<![CDATA[jazzstjerner - RSS FEED]]>Wed, 22 May 2013 21:55:53 -0800Weebly<![CDATA[Organic 3 - Doctor NO's Shuffle ****]]>Tue, 26 Mar 2013 21:41:17 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2013/03/organic-3-doctor-nos-shuffle.htmlGATEWAY

Det er ved at være et godt stykke tid siden at Organic 3 med frontmand Niels Ole Sørensen udgav albummet "Doctor NO's Shuffle". Alligevel fortjener formanden for jazzfestivallen Tversted Jazzydays al mulig opmærksomhed for dét, han selv betegner som fritidsprojekt, der er blevet til i parløb med både formandsrollen af netop føromtalte festival og hvervet som organist ved Vesterkær Kirke i Ålborg (som iøvrigt netop er blevet udskiftet med Bangsbostrand/Skæve Kirke). At der er tale om et fritidsprojekt bør ikke skræmme lytteren, for det har ingen indflydelse på udgivelsens kvalitet - i hvert fald ingen negativ, for hvis der er noget som helst fritidspræget over udgivelsen, så må det da være, at musikerne spiller med en åbenlys glæde samt lethed på samtlige albummets numre. Dét i sig selv er en kvalitet, som ikke sjældent står i baggrunden for f.eks. teknisk ekvilibrisme og andre langt mere kunstnerisk orienterede parametre i mange anmelderes øjne.

"Doctor NO's Shuffle" åbner med albummets titelnummer, der tager lytteren i hånden og fører denne sikkert ind i orgel soul jazzens univers, som man bl.a. kender den fra f.eks. Lonnie Smith, Jack McDuff (begge er repræsenteret med et enkelt nummer) eller Jimmy Smith. Der er tale om musik, der bevæger sig i grænselandet mellem bluesens relativt enkle harmoniske univers og jazzens samt gospelmusikkens udadvendthed. Det er som så ikke avanceret, men til gengæld både lytte- og dansevenligt, ligesom Organic 3 formår at holde musikken stilrent uden at glemme, at der skal ske variation i dynamik, groove og tematik, hvis ikke genren skal blive til en begrænsning. Det lykkes ganske fint bl.a. med de to smukke ballader "Pilgrimage" skrevet af Lonnie Smith og "Peace Please" som er komponeret af guitaristen Per Gade samt den lette, bossa-inspirerede "Goin' To The Beach".

Musikerne på albummet er alle både dygtige håndværkere og kunstnere med noget på hjerte. Særligt guitaristen Uffe Steen spiller med en naturlig ro og elegance, når han improviserer, ligesom han akkompagnerer fornemt i de passager hvor de andre står i forgrunden. Men også Niels Ole Sørensen og den unge tenorsaxofonist Samuel Hejslet spiller med både overskud og nerve. Endelig swinger samtlige numre ganske fornemt ikke mindst takket være Esben Bachs trommespil, som er et sikkert rytmisk fundament.

Sounden er ganske autentisk - måske en anelse mere poleret end hos forbillederne fra bl.a. 60'ernes soul jazz, og netop derved understøttes indtrykket af at Organic 3 ikke bare forsøger at kopiere en musikalsk stil, men faktisk søger at tilpasse den vor tids idealer. Er man til musik, der er decideret nyskabende, så vil man måske blive skuffet over "Doctor NO's Shuffle", men som bud på nutidig orgel souljazz er Organic 3's udgivelse både fin og frisk.
Køb/bestil
]]><![CDATA[Veronica Mortensen - Catching Waves ***** (månedens album 03-2013)]]>Sun, 03 Mar 2013 20:08:50 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2013/03/veronica-mortensen-chasing-waves-mnedens-album-03-2013.htmlSTUNT

Gang på gang hører man om danske jazzsangerinders tårnhøje, internationale standard og det er da også en kendsgerning, at det nærmest vrimler med yderst kompetente bud på dansk vokal jazz - ingen nævnt, ingen glemt. Alene på den baggrund er forventningerne til Veronica Mortensens fjerde udgivelse i eget navn ganske store. Lægger man dertil et velfortjent påskønnelseslegat fra Danske Populær Autorer for Mortensens sangskrivning, et par skønne live oplevelser og ikke mindst et line up, der på papiret ser både dygtigt og spændende ud, så kan man som anmelder roligt nære forventninger.

