe har hørt til mine personlige favoritter. Men der er også en hel del originale kompositioner. Musikken balancerer mellem vokalorienterede fortællinger - hvor frontfigur Mads Mathias synger med en fin, klar og flot intonerende stemme, der sine steder minder om Jamie Cullum, men mest af alt afslører en ungdommelig let og optimistisk crooner - og instrumentale numre, der afslører et orkester, der ikke bare er fremragende sammenspillet, men også består af helt ekstremt dygtige musikere. Tag f.eks. et nummer som "Christopher Columbus", der på fornemmeste vis demonstrerer, at synkoper og tværgående underdelinger kan spilles med lethed og uden at det bliver fortænkt.
I det hele taget synes "lethed" at være kodeordet. Arrangementerne er simple uden at være banale og tonen hos alle blæserne (Mads Mathias på saxofoner, Peter Marott på trompet/flygelhorn og Peter Rosendahl på flugabone) er luftig, men med klare ansatser og fine nuancer i betoningerne i improvisationslinjernes mange underdelinger. Og så swinger rytmegruppen fornemt - ikke mindst på grund af Regin Fuhlendorfs eminente strengespil.
Repertoiremæssigt synes jeg personligt at de originale kompositioner virker mest tiltalende - måske fordi der ikke er alle mulige andre kunstnere at danne referencer til. Særligt den indledende "Miss Floridor" og den småfrustrerede "No Booty Yet" (i øvrigt med et skønt "øl-kor") rammer både musiker-, lytter- og ikke mindst dansenerven hos undertegnede. Det gør den bluegrass-/countryinspirerede afsluttende "I'll Fly Away" (A.E. Brumley) i øvrigt også - den er en lille perle.
"Miss Floridor" er et rigtigt sommeralbum, der lægger op til dans og glade dage, spillet af musikere, der er fast forankret i trad jazzen og server den med en ungdommelig nerve, der gør udtrykket originalt.
Køb/bestil her
Der er orkestre, der fungerer bedst på en scene og så er der orkestre der fungerer bedst på plade. Six City Stompers beviser på deres andet album "Miss Floridor", at der er også er orkestre, der formår at kombinere en energisk live-energi (ca. 250 gigs er det indtil videre blevet til!) med en fremragende og på mange måder ganske poleret studielyd (uden berøringsangst for overdubs og effekter) . Det i sig selv er faktisk en kombination, der er original ligesom orkestrets udtryk i øvrigt.
Inspirationen og en del af materialet er hentet i og omkring New Orleans Funken, hvor bl.a. kunstnere som Dr. John længe har hørt til mine personlige favoritter. Men der er også en hel del originale kompositioner. Musikken balancerer mellem vokalorienterede fortællinger - hvor frontfigur Mads Mathias synger med en fin, klar og flot intonerende stemme, der sine steder minder om Jamie Cullum, men mest af alt afslører en ungdommelig let og optimistisk crooner - og instrumentale numre, der afslører et orkester, der ikke bare er fremragende sammenspillet, men også består af helt ekstremt dygtige musikere. Tag f.eks. et nummer som "Christopher Columbus", der på fornemmeste vis demonstrerer, at synkoper og tværgående underdelinger kan spilles med lethed og uden at det bliver fortænkt.
I det hele taget synes "lethed" at være kodeordet. Arrangementerne er simple uden at være banale og tonen hos alle blæserne (Mads Mathias på saxofoner, Peter Marott på trompet/flygelhorn og Peter Rosendahl på flugabone) er luftig, men med klare ansatser og fine nuancer i betoningerne i improvisationslinjernes mange underdelinger. Og så swinger rytmegruppen fornemt - ikke mindst på grund af Regin Fuhlendorfs eminente strengespil.
Repertoiremæssigt synes jeg personligt at de originale kompositioner virker mest tiltalende - måske fordi der ikke er alle mulige andre kunstnere at danne referencer til. Særligt den indledende "Miss Floridor" og den småfrustrerede "No Booty Yet" (i øvrigt med et skønt "øl-kor") rammer både musiker-, lytter- og ikke mindst dansenerven hos undertegnede. Det gør den bluegrass-/countryinspirerede afsluttende "I'll Fly Away" (A.E. Brumley) i øvrigt også - den er en lille perle.
"Miss Floridor" er et rigtigt sommeralbum, der lægger op til dans og glade dage, spillet af musikere, der er fast forankret i trad jazzen og server den med en ungdommelig nerve, der gør udtrykket originalt.
Køb/bestil her
Cecilie Svendsen/Parsley Music - Faster The Stain ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
CALIBRATED
Parsley Music debuterede i november sidste år med albummet "Faster The Stain". Det er Cecilie Svendsen, som er den absolutte frontfigur , idet hun både står krediteret som sangskriver (tekst/musik) og producer af albummet. Og så er det hende, som synger på de 10 skæringer på pladen.
Stilistisk minder musikken på "Faster The Stain" om de musikalske universer man bl.a. kender fra Tom Waits, Nick Cave og Leonhard Cohen. Det er udtryksfuld til tider cabaret-inspireret musik, med en mørk og melankolsk farve og et meget personligt tekstmateriale - i Cecilie Svendsens tilfælde med udgangspunkt i ensom kærlighed og umuligt begær.
Det er særligt vokalen, der gør Parsley Musics album til et spændende bekendtskab. Cecilie Svendsen er som sanger ganske original med god sans for frasering og et dejlig bredt dynamisk udtryk, der vidner om en rigt facetteret personlighed. Til gengæld kunne jeg ønske mig at sangene særligt i harmonisk henseende, men også i instrumenterings-/arrangementsmæssig forstand havde et mere vidtfavnende udtryk.
Men der er nogle deciderede perler på albummet, som er både bevægende og originale. "A Second Of A Second" har en dejlig humoristisk og let "tinch", mens de to ballader "U And I" og "Tidal" både har stærke tekster og giver plads til Cecilie Svendsens glimrende vokal samt de udmærkede musikere i bandet, hvor særligt Arthur Lea byder ind med smukt tangentspil.
Alt i alt er "Faster The Stain" et ærligt og personligt udspil, der dog kræver et par gennemlytninger før det åbner sig op.
Køb/bestil her
Parsley Music debuterede i november sidste år med albummet "Faster The Stain". Det er Cecilie Svendsen, som er den absolutte frontfigur , idet hun både står krediteret som sangskriver (tekst/musik) og producer af albummet. Og så er det hende, som synger på de 10 skæringer på pladen.
Stilistisk minder musikken på "Faster The Stain" om de musikalske universer man bl.a. kender fra Tom Waits, Nick Cave og Leonhard Cohen. Det er udtryksfuld til tider cabaret-inspireret musik, med en mørk og melankolsk farve og et meget personligt tekstmateriale - i Cecilie Svendsens tilfælde med udgangspunkt i ensom kærlighed og umuligt begær.
Det er særligt vokalen, der gør Parsley Musics album til et spændende bekendtskab. Cecilie Svendsen er som sanger ganske original med god sans for frasering og et dejlig bredt dynamisk udtryk, der vidner om en rigt facetteret personlighed. Til gengæld kunne jeg ønske mig at sangene særligt i harmonisk henseende, men også i instrumenterings-/arrangementsmæssig forstand havde et mere vidtfavnende udtryk.
Men der er nogle deciderede perler på albummet, som er både bevægende og originale. "A Second Of A Second" har en dejlig humoristisk og let "tinch", mens de to ballader "U And I" og "Tidal" både har stærke tekster og giver plads til Cecilie Svendsens glimrende vokal samt de udmærkede musikere i bandet, hvor særligt Arthur Lea byder ind med smukt tangentspil.
Alt i alt er "Faster The Stain" et ærligt og personligt udspil, der dog kræver et par gennemlytninger før det åbner sig op.
Køb/bestil her
Jan Harbeck Quartet - Copenhagen Nocturne *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STUNT
Allererede da jeg under min studietid midt i 90'erne for første gang hørte Jan Harbeck på Café Luna i Ålborg kunne man fornemme, at der var noget stort - eller snarere én stor - på vej. Stilen var ganske vidst en anden og mere hårdtslående fusionsjazz end den han præsenterer på sit seneste udspil "Copenhagen Nocturne", men allerede dengang fornemmede man en ung musiker med solide håndværksmæssige færdigheder og en personlig tone.
Med forgængeren "In The Still Of The Night" manifesterede Harbeck sig som en af de helt tunge drenge på den danske saxofonhimmel. Med den nye udgivelse tager han skridtet helt op i superligaen og med lidt held kan det måske også kaste større international anerkendelse af sig, for pladen har så mange kvaliteter, at de står i kø for at blive fremhævet.
Materialet består af standards fra den amerikanske sangskat og Harbecks udvalg er fortræffeligt - varieret og samtidig homogent med en fin blå undertone. Arrangementerne er glimrende, idet de både nænsomt udfordrer melodierne og samtidig giver plads til de enkelte musikere. Og hvilke musikere! Både Henrik Gunde ved klaveret og Anders Holm på trommerne hører til mine absolutte favoritter, bl.a. fordi de har den skønneste musikalske udstråling på scenen: Varm, humoristisk og med masser af spilleglæde - en udstråling, der i den grad også gør sig gældende på dette album. Derudover er Gunde nok dén danske pianist med de mest unikke rytmiske færdigheder. Hans timing og swing som sideman er uovertruffent (tilsvarende gør sig i øvrigt også gældende for Holm) ligesom han er en glimrende og ekstremt stilsikker solist bl.a. nydeligt dokumenteret i numre som "I Love Paris" og "We'll Be Together Again". Og hvad så med Eske Nørrelykke? Ja han udfylder fornemt sin rolle som steady bassist i en akkompagnerende trio, der i kombinationen mellem rytmisk lethed og stringens næppe findes meget bedre herhjemme.
Endelig er der Jan Harbeck, der formår at spille både elegant og energisk på samme tid. På "Harlem Nocturne" brillerer han med et utal af bud på hvordan man kan frasere blå toner og bends, mens numre som "Is You Is Or Is You Ain't My Baby", "Too Darn Hot" og "Sing, Sing, Sing" viser, at teknisk ekvilibrisme og en let, luftig tone sagtens kan gå hånd i hånd.
Den kritiske lytter vil måske synes, at "Copenhagen Nocturne" som så ikke byder på noget nyt, men for mig er det helt og aldeles originalt, at kvartetten formår at spille så ekstremt stilsikkert og -tro samtidig med, at de enkelte musikeres baggrund og personlighed står så utrolig stærkt. Jan Harbeck Quartets nye udgivelse er et must-have for enhver jazzelsker.
Køb/bestil her
Allererede da jeg under min studietid midt i 90'erne for første gang hørte Jan Harbeck på Café Luna i Ålborg kunne man fornemme, at der var noget stort - eller snarere én stor - på vej. Stilen var ganske vidst en anden og mere hårdtslående fusionsjazz end den han præsenterer på sit seneste udspil "Copenhagen Nocturne", men allerede dengang fornemmede man en ung musiker med solide håndværksmæssige færdigheder og en personlig tone.
Med forgængeren "In The Still Of The Night" manifesterede Harbeck sig som en af de helt tunge drenge på den danske saxofonhimmel. Med den nye udgivelse tager han skridtet helt op i superligaen og med lidt held kan det måske også kaste større international anerkendelse af sig, for pladen har så mange kvaliteter, at de står i kø for at blive fremhævet.