Og lad det være sagt som det er - pressematerialet lyver ikke, når det præsenterer "Catching Waves" som Mortensens hidtil "klart mest helstøbte album". Det er ganske enkelt en helt igennem vellykket plade - og det er der flere grunde til.

Først og fremmest er Veronica Mortensen en begavet, original og grundig sangskriver. Hendes tekster, der er udarbejdet i samarbejde med hendes mand Niels HP, er enkle og samtidig blottet for alt for mange banale klicheer, ligesom parret i fællesskab har en god og naturlig sans for det engelske sprog. Melodierne er iørefaldende og balancerer fint mellem de enkle poppede fraser i numre som åbneren "Enjoy The Ride" og det mere komplekst jazzede som f.eks. i "This Might Not Be Cool", men hele vejen bibeholdes en snært af sangbarhed.

Som sanger viser Veronica Mortensen både teknisk overskud med upåklagelig intonation og fornem sans for at nuancere sin klang, så udtrykket bliver dynamisk og dybt. Hun formår som få jazzsangerinder herhjemme at forbinde en ganske kontant direkthed i sine fraseringer samt toneansatser med en sødme og en optimistisk lethed i udtrykket - glimrende illustreret i et af pladens absolutte højdepunkter, Lars Janssons fine melodi "Simple Sence Of Being". 

Trioen, der akkompagnerer Veronica Mortensen er perfekt castet med pianisten Mads Bærentzen som den lyrisk funderede, men alligevel energiske pianist og bassisten Kristor Brødsgaard samt trommeslageren Anton Eger som de lidt mere sprælske og kantede modstykker. Sammen supplerer de ikke bare hinanden, men også Mortensen fornemt. Det samme gælder i øvrigt for den fremragende svenske trompetist Peter Asplund, der står for nogle af pladens improvisatoriske højdepunkter og spiller med en elegance, der klæder udgivelsen virkelig godt.

Den lydmæssige produktion af udgivelsen er ligeledes enormt vellykket. Vokalen står klart og varmt i forgrunden, ligesom resten af ensemblet er produceret og mixet så både instrumentalisternes individuelle særpræg og gruppens sound som helhed står tydeligt frem.

For undertegnede er udgivelsens allerstærkeste numre de mere afdæmpede af slagsen som f.eks. "Enjoy The Ride", "Where There's A Will", "Sing You A Love Song" og den bevægende "This Is Not A Love Song", men også numre som tidligere nævnte "Simple Sense Of Being" og "A Toast Of Wine" er fremragende eksempler på let tilgængelige sange i grænselandet mellem et "poppet" og et "jazzet" udtryk med dybde og integritet. Alt i alt et mere end anbefalelsesværdigt album.  
Køb/bestil
]]><![CDATA[Johan Bylling Lang Organ Quintet - Doin' My Thing ****]]>Tue, 26 Feb 2013 18:58:03 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2013/02/johan-bylling-lang-organ-quintet-doin-my-thing.htmlGATEWAY

Et blik på Johan Bylling Langs foreløbige karriere afslører en ganske alsidig musiker, der bevæger sig inden for en bred vifte af genrer fra glad New Orleans jazz med nutidigt twist i Jazz Five over Big Band-swing med både historisk og nutidigt tilsnit til caribisk ska og alskens musik midt imellem. På sin debut udgivelse henter han store dele af sin inspiration i netop denne alsidighed, men med den naturlige røde tråd, der ligger i hans kvintets sammensætning. Sidstnævnte trækker tydelige spor til 60'erne Soul- og orgeljazz, som blev eksponeret så fornemt af bl.a. Lou Donaldson og Lonnie Smith.

Fællesnævneren for mange af de musikalske projekter Bylling Lang er involveret i synes at være en grundlæggende optimisme i udtrykket, og det er da også en af debut udgivelsens indlysende kvaliteter. Det er enkel, let tilgængelig musik, der bygger på velskrevne temaer og det rytmiske drive står højt oppe på prioriteringslisten. Kvintetten med bl.a. guitaristen Jesper Agesen, Hammond B3 koryfæet Kjeld Lauritsen og trommeslager Andreas Fryland swinger drøngodt sammen og soloerne holdes energiske og ganske stilrene. Numre som den indledende "Did You See Her?", den energiske "Who Dat?", den bluesorienterede "Flat Tire Funk" og ikke mindst hyldesten til Ronnie Cuber "Thank You, Ron" er alle sammen gode bud på numre, der går lige i dansefoden. 

Sidstnævnte nummer hvor Bylling Lang skifter altsaxofonen ud med barytonsaxofonen og suppleres glimrende af den amerikanske trombonist Michael Watson viser i øvrigt at Bylling Lang og hans kvintet har en god fornemmelse for at orgel-jazzen måske periodevis kan have enkelte udtryksmæssige begrænsninger. Derfor er det virkelig godt set, at der i passende doser varieres i særligt instrumenteringen, men også i arrangementernes udformning. F.eks. hører nummeret "It's Now Or Never" med dæmpet trompet og Bylling Lang på klarinet og "Nightcrawler" med det fornemme vekselspil i improvisationerne mellem Bylling Lang og Ingelstam til udgivelsens helt store højdepunkter, fordi musikken netop her hæver sig over virkelig velspillet brugs- (læs danse-) musik til musik med et stærkt, stemningsfuldt og dybt udtryk.

Endelig er den lydmæssige side af pladen ganske fin, idet der balanceres fornemt mellem røget natklubstemning og klar, distinkt og velproduceret instrumentlyd. Alt i alt en sympatisk og vellykket debut.
Køb/bestil
]]><![CDATA[Kira Martini & Co. - More Things Unite Us **** ]]>Tue, 26 Feb 2013 18:55:42 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2013/02/kira-martini-co-more-things-unite-us.htmlGATEWAY

Titlen på Kira Martinis debut album "More Things Unite Us" signalerer en kunstner og et menneske med et sympatisk, åbent livs- og musiksyn, der bygger på både nysgerrighed og åbenhed. Den 27-årige autodidakt byder på en afvekslende første plade med selvkomponerede sange og et hold kompetente musikere, der bevidst stritter i flere musikalske retninger.

Den indledende "Behave" minder i sit udtryk om den afdæmpede stil Norah Jones præsenterede på sin første plade "Come Away With Me". Martini er en ganske udmærket vokalist med en original klang, fin intonation og en god fornemmelse for at nuancere sine fraseringer, mens ensemblet spiller arrangementet med det enkle klaver tema som grundlag  med fint nærvær.

"The Man I Met", "Chasing Waves", "I Do Believe It's Time", "Nothing To Plant, Nothing To Gain" og "Uncomplicate" er numre der byder på et mere livligt tempo og fører lytteren gennem forskellige stilistiske universer som trækker på inspirationer fra Afrika, Sydamerika, New Orleans, 60'ernes orgel souljazz og andet godt. Alt sammen velspillet, udmærket arrangeret og ganske energisk og tilmed krydret af flere udmærket "castede" gæster som f.eks. perkussionisten Ayi Solomon og den alle steds nærværende trompetist Peter Marott. Men det er I de mere afdæmpede numre, at Martinis debut er aller stærkest - måske fordi netop disse numre står klarest i deres udtryk samtidig med, at Martini som vokalist virker mest original og interessant. "The Tide", titeltracket "More Things Unite Us" samt de afsluttende "When We Were One" og "Set Us Free" er stærke og til tider ganske bevægende bud på nutidig sangskrivning i grænselandet mellem forskellige genrer.