Materialet består af standards fra den amerikanske sangskat og Harbecks udvalg er fortræffeligt - varieret og samtidig homogent med en fin blå undertone. Arrangementerne er glimrende, idet de både nænsomt udfordrer melodierne og samtidig giver plads til de enkelte musikere. Og hvilke musikere! Både Henrik Gunde ved klaveret og Anders Holm på trommerne hører til mine absolutte favoritter, bl.a. fordi de har den skønneste musikalske udstråling på scenen: Varm, humoristisk og med masser af spilleglæde - en udstråling, der i den grad også gør sig gældende på dette album. Derudover er Gunde nok dén danske pianist med de mest unikke rytmiske færdigheder. Hans timing og swing som sideman er uovertruffent (tilsvarende gør sig i øvrigt også gældende for Holm) ligesom han er en glimrende og ekstremt stilsikker solist bl.a. nydeligt dokumenteret i numre som "I Love Paris" og "We'll Be Together Again". Og hvad så med Eske Nørrelykke? Ja han udfylder fornemt sin rolle som steady bassist i en akkompagnerende trio, der i kombinationen mellem rytmisk lethed og stringens næppe findes meget bedre herhjemme.
Endelig er der Jan Harbeck, der formår at spille både elegant og energisk på samme tid. På "Harlem Nocturne" brillerer han med et utal af bud på hvordan man kan frasere blå toner og bends, mens numre som "Is You Is Or Is You Ain't My Baby", "Too Darn Hot" og "Sing, Sing, Sing" viser, at teknisk ekvilibrisme og en let, luftig tone sagtens kan gå hånd i hånd.
Den kritiske lytter vil måske synes, at "Copenhagen Nocturne" som så ikke byder på noget nyt, men for mig er det helt og aldeles originalt, at kvartetten formår at spille så ekstremt stilsikkert og -tro samtidig med, at de enkelte musikeres baggrund og personlighed står så utrolig stærkt. Jan Harbeck Quartets nye udgivelse er et must-have for enhver jazzelsker.
Køb/bestil her
Sarah Elgeti Quintet - Into The Open ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
YOUR FAVOURITE JAZZ
Med "Into The Open" debuterer tyskfødte Sarah Elgeti som frontfigur for sin egen kvintet bestående af Marianne Markmann Eriksen (alt- og barytonsax), Christian Bluhme (guitar), Jens Kristian Andersen (bas) og Thomas Præstegaard (trommer). Derudover gæsteoptræder både Ben Besiakov og Mikkel Uhrenholdt.
Lad det være sagt med det samme: Der er ikke alene tale om en fin kvintet, men også en fin debut af og med musikere, der har noget på hjerte.
Stilistisk befinder vi os i et moderne, melodiøst og lounge-inspireret jazzunivers, med et strejf af sydamerikansk varme og afslappethed. Allerede de indledende numre "Home" og "Bossa Among The Trees" smyger sig fløjlsblødt ind i øregangen og leder naturligt og nænsomt over til albummets absolute højdepunkt - den utrolig stemningsfulde "Out In The Fields" hvor ikke bare saxofonsammenspillet og guitar akkompagnementet er utrolig smukt, men hvor Sarah Elgeti ligeledes giver prøver på sit store kompositoriske og melodiske flair.
Et af de andre stærke elementer på udgivelsen, som bl.a. kommer til udtryk i ovennævnte "Out In The Fields", men også i numre som "Downstairs", "Blustering Waves" og "But I Wish I Could" er arrangementerne. Både i forhold til instrumenternes sammenspil og i forhold til den formmæssige udvikling af numrene formår Sarah Elgeti Quintet at finde en meget fin balance mellem ro og dynamik. Det gør musikken varm og imødekommende uden at den mister intensitet.
Og så er det skønt, at fløjten får en så fremtrædende rolle på "Into The Open". Ikke alene klæder den musikken utrolig godt - den giver også sounden på hele udgivelsen den bredde, der sammen med den i øvrigt glimrende tekniske produktion smukt skaber den åbenhed som også ligger i pladens titel. "Into The Open" er en lovende og original debut.
Køb/bestil her
Med "Into The Open" debuterer tyskfødte Sarah Elgeti som frontfigur for sin egen kvintet bestående af Marianne Markmann Eriksen (alt- og barytonsax), Christian Bluhme (guitar), Jens Kristian Andersen (bas) og Thomas Præstegaard (trommer). Derudover gæsteoptræder både Ben Besiakov og Mikkel Uhrenholdt.
Lad det være sagt med det samme: Der er ikke alene tale om en fin kvintet, men også en fin debut af og med musikere, der har noget på hjerte.
Stilistisk befinder vi os i et moderne, melodiøst og lounge-inspireret jazzunivers, med et strejf af sydamerikansk varme og afslappethed. Allerede de indledende numre "Home" og "Bossa Among The Trees" smyger sig fløjlsblødt ind i øregangen og leder naturligt og nænsomt over til albummets absolute højdepunkt - den utrolig stemningsfulde "Out In The Fields" hvor ikke bare saxofonsammenspillet og guitar akkompagnementet er utrolig smukt, men hvor Sarah Elgeti ligeledes giver prøver på sit store kompositoriske og melodiske flair.
Et af de andre stærke elementer på udgivelsen, som bl.a. kommer til udtryk i ovennævnte "Out In The Fields", men også i numre som "Downstairs", "Blustering Waves" og "But I Wish I Could" er arrangementerne. Både i forhold til instrumenternes sammenspil og i forhold til den formmæssige udvikling af numrene formår Sarah Elgeti Quintet at finde en meget fin balance mellem ro og dynamik. Det gør musikken varm og imødekommende uden at den mister intensitet.
Og så er det skønt, at fløjten får en så fremtrædende rolle på "Into The Open". Ikke alene klæder den musikken utrolig godt - den giver også sounden på hele udgivelsen den bredde, der sammen med den i øvrigt glimrende tekniske produktion smukt skaber den åbenhed som også ligger i pladens titel. "Into The Open" er en lovende og original debut.
Køb/bestil her
Lars Fiil Quartet - Reconsideration ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
FIIL FREE RECORDS/GATEWAY
Lars Fiil Quartet fik deres store gennembrud i forbindelse med Ung Jazz 2010, som gruppen vandt og benyttede som afsæt for flittig turnéaktivitet i både ind- og udland inden indspilningen af deres debut album som udkom i januar i år. Udgivelsen har titlen "Reconsideration" og netop titlen er en ganske sigende indgang til udtrykket hos både Fiil som komponist/kapelmester og kvartettens sammenspil. Således er der tale om et frisk udspil, der bevidst placerer sig i et tvetydigt univers mellem et frit improvisatorisk og et tilsvarende mere stramt tematisk udtryk. Og den tilgang kan sagtens tolkes som en "genovervejelse" af mere gængse koncepter.
Både kompositionerne og kvartettens sammenspil bygger på de elementer, der gør musik mest interessant og vedkommende, nemlig spænding og afspænding. Spektret på "Reconsideration" er meget bredt, både stilistisk og udtryksmæssigt og som lytter bliver man let nysgerrig på hvor musikken bevæger sig hen i de næstkommende takter. Dét er i sig selv en kvalitet - at kunne vække nysgerrighed. Derudover bygger Fiils kompositioner på nogle ganske stærke og iørefaldende temaer, ligesom både de indviduelle færdigheder hos og samspillet mellem de fire musikere i kvartetten er glimrende. Deres unge alder taget i betragtning er det imponerende så groundede de unge musikere optræder i deres respektive roller.
Personligt synes jeg at de numre står stærkest, hvor udtrykket - uanset om tilgangen er stramt tematisk eller frit improviserende - er nogenlunde homogent; hvor man har en fornemmelse af, at historien i musikken er helt afklaret. Åbneren "Reconsideration" bygger på en vældig flot melodi og jeg er vild med, at temaet slutter uden den oplagte harmoniske/tonale forløsning. Også nummeret "Ghost Town", med sit lidt dystre frit fabulerende udtryk er fremragende.
Lars Fiil Quartet har lavet et både modigt og vellykket debut album og det skal blive spændende at se om kvartetten kan holde fast i det i positiv forstand tvetydige udtryk i takt med, at musikerne modnes endnu mere. Jeg er i hvert fald nysgerrig på mere.
Køb/bestil her
Lars Fiil Quartet fik deres store gennembrud i forbindelse med Ung Jazz 2010, som gruppen vandt og benyttede som afsæt for flittig turnéaktivitet i både ind- og udland inden indspilningen af deres debut album som udkom i januar i år. Udgivelsen har titlen "Reconsideration" og netop titlen er en ganske sigende indgang til udtrykket hos både Fiil som komponist/kapelmester og kvartettens sammenspil. Således er der tale om et frisk udspil, der bevidst placerer sig i et tvetydigt univers mellem et frit improvisatorisk og et tilsvarende mere stramt tematisk udtryk. Og den tilgang kan sagtens tolkes som en "genovervejelse" af mere gængse koncepter.
Både kompositionerne og kvartettens sammenspil bygger på de elementer, der gør musik mest interessant og vedkommende, nemlig spænding og afspænding. Spektret på "Reconsideration" er meget bredt, både stilistisk og udtryksmæssigt og som lytter bliver man let nysgerrig på hvor musikken bevæger sig hen i de næstkommende takter. Dét er i sig selv en kvalitet - at kunne vække nysgerrighed. Derudover bygger Fiils kompositioner på nogle ganske stærke og iørefaldende temaer, ligesom både de indviduelle færdigheder hos og samspillet mellem de fire musikere i kvartetten er glimrende. Deres unge alder taget i betragtning er det imponerende så groundede de unge musikere optræder i deres respektive roller.
Personligt synes jeg at de numre står stærkest, hvor udtrykket - uanset om tilgangen er stramt tematisk eller frit improviserende - er nogenlunde homogent; hvor man har en fornemmelse af, at historien i musikken er helt afklaret. Åbneren "Reconsideration" bygger på en vældig flot melodi og jeg er vild med, at temaet slutter uden den oplagte harmoniske/tonale forløsning. Også nummeret "Ghost Town", med sit lidt dystre frit fabulerende udtryk er fremragende.
Lars Fiil Quartet har lavet et både modigt og vellykket debut album og det skal blive spændende at se om kvartetten kan holde fast i det i positiv forstand tvetydige udtryk i takt med, at musikerne modnes endnu mere. Jeg er i hvert fald nysgerrig på mere.
Køb/bestil her
Lundin Danemo Kvintett - Nat ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
KOPASETIC PRODUCTIONS (KOPACD 035)
Medlemmerne i Lundin Danemo Kvintett repræsenterer hele tre generationer. Ved siden af den 77-årige svenske trompetist Jan Allan medvirker de to kapelmestre Lundin og Danemo samt bassisten Christian Spering, der har været at finde på den skandinaviske jazzscene siden 80'erne og endelig den unge pianist Jonas Östholm.
"Nat" er et rigtigt jazz album i ordets bedste forstand. Det improvisatoriske element står stærkt, fylder meget og præsenteres med den ro og det musikalske overskud, der gør at de improviserede passager aldrig fremstår som umotiveret "skala-lir", men som "instant composition" med klar retning i både rytmisk, harmonisk, melodisk og fraseringsmæssig forstand. Det kræver ensemblemæssig tryghed og individuel instrumentbeherskelse på et meget, meget højt niveau. Og netop dette er udgivelsens absolut mest fremtrædende kvalitet. Musikerne er simpelthen så dygtige. Tag for eksempel samspillet mellem Lundins sax og Jan Allans trompet. Både i de homofone ofte unisone temapræsentationer som i åbnerne "Ut På Bryggan" samt "Hidden Inside" og i de mere kontrapunktiske numre som eksempelvis "Lovely" samspiller Lundin og Allan med et rytmisk, intonationsmæssigt og ikke mindst udtryksmæssigt overskud, der er en fornøjelse at følge. Men også de andre instrumentalister formår at spille med både overskud og personlighed, hvor særligt den unge Jonas Östholm yder fornemt med- og modspil (bl.a. smukt illustreret i den stemningsfulde "Krystal", der afslutter albummet) til de to temabærende instrumenter.
Det tematiske materiale på pladen er overbevisende og balancerer ganske fint mellem det let tilgængelige og det mere abstrakte. I den forbindelse er det værd at bemærke, hvor fint de fem numre Danemo og de seks numre Lundin bidrager med danner en homogen kontekst. Det stemningsmæssige univers er smukt afbalanceret uden at være udynamisk og passer perfekt til pladens titel "Nat". Lundin Danemo Kvintetts seneste udgivelse er en varm og lyttevenlig plade, der måske ikke er voldsomt nyskabende, men som byder på god musik, der serveres med overskud, underspillet virtuositet og integritet.
Køb/bestil her
Medlemmerne i Lundin Danemo Kvintett repræsenterer hele tre generationer. Ved siden af den 77-årige svenske trompetist Jan Allan medvirker de to kapelmestre Lundin og Danemo samt bassisten Christian Spering, der har været at finde på den skandinaviske jazzscene siden 80'erne og endelig den unge pianist Jonas Östholm.
"Nat" er et rigtigt jazz album i ordets bedste forstand. Det improvisatoriske element står stærkt, fylder meget og præsenteres med den ro og det musikalske overskud, der gør at de improviserede passager aldrig fremstår som umotiveret "skala-lir", men som "instant composition" med klar retning i både rytmisk, harmonisk, melodisk og fraseringsmæssig forstand. Det kræver ensemblemæssig tryghed og individuel instrumentbeherskelse på et meget, meget højt niveau. Og netop dette er udgivelsens absolut mest fremtrædende kvalitet. Musikerne er simpelthen så dygtige. Tag for eksempel samspillet mellem Lundins sax og Jan Allans trompet. Både i de homofone ofte unisone temapræsentationer som i åbnerne "Ut På Bryggan" samt "Hidden Inside" og i de mere kontrapunktiske numre som eksempelvis "Lovely" samspiller Lundin og Allan med et rytmisk, intonationsmæssigt og ikke mindst udtryksmæssigt overskud, der er en fornøjelse at følge. Men også de andre instrumentalister formår at spille med både overskud og personlighed, hvor særligt den unge Jonas Östholm yder fornemt med- og modspil (bl.a. smukt illustreret i den stemningsfulde "Krystal", der afslutter albummet) til de to temabærende instrumenter.
Det tematiske materiale på pladen er overbevisende og balancerer ganske fint mellem det let tilgængelige og det mere abstrakte. I den forbindelse er det værd at bemærke, hvor fint de fem numre Danemo og de seks numre Lundin bidrager med danner en homogen kontekst. Det stemningsmæssige univers er smukt afbalanceret uden at være udynamisk og passer perfekt til pladens titel "Nat". Lundin Danemo Kvintetts seneste udgivelse er en varm og lyttevenlig plade, der måske ikke er voldsomt nyskabende, men som byder på god musik, der serveres med overskud, underspillet virtuositet og integritet.
Køb/bestil her
Radiostar - Mannish *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Musik er altid mest interessant, når den i en eller anden grad bygger på og giver plads til originalitet. Michael Blicher, der som kapelmester for Radiostar nu er klar med album nummer to udtaler på sin hjemmeside følgende:
"Jeg har siden debuten 'It Cannot Bleed' studeret blues (ur-blues eller folk-blues) i dens reneste former og har fundet frem at der findes en universel blues-nerve i folke musikken fra så vidt forskellige steder som Bulgarien, Syd Korea, Mali og Mississippi". Jeg har på rejser til Syd Korea og Bulgarien opsøgt folkemusik og har ladet mig inspirerer til at skrive en lang række melodier med denne universelle blues-nerve." (www.michaelblicher.dk)
Lyder det som et oplæg til noget originalt? Mon ikke! "Mannish" er et skønt album, der bevæger sig ubesværet mellem forskellige stilistiske og stemningsmæssige universer. Således bydes der på Muddy Waters/Chicago Blues inspirerede numre som f.eks. den glimrende starter "Ballyhoo" (det indledende guitar-riff gav mig et ganske kort flashback til Dire Straits og deres "Money For Nothing") eller "Familiar Faces", der byder på forvrænget og dejlig stramt guitarspil fra Niclas Knudsen, mens numre som de utrolig smukke ballader "To Be Loved" og "All The Best To You" i både tonesprog, musikalsk ro samt det eminente sammenspil mellem Lundins og Blichers saxofoner finder deres inspiration et eller andet sted mellem Afrika og Mississippi.
Og på trods af den udtryksmæssige og stilistiske bredde efterlader albumet et forbavsende homogent indtryk. Det er der flere grunde til. For det første er sammenspillet simpelthen fremragende med Niclas Knudsen, Thomas Vang og Anders Holm som en sikker rytmgruppe samt Frederik Lundin og Michael Blicher som tveæggede tvillinger i deres saxofon parløb. For det andet er melodierne begavede, iørefaldende og bevægende. For det tredje - og det opfatter jeg som særlig glædeligt - så har orkestret en helt egen, unik sound uanset hvor det befinder sig i genremæssig forstand. Det er der mange konstellationer, der vil kunne lære noget af. Jeg overgiver mig forbeholdsløst - "Mannish" er en glimrende to'er!
Køb bestil her (hvis man køber "Mannish som hardcopy følger Radiostars debut "It Cannot Bleed med" gratis!)
Musik er altid mest interessant, når den i en eller anden grad bygger på og giver plads til originalitet. Michael Blicher, der som kapelmester for Radiostar nu er klar med album nummer to udtaler på sin hjemmeside følgende:
"Jeg har siden debuten 'It Cannot Bleed' studeret blues (ur-blues eller folk-blues) i dens reneste former og har fundet frem at der findes en universel blues-nerve i folke musikken fra så vidt forskellige steder som Bulgarien, Syd Korea, Mali og Mississippi". Jeg har på rejser til Syd Korea og Bulgarien opsøgt folkemusik og har ladet mig inspirerer til at skrive en lang række melodier med denne universelle blues-nerve." (www.michaelblicher.dk)
Lyder det som et oplæg til noget originalt? Mon ikke! "Mannish" er et skønt album, der bevæger sig ubesværet mellem forskellige stilistiske og stemningsmæssige universer. Således bydes der på Muddy Waters/Chicago Blues inspirerede numre som f.eks. den glimrende starter "Ballyhoo" (det indledende guitar-riff gav mig et ganske kort flashback til Dire Straits og deres "Money For Nothing") eller "Familiar Faces", der byder på forvrænget og dejlig stramt guitarspil fra Niclas Knudsen, mens numre som de utrolig smukke ballader "To Be Loved" og "All The Best To You" i både tonesprog, musikalsk ro samt det eminente sammenspil mellem Lundins og Blichers saxofoner finder deres inspiration et eller andet sted mellem Afrika og Mississippi.
Og på trods af den udtryksmæssige og stilistiske bredde efterlader albumet et forbavsende homogent indtryk. Det er der flere grunde til. For det første er sammenspillet simpelthen fremragende med Niclas Knudsen, Thomas Vang og Anders Holm som en sikker rytmgruppe samt Frederik Lundin og Michael Blicher som tveæggede tvillinger i deres saxofon parløb. For det andet er melodierne begavede, iørefaldende og bevægende. For det tredje - og det opfatter jeg som særlig glædeligt - så har orkestret en helt egen, unik sound uanset hvor det befinder sig i genremæssig forstand. Det er der mange konstellationer, der vil kunne lære noget af. Jeg overgiver mig forbeholdsløst - "Mannish" er en glimrende to'er!
Køb bestil her (hvis man køber "Mannish som hardcopy følger Radiostars debut "It Cannot Bleed med" gratis!)
Kenneth Dahl Knudsen Group - Strings Attached ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Når man i en alder af blot 26 år bliver kåret som Årets Nordjyske Jazzmusiker (2010), så kan der næppe herske tvivl om talentet. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen udgav i slutningen af 2010 sit debut album "Strings Attached" - et album han selv beskriver som et forsøg på at skille sig ud og være unik på trods af (eller måske på baggrund af) de mange bånd han naturligt bindes af som musiker. For en ung musiker synes det at være et ganske naturligt udgangspunkt for en første udgivelse og som debut fremstår "Strings Attached" ganske vellykket.
Udtrykket på pladen er homogent. Det er moderne, melodiøs jazz med gode temaer og arrangementer, der virker naturlige og som præsenterer Kenneth Dahl Knudsen som begavet komponist. Melodien til "A Merry Song" er meget smuk, ligesom flere af de andre ballader også har nogle iørefaldende temaer. Tilsvarende gør sig gældende i de lidt mere energiske numre som "Greenpoint" og "Temper Trouble Blues", der også giver et ganske godt billede af, at Knudsen er en dygtig bassist.
Instrumenteringen på albummet er et af udgivelsens stærkeste elementer. Særligt den israelske guitarist Gilad Hekselman bidrager med en både personlig og samtidig utrolig velintegreret instrumental sound (ligesom han er en formidabel solist), mens Mads Lykke (altsax), Jacob Danielsen (basklarinet) og Tomasz Dabrowski (bl.a. trompet) bidrager til et lydunivers med mange velfungerende lag. Dog er jeg personligt ikke ubetinget vild med Dabrowskis til tider lidt løse, udistinkte tone og ansatser, måske fordi det i perioder efterlader indtrykket af en lidt "sjusket" intonation. Men måske er det også et spørgsmål om smag.
Produktionen af albummet er glimrende - og det er et begavet valg, at Kenneth Dahl Knudsen har valgt at samarbejde med den islandske producer Sveinn Kjartansson, som ikke umiddelbart er mest kendt som jazzproducer. Det giver pladen en åbenhed i lyden, der klæder den lidt melankolske musik utrolig godt.
Absolut en plade og en musiker, der er værd at bruge tid på fremover.
Køb/bestil her
Når man i en alder af blot 26 år bliver kåret som Årets Nordjyske Jazzmusiker (2010), så kan der næppe herske tvivl om talentet. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen udgav i slutningen af 2010 sit debut album "Strings Attached" - et album han selv beskriver som et forsøg på at skille sig ud og være unik på trods af (eller måske på baggrund af) de mange bånd han naturligt bindes af som musiker. For en ung musiker synes det at være et ganske naturligt udgangspunkt for en første udgivelse og som debut fremstår "Strings Attached" ganske vellykket.
Udtrykket på pladen er homogent. Det er moderne, melodiøs jazz med gode temaer og arrangementer, der virker naturlige og som præsenterer Kenneth Dahl Knudsen som begavet komponist. Melodien til "A Merry Song" er meget smuk, ligesom flere af de andre ballader også har nogle iørefaldende temaer. Tilsvarende gør sig gældende i de lidt mere energiske numre som "Greenpoint" og "Temper Trouble Blues", der også giver et ganske godt billede af, at Knudsen er en dygtig bassist.
Instrumenteringen på albummet er et af udgivelsens stærkeste elementer. Særligt den israelske guitarist Gilad Hekselman bidrager med en både personlig og samtidig utrolig velintegreret instrumental sound (ligesom han er en formidabel solist), mens Mads Lykke (altsax), Jacob Danielsen (basklarinet) og Tomasz Dabrowski (bl.a. trompet) bidrager til et lydunivers med mange velfungerende lag. Dog er jeg personligt ikke ubetinget vild med Dabrowskis til tider lidt løse, udistinkte tone og ansatser, måske fordi det i perioder efterlader indtrykket af en lidt "sjusket" intonation. Men måske er det også et spørgsmål om smag.