"More Things Unite Us" passer som statement også ganske godt til undertegnedes oplevelse af Kira Martini og Co's debut - det er en plade, der til tider stritter lidt for meget (og dog bevidst) i forskellige retninger, men som hos lytteren i højere grad efterlader en oplevelse af samhørighed med kunstneren end det modsatte. Det gør udgivelsen ganske anbefalelsesværdig. 
Køb/bestil
]]><![CDATA[Mark Solborg feat. Chris Speed - 4+4+1  **** (månedens album 11-2012)]]>Sun, 04 Nov 2012 13:02:14 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2012/11/mark-solborg-441.htmlILK

Guitaristen Mark Solborg har, med 11 udgivelser som enten kapelmester eller co-leader bag sig sat et markant præg på både den nationale og internationale jazz- og impro-scene. Og når ens arbejde som henholdsvis komponist og guitarist honoreres med Grammy-nomineringer, Reumert-pris og premieringer fra Statens Kunstfond samt det Spanske kulturministerium kan der vel næppe herske tvivl om kvaliteten i musikken. Solborgs seneste udspil hvor han sætter 2 kvartetter og en international stjerne saxofonist sammen er da også et glimrende eksempel på, at han evner en sjælden evne for at blande voldsomme kontraster med succes.

Først og fremmest har Solborg castet et orkester, der består af nogle exceptionelt dygtige musikere, der byder ind med både særegen, meget forskelligartet individualisme og en evne til at finde fælles fodslag i et varierende udtryk. Alene spektret af fortolkninger af saxofonen som instrument er nærmest uendelig bredt repræsenteret af hhv. Anders Banke, Laura Toxværd, Torben Snekkestad og Chris Speed ligesom den hyppige vekslen til andre beslægtede instrumenter som basklarinet og klarinet giver en bredde og en spænding i udtrykket, der er meget fængende.

Et af nøgleordene i at kunne forstå udgivelsen er "kommunikation". For lytteren bliver indspilningen først for alvor lytterværdig, når tilgangen er kommunikativ - når man er åben og prøver at sætte sig ned for at forstå musikernes interaktion både når det er det kompositoriske, der står i centrum og når det er det improvisatoriske, der fylder mest. På Solborgs udspil balancerer de to størrelser meget fint, nærmest som en helt tredje tilgang hvor de to elementer smelter sammen.

Hvis kommunikationen mellem musikerne skal lykkes så fornemt som det gør på "4+4+1" hvor der både tages og gives plads er en anden væsentlig faktor en umådelig høj grad af disciplin og ikke mindst koncentration. Faktisk er det netop sidstnævnte parameter, der skinner igennem som udgivelsens absolut stærkeste kort. Som lytter sidder man aldrig med en fornemmelse af, at de deltagende musikere mister fokus, hvilket efterlader et indtryk af stort nærvær på trods af musikkens til tider komplekse karakter.

Alt i alt er Solborgs "4+4+1" en plade, der kræver et trænet øre og et åbent sind. Alligevel rummer den i numre som f.eks. "The Whispers" elementer, der må være tiltalende for selv den mest inkarnerede mainstreamrepræsentant og som studie i veludført og periodevis decideret innovativ musik er den ganske enkelt fremragende.
Køb/bestil
]]><![CDATA[Aarhus Domkirkes Kantori - Salmesuite ***]]>Mon, 29 Oct 2012 12:49:12 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2012/10/aarhus-domkirkes-kantori-salmesuite.htmlLong Life Records

Aarhus Domkirkes Kantori kaster sig med "Salmesuite" ud i et ambitiøst projekt, der søger at blande flerstemmig salmesang med en instrumentering og et udtryk, der finder i hvert fald dele af sin oprindelse i den jazzede del af det musikalske udtryksfelt. Det er en udgivelse, der byder på megen god musik, men som måske mangler at blive helt og fuldt forløst.