Produktionen af albummet er glimrende - og det er et begavet valg, at Kenneth Dahl Knudsen har valgt at samarbejde med den islandske producer Sveinn Kjartansson, som ikke umiddelbart er mest kendt som jazzproducer. Det giver pladen en åbenhed i lyden, der klæder den lidt melankolske musik utrolig godt.
Absolut en plade og en musiker, der er værd at bruge tid på fremover.
Køb/bestil her
Marie Carmen Koppel/Benjamin Koppel - Brooklyn Jazz Session ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
Cowbell Music
Både Marie Carmen og Benjamin Koppel har skabt sig nogle fremtrædende karrierer i musikbranchen. Førstnævnte som soul- og særligt gospeldiva og sidstnævnte som en af landets førende altsaxofonister. De har med rette nydt stor succes på hver deres felt. Nu har de to søskende så slået sig sammen i et projekt med Marie Carmen som tekstforfatter samt sanger og Benjamin som komponist og saxofonist. Resultatet kan høres på det nye udspil "Brooklyn Jazz Session", hvor de to søskende desuden får selskab af de tre amerikanske musikere Kenny Werner (piano), Scott Colley (bas) og Jonathan Blake (trommer) - Umiddelbart et line up, der skaber forventninger.
"Brooklyn Jazz Session" er som album en lidt ujævn oplevelse. Som vokalplade har den bl.a. den svaghed, at melodierne periodevis savner nogle lidt mere tilgængelige, sangbare konturer og derfor aldrig rigtig sætter sig fast. Tag f.eks. numre som "Waisting Time", "Can I Have This Dance" og "Adventures Around The Corner", hvor de sungne temaer først og fremmest synes at fungere som optakt til de instrumentale improvisationer. Et indtryk der forstærkes yderligere af at Marie Carmen Koppels stemme forekommer lidt uanuanceret i forhold til genren og at teksterne ikke altid får helt nok fokus i fremførelsen. Til gengæld swinger orkestret fremragende, ligesom både Kenny Werner, Benjamin Koppel og Scott Colley byder på nogle meget fine soli i de omtalte numre.
Dér hvor samarbejdet mellem de to Koppel søskende fungerer bedst er i de mere stille numre - og dem er der heldigvis en hel del af. Chris Potters "A Pleasant Thought" læner sig stærkt op ad den gospel tradition som Marie Carmen Koppel er en så glimrende eksponent for og her kommer hendes sangtalent for alvor til sin ret. Det samme gør sig gældende i den smukke ballade "I'm So glad You Are Mine", som er skrevet af Kenny Werner og Donnie Demiers og den afsluttende klassiker "When I Fall In Love" (Heyman/Young). Det klæder Koppels stemme utrolig godt at få lov til at udfolde sig i et roligt og afslappet leje med plads og tid til detaljer, der ikke kun ligger i fraseringerne, men også i klangen.
Generelt er "Brooklyn Jazz Session" et album, der fremstår som et første skridt mod et søskende samarbejde, der kan udvikle sig til et enddog meget spændende parløb, hvis der kæles lidt mere for både det melodiske materiale og måske også arrangementerne, som til tider kan virke lidt rutineprægede. Evnerne hos og samspillet mellem musikerne kan man ikke sætte en finger på, ligesom den lydmæssige produktion er meget vellykket.
Køb/bestil her
Både Marie Carmen og Benjamin Koppel har skabt sig nogle fremtrædende karrierer i musikbranchen. Førstnævnte som soul- og særligt gospeldiva og sidstnævnte som en af landets førende altsaxofonister. De har med rette nydt stor succes på hver deres felt. Nu har de to søskende så slået sig sammen i et projekt med Marie Carmen som tekstforfatter samt sanger og Benjamin som komponist og saxofonist. Resultatet kan høres på det nye udspil "Brooklyn Jazz Session", hvor de to søskende desuden får selskab af de tre amerikanske musikere Kenny Werner (piano), Scott Colley (bas) og Jonathan Blake (trommer) - Umiddelbart et line up, der skaber forventninger.
"Brooklyn Jazz Session" er som album en lidt ujævn oplevelse. Som vokalplade har den bl.a. den svaghed, at melodierne periodevis savner nogle lidt mere tilgængelige, sangbare konturer og derfor aldrig rigtig sætter sig fast. Tag f.eks. numre som "Waisting Time", "Can I Have This Dance" og "Adventures Around The Corner", hvor de sungne temaer først og fremmest synes at fungere som optakt til de instrumentale improvisationer. Et indtryk der forstærkes yderligere af at Marie Carmen Koppels stemme forekommer lidt uanuanceret i forhold til genren og at teksterne ikke altid får helt nok fokus i fremførelsen. Til gengæld swinger orkestret fremragende, ligesom både Kenny Werner, Benjamin Koppel og Scott Colley byder på nogle meget fine soli i de omtalte numre.
Dér hvor samarbejdet mellem de to Koppel søskende fungerer bedst er i de mere stille numre - og dem er der heldigvis en hel del af. Chris Potters "A Pleasant Thought" læner sig stærkt op ad den gospel tradition som Marie Carmen Koppel er en så glimrende eksponent for og her kommer hendes sangtalent for alvor til sin ret. Det samme gør sig gældende i den smukke ballade "I'm So glad You Are Mine", som er skrevet af Kenny Werner og Donnie Demiers og den afsluttende klassiker "When I Fall In Love" (Heyman/Young). Det klæder Koppels stemme utrolig godt at få lov til at udfolde sig i et roligt og afslappet leje med plads og tid til detaljer, der ikke kun ligger i fraseringerne, men også i klangen.
Generelt er "Brooklyn Jazz Session" et album, der fremstår som et første skridt mod et søskende samarbejde, der kan udvikle sig til et enddog meget spændende parløb, hvis der kæles lidt mere for både det melodiske materiale og måske også arrangementerne, som til tider kan virke lidt rutineprægede. Evnerne hos og samspillet mellem musikerne kan man ikke sætte en finger på, ligesom den lydmæssige produktion er meget vellykket.
Køb/bestil her
ELEkTRO feat. John Tchicai ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
Blackout Music
ELEkTRO feat. John Tchicai: En idé, der ifølge Lars Winberg er fostret under en sofa i 2006 (jf. www.jazzblog.dk) og hvis grundsubstans ligger i at samle nogle musikere med helt forskellige baggrunde til et indspilningsprojekt, der balancerer hårfint i grænselandet mellem det stramme og det frie. Selv beskriver Winberg projektet således:
"Det handler meget om leg, men også om at forholde sig bevidst til sin del i legen og at kunne give bolden videre. Selvom de musikalske rammer er givet, er tonesproget ikke entydigt, men åbent for det fritonale, formen fleksibel endskønt på forhånd fastlagt, melodien nedskrevet, men først forløst i fortolkningen og selvom den rytmiske puls har sit meter, kan den ind imellem stå uhørligt stille. Fordomsfrit." (www.jazzblog.dk)
Det er en ganske rammende beskrivelse af nærværende udgivelse, som netop fungerer, fordi musikerne både i deres individuelle frihed og i deres rolle i samspillet er ekstremt åbne, lydhøre og disciplinerede. Det, der glæder mig mest er, at temaerne som de faste holdepunkter i musikken er meget stærke: Melodisk samt rytmisk udfordrende og interessante uden at være fortænkte. "Sugar, Please!", "A Happy Man And His Dog" og "Limping" er fremragende eksempler herpå, mens numre som "Unfortunately It Happened To Be Tango" og "ZigZag" viser hvor dygtige de medvirkende musikere er med henblik på at fortolke musikken. Og her skal lyde en helt særlig ros til Tobias Winberg, der står krediteret som lap-top wizzard. Den rolle udfylder han overordentlig musikalsk.
Det er egentlig lidt misvisende at albummet bærer titlen "ELEkTRO feat John Tchicai", da det måske efterlader indtrykket af at den 75 årige saxofonist har en særstatus på udgivelsen. Det er netop et af de helt stærke elementer i pladen, at alle musikere får og tager plads, når det er nødvendigt i musikken. "ELEKtTRO feat. John Tchicai" er et skønt eksempel på hvordan akustik og elektronik kan forenes til et intenst og bevægende udtryk. Det er ikke et album man sætter på til en første date eller til aftenkaffen, men det er til gengæld kunst!
Køb/bestil her
ELEkTRO feat. John Tchicai: En idé, der ifølge Lars Winberg er fostret under en sofa i 2006 (jf. www.jazzblog.dk) og hvis grundsubstans ligger i at samle nogle musikere med helt forskellige baggrunde til et indspilningsprojekt, der balancerer hårfint i grænselandet mellem det stramme og det frie. Selv beskriver Winberg projektet således:
"Det handler meget om leg, men også om at forholde sig bevidst til sin del i legen og at kunne give bolden videre. Selvom de musikalske rammer er givet, er tonesproget ikke entydigt, men åbent for det fritonale, formen fleksibel endskønt på forhånd fastlagt, melodien nedskrevet, men først forløst i fortolkningen og selvom den rytmiske puls har sit meter, kan den ind imellem stå uhørligt stille. Fordomsfrit." (www.jazzblog.dk)
Det er en ganske rammende beskrivelse af nærværende udgivelse, som netop fungerer, fordi musikerne både i deres individuelle frihed og i deres rolle i samspillet er ekstremt åbne, lydhøre og disciplinerede. Det, der glæder mig mest er, at temaerne som de faste holdepunkter i musikken er meget stærke: Melodisk samt rytmisk udfordrende og interessante uden at være fortænkte. "Sugar, Please!", "A Happy Man And His Dog" og "Limping" er fremragende eksempler herpå, mens numre som "Unfortunately It Happened To Be Tango" og "ZigZag" viser hvor dygtige de medvirkende musikere er med henblik på at fortolke musikken. Og her skal lyde en helt særlig ros til Tobias Winberg, der står krediteret som lap-top wizzard. Den rolle udfylder han overordentlig musikalsk.
Det er egentlig lidt misvisende at albummet bærer titlen "ELEkTRO feat John Tchicai", da det måske efterlader indtrykket af at den 75 årige saxofonist har en særstatus på udgivelsen. Det er netop et af de helt stærke elementer i pladen, at alle musikere får og tager plads, når det er nødvendigt i musikken. "ELEKtTRO feat. John Tchicai" er et skønt eksempel på hvordan akustik og elektronik kan forenes til et intenst og bevægende udtryk. Det er ikke et album man sætter på til en første date eller til aftenkaffen, men det er til gengæld kunst!
Køb/bestil her
Nanne Emelie - Once Upon A Town *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
VME (distribution) - udkommer 09.05.2011
I pressemeddelelsen, der annoncerer udgivelsen af Nanne Emelies debutplade fremgår bl.a. Norah Jones og Katie Melua som referencer ligesom sangerinden selv mener, at hendes musik både vil passe til Montmartre og Amager Bio. Lad det være sagt med det samme: Både sammenligningen med de to verdenskendte sangerinder og den beskrevne spillestedsprofil er ganske rammende, men Nanne Emelie og hendes debut "Once Upon A Town" er først og fremmest et friskt og personligt bud på radiovenlig crossover i grænselandet mellem jazz, sydamerikansk inspiration og soulet, imødekommende pop a la Duffy og Amy Winehouse. Og så er der en anden referenceramme inden for vores egen lille danske andedam - nemlig Randi Laubek. Ligesom Laubek har Nanne Emelie ikke bare en overordentlig smuk og teknisk rigt facetteret stemme, men også evnen til at være ekstremt ekspressiv uden store armbevægelser.