Koret under ledelse af Carsten Seyer-Hansen synger ganske fint. Klang, intonation, rytmisk præcision og konsonantbehandling er alt sammen på et højt niveau ligesom Carsten Seyer-Hansens egne korarrangementer er velskrevne. Fraseringsmæssigt kan man til tider savne en lille smule fremdrift eller måske "friskhed" hvilket bl.a. kommer til udtryk i de unisone passager som f.eks. i starten og slutningen af "Aleneste Gud i himmerig" og - omend i mindre grad - i de mange homofone passager, som store dele af salmearrangementerne helt naturligt bygger på. På den baggrund bliver udtrykket en lille anelse for "andægtigt" efter undertegnedes smag.

De fire medvirkende musikere er alle aldeles glimrende instrumentalister og som sådanne byder særligt de to blæsere Michael Bladt og Jakob Buchanan på fremragende spil. De formår på fornem vis at udnytte kirkerummets akustik og spiller med god sans både for det mere fast strukturerede sammenspil som f.eks. i "Guds godhed vil du prise" og melodiøse improvisationer. Men også Mads Wadmann på klaver og Marilyn Mazur på percussion giver fine prøver på deres instrumentale færdighed bl.a. i "O Gud, du ved og kender".

Udgivelsen fungerer aller bedst dér, hvor man får en fornemmelse af at kor og kvartet reelt spiller sammen, som f.eks. i midterdelen af "Aleneste Gud i himmerig". Her er det som om arrangementet med succes benytter sig af koret i rollen som ekstra instrument. Andre steder bliver samspillet mellem henholdsvis kvartet og kor lidt mere fragmentarisk med nogle periodevis lidt mindre naturlige overgange.

Alt i alt er "Salme Suite" dog en god udgivelse, der tør at udfordre et svært materiale med lige dele respekt og lyst til at nytænke. Alene på den baggrund er det en vigtig CD.
Køb/bestil
]]><![CDATA[Sidsel Storm - Nothing In Between *****]]>Mon, 22 Oct 2012 17:42:29 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2012/10/sidsel-storm-nothing-in-between.htmlCALIBRATED

Sidsel Storm har gennem flere år i stigende grad markeret sig som en af de mest fremtrædende yngre danske jazzvokalister - særligt herhjemme, men også i udlandet bl.a. med succes i Japan. Og man må sige, at Storm i bedste forstand har fundet en formel, der gør hendes musik vedkommende både i kunstnerisk forstand og i kommercielt henseende. Med den seneste udgivelse "Nothing In Between" bevæger hun sig endegyldigt fra lovende talent til helstøbt og moden kunstner.

Standarden på albummet er meget høj. Først og fremmest er materialet på udgivelsen stærkt både med hensyn til teksternes niveau og melodiernes udformning. Storm har tidligere modtaget DPA's jazzkomponistpris og i samarbejde med Peter Otto er det blevet til seks originale sange der parrer dybde med en umiddelbar tilgængelighed. Resten af numrene er standards og kompletteres af Mads Mathias' "Early Kiss".

Musikerne, der akkompagnerer Storm er alle formidable individualister og i tilgift hertil er deres sammenspil meget fint - det går langt ud over professionelt samarbejde og vidner om, at der er tale om musikere, der har krydset klinger ved utallige lejligheder. Der er en meget fin forståelse for indbyrdes roller, ligesom der spilles med både ro, kreativitet og stilsikkerhed både i akkompagnementet og i solopassagerne. Det er særligt pianist Magnus Hjorth og trompetist Tobias Wiklund, der fremstår som de lysende stjerner i kvartetten, der akkompagnerer Storm. Både Hjorth og Wiklund evner at spille med solid forståelse og kærlighed for traditionen, samtidig med at deres spil - ikke mindst improvisationerne - bobler af ungdommelig iderigdom og engagement. 

Som sanger har Sidsel Storm alle de kvaliteter, der gør hende interessant at lytte til. Hendes stemme har en orginal, ganske let mørk klang og hun intonerer sikkert. Hun fraserer elegant uden overdrevne ornamenteringer, og så har hun godt styr på det rytmiske parameter også - med andre ord: hun swinger.