Alle sangene på albummet er skrevet eller co-skrevet af Nanne Emelie. Teksterne er stærke - alle har de Neill C. Furio (han har bl.a. gjort sig bemærket på Marie Francks "Swimmingly") på creditlisten, og også melodierne er rigtig fine. Tag for eksempel den utrolig smukke og bevægende "Doubting Thomas", der med sin valsende metrik og tekstens rammende refleksion over hvordan man håndterer tvivl er min personlige favorit på hele albummet, også fordi den er et perfekt eksempel på pladens mest fremtrædende kvalitet, nemlig arrangementerne og produktionen. Cellosatsen er fremragende, ligesom det kræver overblik og talent at balancere mellem det storladne og intimt tilbageholdende, som gør netop dette nummer til en lille perle.
Det er Stephan Grabowski (bl.a. kendt fra samarbejder med Love Shop, Lars H.U.G og Ivan Pedersen), der står krediteret for arrangementer og produktion og det slipper han usandsynlig godt fra. Stort set alle numre på albummet er skåret helt ned til benet på arrangementssiden uden overflødig instrumentering eller unødvendige formled. Det er dynamisk, balanceret, varieret og helt igennem vellykket. Hvad enten det er de jazz- og/eller latinorienterede numre som "Copenhagen Summer Breeze", "Stay Beautiful", "Street Of Peace" og "As Close As You Can" eller den pop/rockede "Girl Talk" og den afsluttende moderne blues "The Last Thing I'll Do" er det utrolig stilsikkert og autentisk.
Musikken på albummet swinger formidabelt, og det er ikke underligt med musikere som cubanske Yasser Morejaon Pino (bas og akustisk guitar), Eliel Lazo (perkussion), Alexander Abreu (trompet), Niels Thybo (tangenter), Lars Emil Riis (tangenter), Rolf Hansen (guitar), Tira Skamby (perkussion), Soma Allpass (cello), Lars Hartvig (saxofoner), Donna Cadogan (kor) og allerede nævnte Stephan Grabowski (trommer) i line up'et. Alt i alt er "Once Upon A Town" en utrolig vellykket og helstøbt debut, der har potentiale til både kommercielt og brancheinternt gennembrud. Crossover af fineste skuffe!
Køb/bestil her
I pressemeddelelsen, der annoncerer udgivelsen af Nanne Emelies debutplade fremgår bl.a. Norah Jones og Katie Melua som referencer ligesom sangerinden selv mener, at hendes musik både vil passe til Montmartre og Amager Bio. Lad det være sagt med det samme: Både sammenligningen med de to verdenskendte sangerinder og den beskrevne spillestedsprofil er ganske rammende, men Nanne Emelie og hendes debut "Once Upon A Town" er først og fremmest et friskt og personligt bud på radiovenlig crossover i grænselandet mellem jazz, sydamerikansk inspiration og soulet, imødekommende pop a la Duffy og Amy Winehouse. Og så er der en anden referenceramme inden for vores egen lille danske andedam - nemlig Randi Laubek. Ligesom Laubek har Nanne Emelie ikke bare en overordentlig smuk og teknisk rigt facetteret stemme, men også evnen til at være ekstremt ekspressiv uden store armbevægelser.
Alle sangene på albummet er skrevet eller co-skrevet af Nanne Emelie. Teksterne er stærke - alle har de Neill C. Furio (han har bl.a. gjort sig bemærket på Marie Francks "Swimmingly") på creditlisten, og også melodierne er rigtig fine. Tag for eksempel den utrolig smukke og bevægende "Doubting Thomas", der med sin valsende metrik og tekstens rammende refleksion over hvordan man håndterer tvivl er min personlige favorit på hele albummet, også fordi den er et perfekt eksempel på pladens mest fremtrædende kvalitet, nemlig arrangementerne og produktionen. Cellosatsen er fremragende, ligesom det kræver overblik og talent at balancere mellem det storladne og intimt tilbageholdende, som gør netop dette nummer til en lille perle.
Det er Stephan Grabowski (bl.a. kendt fra samarbejder med Love Shop, Lars H.U.G og Ivan Pedersen), der står krediteret for arrangementer og produktion og det slipper han usandsynlig godt fra. Stort set alle numre på albummet er skåret helt ned til benet på arrangementssiden uden overflødig instrumentering eller unødvendige formled. Det er dynamisk, balanceret, varieret og helt igennem vellykket. Hvad enten det er de jazz- og/eller latinorienterede numre som "Copenhagen Summer Breeze", "Stay Beautiful", "Street Of Peace" og "As Close As You Can" eller den pop/rockede "Girl Talk" og den afsluttende moderne blues "The Last Thing I'll Do" er det utrolig stilsikkert og autentisk.
Musikken på albummet swinger formidabelt, og det er ikke underligt med musikere som cubanske Yasser Morejaon Pino (bas og akustisk guitar), Eliel Lazo (perkussion), Alexander Abreu (trompet), Niels Thybo (tangenter), Lars Emil Riis (tangenter), Rolf Hansen (guitar), Tira Skamby (perkussion), Soma Allpass (cello), Lars Hartvig (saxofoner), Donna Cadogan (kor) og allerede nævnte Stephan Grabowski (trommer) i line up'et. Alt i alt er "Once Upon A Town" en utrolig vellykket og helstøbt debut, der har potentiale til både kommercielt og brancheinternt gennembrud. Crossover af fineste skuffe!
Køb/bestil her
Nikolaj Bentzon - 12 Songs For Mature Lovers ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
Do It Again Records
Der er noget helt vidunderligt ved de kunstnere, der tør kaste sig frygtløs ud på dybt vand. Nogle gange kan der være tale om deciderede genopfindelser og andre gange er der måske snarere tale om, at en kunstner viser sider af sig selv som er nye og overraskende. Begge dele kan være yderst forfriskende, og alene på den baggrund fortjener Nikolaj Bentzon stor ros for sit seneste album, der præsenterer 12 nye sange med Bentzon som pianist, sanger, komponist og tekstforfatter.
Det er et både modigt og på mange punkter ganske vellykket udspil. Som titlen antyder beskæftiger Bentzons tekster sig med kærlighedens uransagelige veje og pladen er nærmest konciperet som en slags dannelsesrejse fra det unge og ubesværede kærlighedsspil i "Stop Pretending Hard To Get" over rutinens pludselige indtog i "Echoes Of Our Lives" (en af albummets stærkeste tekster) til erkendelsen af at ægteskabets bånd faktisk er værd at kæmpe for i "Thanks For Marrying Me". Bentzons tekster er måske ikke lyriske vidundere eller voldsomt dybsindige i indholdsmæssig forstand, men de rammer alligevel både fordi de skildrer situationer eller følelser de fleste kan relatere til og fordi de bliver serveret med ærlighed og integritet.
Som sanger når Bentzon overraskende langt. Særligt de mere humoristiske og "gavflab'ede" numre fungerer ganske fint, idet Bentzon formår at finde den fine balance mellem syngen og "reciteren", som også enkelte revykunstnere dyrker. Og så gør det ikke noget, at hans engelsk/amerikanske udtale er fin. Set i det lys er sammenligningen med Randy Newman og Harry Connick Jr., som pressemeddelelsen bruger som referencer slet ikke så fremmed. Dog synes jeg personligt, at Bentzons sangtalent kommer lidt til kort i de mere følsomme numre som f.eks. balladen "Our Kingdom".
Den akkompagnerende rolle udfylder Bentzon til gengæld med bravour. Hans klaverspil swinger forrygende og hans improvisationer er enkle og meget stilsikre. "12 Songs For Mature Lovers" er ikke en banebrydende plade inden for genren, men det er en troværdig, behagelig og underholdende udgivelse, som jeg personligt vil lytte til med glæde fra tid til anden - og det skulle undre mig hvis ikke et ganske stort publikum vil have det på samme måde.
Køb/bestil her
Der er noget helt vidunderligt ved de kunstnere, der tør kaste sig frygtløs ud på dybt vand. Nogle gange kan der være tale om deciderede genopfindelser og andre gange er der måske snarere tale om, at en kunstner viser sider af sig selv som er nye og overraskende. Begge dele kan være yderst forfriskende, og alene på den baggrund fortjener Nikolaj Bentzon stor ros for sit seneste album, der præsenterer 12 nye sange med Bentzon som pianist, sanger, komponist og tekstforfatter.
Det er et både modigt og på mange punkter ganske vellykket udspil. Som titlen antyder beskæftiger Bentzons tekster sig med kærlighedens uransagelige veje og pladen er nærmest konciperet som en slags dannelsesrejse fra det unge og ubesværede kærlighedsspil i "Stop Pretending Hard To Get" over rutinens pludselige indtog i "Echoes Of Our Lives" (en af albummets stærkeste tekster) til erkendelsen af at ægteskabets bånd faktisk er værd at kæmpe for i "Thanks For Marrying Me". Bentzons tekster er måske ikke lyriske vidundere eller voldsomt dybsindige i indholdsmæssig forstand, men de rammer alligevel både fordi de skildrer situationer eller følelser de fleste kan relatere til og fordi de bliver serveret med ærlighed og integritet.
Som sanger når Bentzon overraskende langt. Særligt de mere humoristiske og "gavflab'ede" numre fungerer ganske fint, idet Bentzon formår at finde den fine balance mellem syngen og "reciteren", som også enkelte revykunstnere dyrker. Og så gør det ikke noget, at hans engelsk/amerikanske udtale er fin. Set i det lys er sammenligningen med Randy Newman og Harry Connick Jr., som pressemeddelelsen bruger som referencer slet ikke så fremmed. Dog synes jeg personligt, at Bentzons sangtalent kommer lidt til kort i de mere følsomme numre som f.eks. balladen "Our Kingdom".
Den akkompagnerende rolle udfylder Bentzon til gengæld med bravour. Hans klaverspil swinger forrygende og hans improvisationer er enkle og meget stilsikre. "12 Songs For Mature Lovers" er ikke en banebrydende plade inden for genren, men det er en troværdig, behagelig og underholdende udgivelse, som jeg personligt vil lytte til med glæde fra tid til anden - og det skulle undre mig hvis ikke et ganske stort publikum vil have det på samme måde.
Køb/bestil her
Hanne Boel - The Shining Of Things ***
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STUNT (STUCD 11062)
Hanne Boel er langt fra blevet det store danske vokalnavn, hun er blevet på baggrund af udfoldelser inden for jazzens rammer. Det er først og fremmest som soul'et diva og som udmærket eksponent for den moderne countryfarvede singer/songwriter poprock hun har slået sine folder. Hendes diskografi rummer dog enkelte afstikkere til jazzen bl.a. "Shadow Of Love" en gammel indspilning med Jørgen Emborg, Mads Vinding og Alex Riel.
Det nye album "The Shining Of Things" er på papiret et jazzalbum. Det er udkommet på et velanset jazzlabel og grundstammen i akkompagnementet udgøres af svenske Jacob Karlzon (tangenter) og hans trio med Hans Andersson (bas) og Jonas Holgersson (trommer). Men reelt er der måske snarere tale om et pop album med jazzbesætning og -referencer. Til gengæld er det et ganske fint album.
Pladen tager udgangspunkt i den stærke sang, idet der bl.a. bydes på numre af Leonhard Cohen, Pretenders, Jobim og Ornette Coleman. Og det er netop sangenes kvalitet, der er udgivelsens stærkeste kort. Numrene er rigtig fint castet både til besætningen og til det "dramaturgiske" forløb man præsenteres for i løbet af pladen. Arrangementerne er ganske friske og interessante med nænsomt anvendte strygere, programmering mm. og produktionen er ekstremt tjekket.