Både Storm og orkestret som helhed behersker alt fra den nordisk lyriske tone som i den smukke "Flown Away" til det mere traditionelle amerikanske univers som i klassikeren "I'm Beginning To See The Light". Samtidig træffes der nogle glimrende musikalske valg, når materialet naturligt lægger op til det som f.eks. i "This Moment" hvor Gustaf Ljunggrens lap steel klæder den smukke melodi. Og selvom udtrykket varierer gennem pladen har den en klar dramaturgi og homogenitet, der vidner om, at der er arbejdet for at skabe en grundlæggende rød tråd. 

Endelig er pladens tekniske produktion ganske fornem. Sounden er dejlig varm, de enkelte instrumenter klinger godt hver for sig, ligesom mixet er overordentlig egalt. Alt i alt er "Nothing In Between" en af den slags plader, der besidder den dybte, der gør den både relevant som behagelig baggrundsmusik og musik man fordyber sig i, og det giver udgivelsen det tilsigtede internationale format.
Køb/bestil
]]><![CDATA[Søren Bebe Trio - A Song For You ****]]>Wed, 26 Sep 2012 20:49:09 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2012/09/sren-bebe-trio-a-song-for-you.htmlGATEWAY/FROM OUT HERE MUSIC

Søren Bebes seneste udgivelse "From Out Here" (2010) fik en meget fornem modtagelse blandt landets anmeldere og det er bl.a. i kølvandet af denne plades succes, at Søren Bebe Trio i de forgangne år har udvidet fanskaren og spillet i bl.a. USA, Brasilien og Marokko. Den nye udgivelse fremstår som en naturlig opfølger på "From Out Here" og byder på samme nærvær som forgængeren.

"A Song For You" signalerer allerede i sin titel en imødekommenhed, der gennemsyrer udgivelsen som en rød tråd. "En Sang Til Dig" ville være den danske oversættelse, og som lytter sidder man netop med en følelse af at Søren Bebes musik og trioens fortolkninger heraf er meget personlige. Det er der flere årsager til - først og fremmest er Bebe en begavet og bevægende komponist, der i sin skaben synes at fokusere på stærke melodilinjer og strukturer, der er gennemsigtige og balancerede. Samtidig er hverken Bebe som komponist eller trioens arrangementer tynget af frygten for at gentage, udfolde og variere de gode temaer. Det gøres med små, intense armbevægelser og gør udgivelsen rig på små finurlige detaljer, ligesom man som lytter bliver meget fortrolig med det musikalske materiale. Samtidig er mange af numrene i jazzsammenhæng relativt korte - ikke et kvalitetskriterie i sig selv, men et udtryk for at musikken er kogt helt ned til essensen. Her er et af udgivelsens højdepunkter - trioens fortolkning af den amerikanske Spiritual "Oh Shenandoah" - et glimrende eksempel. Trioen spiller ikke meget mere end det enkelte tema, men udtrykket er utrolig ærligt og i kraft af dette meget bevægende.

Hovedparten af musikken har et lyrisk og nordisk strøg som f.eks. den smukke indledende "Maria", der giver pladen en dejlig sfærisk åbning hvor Bebes klaver og Rydes bas i fællesskab bærer den enkle melodi, eller den efterfølgende titelsang "A Song For You", der afslører, at Bebe er en pianist med et dejlig egalt og blødt anslag, der passer perfekt ind i den skandinavisk inspirerede ramme. 

Trioen er både på individuelt plan og i sammenspillet på meget højt niveau, og der spilles med både afklarethed, modenhed og ro. Bl.a. er Anders Mogensens trommespil dejlig afbalanceret med et fokus, der ligger mindst lige så meget i det klanglige univers som i det rytmiske. I det hele taget er netop trioens sound et af de mest interessante aspekter ved udgivelsen. Det er sjældent, at man hører en klavertrio hvor bassisten spiller på el-bas. Man kan måske umiddelbart frygte at man kommer til at savne kontrabassens klanglige varme og bredde, men Ryde behersker sin el-bas så fornemt, at særligt bassens melodiske dimension for en klarhed, der klæder musikken fornemt.

Som jazzelsker, kan man måske synes, at det improvisatoriske element er lidt for nedtonet på "A Song For You", men numre som "Country Road", den bluesede "Remembering B" og "A Song For You, Too" vidner om, at det er et bevidst valg, der er truffet på musikkens præmisser og ikke fordi musikerne ikke behersker kunsten. Således byder både Bebe og Ryder på nogle ganske fine soli ligesom trioen swinger fornemt.

"A Song For You" er en udgivelse, der appelerer til et bredt publikum og en udgivelse, der vidner om, at enkel musik i de rette hænder har en sjælden evne til at bevæge.
Køb/bestil
]]><![CDATA[Mette Juul - Moon On My Shoulder *****]]>Sat, 25 Aug 2012 18:47:24 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2012/08/mette-juul-moon-on-my-shoulder.htmlCALIBRATED

I pressemeddelelsen, der fulgte med anmeldereksemplaret af Mette Juuls seneste udgivelse "Moon On My Shoulder" hedder det bl.a. at der er "[...] skruet ned for det fulde orkester og op for inderligheden og enkeltheden." Med det positive indtryk fra det foregående album "Coming In From The Dark" i frisk erindring er dette et udsagn, der både skaber forventninger og vidner om at Juul har formået at udvikle sig yderligere i den relativt korte tid, der er gået siden debuten.

Grundlæggende kan man gøre denne anmeldelse kort - "Moon On My Shoulder" er ganske enkelt et fremragende album. Først og fremmest fordi Mette Juul er en glimrende sangerinde, der formår at balancere bevidst og vellykket mellem teknisk fokus og ægte, bevægende udtrykskraft (ikke at dette nødvendigvis er størrelser, der modarbejder hinanden). Hendes stemme er moden med en grundlæggende mørk karakter, ligesom hun bevæger sig elegant og sikkert i forskellige registre. Samtidig fraserer hun naturligt, varieret og med en fornem evne til ikke at slippe medmusikerne og den musikalske helhed af syne. Uanset om hun fortolker Lyle Lowetts "Moon On My Shoulder", Monks "Ask Me Now", Oscar Brown Jr's "Hum Drum Blues" eller egne sange som den bevægende "In This Life" formår hun at gøre det, så det fremstår personligt og vedkommende.

Sangene er alle glimrende i sig selv, hvad enten der er tale om Juuls egne, standards eller de lidt nyere af eksempelvis Joni Mitchell. Teksterne er stærke, melodierne er gode og så har særligt Mette Juul og Nicolaj Hess - der i øvrigt har produceret pladen - været dygtige til at arrangere numrene ganske nænsomt. I det hele taget fremstår netop makkerskabet og samarbejdet mellem Juul og Hess som en af udgivelsens aller stærkeste elementer. Det er en fornøjelse at følge hvordan instrumenteringen i de forskellige numre er nøje afstemt ud fra hvad der klæder sangene - det emmer simpelthen af nødvendighed.

Og så er det altså nogle sjældent dygtige musikere Mette Juul kan læne sig op af. Hess er en begavet solist og en fremragende akkompagnatør, mens svenske Lars Danielsson på henholdsvis bas og cello og Morten Lund på trommer kompletterer en trio, der spiller med elegance, moden ro og indlevelse. Endelig suppleres ensemblet af amerikanske Ambrose Akinmusire, der er et decideret scoop. Han spiller ikke bare med en helt unik og personlig tone, han formår ligeledes at supplere Juul fornemt i det melodiske univers uden på noget tidspunkt at fremstå påtrængende.