Bedst fungerer balladerne som den indledende Cohen-klassiker "A Thousand Kisses Deep" og "Angel Of The Morning" hvor Boels til tider lidt "musical -ekspressive" vokal gør sig ganske godt, men også de mere radiovenlige, poppede numre som "Yesterdays Rain", "Ain't It Funny How Time Slips Away" og "The Shining Of Things" er vellykkede, ikke mindst på grund af Boels fremragende backing band, hvor jeg særligt vil fremhæve Jonas Holgersson for yderst musikalsk trommespil.
Køb/bestil her
Hanne Boel er langt fra blevet det store danske vokalnavn, hun er blevet på baggrund af udfoldelser inden for jazzens rammer. Det er først og fremmest som soul'et diva og som udmærket eksponent for den moderne countryfarvede singer/songwriter poprock hun har slået sine folder. Hendes diskografi rummer dog enkelte afstikkere til jazzen bl.a. "Shadow Of Love" en gammel indspilning med Jørgen Emborg, Mads Vinding og Alex Riel.
Det nye album "The Shining Of Things" er på papiret et jazzalbum. Det er udkommet på et velanset jazzlabel og grundstammen i akkompagnementet udgøres af svenske Jacob Karlzon (tangenter) og hans trio med Hans Andersson (bas) og Jonas Holgersson (trommer). Men reelt er der måske snarere tale om et pop album med jazzbesætning og -referencer. Til gengæld er det et ganske fint album.
Pladen tager udgangspunkt i den stærke sang, idet der bl.a. bydes på numre af Leonhard Cohen, Pretenders, Jobim og Ornette Coleman. Og det er netop sangenes kvalitet, der er udgivelsens stærkeste kort. Numrene er rigtig fint castet både til besætningen og til det "dramaturgiske" forløb man præsenteres for i løbet af pladen. Arrangementerne er ganske friske og interessante med nænsomt anvendte strygere, programmering mm. og produktionen er ekstremt tjekket.
Bedst fungerer balladerne som den indledende Cohen-klassiker "A Thousand Kisses Deep" og "Angel Of The Morning" hvor Boels til tider lidt "musical -ekspressive" vokal gør sig ganske godt, men også de mere radiovenlige, poppede numre som "Yesterdays Rain", "Ain't It Funny How Time Slips Away" og "The Shining Of Things" er vellykkede, ikke mindst på grund af Boels fremragende backing band, hvor jeg særligt vil fremhæve Jonas Holgersson for yderst musikalsk trommespil.
Køb/bestil her
Smokers Lounge - Smokers Lounge *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STUNT (STUCD 11012)
Klokken er 22.46 fredag aften. Børnene er puttet efter en omgang fredagsslik og Disney Sjov og langsomt indfinder roen sig. Tid til at smække fødderne op på sofabordet, tid til en pibe tobak og tid til refleksion over dagens genvordigheder eller tid til meditation langt, langt væk fra byens larm og tempo. Tid til en tur gennem loungen.
Med saxofonisten Jens Haack som projektleder for "Smokers Lounge" og Radio Underholdningsorkestret serveres der her en cocktail af otte numre - fortrinsvis ballader fra det amerikanske standardrepertoire - der i en fremragende varm produktion præsenterer kvalitets-underholdningsmusik eller - om man vil - verdensklasse-elevatormusik. Det er helt og aldeles gennemført i sit udtryk og balancerer hårfint - men hele tiden vellykket - på kanten til afgrunden. Haack formår med sin luftige tilgang til saxofonspillet at give Hans Ulrik kamp til stregen, som saxofonisten med den mest sexede tone herhjemme, mens Besiakov på bl.a. Rhodes samt Mikkel Nordsø særligt med sin akustiske bossa nova inspirerede rytmeguitar sørger for et uimodståeligt vuggende musikalsk grundlag.
Og så er der Radio Underholdningsorkestret hvor først og fremmest de nænsomt og i øvrigt ganske fremragende arrangerede strygere giver udgivelsen det ekstra lydmæssige og dynamiske pift, der løfter albummet langt, langt, langt over det gennemsnitlige inden for genren. Man kunne have frygtet, at "Smokers Lounge" var kitschet metervare - i stedet har Haack og hans hold begået et album der emmer af autenticitet og seriøsitet. Simpelthen fremragende!
Køb/bestil her
Klokken er 22.46 fredag aften. Børnene er puttet efter en omgang fredagsslik og Disney Sjov og langsomt indfinder roen sig. Tid til at smække fødderne op på sofabordet, tid til en pibe tobak og tid til refleksion over dagens genvordigheder eller tid til meditation langt, langt væk fra byens larm og tempo. Tid til en tur gennem loungen.
Med saxofonisten Jens Haack som projektleder for "Smokers Lounge" og Radio Underholdningsorkestret serveres der her en cocktail af otte numre - fortrinsvis ballader fra det amerikanske standardrepertoire - der i en fremragende varm produktion præsenterer kvalitets-underholdningsmusik eller - om man vil - verdensklasse-elevatormusik. Det er helt og aldeles gennemført i sit udtryk og balancerer hårfint - men hele tiden vellykket - på kanten til afgrunden. Haack formår med sin luftige tilgang til saxofonspillet at give Hans Ulrik kamp til stregen, som saxofonisten med den mest sexede tone herhjemme, mens Besiakov på bl.a. Rhodes samt Mikkel Nordsø særligt med sin akustiske bossa nova inspirerede rytmeguitar sørger for et uimodståeligt vuggende musikalsk grundlag.
Og så er der Radio Underholdningsorkestret hvor først og fremmest de nænsomt og i øvrigt ganske fremragende arrangerede strygere giver udgivelsen det ekstra lydmæssige og dynamiske pift, der løfter albummet langt, langt, langt over det gennemsnitlige inden for genren. Man kunne have frygtet, at "Smokers Lounge" var kitschet metervare - i stedet har Haack og hans hold begået et album der emmer af autenticitet og seriøsitet. Simpelthen fremragende!
Køb/bestil her
Oliver Antunes/Jesper Lundgaard - Årstiderne ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Antunes og Lundgaard har tidligere slået deres folder sammen med albummet "Jul" fra 2008 og deres seneste udgivelse "Årstiderne" er da også en naturlig efterfølger på nævnte, både hvad angår materialet og måden at angribe det på. CD'en består af 12 danske sange, der hver især har tilknytning til årstidernes gang og som samtidig i vid udstrækning må betegnes som folkekære hits (mange er f.eks. at finde i Folkehøjskolens Melodibog).
Setup'et er ganske simpelt: Melodierne præsenteres uden at miste deres genkendelighed, Antunes og Lundgaard supplerer hinanden som melodibærere, akkompagnatører samt solister og arrangementerne er ganske fine og nænsomme. Allerbedst lykkes projektet i nummeret "Det Er Idag Et Vejr", som præsenteres i en umådelig let og dansant version hvor melodiens sædvanlige fraseringer twistes uden at genkendelsens glæde derfor mindskes. Men også de friske "Grøn Er Vårens Hæk" samt "Septembers Himmel Er Så Blå" og de to mere eftertænksomme "Skyerne Gråne" (med sine ganske smukke, nænsomme reharmoniseringer) og "Vintertid" (hvor duo sammenspillet for alvor kommer til sin ret blandt andet i kraft af at både Antunes og Lundgaard præsenterer det melodiske materiale) er smukke fortolkninger. Det samme gør sig gældende for sangen "En Yndig Og Frydefuld Sommertid", der blandt andet med sine stædigt og roligt vandrende harmonier hører til "Årstidernes" mest originale bidrag.
Som jazzplade kan man måske synes at det improvisatoriske præg i udgivelsen er for underspillet, men det er netop dét, der er dette albums kvalitet. Melodierne står meget klare. Som solister i klassisk forstand synes jeg personligt, at Antunes står stærkest med sine afmålte og meget melodinære improvisationer, men også Lundgaard byder ind med meget fint spil, som f.eks. på "Sig Nærmer Tiden".
"Årstiderne" er en ganske behagelig og musikalsk plade som fint bygger bro mellem det klassiske sangunivers fra Højskolesangbogen og jazzuniverset af to yderst kompetente musikere.
Køb/bestil her
Antunes og Lundgaard har tidligere slået deres folder sammen med albummet "Jul" fra 2008 og deres seneste udgivelse "Årstiderne" er da også en naturlig efterfølger på nævnte, både hvad angår materialet og måden at angribe det på. CD'en består af 12 danske sange, der hver især har tilknytning til årstidernes gang og som samtidig i vid udstrækning må betegnes som folkekære hits (mange er f.eks. at finde i Folkehøjskolens Melodibog).
Setup'et er ganske simpelt: Melodierne præsenteres uden at miste deres genkendelighed, Antunes og Lundgaard supplerer hinanden som melodibærere, akkompagnatører samt solister og arrangementerne er ganske fine og nænsomme. Allerbedst lykkes projektet i nummeret "Det Er Idag Et Vejr", som præsenteres i en umådelig let og dansant version hvor melodiens sædvanlige fraseringer twistes uden at genkendelsens glæde derfor mindskes. Men også de friske "Grøn Er Vårens Hæk" samt "Septembers Himmel Er Så Blå" og de to mere eftertænksomme "Skyerne Gråne" (med sine ganske smukke, nænsomme reharmoniseringer) og "Vintertid" (hvor duo sammenspillet for alvor kommer til sin ret blandt andet i kraft af at både Antunes og Lundgaard præsenterer det melodiske materiale) er smukke fortolkninger. Det samme gør sig gældende for sangen "En Yndig Og Frydefuld Sommertid", der blandt andet med sine stædigt og roligt vandrende harmonier hører til "Årstidernes" mest originale bidrag.
Som jazzplade kan man måske synes at det improvisatoriske præg i udgivelsen er for underspillet, men det er netop dét, der er dette albums kvalitet. Melodierne står meget klare. Som solister i klassisk forstand synes jeg personligt, at Antunes står stærkest med sine afmålte og meget melodinære improvisationer, men også Lundgaard byder ind med meget fint spil, som f.eks. på "Sig Nærmer Tiden".
"Årstiderne" er en ganske behagelig og musikalsk plade som fint bygger bro mellem det klassiske sangunivers fra Højskolesangbogen og jazzuniverset af to yderst kompetente musikere.
Køb/bestil her
Cathrine Legardh/Sigurdur Flosason - Land & Sky ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STORYVILLE
Det er et imponerende ambitiøst projekt danske Cathrine Legardh (vokal) og islandske Sigurdur Flosason (saxofon) præsenterer med deres nyeste albumudgivelse "Land & Sky". Der er tale om en dobbelt CD, der præsenterer 20 originale numre - 10 på engelsk og 10 på dansk. Alene omfanget og det konceptuelle gør denne plade til noget særligt, og det er derfor let at se hen over de ganske få skønhedspletter, også fordi disse hører hjemme i kategorien "smag og behag" og ikke som så ændrer ved udgivelsens mange kvaliteter.
Det er tydeligt at Legardh er vokset yderligere som vokalist siden den engelske "Gorgeous Creature" (2008) og den skandinaviske "Nordisk" (2010). Hun byder på en rund, afslappet og original klang, der læner sig lidt op af Monica Zetterlund med en sikker intonation samt en på sin vis ganske tiltalende nordisk udtale i de engelske numre.
Den engelske del af albummet indledes med den skønne "Morning In May", som byder på en af hele udgivelsens stærkeste melodier og et skønt samspil mellem Legardh og Flosason, der smyger sig smukt ind mellem Legardhs vokal med lette og luftigte fraser og en ganske sprød tone. Herudover byder den engelske del af pladen også på en hel del ostinat-baserede numre som eksempelvis "Lost In The Woods", "Courageous" og "Hills Of Denial" hvor orkestret bag Legardh/Flosason swinger rigtig fint - ikke underligt besætningen taget i betragtning med Peter Rosendahl (piano), Lennart Ginman (bas) og Andreas Fryland (trommer). Sidstnævnte byder bl.a. på eminent og meget musikalsk trommespil i nummeret "The Wind". På mange måder fremstår den engelsksprogede del som den lidt mørke, mystiske side af hele albummets udtryk.