Den tekniske side af produktionen er ligeledes glimrende. Lyden er varm og nærværende, der er fornem balance i mixet og så er mastereringen sket med meget nænsom hånd. Det er i virkeligheden alt for sjældent, at dygtige teknikere fremhæves i anmeldelser, men i dette tilfælde er både Andreas Hviid (indspilning) og Bjarne Helth Hansen (mix/master) vigtige medspillere i det musikalske udtryk.

Alt i alt er "Moon On My Shoulder" et meget personligt bud på et moderne vokalalbum, der er fast forankret i traditionen og samtidig fremstår friskt og aktuelt. Meget anbefalelsesværdigt!
Køb/bestil
]]><![CDATA[Kenneth Dahl Knudsen - Clockstopper ****]]>Sat, 25 Aug 2012 15:24:10 GMThttp://www.jazzstjerner.dk/3/post/2012/08/kenneth-dahl-knudsen-clockstopper.htmlLong Life Records

Kenneth Dahl Knudsen plade-debuterede som kapelmester med albummet "Strings Attached" - et album, der viste en ung fremadstormende musiker og komponist, der søgte og i stor udstrækning fandt et personligt og originalt udtryk. Siden er Knudsen bl.a. blevet udnævnt til "Årets Nordjyske Jazznavn" i 2010 og i år er det blevet til titlen som "Årets JazzClasher" - en ærespris der uddeles af Sæby Jazzfestival. Med dette i baghovedet kan man godt tillade sig at nære forventninger til hans andet album i eget navn med titlen "Clockstopper" - et album, der ifølge Knudsen selv bl.a. finder sit udspring i frygten for at miste samt fascinationen af tiden og dens gang.

I forhold til debuten er der udover Kenneth Dahl Knudsen selv kun to gengangere blandt musikerne, nemlig Tomasz Dabrowski på trompet/balkanhorn og Gilad Hekselman på guitar. Derudover er pianisten Søren Møller, saxofonisten Jaleel Shaw, trombonisten Jonas Lindh og ikke mindst trommeslageren Jonathan Blake kommet til. Og det er et hold yderst kompetente musikere, der alle spiller med stort teknisk overskud og autoritet. Særligt Søren Møller og Gilad Hekselman udmærker sig som stilsikre og energiske solister, mens Knudsen selv binder ensemblet glimrende sammen. Også blæserne gør det godt, omend det er uden de helt store fraseringsmæssige nuancer i ensemblespillet. Til gengæld spiller de rytmisk meget stramt. I det hele taget er hele sekstettens sammenspil glimrende.

Knudsens kompositioner er fermt skruet sammen og bygger både på konsekvent gennemkomponerede passager og masser af plads til improvisation. Arrangementerne er også ganske vellykkede. Bl.a. viser Knudsen en god fornemmelse for de enkelte instrumenters særpræg og klang - glimrende illustreret i nummeret "Couchophobia" hvor Dabrowskis og Hekselmans unisone temapræsentation frembringer en fin og original klang. Også harmonisk er kapelmesterens kompositioner interessante og de balancerer fint mellem gennemsigtighed og kompleksitet.

Energiniveauet er generelt ret højt på "Clockstopper" også højere end på debuten "Strings Attached". Stærkest er udgivelsen dog dér, hvor der skrues lidt ned for energien og der for alvor gives plads til det musikalske nærvær. Dette illustreres i den dejlige ballade "Tucked In", der ikke alene byder på et smukt og enkelt tema, men viser, at de medvirkende musikere er kunstnere med substans, der formår at bevæge lytteren.

Albummet er indspillet i New York, hvilket klæder Knudsens kompositioner og arrangementer. Lyden er autentisk, stram samt lettere "støvet" og man fristes næsten til at sige, at "Clockstopper" i forhold til debuten har fået et mindre nordisk og mere internationalt præg. Og det er måske netop arbejdet mod lidt mere international anerkendelse, der kan udgøre Kenneth Dahl Knudsens næste mål - for som musiker, komponist og kapelmester er han tydeligvis modnet ganske betragteligt siden sin forudgående udgivelse.
Køb/bestil
]]>