Den danske del af pladen forekommer en kende lettere tilgængelig - måske netop på grund af sproget. En anden forklaring herpå kan dog også være, at kompositionerne synes lidt stærkere og i højere grad udvikler sig i tid end i rum med nogle mere sangbare melodier. Særligt de tre første numre "En Bid Af Himlen", "Lykkens Landskab" og "I Mit Hjertekammer" er meget helstøbte både hvad angår komposition, arrangement og fortolkning. Men også den i al sin enkelhed meget bevægende "Der Findes Et Sted" dokumenterer smukt Legardhs sangtalent, mens nummeret "Latterlig" viser både Flosason og Peter Rosendahl som begavede instrumentalister.
"Land & Sky" er på baggrund af sin ambitiøse udformning en meget vellykket dobbelt CD, der spænder bredt i sit udtryksfelt og samtidig er ganske helstøbt - og så gør det mindre, at jeg personligt synes Legardh er stærkest dér hvor hun nænsomt tolker en melodi modsat de passager hvor hun er mere reciterende i sin tilgang. Under alle omstændigheder er dette dansk/islandske samarbejde et realistisk bud på en nominering til Årets Danske Vokal Jazz Udgivelse.
Køb/bestil her
Det er et imponerende ambitiøst projekt danske Cathrine Legardh (vokal) og islandske Sigurdur Flosason (saxofon) præsenterer med deres nyeste albumudgivelse "Land & Sky". Der er tale om en dobbelt CD, der præsenterer 20 originale numre - 10 på engelsk og 10 på dansk. Alene omfanget og det konceptuelle gør denne plade til noget særligt, og det er derfor let at se hen over de ganske få skønhedspletter, også fordi disse hører hjemme i kategorien "smag og behag" og ikke som så ændrer ved udgivelsens mange kvaliteter.
Det er tydeligt at Legardh er vokset yderligere som vokalist siden den engelske "Gorgeous Creature" (2008) og den skandinaviske "Nordisk" (2010). Hun byder på en rund, afslappet og original klang, der læner sig lidt op af Monica Zetterlund med en sikker intonation samt en på sin vis ganske tiltalende nordisk udtale i de engelske numre.
Den engelske del af albummet indledes med den skønne "Morning In May", som byder på en af hele udgivelsens stærkeste melodier og et skønt samspil mellem Legardh og Flosason, der smyger sig smukt ind mellem Legardhs vokal med lette og luftigte fraser og en ganske sprød tone. Herudover byder den engelske del af pladen også på en hel del ostinat-baserede numre som eksempelvis "Lost In The Woods", "Courageous" og "Hills Of Denial" hvor orkestret bag Legardh/Flosason swinger rigtig fint - ikke underligt besætningen taget i betragtning med Peter Rosendahl (piano), Lennart Ginman (bas) og Andreas Fryland (trommer). Sidstnævnte byder bl.a. på eminent og meget musikalsk trommespil i nummeret "The Wind". På mange måder fremstår den engelsksprogede del som den lidt mørke, mystiske side af hele albummets udtryk.
Den danske del af pladen forekommer en kende lettere tilgængelig - måske netop på grund af sproget. En anden forklaring herpå kan dog også være, at kompositionerne synes lidt stærkere og i højere grad udvikler sig i tid end i rum med nogle mere sangbare melodier. Særligt de tre første numre "En Bid Af Himlen", "Lykkens Landskab" og "I Mit Hjertekammer" er meget helstøbte både hvad angår komposition, arrangement og fortolkning. Men også den i al sin enkelhed meget bevægende "Der Findes Et Sted" dokumenterer smukt Legardhs sangtalent, mens nummeret "Latterlig" viser både Flosason og Peter Rosendahl som begavede instrumentalister.
"Land & Sky" er på baggrund af sin ambitiøse udformning en meget vellykket dobbelt CD, der spænder bredt i sit udtryksfelt og samtidig er ganske helstøbt - og så gør det mindre, at jeg personligt synes Legardh er stærkest dér hvor hun nænsomt tolker en melodi modsat de passager hvor hun er mere reciterende i sin tilgang. Under alle omstændigheder er dette dansk/islandske samarbejde et realistisk bud på en nominering til Årets Danske Vokal Jazz Udgivelse.
Køb/bestil her
Søren Nørbo Trio - I Ydre Hjerte ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
I pressemeddelelsen, der følger Søren Nørbo Trios nye udgivelse kaldes kompositionerne på "I Ydre Hjerte" for fortrinsvis polyfone. Det kan måske i første omgang forekomme som en unødvendig information, men det viser sig, at netop denne meget overordnede beskrivelse af musikken er nøglen til at forstå dette relativt komplicerede album.
Som pressemeddelelsen antyder er det i spændingsfeltet mellem musikernes individuelle stemmer og samspillet, at det musikalske udtryk forløses. Som lytter må man derfor lære at styre og flytte sit perspektiv fra tid til anden. I perioder skal man dykke ned i den enkelte stemme, hvor Søren Nørbo (piano), Nils Davidsen (bas) og Kresten Osgood (trommer) hver især afslører, at de er fremragende instrumentalister, mens man i andre perioder skal bevæge sig ud i "fugleperspektiv" og opleve ensemblet og deres glimrende og kommunikative spil som helhed.
Samtlige numre balancerer hårfint mellem komposition og improvisation, mellem faste og løse rammer og mellem stringens og total frihed. Musik af denne karakter kræver koncentration, og det er faktisk dejlig befriende at blive mødt af et album, der stædigt holder fast i at ville og kunne mere end at være baggrundsstøj. Temaerne er udfordrende, med en melankolsk undertone, mens improvisationerne er helt åbne.
Titlen "I Ydre Hjerte" kan man - om man vil - tolke som en sammensmeltning af "I Hjertet" og "I Ydre Rum", med hjertet som symbol på det nærværende og det ydre rum som billede på det uendelige. Og selvom det måske er at bevæge sig på overfortolkningens rand, giver det alligevel et meget godt billede på udgivelsens kvalitet. Det er en rigtig god plade, der dog kræver tid, ro og fokus.
Køb/bestil her
I pressemeddelelsen, der følger Søren Nørbo Trios nye udgivelse kaldes kompositionerne på "I Ydre Hjerte" for fortrinsvis polyfone. Det kan måske i første omgang forekomme som en unødvendig information, men det viser sig, at netop denne meget overordnede beskrivelse af musikken er nøglen til at forstå dette relativt komplicerede album.
Som pressemeddelelsen antyder er det i spændingsfeltet mellem musikernes individuelle stemmer og samspillet, at det musikalske udtryk forløses. Som lytter må man derfor lære at styre og flytte sit perspektiv fra tid til anden. I perioder skal man dykke ned i den enkelte stemme, hvor Søren Nørbo (piano), Nils Davidsen (bas) og Kresten Osgood (trommer) hver især afslører, at de er fremragende instrumentalister, mens man i andre perioder skal bevæge sig ud i "fugleperspektiv" og opleve ensemblet og deres glimrende og kommunikative spil som helhed.
Samtlige numre balancerer hårfint mellem komposition og improvisation, mellem faste og løse rammer og mellem stringens og total frihed. Musik af denne karakter kræver koncentration, og det er faktisk dejlig befriende at blive mødt af et album, der stædigt holder fast i at ville og kunne mere end at være baggrundsstøj. Temaerne er udfordrende, med en melankolsk undertone, mens improvisationerne er helt åbne.
Titlen "I Ydre Hjerte" kan man - om man vil - tolke som en sammensmeltning af "I Hjertet" og "I Ydre Rum", med hjertet som symbol på det nærværende og det ydre rum som billede på det uendelige. Og selvom det måske er at bevæge sig på overfortolkningens rand, giver det alligevel et meget godt billede på udgivelsens kvalitet. Det er en rigtig god plade, der dog kræver tid, ro og fokus.
Køb/bestil her
Mads Vinding Trio - Open Minds *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STORYVILLE (Cat. # 1014267)
Mads Vindings position som bassist i verdensklasse kan vel næppe anfægtes. I mine øjne er han en af de få bassister herhjemme, der behersker bassen på samme ekstremt høje niveau både når det gælder det akkompagnerende og det solistiske. Derudover formår han som få at skabe en helt personlig og genkendelig tone på instrumentet. Men han har også fremtrædende evner som musikalsk initiator hvilket bl.a. har resulteret i jazzklassikere som "The Kingdom" (med Enrico Pieranunzi og Alex Riel) og "Six Hands, Three Minds, One Heart (med Carsten Dahl og Alex Riel).
På det nye album "Open Minds" har Vinding allieret sig med den amerikanske trommelegende Billy Hart og den fransk/amerikanske pianist Jean-Michel Pilc, som Vinding efter sigende slet ikke kendte før Billy Hart foreslå ham som pianist til den omtalte udgivelse! Des mere imponerende er resultatet, idet der er tale om trio sammenspil af aller fineste karat.
Ved første øjekast hen over tracklisten var min umiddelbare indskydelse, at jeg kunne have tænkt mig, at materialet i højere grad var ukendt for mig. Titler som "Somday My Prince Will Come", "My Funny Valentine", "Summertime", "How Deep Is The Ocean" og "I Skovens Dybe Stille Ro" er blevet fortolket utallige gange og set i det lys kunne man på forhånd have frygtet for originaliteten i udgivelsen. Denne frygt viste sig helt ubegrundet, for måden de tre musikere går til de kendte standards på er ikke bare original, det er selve essensen i jazz og dennes fornemmeste byggeklods - improvisationen. Således er de tre indledende numre
I det hele taget er balance kodeordet for hele udgivelsen. Tag f.eks. titelnummeret "Open Minds", der indledes med et bevægende, nordisk enkelt bastema og herefter munder ud i en insisterende ostinat-præget passage for efterfølgende atter at finde tilbage til indledningens smukke og rolige udtryk. Man når vidt omkring i følelsesregistret hvor også numre som den smukke ballade "Sam" og den klassisk swingende "Straight No Chaser" hører til blandt højdepunkterne.
"Open Minds" er et på én gang udfordrende og tilgængeligt album, der både byder på fremragende musik samt uovertruffen spilleteknik og en lydmæssig produktion, der lader trio formatet komme til sin fulde ret.
Køb/bestil her
I det hele taget er balance kodeordet for hele udgivelsen. Tag f.eks. titelnummeret "Open Minds", der indledes med et bevægende, nordisk enkelt bastema og herefter munder ud i en insisterende ostinat-præget passage for efterfølgende atter at finde tilbage til indledningens smukke og rolige udtryk. Man når vidt omkring i følelsesregistret hvor også numre som den smukke ballade "Sam" og den klassisk swingende "Straight No Chaser" hører til blandt højdepunkterne.
"Open Minds" er et på én gang udfordrende og tilgængeligt album, der både byder på fremragende musik samt uovertruffen spilleteknik og en lydmæssig produktion, der lader trio formatet komme til sin fulde ret.
Køb/bestil her
Martin Schack - Jazz På Dansk - Gamle Sko På Nye Fødder *****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
GATEWAY
Martin Schacks "Jazz På Dansk" kommer som en stor og glædelig overraskelse - af flere grunde! Først og fremmest er det første gang undertegnede oplever Schack som pianist, idet mine hidtidige musikalske møder har været med Schack som orgel wizzard på La Fontaine samt på glimrende udgivelser med bl.a. Jacob Fischer. Des mere glædeligt er det at opdage, at der her er tale om en yngre pianist af ganske højt format. Først og fremmest formår Schack at afmåle sit spil, så det klæder det valgte materiale og han spiller ikke bare med et fremragende swing samt en god harmonisk forståelse, men har samtidig et yderst tiltalende let og elegant anslag.
Derudover har han allieret sig med nogle sidemen, der næppe findes bedre i dansk jazz: Morten Ramsbøl (bas) og Morten Lund (trommer) samt Jacob Fischer (guitar) på nogle af pladens skæringer. Arrangementerne er fine og originale samtidig med, at de aldrig drukner i for mange eller for komplicerede ideer. En af mine favoritter er "Visen Om De Atten Svaner" hvor Schacks version formår at åbne helt nye dimensioner i et nummer jeg selv har spillet ved utallige fællessangsarrangementer. Også "Den Blå Anemone", "Septembers Himmel Er Så Blå" og den indledende "Jeg Ved En Lærkerede" er virkelig fine fortolkninger af melodier, der har bevist deres berettigelse og holdbarhed i utallige år.
"Jazz På Dansk" trækker åbenlyst på inspirationen fra Jan Johanssons mesterværk "Jazz På Svenska" (og måske også på samarbejdet mellem Ole Kock Hansen og NHØP), men tåler ingen sammenligning hermed, da der netop er tale om jazz på dansk. Det er let og luftigt og måske en anelse mindre dybt, men til gengæld mindst lige så tilgængeligt.
Køb/bestil her
Martin Schacks "Jazz På Dansk" kommer som en stor og glædelig overraskelse - af flere grunde! Først og fremmest er det første gang undertegnede oplever Schack som pianist, idet mine hidtidige musikalske møder har været med Schack som orgel wizzard på La Fontaine samt på glimrende udgivelser med bl.a. Jacob Fischer. Des mere glædeligt er det at opdage, at der her er tale om en yngre pianist af ganske højt format. Først og fremmest formår Schack at afmåle sit spil, så det klæder det valgte materiale og han spiller ikke bare med et fremragende swing samt en god harmonisk forståelse, men har samtidig et yderst tiltalende let og elegant anslag.
Derudover har han allieret sig med nogle sidemen, der næppe findes bedre i dansk jazz: Morten Ramsbøl (bas) og Morten Lund (trommer) samt Jacob Fischer (guitar) på nogle af pladens skæringer. Arrangementerne er fine og originale samtidig med, at de aldrig drukner i for mange eller for komplicerede ideer. En af mine favoritter er "Visen Om De Atten Svaner" hvor Schacks version formår at åbne helt nye dimensioner i et nummer jeg selv har spillet ved utallige fællessangsarrangementer. Også "Den Blå Anemone", "Septembers Himmel Er Så Blå" og den indledende "Jeg Ved En Lærkerede" er virkelig fine fortolkninger af melodier, der har bevist deres berettigelse og holdbarhed i utallige år.
"Jazz På Dansk" trækker åbenlyst på inspirationen fra Jan Johanssons mesterværk "Jazz På Svenska" (og måske også på samarbejdet mellem Ole Kock Hansen og NHØP), men tåler ingen sammenligning hermed, da der netop er tale om jazz på dansk. Det er let og luftigt og måske en anelse mindre dybt, men til gengæld mindst lige så tilgængeligt.
Køb/bestil her
Ginman/Blachman - Let's Call Stephen Riley ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
STEEPLECHASE (SCCD31709)
I det seneste års tid har jeg personligt haft alt for få lejligheder til at opleve Ginman og Blachman i deres egentlige metier som begavede og markante udøvende skikkelser på den danske jazzscene. Mens førstnævnte i kraft af sit hverv som musikchef har sat et fremtrædende og flot aftryk på Copenhagen Jazzhouse har sidstnævnte delt vandene som dommer i dette års X-factor. Nu er de så atter tilbage som makkere med ikke bare én men hele to overraskelser i ærmet, nemlig danske Heine Hansen på piano og amerikanske Stephen Riley på tenorsaxofon.
Og deres nye album er ganske enkelt en uhyre vellykket dokumentation af, at ikke al god musik behøves at være nyskabende for at rykke i lytteren - i hvert fald ikke påtaget nyskabende. For selvom hele kvartetten - og Riley i særdeleshed - tager udgangspunkt i den amerikanske jazztradition og dens ypperste eksponenter (Rileys tone kan sine steder være nærmest Ben Webstersk) virker albummet alligevel friskt. Måske ligger det i kombinationen af musikerne med to relativt unge løver over for to garvede rotter - måske ligger det i de små arrangementsmæssige twists (tag f.eks. Herbie Hancocks "Cantaloupe Island", der i kvartettens version frækt spiller på det swingende og det lige beat) - måske ligger det i den melodiske og harmoniske tilgang hos særligt Riley, men også hos Hansen, der glimrende kompletterer trioen bag den amerikanske tenorkomet.
"Let's Call Stephen Riley" er et glimrende album hvor Ginman/Blachman til trods for, at det er dem, der lægger navn til udgivelsen på fornemmeste vis indtager rollen som sidemen for to unge musikere der formår at spille moderne mainstream jazz med en solid forankring i traditionen. Skal man finde et enkelt kritikpunkt (og det behøves man bestemt ikke) kunne det måske være, at hverken Ginman eller Blachman træder voldsomt i karakter som solister på albummet - det kunne have givet en ekstra (og hvem ved, måske unødvendig) dimension ligesom jeg måske synes at Hansens piano er mixet en ubetydelig kende for langt tilbage på en del af skæringerne - det er nemlig skønt at høre ham træde i karakter som en af landets absolut dygtigste på sit instrument bl.a. demonstreret i skønt med- og modspil på numre som "Love For Sale", "Caravan" og "Jumpin' With Symphony Sid".
Køb/bestil her
I det seneste års tid har jeg personligt haft alt for få lejligheder til at opleve Ginman og Blachman i deres egentlige metier som begavede og markante udøvende skikkelser på den danske jazzscene. Mens førstnævnte i kraft af sit hverv som musikchef har sat et fremtrædende og flot aftryk på Copenhagen Jazzhouse har sidstnævnte delt vandene som dommer i dette års X-factor. Nu er de så atter tilbage som makkere med ikke bare én men hele to overraskelser i ærmet, nemlig danske Heine Hansen på piano og amerikanske Stephen Riley på tenorsaxofon.
Og deres nye album er ganske enkelt en uhyre vellykket dokumentation af, at ikke al god musik behøves at være nyskabende for at rykke i lytteren - i hvert fald ikke påtaget nyskabende. For selvom hele kvartetten - og Riley i særdeleshed - tager udgangspunkt i den amerikanske jazztradition og dens ypperste eksponenter (Rileys tone kan sine steder være nærmest Ben Webstersk) virker albummet alligevel friskt. Måske ligger det i kombinationen af musikerne med to relativt unge løver over for to garvede rotter - måske ligger det i de små arrangementsmæssige twists (tag f.eks. Herbie Hancocks "Cantaloupe Island", der i kvartettens version frækt spiller på det swingende og det lige beat) - måske ligger det i den melodiske og harmoniske tilgang hos særligt Riley, men også hos Hansen, der glimrende kompletterer trioen bag den amerikanske tenorkomet.
"Let's Call Stephen Riley" er et glimrende album hvor Ginman/Blachman til trods for, at det er dem, der lægger navn til udgivelsen på fornemmeste vis indtager rollen som sidemen for to unge musikere der formår at spille moderne mainstream jazz med en solid forankring i traditionen. Skal man finde et enkelt kritikpunkt (og det behøves man bestemt ikke) kunne det måske være, at hverken Ginman eller Blachman træder voldsomt i karakter som solister på albummet - det kunne have givet en ekstra (og hvem ved, måske unødvendig) dimension ligesom jeg måske synes at Hansens piano er mixet en ubetydelig kende for langt tilbage på en del af skæringerne - det er nemlig skønt at høre ham træde i karakter som en af landets absolut dygtigste på sit instrument bl.a. demonstreret i skønt med- og modspil på numre som "Love For Sale", "Caravan" og "Jumpin' With Symphony Sid".
Køb/bestil her
Musikensemblet Mortens Aften ****
Click på billedet for denne anmeldelse alene
OLUFSEN
Det har ikke været let at få fingrene i denne udgivelse og det på trods af, at den - efter min bedste overbevisning - allerede udkom på Mortens Aften 2010. Nu er den så bestilt (den kunne ikke umiddelbart findes som download på f.eks. iTunes) og denne anmeldelse tager sit lidt usædvanlige udgangspunkt i en trackliste jeg fandt i "JazzSpecial" og de filer (det ser ud til at være dem alle sammen!) jeg fandt på ensemblets myspace-side.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er ret vild med den cocktail som Morten Ærø (trommer mm.), Jacob Munck (tuba, vocal), Nulle (klarinet) og Fessor (trombone) har mixet sammen. Det er bestemt ikke finkulturel jazz til de store koncertsale - måske er det snarere en form for cirkus eller gadeteater, der med simple midler som spilleglæde, humor samt stor musikalitet og integritet formår at bevæge lytteren og fortælle historier. Numre som "Den Dumme Prins", "Jitterbug Waltz" (med skøn, skramlende radiounderlægning), "Motorcyklen", den sjovt og nænsomt omarrangerede klassiker "Take 5" og "Gammal Fäbodpsalm" skaber i deres forløb alle en nysgerrighed for at høre hvad der sker i den næstfølgende takt samtidig med, at de prikker til både latter- og hjertemusklen. Der er plads til både det skøre og det melankolske og det er helt igennem originalt uden at være fremmed.
For at blive lidt i cirkusanalogien så fremstår de 4 musikere som godmodige klovne - klovne i ordets og egenskabens bedste forstand. De gode klovne er ikke bare sjove, de er også dybe. Musikensemblet Mortens Aftens udspil er appellerende fordi det netop afslører og bygger på personlighed og ærlighed - og så er det musikalske håndværk i øvrigt i orden!
Køb/bestil her
Det har ikke været let at få fingrene i denne udgivelse og det på trods af, at den - efter min bedste overbevisning - allerede udkom på Mortens Aften 2010. Nu er den så bestilt (den kunne ikke umiddelbart findes som download på f.eks. iTunes) og denne anmeldelse tager sit lidt usædvanlige udgangspunkt i en trackliste jeg fandt i "JazzSpecial" og de filer (det ser ud til at være dem alle sammen!) jeg fandt på ensemblets myspace-side.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er ret vild med den cocktail som Morten Ærø (trommer mm.), Jacob Munck (tuba, vocal), Nulle (klarinet) og Fessor (trombone) har mixet sammen. Det er bestemt ikke finkulturel jazz til de store koncertsale - måske er det snarere en form for cirkus eller gadeteater, der med simple midler som spilleglæde, humor samt stor musikalitet og integritet formår at bevæge lytteren og fortælle historier. Numre som "Den Dumme Prins", "Jitterbug Waltz" (med skøn, skramlende radiounderlægning), "Motorcyklen", den sjovt og nænsomt omarrangerede klassiker "Take 5" og "Gammal Fäbodpsalm" skaber i deres forløb alle en nysgerrighed for at høre hvad der sker i den næstfølgende takt samtidig med, at de prikker til både latter- og hjertemusklen. Der er plads til både det skøre og det melankolske og det er helt igennem originalt uden at være fremmed.
For at blive lidt i cirkusanalogien så fremstår de 4 musikere som godmodige klovne - klovne i ordets og egenskabens bedste forstand. De gode klovne er ikke bare sjove, de er også dybe. Musikensemblet Mortens Aftens udspil er appellerende fordi det netop afslører og bygger på personlighed og ærlighed - og så er det musikalske håndværk i øvrigt i orden!
Køb/bestil her